Absurd teater i Island

Mindre end to procent af de afgivne stemmer i Island sagde ”Ja” til loven om betaling af gælden efter Icesave. Det var overraskende mange. For siden der blev udskrevet folkeafstemning er der kommet en ny aftale på bordet. Ganske vist har de islandske forhandlere sagt nej til de nye forslag fra kreditorerne i Holland og England. Men det er indlysende, at vilkårene for Island bliver anderledes – og bedre. Derfor var folkeafstemningen lørdag et stykke absurd teater. Og man kan frygte, at den kan gøre det vanskeligere at nå frem til en endelig aftale, fordi der skabes et billede af, at Island vil løbe fra sine forpligtelser.

Men folkeafstemningen handlede ikke om, hvorvidt Island skal betale gælden til regeringerne i London og Haag. Den handlede alene om vilkårene, sådan som de var fastlagt i den oprindelige aftale. Der er dog næppe tvivl om, at mange islændinge opfattede det som et ja eller nej til at anerkende Icesave-gælden. Og den ophidsede debat har skabt mange myter om sagen.

Ser man beskrivelserne i international presse, tegnes der et billede af, at islændingene påtvinges en svimlende gæld – svarende til omkring 100.000 DKr pr. indbygger – og at islændingene siger nej til at betale denne gæld, som store lande har tvunget lille Island til at acceptere.

Sandt er det, at den britiske regering i de ophidsede dage for godt halvandet år siden, da bankerne krakkede som en isbræ, der kælver, skabte grobund for vreden ved at tage antiterrorlovgivningen i brug. Briterne indefrøs islandske aktiver i London – en helt uhørt handling overfor en NATO-partner. Men den britiske regering var blevet rasende over nogle udtalelser fra den daværende islandske nationalbankdirektør (forhenværende statsminister, nuværende avisredaktør…) om, at kun islandske indskydere kunne regne med at få dækket deres indlån i krakkede banker. 

Icesave var en internetbank – ejet af den islandske Landsbanki – som havde modtaget store indskud fra især britiske og hollandske sparere. Da banken krakkede, dækkede regeringerne i England og Holland tabene. Nu vil de have pengene tilbage fra den islandske regering – og dels om der er fremført alle mulige argumenter om, at EU/EØS-reglerne er uklare, så har et bredt flertal i det islandske Alting anerkendt, at gælden skal betales. Det burde derfor ikke være åbent for diskussion. Men man hører stadig påstande om, at det er urimeligt, at den enkelte islænding skal dække ”spekulanternes” tab. Men hvem skal så? Skal skatteborgerne i Holland og England? Naturligvis ikke. Island er et demokratisk og velordnet land, som selv skal stå til ansvar – også selv om det gør ondt.

Myten om gældens størrelse holder ikke. Når der tales om en gæld på 100.000 DKr pr. indbygger, er der tale om et bruttotal. En del af gælden dækkes af de aktiver i den krakkede Landsbank, som man nu er ved at opgøre. Nogle skøn siger, at helt op til 90 procent af gælden vil blive dækket. Så er det stadig en stor gæld, men den er overkommelig, og vil slet ikke bombe Island tilbage til stenalderen, sådan som det lyder, når den islandske forfatter Einar Mar Gudmunsson udtaler sig.  Han er en fremragende forfatter, men økonom er han altså ikke, og det præger hans dramatiske beskrivelse af situationen…

Det springende punkt i aftalen om tilbagebetaling af gælden er vilkårene, først og fremmest rentesatserne. I den aftale, som nu er bortfaldet, var der en lang afdragsfri periode, i hvilken der skulle betales en ganske høj rente af bruttobeløbet.  Her skal der nu stykkes en ny aftale sammen. Forhåbentlig lykkes det – for en sådan aftale er nøglen til, at Island kan få hårdt tiltrængte kreditter gennem den internationale valutafond IMF.

Samtidig med, at dette spil kører, er man ved at forberede forhandlinger om islandsk medlemskab af EU. Folkestemningen i Island har altid været meget skeptisk overfor medlemskab. Op til lørdagens folkeafstemning om Icesave blev følelserne pisket op af dem, der malede billedet af det lille selvstændige folk, der bliver trynet af de store. Man kan frygte, at det samme vil ske, når Island en dag får en aftale med EU, og den skal til folkeafstemning. Og udsigten til et nej vil gøre det vanskeligt at opnå de indrømmelser, Island har brug for, først og fremmest i den fælles fiskeripolitik. Mange i EU vil sige: Hvorfor give indrømmelser, hvis det alligevel ender med et nej?

Derfor er det ikke i Bruxelles, Islands europæiske fremtid skal afgøres. Det er i Island. Det er i Reykjavik og – især – ude i det vidtstrakte smukke land. Islændingene skal gøre op med sig selv, hvad de vil. Og de skal fremstå som nogen, der oprigtigt ønsker at komme med i det europæiske fællesskab, ikke blot for at opnå økonomiske fordele, men for at deltage i det politiske samarbejde, som er grundlaget for den europæiske integration. Før vi er nået dertil, har jeg vanskeligt ved at forestille mig Island som medlem af EU. Desværre. For det ville være en berigelse for både Island og for EU at få islændingene med.