En appel der ikke bør være uenighed om

Af Uffe Ellemann 347

I dagens Berlingske har jeg sammen med to tidligere kolleger skrevet en appel om, at forhandlingerne om en fred i Mellemøsten genoptages. Det er synd for sagen, at nogen fremstiller det, som om vores appel er et brud på hidtidig dansk politik på området. Det er ikke tilfældet. Det vil man kunne se, hvis man læser hvad vi har skrevet.

Vi tre – Niels Helveg Petersen, Mogens Lykketoft og jeg selv – har tilsammen over tyve års erfaring i befatning med den israelsk-palæstinensiske konflikt. Vi har været uenige i vægtninger og nuancer, men ikke i den grundlæggende linje: Målet for forhandlingerne er en palæstinensisk stat – med sikkerhedsgarantier for Israel – og en af forudsætningerne for forhandlinger er, at Israel indstiller sine bosættelser i de besatte områder.

Det har også været grundlaget for den meget aktive politik, den nuværende regering har ført i spørgsmålet om den mellemøstlige fredsproces – hvor Per Stig Møller engagerede sig endog meget stærkt. Det er også EU’s fælles linje. Jeg kan ikke tro, at denne linje nu er ændret.

Det er en sørgelig kendsgerning, at den nuværende israelske regering under Benjamin Netanyahu bærer hovedansvaret for, at forhandlingerne er indstillet. Han har genoptaget bosættelserne – på trods af amerikansk pres for at stoppe – og han har udtalt sig tvetydigt om målet: En palæstinensisk stat. Det midlertidige stop for bosættelser i bosættelser, som blev gennemført efter amerikansk pres, udløber i næste måned. Vores fælles appel lyder på, at der også fra dansk side lægges pres på Israel for at forlænge dette stop.

Hvis vi får et stop for bosættelser – og en klar udtalelse fra Netanyahu om, at målet for forhandlinger er en palæstinensisk stat – skal der lægges pres på palæstinensernes leder Abbas for at han går med til at genoptage direkte forhandlinger. Han har et vanskeligt bagland – med Hamas i Gaza, som ikke ønsker nogen fredelig løsning – og derfor er det ikke rimeligt, hvis han skal tilbydes strammere vilkår, end dem der var gældende da Netanyahu kom til.

Min bevæggrund for at deltage i denne fælles appel er en dyb bekymring for Israels fremtid.

Jeg tænker tilbage på en aften for snart 28 år siden, hvor jeg som forholdsvis ny dansk udenrigsminister (og samtidig formand for EF’s ministerråd) sad sammen med den daværende udenrigsminister og senere statsminister Yitzak Shamir på Hotel Kong David i Jerusalem og drøftede situationen. Jeg sagde til ham, at hvis man ikke fik skabt en palæstinensisk stat, risikerede Israel at ende som en apartheidstat med et palæstinensisk flertal, som det jødiske mindretal måtte holde borte fra indflydelse. Og så ville Israels demokrati ikke længere eksistere.

Der har været mange op- og nedture i de forløbne 28 år. Et flertal i den israelske befolkning støtter en fredsløsning, men den nuværende regering – med Likud afhængig af små national-religiøse partier – har skruet tiden mange år tilbage. Som en sand ven af Israel – som håber på at Israel kan fortsætte som et demokratisk lyspunkt i Mellemøsten – har man pligt til at sige fra, når Israels politiske ledere fører en kurs, der skaber endnu flere ekstremister og fanatikere, som truer Israels fortsatte eksistens.

347 kommentarer RSS

  1. Af Bjarke Hansen

    -

    @ peter kocsis

    “men det hænderskiftede territorium må ikke befolkes og skal leveres tilbage efter int. lovgivning.”

    Hvad har da været naboernes motiv for at angribe Israel. Først i 1948 og senere?

    Er Syrien , Libanon, Jordan, Irak og Egypten ikke arabiske stater?

    “jeg erindrer ikke at en eneste dansk frihedskæmper tog afstand fra disse terrorhandlinger imod civile eller bad de allierede om at stoppe?”

    Hvorfor i alverden skulle de gøre det?

    Tyskerne havde jo med deres angreb på Britiske byer selv givet bolden op til denne metode. Det var allerede deres strategi i 1. verdenskrig.

  2. Af Johannes Bremer

    -

    Først nu indser verdenssamfundet, at zionisternes røverpolitik i Palæstina må stoppe.
    Gerne, som så ofte før gennem forhandlinger, men forgæves. Og hvorfor nu det?
    Svaret er vel, at verdenssamfundet, herunder USA og Danmark er kommet helt i lommen på zionisterne og deres propaganda. Det må desværre erkendes, at danske udenrigsministre gennem årene har sovet gevaldigt i timen uden at reagere mod Israels mange eklatante ulovligheder mod internationale retsforhold, herunder krænkelse af menneskerettighederne i de besatte områder!

    1000 $ spørgsmålet er derfor om man overhovedet kan forhandle med røvere? Hvis nej, så har Jøde lobbyen i Amerika, jo sejret ad helvedet til, idet det må det huskes, at Lobbyen, der ledes af zionister p.t. har en kampagne i gang mod den amerikanske præsident, som man via diverse videos beskylder for at være muslim, og derfor uegnet til at forhandle fred i Mellemøsten. På trods af dette, så har USA`s udenrigsminister alligevel indkaldt til forhandlinger om fred, 2. September i Washington D.C.

    Fred eller ikke fred? Alle ønsker vel det første, herunder vor trio. Skulle det virkelig lykkes, så er der mange andre aktuelle spørgsmål for hele dette område, der vil falde på plads og give mulighed for både menneskelig og økonomisk udvikling!

    Skulle der derimod ikke lykkes, at få begge parter indenfor pædagogisk rækkevidde, så er toget kørt – and the game is over – og hvad så? Verdenssamfundet kender åbenbart ikke ordet SANKTIONER med ordene boykot Israel. Hvis ikke så ender det som sædvanlig med at stryge hunden med hårene – VOV.

  3. Af Mark Pedersen

    -

    “Det svarer til, at du hævdede, at hvis Sverige angreb Tyskland,og Sverige tabte, så kunne Tyskland erobre og beholde Danmark, med det påskud, at “skandinaverne” havde tabt krigen.”

    Næ. For Danmark var ikke terra nullius, men en selvstændig nation. Tysklands og Sveriges interne anliggender er lige netop dette: Deres interne anliggender.
    I Mellemøsten besatte Jorden Judæa og Samaria, og Egypten Gaza, inden oprettelsen af en arabisk stat i disse territorier. Områderne blev dog aldrig annekteret af omtalte stater, og har derfor status af terra nullius.

