Business as usual ?

Så blev Rusland lukket ind i varmen igen. På topmødet fredag i Nice mellem EU-formanden, præsident Sarkozy, og Ruslands præsident Medvedev blev det aftalt, at forhandlingerne om en samarbejdsaftale mellem EU og Rusland bliver genoptaget. Forhandlingerne blev afbrudt efter Ruslands invasion i Georgien i august. Det er godt, at EU og Rusland er på talefod og forhandlingsfod igen. Vi har brug for hinanden, og i den aktuelle internationale økonomise krise er det ekstra vigtigt at lægge kræfterne sammen. Det er mindre godt, at EU har udsendt svingende signaler til Rusland.

Da forhandlingerne blev afbrudt, lød det fra EU, at man kun kunne forhandle videre, når Ruslands havde opfyldt sine løfter med hensyn til tilbagetrækning fra Georgien. De løfter blev givet i forbindelse med den våbenhvileaftale, den franske EU-formand forhandlede på plads mellem Rusland og Georgien. Men Rusland har ikke opfyldt løfterne. Den russiske ledelse har tilmed signaleret, at den er bedøvende ligeglad med, hvad vi i vesten mener om den sag. Og alligevel bliver der nu glattet ud, som om der er “business as usual”.

Der er stærke EU-lande – med Tyskland, Italien og Spanien i spidsen – som har maset på for at få genoptaget forhandlingerne, uanset den russiske optræden. De får nu deres vilje, og det bekommer tilsyneladende den franske præsident ganske vel, selv om han er blevet ydmyget på det groveste af russerne. Men så skulle man aldrig have afbrudt forhandlingerne. Ved at fare frem med klare krav, og så falde ned igen, fordi man alligevel ikke var rede til at tage konsekvensen, har EU (endnu engang) afsløret sig selv som en papirtiger i forhold til Rusland. Det er et farligt signal at sende, netop til den stærkt nationalistisk og ikke voldsomt demokratiske russiske ledelse. For det kan friste til også i fremtiden at blæse på indgåede aftaler i sikker forventning om, at europæerne under alle omstændigheder falder til patten.

Det skaber bekymring hos Ruslands naboer: I Georgien står man med en smadret infrastruktur, og en massiv russisk tilstedeværelse i udbryderenklaverne – hvor EU’s observatører bliver holdt væk af russerne. I Ukraine føler man den russiske ånde ned ad nakken, mens der bliver uddelt russiske pas på Krim – og både EU og NATO tøver med at række hånden ud til Ukraine, med den aktuelle politiske tumult i landet som en bekvem undskyldning. I Moldova har man den uafklarede konflikt om udbryderenklaven Transdnjestr, som har udviklet sig til en ren røverrede, med russisk militær tilstedeværelse. Og i Polen og de baltiske lande skal man lytte til russiske trusler, blandt andet om opstilling af nye missiler i Kaliningrad.

Bekymring og frygt skaber ustablititet. Polakkerne og balterne nåede heldigvis at blive medlemmer af NATO, inden det begyndte at fryse til igen. Deres tillid til EU som sikkerhedspolitisk spiller var i forvejen ikke stor, og nu er den helt på nulpunktet.

Efter mødet med Medvedev i Nice fik den franske præsident styrket denne holdning, da han opfordrede til en udsættelse af det missilforsvar, USA planlægger at opstille i Polen og Tjekkiet. Det skete i forbindelse med med en stærk opfordring til russerne om at undlade den planlagte missilopstilling i Kaliningrad. Og dermed hældte han vand på Medvedevs mølle, for hensigten med truslen om nye missiler var at kopiere succesen med NATO’s dobbeltbeslutning fra 70′erne og 80′erne: Hvis I undlader opstilling, fører vi ikke truslerne ud i livet. Men der holder ligheden op. For NATO’s dobbeltbeslutning var i sin tid rettet mod et nye aggressivt sovjetisk våbensystem (SS20), som var en trussel mod NATO – mens det amerikanske missilforsvar ikke er en trussel mod Rusland. Det er alene vendt mod “slyngelstater” som Iran, der er i fuld gang med at udvikle ballistiske missiler, der kan fremføre atomvåben. Det planlagte missilforsvar vil ikke svække slagstyrken i de russiske våbensystemer, og vil derfor ikke gøre Rusland mere sårbar. Der er derfor kun én rationel forklaring på den voldsomme russiske modstand: Rusland ønsker ikke, at tidligere lydstater som Polen og Tjekkiet deltager i den slags våbensamarbejde med USA. For Rusland ønsker svage (og frygtsomme) naboer.

EU-formand Sarkozy aftalte også med præsident Medvedev, at der skal holdes en ny europæisk sikkerhedskonference, eventuelt indenfor rammerne af OSCE. Det er altid en god ide at tale sammen – hvis man vel at mærke lader være med at snakke uden om de ømme emner – så forhandlingerne kan passende også komme til at handle om, hvorfor Rusland i de sidste par år har undergravet det aftalesystem, som blev skabt under Helsinki-processen, og som var så afgørende for, at den kolde krig stoppede. Rusland har selv været fremme med forslag om nye sikkerhedsaftaler i Europa – tydeligvis med det ønske at omgå og svække NATO og USA’s rolle i europæisk sikkerhed. Det er forhåbentlig ikke den slags tanker, der har spøgt i hovedet på den franske præsident, da han slog ud med hånden i Nice.

Det bliver en ny amerikansk administration, som skal håndtere disse problemer. Den russiske og den franske præsident har gjort det vanskeligt for den nye amerikanske præsident at ændre forgængernes politik vedrørende missilforsvaret – selv om der kunne være god anledning til at vurdere de tekniske og økonomiske muligheder. USA har gentaget sit gamle tilbud til Rusland om et samarbejde om missilforsvar, og man må gå ud fra, at præsident Obama vil arbejde videre ad dette spor. Forhåbentlig ligger her en mulighed for at Ruslkand og USA kan komme på ny talefod med hinanden. I mellemtiden bør EU undlade udspil, der vanskeliggør denne proces. Og EU skal først og fremmest undlade at sende forvirrede signaler til Rusland, der kan tilkes som en bekræftelse af, at den klassiske del-og-hersk politik giver gevinst.

Rusland er blevet langt hårdere ramt af finanskrisen end EU-landene. Det hænger i høj grad sammen med, at der ikke er tillid til Rusland. Forhåbenmtlig kan det føre til forståelse i Moskva for, at Rusland har brug for EU. Der er lang vej til den modernisering af den russiske økonomi og det russiske samfund, som kan få tingene til at hænge sammen – og de dramatisk faldende priser på olie og gas burde minde russerne om, at der ikke findes nogen let genvej til indflydelse og anseelse.