COP15: En national pligt

Klimakonferencen handler ikke ”kun” om klima. Det drejer sig om global sikkerhedspolitik: De næste to ugers forhandlinger i København skal vise, om verdens ledere kan enes om noget, der rækker ud over dagen og vejen – når det virkelig gælder. Dét er den virkelige udfordring for de over 100 stats- og regeringschefer, som mødes i København de næste par uger. Og det gør værtskabets pligter og byrder så meget tungere.

Danmark har påtaget sig værtskabet. Og dermed er det en dansk national pligt for alle med embede og ansvar at gøre deres yderste for at konferencen ender med en succes. Uanset hvilke holdninger man har til klimaspørgsmålet. Den tidligere statsminister påtog sig denne forpligtelse på nationens vegne. Og hans efterfølger har på beundringsværdig vis påtaget sig at gennemføre opgaven – selv om han velsagtens kunne have ønsket sig meget mere tid til hjemlige opgaver. Men han har kastet sig ud i det store internationale spil, hidtil med bemærkelsesværdige resultater. Hvis den store konference skulle ende i en fiasko, er det ikke hans skyld. Derfor fortjener han utvetydig opbakning, så længe forpligtelsen hviler på hans skuldre.

Det er ikke en overdrivelse, at verdens øjne hviler på Danmark – som altså selv har bedt om opgaven. Når man følger med i international presse, er København og Danmark blevet nævnt oftere end det tidligere er set. Og vel at mærke i en entydigt positiv sammenhæng. Den slags forpligter. Det bør man kunne forstå – også i de kredse, hvor det hele måske virker lidt vel opskruet til dansk lynne… For klimaspørgsmålet er som alle vanskeligt tilgængelige emner velegnet til at give billige points til ”skeptikere” af enhver art og lødighed.

Der er brugt mange år på at nå frem til den brede enighed blandt seriøse videnskabsmænd, vi har set i FN’s klimapanel. En enighed, der – så vidt jeg som lægmand kan bedømme det – ikke kommer med absolutte sandheder, men med sandsynligheder.

Det tiltaler mig som økonom. For så har jeg dog noget forholdsvis konkret at forholde mig til. Og min sunde fornuft (sammen med min godt nok lidt rustne uddannelse i statistik) siger mig, at der er så store udsvingsmarginer indenfor den sandsynlige temperaturstigning på vores klode i resten af dette århundrede, at det ville være uforsvarligt ikke at interessere sig for, om der kan ske blot en marginal reduktion – og at det i den forbindelse er lige meget, om man så risikerer at bruge penge på noget, der i sidste ende viser sig ikke at virke. Forsøget skal gøres, når blot der er en vis sandsynlighed for, at det nytter. Og det vi taler om, er ikke svimlende udgifter – selv om de kan fremstilles sådan. Det drejer sig ifølge en analyse i sidste uges ”Economist” om samlede udgifter på ca. 1 procent af klodens samlede nationalprodukt.

En procent – det er sjovt nok samme tal, man ved højtidelige lejligheder lover at overføre fra verdens rige lande til de fattige. Og som kun de færreste nogen sinde har nået. (Danmark er blandt de få, hvilket vi kan være stolte af). Et af de helt afgørende stridspunkter i København bliver netop byrdens fordeling mellem rige og fattige – eller sagt på en anden måde: Mellem dem, der har forspist sig på kagen, og dem, der først lige har sat sig til bordet.

Derfor er det så helt afgørende, at man i København bliver enige om et eller andet – næsten lige gyldigt hvad. For det vil være et kolossalt fremskridt, hvis lederne fra USA, Kina, Indien, Europa, Rusland, Latinamerika osv. kan tage fra København og sige: Vi blev enige!

Det er den største opgave, nogen dansk regering har påtaget sig – nogensinde – at være vært for denne bestræbelse. Det kræver, at alle gode kræfter – og gerne også de ”mindre gode” – samles om at gøre processen så smertefri som muligt.