    “men det hænderskiftede territorium må ikke befolkes og skal leveres tilbage efter int. lovgivning.”

    Såfremt der er tale om områder som hører til en eksisterende suveræn stat. Det er der blot ikke.

    “Hvordan kan araberne starte udryddelseskrige, når de samtidigt er for feje til at kæmpe imod det lands militær, de vil udrydde og ikke tør angribe de soldater, der står på grænsen og forsvarer landet?”

    Jeg ved ikke om du er klar over det, men der findes mange forskellige arabere. De arabere der angriber i det skjulte, på fortorvscafeer, diskoteker, skolebusser, osv, er blandt dem som kaldes “palæstinensere” – det er grupper som Hamas, Islamisk Jihad, osv. De arabere der starter udryddelseskrige, er de arabiske stater.
    Se, så svært var det heller ikke, vel?

    “Hvorfor skulle danske frihedskæmpere tage på umulige og livsfarlige terrortogter til Tyskland, når deres allierede, USA og England, dagligt foretog omfattende terrorbombninger af tyske civile med millioner af døde til følge?”

    Irrelevant. Det relevante er, at frihedskæmperne ikke gik efter civile, men udelukkende efter tyske soldater og infrastruktur.

    “jeg erindrer ikke at en eneste dansk frihedskæmper tog afstand fra disse terrorhandlinger imod civile eller bad de allierede om at stoppe?”

    Igen irrelevant. Plus at man nok kan kalde bombardementet af Dresden en “krigsforbrydelse”. Det vil jeg selv kalde det. Men “terrorisme” er det ikke.

    “Jeg troede Grønland var befolket at grønlænderne før danskerne kom til, men ret mig hvis jeg tager fejl.”

    Det var det. Men der var ingen stat. Ergo terra nullius.

    “Eftersom der ikke eksisterer ” vordingborgensiske folk”, eller “ randrusianske folk”,så må enhver ifølge dine begreber erobre Randers og Vordingborg?”

    Næ, thi disse byer er en del af den politiske entitet der hedder “Kongeriget Danmark”, og altså ikke terra nullius.

  4. Af Mark Pedersen

    -

    I øvrigt – detalje.
    “Eftersom der ikke eksisterer ” vordingborgensiske folk”, eller “ randrusianske folk”,”

    Det gør der, i den forstand at der eksisterer mennesker som bebor disse byer. Men man kan ikke tale om et “randrusiansk” eller “vordingborgensisk” folk, på samme måde som man kan tale om et dansk eller et svensk.

  5. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    “…man kan ikke tale om et “randrusiansk” eller “vordingborgensisk” folk, på samme måde som man kan tale om et dansk eller et svensk” (Mark Pedersen, 24. august 2010 kl. 01:22)

    Nej, det kan man vist ikke? Det har Mark Pedersen nok ret i – men det er til gengæld fuldstændig ligegyldigt i denne sammenhæng (som burde koncentrere sig om, hvorvidt “det er tid til forhandling i Mellemøsten”).

    Mark Pedersens indlæg afsporer debatten – og truer med at sætte en stopper for meningsfuld debat. Dette er muligvis (eller: Netop?) Pedersens hensigt – men det er ikke acceptabelt.
    Jeg vil derfor bede Mark Pedersen om at holde kæft – når nu oplægsholderen ikke selv synes i stand til det.

    gl-j

    PS: Samtidig foreslår jeg, at vi begynder forfra med debatten på denne tråd – hvis udgangspunkt er, at Uffe Ellemann Jensen “sammen med to tidligere kolleger (har) skrevet en appel om, at forhandlingerne om en fred i Mellemøsten genoptages…”

    Personligt kan jeg forstå Ahmet Alsac’s indledende bemærkning (19. august 2010 kl. 10:36) om, at “ord vil ikke hjælpe meget i denne sag. Vi skal have indført total boykot, så parterne kan slutte fred.” Det er i hvert fald et faktum, at der allerede – næsten helt forgæves? – er brugt mange “ord” på at løse, hvad Ellemann Jensen og hans kolleger kalder for “den israelsk-palæstinensiske konflikt”.

    Men kan vi på den anden side gøre os realistiske forhåbninger om en “total boykot” uden overhovedet at tale om det? Og er det mon trods alt ikke muligt, at nye forhandlinger ville hjælpe – bare lidt?

    Med disse få ord skal jeg opfordre oplægsholderen til at (gen)starte en debat om sin og de tidligere kollegers “appel om forhandling i Mellemøsten” (og i den forbindelse ville det måske ikke være helt uinteressant at høre, hvad Israels daværende udenrigsminister Yitzak Shamir FAKTISK svarede Uffe Ellemann Jensen på Hotel Kong David i Jerusalem en aften for snart 28 år siden…).

  6. Af Mark Pedersen

    -

    Herrr Louis-Jensen:

    Næ, det er faktisk særdeles relevant. Mit eksempel med “det randrusianske folks” eller “det vordingborgensiske folks” ikke-eksistens tjener til at belyse det “palæstinensiske folks” ditto.
    Der er ingen afsporing af debatten deri, og jeg har ikke tænkt mig at “holde kæft” blot fordi du ikke bryder dig om hvad jeg har at sige. Forhold dig til argumenterne, eller bland dig udenom når de voksne snakker – tak.

  7. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    “Forhold dig til argumenterne…” (“Mark Pedersen, 24. august 2010 kl. 11:58)

    Et væsentligt argument i denne forbindelse er (ifølge Ellemann Jensen og hans kolleger) at “alternativet (til ny forhandling i den israelsk-palæstinensiske konflikt) er truende for Israels sikkerhed” (1).

    gl-j

    PS: Det kunne måske være nyttigt at “forholde sig” til f.eks. dette argument (i stedet for at fylde bloggen med studentikost vrøvl om Grønland som ‘terra nullius’ etc.)?

    (1) http://www.berlingske.dk/node/7498120/print

  8. Af Mark Pedersen

    -

    Ingen er uenige i at der skal nye forhandlinger til – som ender ud i en fredsaftale.
    Det vi er uenige om, er hvem der sidder med bolden.

    Og min påpegning af at Grønland da danskerne kom, og Judæa-Samaria samt Gaza i dag, er terra nullius er i høj grad relevant for den sammenhæng den optrådte i.
    Prøv da at følge lidt med i debatten i stedet for bare at sidde på sidelinjen og bræge.

