Tyrkiet – tørklæder og storpolitik

I denne uge begyndte forfatningsdomstolen i Tyrkiet at behandle en anklage mod landets præsident og statsminister for “revolutionær virksomhed”, En statsadvokjat har krævet, at regeringspartiet AKP forbydes – og at 71 navngivne politikere, herunder præsident Abdullah Gül og statsminister Recep Erdogan, får forbud mod at deltage i politisk virksomhed. Deres brøde er, at de har tilladt tyrkiske kvinder at bære slør på offentlige steder, herunder universiteter.

For nogle år siden ville det for os have lydt som en vittighed. Men efter at vi har oplevet, hvordan spørgsmålet om kvinders hovedbeklædning kan få selv koldsindige danske politikere til at gå i selvsving, kan intet længere overraske… Og i Tyrkiet er det blodig alvor. Det kan det også blive for os andre, hvis Tyrkiet glider tilbage til en eller anden form for militærstyre.

Tyrkiets forfatning bygger på streng sekularisme, så streng, at det nærmer sig fundamentalisme. Religiøse symboler blev forbudt, dengang Kemal Atatürk gennemførte moderniseringen af Tyrkiet i 20′erne og 30′erne. Også tørklæder. Og vogterne af sekularismen er det stærke militær, som adskillige gange har grebet ind i den demokratiske politiske proces – og så forfatningsdomstolen.

Statsminister Erdogan – som man vel kan betegne som moderat muslim – har tidligere haft forbud mod politisk virksomhed. Og hans (moderat) islamiske parti har været forbudt, men er genopstået under nye navne. Senest altså som AKP, der blev den helt store sejrherre ved det seneste valg. Erdogan og hans støtter er ikke “islamister” - men de har fundet, at det var lige strengt nok at opretholde den strenge lov mod tørklæder i det offentlige rum i en befolkning, hvor presset for frihed til at klæde sig som man har lyst, er vokset i takt med den almindelige frigørelse med de demokratiske reformer, AKP har gennemført. AKP er ikke et islamistisk parti, det er et moderat og demokratisk parti, der måske bedst kan betegnes som en tyrkisk variant af den slags kristeligt-demokratiske konservative partier, vi kender i EU.

Det paradoksale er, at i de fem-seks år, AKP har haft magten, er der gennemført mere vidtgående reformer i Tyrkiet end på noget tidspunkt siden Atatürks dage.  Forhandlingerne med EU om medlemskab  har spillet en væsentlig rolle, for det er i høj grad kravene fra EU om politiske reformer og retsreformer, som har været inspiration. Og da bremserne blev slået i fra EU’s side – på grund af Cyperns sabotage af forhandlingerne og en udbredt mangel på entusiasme for tyrkisk medlemskab hos politiske ledere i først og fremmest Frankrig og Tyskland – skete der også en tydelig opbremsning i Tyrkiets indre reformproces.

Det er ikke til EU’s fordel at skubbe Tyrkiet fra sig. Ikke blot svækker det EU at løbe fra gamle og utvetydige løfter om medlemskab, hvis forudsætningerne er til stede. Vi risikerer også at tabe muligheden for at vise, at det lader sig gøre at udvikle et “vestligt” demokratisk system i et land med en overvejende muslimsk befolkning. Og den lunkne behandling i EU har gjort Tyrkiet sårbart overfor den slags prøvelser, vi oplever i denne uge.

Hvis det virkelig sker, at forfatningsdomstolen slår ned på det parti og de politikere, som det store flertal i den tyrkiske befolkning ønsker som ledere, kan det få uoverskuelige konsekvenser – både for Tyrkiet selv og for os andre. Internt kan problemet med kurderne blusse op igen, med alt hvad det indebærer af risiko for vold – og det kan styrke de mere rabiate islamiste kræfter. Udadtil kan vi miste en vigtig partner.

Tyrkiet er en vigtig allieret i NATO, og har i flere situationer spillet en vigtig rolle som moderator, f.eks. i forbindelse med de forhandlinger, som omsider ser ud til at komme i gang om forholdet mellem Israel og Syrien.

Hvis demokratiet i Tyrkiet bliver sat i stampe, som det er set tidligere, mister Vesten en vigtig medspiller i Mellemøsten. Og en vigtig pointe: I striden med det fundamentalistiske Islam er vores vigtigste allierede det (endnu) store flertal af moderate muslimer, som ønsker at leve i fred og fordragelighed med andre. Hver gang, de presses i den gale retning, går det ud over vores sikkerhed.