Island bliver vanskelig at få på krogen

EU’s udenrigsministre (de der ikke var på ferie) besluttede i går, at der nu kan indledes formelle forhandlinger med Island om medlemskab. Allerede i dag vil der blive taget officielt hul på processen, når Islands udenrigsminister i Bruxelles afleverer ansøgningen i et møde med Kommissionen og det belgiske formandskab. Men mit gæt er, at det bliver lige så vanskeligt at få Island ind, som det i disse dage er vanskeligt at få de islandske laks til at bide i de udtørrede elve. Det skyldes ikke modvilje i EU mod at få Island med, men den helt specielle holdning til omverdenen, som er vokset frem i Island i kølvandet på det økonomiske sammenbrud forrige år.

Der er en række vanskelige knaster i de kommende forhandlinger, som med lidt god vilje vil kunne løses. Fiskeriet er den største knast, men her må det være muligt for EU at tage hensyn til Islands helt særlige afhængighed af fiskeressourcerne. Det alvorligste punkt bliver måske hvalfangst, hvilket kan lyde absurd – men det er en udbredt holdning her i Island, at den sag skal omverdenen ikke blande sig i. Man fanger hvaler fordi man har lyst til at fange hvaler, og dermed basta.

Island har også brug for særordninger for det gennemsubsidierede landbrug, men der må der også kunne findes en løsning på.

Og så er der det uløste spørgsmål om Islands ansvar for at dække indskydertabene i den såkaldte Icesave-ordning. Det var britiske og hollandske indskydere, som mistede milliarder af Euro, da det islandske banksystem krakkede – og tabene blev i første omgang dækket af regeringer e i London og Haag. De vil naturligvis have deres penge igen, men den aftale, der var indgået med den islandske regering, faldt med et brag, da den blev sendt til folkeafstemning. Og siden er der ikke sket noget i sagen.

Og her kommer vi så til den særlige islandske forståelse af omverdenen: Det er en udbredt opfattelse i befolkningen, at man da ikke skal dække de tab – det må andre tage sig af. Som en fremtrædende islandsk politiker sagde til mig forleden: De måtte da kunne se, at det var helt uansvarligt at sætte deres sparepenge i en bank fra et land med kun 300.000 indbyggere…

Men den holdning kommer Island ikke langt med. Der skal findes en ordning på Icesave-gælden, hvis Island skal kunne begå sig i forpligtende internationalt samarbejde. Problemet er bare, at de fleste politikere synes at have låst sig fast i opfattelsen af, at landet ikke har råd til at betale sin gæld – og at det derfor vil være urimeligt af omverdenen at kræve det.

Der føres en heftig kampagne imod islandsk EU-medlemskab, anført af chefredaktøren for den store islandske avis Morgenbladet - David Oddson, mangeårig statsminister for Selvstændighedspartiet, og siden nationalbankdirektør. Det var ham, der under bankkrisen forrige år vakte briternes harme ved at erklære, at kun islændinge måtte kunne regne med dækning for mistede indskud, ikke udlændinge. Det var en dyr bemærkning – for det var i klar strid med de EØS-regler, Island var forpligtet af – men briterne overreagerede, da de tog antiterrorlovgivningen i brug og indefrøs islandske aktiver i Storbritannien. Det hører man ofte i den islandske debat som et bevis på, at omverdenen vil Island det ondt.

Det er vanskeligt at tro på, at islandsk EU-medlemskab kan blive til noget, når stemningen er sådan. Man får en fornemmelse af, at selv om EU så gav Island medhold i samtlige ønsker i de kommende forhandlinger – så vil spørgsmålet om medlemskab alligevel falde ved en folkeafstemning. Og når situationen er sådan, kan man ikke vente den store generøsitet ved forhandlingsbordet fra EU-landene. Hvorfor give indrømmelser, hvis det alligevel med stor sandsynlighed bliver et nej.

Selv om jeg er varm tilhænger af at få Island og Norge med i EU – og selv om jeg tror på, at det vil være en enorm fordel for begge lande at komme med – så tror jeg alligevel på, at det kan være det bedste at vente til situationen er en anden.

Island skal ikke med, bare fordi man tror at kunne få en økonomisk gevinst og redningskrans ud af det, og derfor føler sig mere eller mindre presset til et medlemskab. Island (og andre) skal med, fordi man tror på det europæiske projekt, og ønsker at være en del af det. Der er Island slet ikke endnu. Det forudsætter en indgående diskussion internt i Island, renset for de overdrivelser og den selvopgivenhed, som præger situationen i dag. Men først og fremmest en forståelse for, at det at gå med i EU ikke handler om at opgive sin selvstændighed. Her kunne lande som Danmark og Sverige og – især – Finland gøre en god gerning ved at bidrage med egne erfaringer.

Islændingenes halstarrige holdning til EU minder mig lidt om en laks, jeg nu har haft kig på i fem dage – uden at få den på krogen. Det er en fantastisk laks. Den er meget stor og kulsort. Og den har stået på samme sted i tre uger, fortæller guiden på stedet. Kyndige folk har fortalt mig, at farven skyldes, at den er blind. Men den sanser alligevel, når en flue stryger forbi snuden. Den bevæger sig, men tager ikke fluen. Det er en klog laks – for den vil miste både selvstændighed og liv, hvis den tager min flue. Og der holder sammenligningen op, for det samme vil ikke ske med Island, hvis man siger ja til EU. Men hvordan man kan få islændingene til at indse det er mindst lige så vanskeligt som at få den store sorte blinde laks til at tage min flue.