  9. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    Her er UDGANGSPUNKTET for denne debat:

    [appel følger]

    TID TIL FORHANDLING I MELLEMØSTEN

    (Af Uffe Ellemann-Jensen – Niels Helveg Petersen – Mogens Lykketoft – forhenværende udenrigsministre, Onsdag den 18. august 2010, 23:30)

    Den fastlåste situation i den israelsk-palæstinensiske konflikt kræver internationalt pres, hvis der skal ske fremskridt. Der er meget på spil og status quo er uholdbar for alle parter.

    Konflikten er kronisk destabiliserende for hele Mellemøsten og svækker Vestens samt styrker Irans troværdighed i den arabiske verden. Hovedårsagen til dette er den 43 år lange israelske besættelse, der frarøver palæstinenserne deres bevægelsesfrihed, eksproprierer deres land for at bygge bosættelser, mure og checkpoints og forhindrer en sund økonomisk og demokratisk udvikling af deres samfund. Blokaden af Gaza har, som den konservative britiske premierminister David Cameron senest har anført, reelt gjort området til »en fangelejr«, hvor halvanden million mennesker lever under utålelige humanitære forhold. Men også realpolitisk har Israels blokade fejlet: modsat hensigten har den styrket Hamas og hjulpet organisationen til at stramme sit greb om befolkningen i Gaza.

    Der er grund til at handle hurtigt fra det internationale samfunds side, for i takt med, at blokaden fastholdes og bosættelserne udvides, tilspidses konflikten og ekstremismen øges både blandt israelere og palæstinensere. Resultatet er, at de demokratiske institutioner i såvel Israel som de besatte områder er kommet under voldsomt pres.

    Det er en udvikling, som ingen kan være tjent med – slet ikke Israel, der historisk set har været regionens mest demokratiske samfund. Siden statens grundlæggelse, har Israel været karakteriseret ved at være både demokratisk og det jødiske folks hjemland. Besættelsen betyder, at israelerne må vælge mellem at være et demokratisk land med et jødisk befolkningsflertal indenfor 1967-grænserne, eller en udemokratisk, jødisk stat med apartheid-lignende tilstande med forskellige rettigheder til forskellige befolkningsgrupper.

    Vi, der ønsker, at Israel skal forblive demokratisk, har en stærk interesse i oprettelsen af en levedygtig, demokratisk palæstinensisk stat. Det vil også bane vejen for fredsforhandlinger med Syrien og markant forbedre forholdet til andre nærtliggende lande. Alternativet er destabiliserende for regionen og truende for Israels sikkerhed.

    I dag er dialogen mellem de palæstinensiske og israelske politikere gået i hårknude, og forhandlingerne foregår udelukkende gennem en amerikansk mellemmand. På den israelske side er dele af premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti og i endnu højere grad hans koalitionspartnere i det ekstremistiske Yisrael Beiteinu-parti samt regeringens national-religiøse partier, modstandere af dannelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Netanyahu har dog været tvetydig i sine udmeldinger om oprettelsen af en palæstinensisk stat. På den ene side har han tidligere udtalt forsigtig støtte til en palæstinensisk stat.

    På den anden side har Netanyahu tidligere sat lighedstegn mellem dannelsen af en palæstinensisk stat og nazismens forbrydelser (det gør han flere gange i sin bog fra 1993 A Place among the Nations), og Likuds partiprogram afviser etableringen af en palæstinensisk stat på Vestbredden.

    Det var kun efter massivt og vedvarende amerikansk pres, at premierministeren indførte et midlertidigt stop for opførelsen af bosættelser. Byggestoppet, der ikke omfattede Øst-Jerusalem, som palæstinenserne regner for deres fremtidige hovedstad, udløber i næste måned.

    Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har afvist at genoptage de direkte forhandlinger, så længe der opføres bosættelser, og kræver, at Netanyahu afgiver et løfte om, at forhandlingerne skal omhandle skabelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden, i Gaza og Øst-Jerusalem. Det var de rammer, som forhandlingerne hidtil har haft, og det er ikke holdbart for nogen former for internationale drøftelser, hvis deres præmis ændres radikalt, hver gang regeringen skifter farve. Forhandlinger må ikke være et mål i sig selv, men skal ses som et middel til at nå til enighed om en aftale, og det eneste, der kan skabe fremskridt, er et større internationalt pres på parterne. Fra dansk, europæisk og amerikansk side skal vi presse Netanyahu til at forlænge byggestoppet for bosættelser og melde klart ud, at forhandlingerne har som mål at oprette en palæstinensisk stat indenfor 1967-grænserne og med Øst-Jerusalem som Palæstinas hovedstad. Et sådant udspil fra Netanyahus side vil give Abbas et folkeligt mandat og tilstrækkeligt med politisk kapital til at sætte sig ved forhandlingsbordet. Samtidig skal vi fra Vestens side også presse Abbas til at begynde direkte forhandlinger med Israel i samme øjeblik, han får ovennævnte garantier.

    Mens Abbas i ord og handling har vist, at han har viljen til fred – har Netanyahu talt med to tunger. Hvis Netanyahu oprigtig vil en fred med palæstinenserne, må han melde klart ud. Status quo betyder flere bosættelser, flere fanatikere og vil i sidste ende gøre ekstremisterne på begge sider så stærke, at konflikten bliver uløselig. En forhandlet løsning er den eneste løsning.

    [appel slut]

    Mark Pedersen (m.fl.) bedes venligst gennemlæse ovenstående ‘appel’ – og så forholde sig til den (i stedet for at vrøvle om, f.eks. hvad “Grønland var, da Danmark kom til” (Sic!)).

  10. Af Mark Pedersen

    -

    Flooooot

    *klapper i hænderne*

    Du kan finde ud af at copy-paste. Dygtig!
    Jeg bliver ved hvad jeg har sagt: Der er intet alternativ til en varig fred, som vil kræve kompromiser, og smertefulde af slagsen, fra begge sider. Og i øjeblikket er det araberne der sidder med bolden – det har det sådan set været siden 2005 hvor Israel atter engang rakte hånden ud for at opnå en fredelig løsning.
    Jeg gentager: Araberne har vist at de ikke vil freden.

    Og gider du så være så venlig at læse Grønlands-eksemplet i den kontekst det forekom i, og derved erkende at eksemplet var både godt og velvalgt?

  11. Af Allan Hansen

    -

    Jeg vil henlede opmærksomheden på at grundlaget for staten Israels oprettelse som er Zionisme allerede i 1975 af de forenede nationer FN blev stemplet som racistisk og racediskriminerende.

    Resolutionsteksten i den danske oversættelse:

    “Internationalt samarbejde og fred kræver opnåelsen af national befrielse og uafhængighed, afskaffelse af kolonialisme og neo-kolonialisme, fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle dens former, såvel som anerkendelse af folkeslagenes værdighed og deres ret til selvbestemmelse”

    Det kan vel ikke siges mere klart.

    Internationalt samarbejde og fred kræver:

    Afskaffelse af, fremmed besættelse, ZIONISME, apartheid.

  12. Af peter g

    -

    @Allan Hansen

    Kan du se et lille dilemma?

    Da FN har vedtaget at zionisme skal afskaffes, og den israelske stat kaldes for “zionistisk”, så har FN altså fordømt den israelske stats eksistensberettigelse. Er det så underligt, at FN’s diverse vedtagelser måske ikke står i vildt høj kurs i Israel?

    Hamas har ligeledes vedtaget for sig selv at Israel ikke bør eksistere, og israelerne er følgende heller ikke vildt forhippede på at snakke med Hamas.

    Nu ikke for at drage paralleller mellem Hamas og FN, men at benægte modpartens ret til at eksistere i det hele taget er mig bekendt ikke nogen god forhandlingsposition.

  13. Af Mark Pedersen

    -

    Allan:

    Jeg vil henlede opmærksomheden på at FNs generalforsamlings divergerende udtalelser er mig aldeles og inderligt ligegyldige, og at omtalte udtalelser ikke er det papir værd de er skrevet på.

    FN er som sagt ikke gud, i den forstand at organisationens bestemmelser skaber hvad de nævner.
    = Zionisme er ikke racisme, bare fordi FNs generalforsamling af realpolitiske grunde påstod det tilbage i 70′erne.

  14. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    “Zionisme er ikke racisme, bare fordi… (Mark Pedersen, 24. august 2010 kl. 15:49)

    …et eller andet. Og Mark Pedersen er ikke til at grine ad, “bare fordi” han haler den ene hvide kanin efter den anden op af hatten…

    Man kunne her naturligvis vælge i stedet at grine ad Uffe Ellemann Jensen og hans kolleger, som (måske) end ikke kender betydningen af ordet “hårdknude”, men – lettere fjoget? – skriver, at “dialogen mellem de palæstinensiske og israelske politikere (er) gået i hårknude…”(jvf. ovenfor).

    gl-j

    PS: I stedet for at køre derudad med gæt på, om denne “hårknude” mon sidder i nakken på deres tydeligvis dumme efterfølger, Lene Espersen (K), ville selv en Mark Pedersen vel kunne finde ovenstående ‘appel’ værd at forholde sig til (1).

    http://www.berlingske.dk/node/7498120/print

  15. Af Johannes Bremer

    -

    @Godfred Louis-Jensen
    Det er mit håb, at alle må kunne tilslutte sig din glimrende og saglige fremstilling af status quo for Israel Palæstina situationen,
    jf. efterfølgende:
    (Af Uffe Ellemann-Jensen – Niels Helveg Petersen – Mogens Lykketoft – forhenværende udenrigsministre, Onsdag den 18. august 2010, 23:30)
    Den fastlåste situation i den israelsk-palæstinensiske konflikt kræver internationalt pres, hvis der skal ske fremskridt. Der er meget på spil og status quo er uholdbar for alle parter.
    På forhånd Tak

  16. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    Den “glimrende og saglige fremstilling”, som Johannes Bremer henviser til, er ikke min, men er skrevet af tre tidligere udenrigsministre, herimellem Uffe Ellemann Jensen, der – som Johannes Bremer? – mener, at den appel “bør der ikke være uenighed om” (jvf. ovenfor).

    Godfred Louis-Jensen
    f/OKTOBERBEVÆGELSEN

    PS: Idet jeg sådan set beklager, at (måtte) gentage mig selv, skal jeg hermed endnu engang foreslå, “at vi begynder forfra (samt) opfordre oplægsholderen til at (gen)starte en debat om sin og de tidligere kollegers “appel om forhandling i Mellemøsten”. (24. august 2010 kl. 11:38)

  17. Af peter kocsis

    -

    Mark Pedersen

    “For Danmark var ikke terra nullius, men en selvstændig nation. ”

    Men Israel er ikke en selvstændig nation, men en terra nullius.Som bekendt har FN’s sikkerhedsråd aldrig anerkendt Israel, det har kun generalforsamlingen, dvs. Israel eksisterer ikke de jure som en af FN anerkendt stat og alle har derfor lov til at erobre det tomme landområde, efter dine egne definitioner.

  18. Af peter g

    -

    Hvis vi skal lege den leg:

    Resolution 3379 (1975) bluntly “Determines that Zionism is a form of racism and racial discrimination.” It was revoked by resolution 4686 in 1991 – så så meget for det. http://en.wikipedia.org/wiki/Israel,_Palestine,_and_the_United_Nations

    Så hvis Sikkerhedsrådet aldrig har anerkendt Israel (er ikke en gang sikker på at de skal), så har de vel næppe anerkendt “Palæstina” heller? Som så også er up-for-grabs, i hht. til din logik?

    I øvrigt bemærker vi lige, at det påståede sæde for al retfærdighed i universet, FN, heller ikke har anerkendt Taiwan. Så så meget for deres demokratiske “credentials”.

  19. Af Johannes Bremer

    -

    Sandhedens Time er nær, hvis skulle lykkes at åbne ”Verdens Blinde Øje” mod zionisternes falske drømme om et Stor Israel, således at der kan lægges det nødvendige pres for at standse de ulovlige bosættelser, som denne lille forkælede røverstats, på kun en halv promille af verdens befolkning (6,7 milliarder), stadig har gang i!

    Hvis det står til Mellemøstkvartetten – USA, EU, Rusland og FN – og den danske trio, skal forhandlingerne i Washington D.C. føre til en aftale om en levedygtig, demokratisk palæstinensisk stat, der kan eksistere side om side i fred og sikkerhed med Israel og de øvrige naboer.

    De afgørende spørgsmål om fred er, dels om verdenssamfundets mål og midler i rollen som katalysator er tilstrækkelige nok og om israelerne og araberne overhovedet er klare – hvis ikke, så er der for mig ingen tvivl: Spændingerne vil forsætte i hele området, med krig til følge!

    Slutspørgsmål: Hvem styrer hele dette ”spil for galleriet” – hvad har man gang i og hvad vil man opnå? Vil verdenssamfundet atter sidde på hænderne?

  20. Af Johannes Bremer

    -

    Kort rettelse!

    Sandhedens Time er nær, hvis det skulle lykkes at åbne ”Verdens Blinde Øje” mod zionisternes falske drømme om et Stor Israel, således at der kan lægges det nødvendige pres for at standse de ulovlige bosættelser, som denne lille forkælede røverstats, på kun en halv promille af verdens befolkning (6,7 milliarder), stadig har gang i!

    Hvis det står til Mellemøstkvartetten – USA, EU, Rusland og FN – og den danske trio, skal forhandlingerne i Washington D.C. føre til en aftale om en levedygtig, demokratisk palæstinensisk stat, der kan eksistere side om side i fred og sikkerhed med Israel og de øvrige naboer.

    De afgørende spørgsmål om fred er, dels om verdenssamfundets mål og midler i rollen som katalysator er tilstrækkelige nok og om israelerne og araberne overhovedet er klare – hvis ikke, så er der for mig ingen tvivl: Spændingerne vil forsætte i hele området, med krig til følge!

    Slutspørgsmål: Hvem styrer hele dette ”spil for galleriet” – hvad har man gang i og hvad vil man opnå? Vil verdenssamfundet atter sidde på hænderne?

  21. Af Allan Hansen

    -

    @peter g, nu er det at altså med FN resolutioner/mandat i baglommen vi har angrebet både Irak og Afghanistan, så der var FN åbenbart ok. Jeg mener på ingen måde at FN er sæde for retfærdighed i universet, men man kan jo ikke bare melde sig ud af verdenssamfundet så snart en enkelt eller 30 resolutioner går en imod. Noget retfærdighed må der være til. Der er nogen fælles spilleregler som vi alle må følge, og selvfølgelig også Israel må følge. Udtalelser der igår imod en, står aldrig i høj kurs.

    Fordi man er gode venner med den store “bully” i skolegården, giver det jo ikke en ret til at besætte og terrorisere hele skolen.

  22. Af Aron Weinstein

    -

    @ peter kocsis

    Israel har sæde i FNs generalforsamling, som er FNs øverste organ og kan derfor næppe betegnes so terra nullis.

    Med hensyn til at erobre og besætte dette område, er det ofte forsøgt, men i den seneste tid er det som bekendt altid endt med en forskrækkelse og et forsmædeligt nederlag.

    At oprette en demokratisk Palestinensisk stat er efter min mening et ønskeværdigt mål.
    Desværre er demokrati noget, som er særdeles sjældent på disse kanter.
    Hvis man ser på den måde, som palestinesene behandler hinanden på, er der ingen tegn på, at en sådan stat er et realistisk bud i den nærmeste fremtid.
    Hvis man stræber efter nogen form for forhandlingsløsning, er det vel ikke ubetinget fornuftigt at stemme på Hamas eller Hizbollah, som stadig har Israels og jødernes udslettelse på programmet.

  23. Af peter kocsis

    -

    peter g

    “Så hvis Sikkerhedsrådet aldrig har anerkendt Israel (er ikke en gang sikker på at de skal), så har de vel næppe anerkendt “Palæstina” heller? Som så også er up-for-grabs, i hht. til din logik?”

    Sikkerhedsrådet har anerkendt Palæstina:

    wiki:

    West Bank
    Sir Elihu Lauterpacht, editor of Oppenheim’s International Law, has been cited in a 2006 opinion commentary[7] as an authority for viewing the West Bank as having been a res nullius from the date of Britain’s withdrawal on 15 May 1948 from the Palestinian Mandate. The writers’ opinion is controversial in view of United Nations Security Council Resolution 478, which affirmed that the Jerusalem Law was null and void and a violation of international law, and in view of plans for a Palestinian State as part of the Road map for peace.

    samt:

    1967: Resolution 242 – krav om israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder

    Efter krigen i 1967 vedtog Sikkerhedsrådet i november 1967 resolution 242, der blandt andet pålægger Israel at trække sig tilbage fra områder, de besatte i 1967, herunder fra Vestbredden og Gaza.

    samt:

    1973: Resolution 338 – resolution 242 skal følges

    Efter krigen i oktober 1973 vedtog Sikkerhedsrådet på ny en resolution (338), hvori man kraftigt henstillede, at resolution 242 blev fulgt.

    1980: Resolution 465 – bosættelserne er ulovlige

    I 1980 vedtog sikkerhedsrådet resolution 465, som pålægger Israel at nedlægge eksisterende bosættelser og som fastslår, at samtlige bosættelser i de besatte palæstinensiske områder (incl. Jerusalem) er et åbenlyst brud på den Fjerde Genevekonvention.

  24. Af peter kocsis

    -

    Weinstein

    “Hvis man ser på den måde, som palestinesene behandler hinanden på, er der ingen tegn på, at en sådan stat er et realistisk bud i den nærmeste fremtid.”

    palæstinesernes brutaliet er udelukkende et resultat af det bestialske forhold Israel nu i 50 år har udsat dem for.

    “Hvis man stræber efter nogen form for forhandlingsløsning, er det vel ikke ubetinget fornuftigt at stemme på Hamas eller Hizbollah, som stadig har Israels og jødernes udslettelse på programmet.”

    Hizbollah opstod udelukkende takket være Sharons barbariske massemyrderier og erobring af Libanon, Hamas blev( og bliver stadigvæk?) finacieret af Israel.

    Begge bevægelser er udelukkende ISRAELS EGET ANSVAR.
    Forøvrigt er det Likud, hvis partiprogram åbenlyst nægter palæstineserne en selvstændig stat.

  25. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    Ellemann Jensen og hans kolleger har skrevet en “appel” for at befordre forhandlinger med det “mål, at oprette en palæstinensisk stat indenfor 1967-grænserne og med Øst-Jerusalem som Palæstinas hovedstad” (1).

    Guderne skal vide, at sådanne forhandlinger desværre er omgærdet af indgroet skepsis fra stort set alle sider – og debatten her synes nu at ville løbe helt ud i ørkensandet…

    Kan Ellemann Jensen, der har fundet det opportunt at omtale denne ‘appel’ på sin blog i Berlingske, dog ikke støtte sine læsere og ‘sagen’ ved at forklare os, hvad vi – som alm. dødelige danske statsborgere! – evt. kan GØRE for at støtte hans ‘appel’ (for dermed at fremme de nødvendige forhandlinger)?

    gl-j

    PS: Eller skal vi bare sidde her og pille os i “terra nullius” til ingen verdens nytte!

    (1) http://www.berlingske.dk/node/7498120/print

  26. Af Bjarke Hansen

    -

    @Godfred Louis-Jensen

    “PS: Eller skal vi bare sidde her og pille os i “terra nullius” til ingen verdens nytte!”

    Ingenlunde!

    I mangel af bedre optioner, mener jeg, at en behjertet person bør skrige op fra tlhørerepladserne i Knesset, og kaste løbesedler ned blandt dets medlemmer.

    Det skal sgu nok bringe dem på andre tanker!

    God tur.

  27. Af Aron Weinstein

    -

    @ peter kocsis.

    Jeg forstår, at du (omend indirekte) giver mig ret i, at en oprettelse af en demokratisk Palestinensisk stat for nærværende er en umulighed.

  28. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    “…oprettelse af en demokratisk Palestinensisk stat (er) for nærværende en umulighed…” (Aron Weinstein, 26. august 2010 kl. 10:42)

    Idet jeg indrømmer, at den lille forkælede røverstat, Israel, i praksis har vist sig mægtig god til at forhindre denne “oprettelse”, vil jeg spørge Aron Weinstein, om hvad han i denne forbindelse lægger i udtrykket “for nærværende”?

    gl-j

    PS: Selv om det “at oprette en palæstinensisk stat indenfor 1967-grænserne og med Øst-Jerusalem som Palæstinas hovedstad” skulle kræve et års forhandlinger, eller f.eks. 1½ års forhandlinger eller måske endnu mere, ville denne “oprettelse” vel alligevel være værd at arbejde på og støtte (f.eks. sådan som Ellemann Jensen og hans kolleger tilsyneladende gør)?

    Eller hvad? Hvad har Aron Weinstein egentlig mod deres “appel”? (1)

    (1) http://www.berlingskedk/node/7498120/print

  29. Af Aron Weinstein

    -

    @Godfred Louis-Jensen

    Med for nærværende mente jeg: sålænge de nuværende personer er i spidsen for diverse bevæbnede fraktioner af de potentielle indbyggere i denne stat.

    Jeg har absolut intet imod appellen, men jeg anser dens chancer for success for værende yderst ringe, når man betænker hvilke politikere, og jeg includerer her de israelske, som kommer til at stå for forhandlingerne.

    Jeg skulle glæde mig overordentligt, hvis mit regiments nye kampvogne aldrig skulle afyre et skud i “vrede”, men det forkommer mig for tiden at være et forfængeligt håb, og derfor vil vi som sævanligt være klar døgnet rundt.

  30. Af peter kocsis

    -

    # Aron Weinstein
    26. august 2010 kl. 10:42

    “Jeg forstår, at du (omend indirekte) giver mig ret i, at en oprettelse af en demokratisk Palestinensisk stat for nærværende er en umulighed.”

    Nej overhovedet ikke- Hvis man kan oprette en Israelsk stat med en sammensurium af forskellige befolkningssegmenter med vidt forskellige sprog og interesser, men hvor de fleste er mere eller mindre voldelige, afstumpede og fanatiske,( må jeg gøre opmærksom på at det var i Israel, at en præsident blev myrdet) kan man selvfølgelig også oprette uden besvær et palæstinensisk stat, hvor der kun er 2 større rivaler.

  31. Af Aron Weinstein

    -

    @peter kocsis

    Baseret på dine hidtididge kommentarer vedr. Israel, forkommer det en smule inkonsekvent, at du anvender den israelske statsdannelse som argument for muligheden for dannelsen af en demokratisk palestinenesisk stat.

    Det er imidlertid glædeligt, at du anerkender, at Israel er et demokratisk forbillede.

    Presidentmordet er naturligvis beklageligt, men i den anden lejr hører det til almindelig skik og brug, at dræbe medlemmer af andre fraktioner.
    Kan man forvenet, at en eventuel palestinensisk president vil være den sidste overlevende i den interne magtkamp.
    Numerisk er Fatah overlegen hvis man tager de omtalte området under et, mens Hamas er stærkest i Gaza. Regner du med, at Hamas, som er den millitantere part, vil lade sig nøje med en andenplads, når det kommer til magtfordelingen?

    Endeligt er det Hizbollah, med stærke Iranske forbindelser, som næppe vil lade sig køre ud på et sidespor.

  32. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    “Jeg har absolut intet imod appellen…” “Aron Weinstein, 26. august 2010 kl. 16:28)

    Hvis Aron Weinstein virkelig “absolut intet” har at indvende mod Uffe Ellemann Jensens og hans kollegers appel (om ny forhandling om fremtidige forhold i Palæstina!), og på den anden side heller ikke synes at have hverken nogen tro på appelens “chancer for success” eller noget egentligt at tilføje, kunne han vel bare klappe sit regiments nye kampvogn (og iøvrigt koncentrere sig om at “være klar døgnet rundt” – osse i hovedet?

    gl-j

    PS: Det skulle nødigt vise sig som blot “et forfængeligt håb”, at han (eller andre medlemmer af Israels besættelsesmagt) aldrig mere vil “affyre et skud i vrede”…

  33. Af peter kocsis

    -

    weinstein

    “Det er imidlertid glædeligt, at du anerkender, at Israel er et demokratisk forbillede.”

    Jeg har aldrig anerkendt at Israel er det demokratisk forbillede, tværtimod er det en skræmmebillede på hvordan et demokrati IKKE skal udvikle sig.

    “Regner du med, at Hamas, som er den millitantere part, vil lade sig nøje med en andenplads, når det kommer til magtfordelingen?”

    Giv palæstinenserne deres frihed, forlad de røvede områder,så får vi at der hvad der sker- En mimnimal forudsætning for at folk opfører sig ordentligt er selvfølgeligt, at man ikke behandler dem som dyr.

    “og derfor vil vi som sævanligt være klar døgnet rundt. ”

    Imod hvilket angreb?

    “Endeligt er det Hizbollah, med stærke Iranske forbindelser, som næppe vil lade sig køre ud på et sidespor.”

    Hvad har Hizbollah med Palæstina at gøre?

  34. Af Motek Ha'Gadol

    -

    PART 1

    Tony Blair’s speech at the Lauder School of Government, IDC Herzliya PART 1

    http://www.youtube.com/watch?v=VtPxgBnC_Lw

    Five minutes into this clip:

    “…They wear Nelson’s eye patch…”

    11:33 minutes into the clip:

    “…but de-legitimization of Israel is different… the one is valid the other is not and friends of Israel should be the first to make that distinction…”

  35. Af Motek Ha'Gadol

    -

    PART 2

    Tony Blair’s speech at the Lauder School of Government, IDC Herzliya PART 2

    http://www.youtube.com/watch?v=ch6P9Mixms0

    5:12 min

    “…avoid indignities…”

    5:45 min

    “…Gilad Shalit shall be released immediately…”

    6:45 min

    “…I am a friend of Israel…”

    7:52 min

    “…tell me under which countries legal system, in this region, would you preferred to be tried?”

    13:11 min

    “…they always conclude the conversation with good luck!”

    13:48 min

    “…What you have created in that 60 years is a remarkable example for the rest of us… Thank you very much.”

  36. Af Peder Bisgaard

    -

    Her fortæller den eminente MJ Rosenberg i yderst klare ord forskellen på Fredsprocessen i Irland, og den kommende fiasko i den såkaldte ‘fredsproces’ i Mellemøsten. Og anledningen er en yderst klarsynet analyse af Ali Abunimah i New York Times Søndagsudgave. (Se link hos MJ Rosenberg)

    M.J. Rosenberg’s blog, August 29, 2010, : Brilliant Op-ed in Times On Why Mideast Talks Without Hamas Are A Farce

    By M.J. Rosenberg

    Ali Abunimah has a terrific op-ed in the New York Times today on why the upcoming Israeli-Fatah negotiations are doomed to fail.

    Actually, the very fact that a piece like this would appear in the Sunday Times is news in itself. Author Abunimah really broke through an iron wall when he got this column in the Times, on Sunday no less. (Abe Foxman is just one of the many Times readers who will spit out their breakfasts).

    Abunimah takes on the analogy US mediator George Mitchell makes (and I used to make, I admit) between US sponsored Northern Ireland peace talks which succeeded and these talks which can’t.

    The main reason is that the United States supports Israel in its refusal to negotiate with Hamas (its main Palestinian adversary) while it it pushed the British to negotiate with the Irish equivalent of Hamas, the IRA (Sinn Fein).

    Another reason is that the United States played honest broker rather than backing the stronger side (the British and their clients, the Irish Protestants). Also, there was no real equivalent of AIPAC which intimidates members of Congress into opposing any real negotiations and into supporting the Israeli hardliners. (It’s as if the United States’ was 100% down with the Protestant Unionists).

    Also, the leading Irish politicians like Ted Kennedy were outspoken advocates for negotiating with the IRA. And for peace. (Short hand. The difference between the US role in the two negotiations is the difference between Ted Kennedy and Chuck Schumer).

    Bottom line: this week’s negotiations are probably going nowhere because (1) Hamas is excluded and (2) the United States is in Netanyahu’s pocket.

    Abunimah really deserves a medal for spelling this out so sharply and effectively

  37. Af Motek Ha'Gadol

    -

    PART 2

    Tony Blair’s speech at the Lauder School of Government, IDC Herzliya PART 2

    http://www.youtube.com/watch?v=ch6P9Mixms0

    5:12 min

    “…avoid indignities…”

    5:45 min

    “…Gilad Shalit shall be released immediately…”

    6:45 min

    “…I am a friend of Israel…”

    7:52 min

    “…tell me under which countries legal system, in this region, would you preferred to be tried?”

    13:11 min

    “…they always conclude the conversation with good luck!”

    13:48 min

    “What you have created in that 60 years is a remarkable example for the rest of us… Thank you very much.”

    Any constructive comment on Mr Tony Blair’s speech, Mr Ellemann-Jensen?

  38. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    DRYPVISE ‘FACTS’ – ELLER REN PROPAGANDA?

    Berlingske Tidende citerer tirsdag den 31. august 2010, kl. 21.06 ritzau/AFP for, at fire israelere – to kvinder og to mænd – er blevet dræbt i nærheden af en jødisk bosættelse på Vestbredden (1).

    Som for at gøre sagen værre oplyses, at “den ene kvinde var gravid”. Og en talsmand for israelsk politi, Mickey Rosenfeld, citeres for at sige, at “der var helt åbenbart tale om et terrorangreb.”

    Små 10 minutter senere tilføjer Berlingeren (kl. 21.15), at Hamas “lovpriser” (Sic!) angrebet som “en normal respons på den israelske besættelse”; og at Hamas, som “ikke direkte tog skyld” for angrebet, har opfordret til et stormøde på Gaza-striben for at “fejre det” (2).
    “Hamas-talsmanden Sami Abu Zuhri” citeres for at sige, at drabene er “et bevis på, at det ikke er lykkedes (for Israel) at standse modstanden (i de besatte, palæstinensiske områder).”

    En halv time senere (kl. 21.45) henviser Berlingske til en erklæring fra Hamas-bevægelsens væbnede gren, Qassam-brigaderne, som tager “hele skylden for den heroiske operation i Hebron” (3).

    Berlingske Tidende gentager, at “Qassam-brigaderne er imod en dialog med den jødiske stat” (Sic!), og at “angrebet kom samtidig med”, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og den palæstinensiske præsident, Mahmud Abbas, var på vej til Washington for at genoptage de direkte forhandlinger “om en fred i Mellemøsten”, som ellers har “ligget stille i 20 måneder”.

    Derefter bliver der (såvidt jeg har kunnet se!) helt stille om “sagen”…

    gl-j

    PS: Vil dette såkaldte “terrordrab” få indflydelse på forhandlingsforløbet?

    Og har vi overhovedet grund til at tro, at “sagen” ikke er israelsk opspind fra ende til anden?

    (Under alle omstændigheder er der tale om elendig ‘journalistik’ – til eensidig ‘fordel’ for den lille forkælede røverstat, Israel).

  39. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    “Indlæg med flere links ryger til bedømmelse.”
    (peter g, 1. september 2010 kl. 08:04)

    Det tror jeg på, peter g! Men indlæg UDEN noget “link” kan altså osse “ryge til bedømmelse” (eller: stryges af censuren).

    Strygning/evt. forsinkelse af kommentarer kan – som i mit tilfælde – skyldes, at ‘blogejeren’ (som her er den tidl. Uffe Ellemann og/eller hans venner i Israel!) ganske enkelt ikke bryder sig om kommentaren (eller måske slet ikke bryder sig om kommentatoren).

    Og DET kan jeg sådan set godt forstå?!

  40. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    Måske er det i bund og grund lige så svaært at være ‘blog-ejer’, som at være udenrigsminister?

    gl-j

    PS: Hvad der kun gør det så meget mere beynderligt, at regeringen har kunnet acceptere f.eks. en Lene Espersen på posten…

  41. Af Ole Groth-Andersen

    -

    Kære læsere, hvis der da er nogen tilbage.

    Da mit indlæg af 31/8 åbenbart ikke vil blive frigivet med links, så dropper jeg links og kopierer de to artikler.

    Mit indlæg 31/8-2010

    Som tidligere nævnt i denne og andre debatter, mener også jeg, at de tre udenrigsministre går de forkertes ærinde i deres ensidige kritik af Israel.

    Uffe Ellemanns forsøg på at bortforklare eller at “forklare” samarbejdet i ovennævnte blog gør det ikke bedre.

    Vor nuværende udenrigsminister, Lene Espersen, siger det klart og tydeligt, idet hun kalder en spade for en spade. Og gør opmærksom på flere detaljer omkring det komplekse i at forhandle fred.

    Jeg kan anbefale de tre udenrigsministre en artikel skrevet af Andre Mozes 13/8-2010, i anledning af en kronik af THOMAS L. FRIEDMAN, August 7, 2010 “Steal This Movie”
    hvor begge gør op med den gængse kritik af Israel, som de tre gamle udenrigsministre netop præsterer det.

    Thomas L. Friedmans kronik tager sit udgangspunkt i en israelsk dokumentar fra den israelske TV kanal 10 og kan opsumeres kort som følger:

    A Palestinian baby called Mohammed born in Gaza with a lethal illness, was saved by the compassion of an Israeli (Ole: kanal 10 journalist), by the money donated by another Israeli and by the medical expertise and devotion of several further Israelis in the Tel Hashomer hospital in Tel Aviv, where the lifesaving bone-marrow treatment of Mohammed took place. To which the baby’s mother, Raida reflected by wishing Mohammed will “grow up to be a suicide bomber to help recover Jerusalem”.

    Det er den mentalitet de tre udenrigsministre bør skrive sig bag ørerne inden de (og andre) ensidigt kritiserer Israel.

    Andre Mozes artikel 13/8-2010

    Thomas Friedman Saw a Movie
    13 August, 2010

    By Andre MOSES

    Leading US journalist’s important revelation about Gaza

    Abstract: Thomas Friedman has seen a documentary. This leading publicist of The New York Times and to some extent of the whole liberal journalism in the United States, writes in his recent article that this movie is a revelation; it taught him something profound about Gaza, about the Israelis and about another obstacle to peace: blind Palestinian hatred. Will this revelation have a lasting impact on Friedman’s and on the liberal media’s views and actions?

    For decades Thomas Friedman of the New York Times led the belief that Jewish settlements and settlers were the main obstacles to peace in the Middle East. The demonization of Jewish settlers as if they were the cause of all evil in the Middle East was promoted not only by many Arab and most Palestinian politicians but also by certain Western liberal, intellectual, academic and other circles – all from their own reasons.

    But now Thomas Friedman saw this movie titled “Precious life”. For the full presentation of his views you can see his whole article ‘Steal this movie’ . Briefly, a Palestinian baby called Mohammed born in Gaza with a lethal illness, was saved by the compassion of an Israeli, by the money donated by another Israeli and by the medical expertise and devotion of several further Israelis in the Tel Hashomer hospital in Tel Aviv, where the lifesaving bone-marrow treatment of Mohammed took place. To which the baby’s mother, Raida reflected by wishing Mohammed will “grow up to be a suicide bomber to help recover Jerusalem”.

    Thomas Friedman abruptly understood something profound about the meeting of the culture of life with the culture of death. “There is something foul in the air” – he writes now – “It is a trend, both deliberate and inadvertent, to delegitimize Israel – to turn it into a pariah state, particularly in the wake of the Gaza war”. Certain people like Oliver Stone say “crazy things” to this effect, says Friedman – as if demonization, the ideological background of all genocides were merely a “crazy thing”. But all in all Friedman firmly condemns these views, he calls them “destructive criticism” and this is a very positive development.

    However, Friedman still argues in this article that “Israel’s colonial settlements… are suicidal for Israel”. Now, these settlements may be right or wrong, but definitely are not the suicidal or the main obstacles to peace. It seems the question hasn’t appeared to Friedman yet that, as 1.5 million Arabs can live peacefully in Israel today, with more wealth and more human rights than their Arab brothers in any of the 22 Arab countries, why could not 0.3 million Jews he calls ‘settlers’ live peacefully among Palestinians, whether of wise or unwise, of personal or other reasons? Even if that area would belong to the future Palestinian state, why should this state be “free of Jews” or more authentically: ‘judenrein’?!

    So, the main obstacles to peace are not the settlers, but the indoctrination of Raida, and those who indoctrinate the ‘raidas’ to murderous hatred. Friedman starts to understand at least this obstacle. Another major obstacle to peace is the limitless and unconditional Western funding, dedicated, through the UN’s most generous sub-organization UNRWA, solely to the Gaza refugees and to their phenomenal growth, from 250,000 actual refugees to the present 1.4 million sons, grandsons and great-grandsons of those refugees in 60 years. With this type of funding no wonder this challenge is never solved, only inflated without limit.

    The slow and painful process of dismantling these and other real obstacles to peace should start now. The question is whether the revelation Thomas Friedman made will have a lasting impact on his views and actions? Or, will his and his friends’ past views, which earned them their reputation, swallow and digest all what they have understood anew? The uphill learning process which started with their recent revelation can lead to a better future through a true peace process, based not on illusions and on the demonization of the Israeli settlers but on the hard reality discovered now. Thomas Friedman and his friends could contribute a lot to this true peace process if they truly want to.

    Steal This Movie
    By THOMAS L. FRIEDMAN
    Published: August 7, 2010

    I just saw a remarkable new documentary directed by Shlomi Eldar, the Gaza reporter for Israel’s Channel 10 news. Titled “Precious Life,” the film tracks the story of Mohammed Abu Mustafa, a 4-month-old Palestinian baby suffering from a rare immune deficiency. Moved by the baby’s plight, Eldar helps the infant and mother go from Gaza to Israel’s Tel Hashomer hospital for lifesaving bone-marrow treatment. The operation costs $55,000. Eldar puts out an appeal on Israel TV and within hours an Israeli Jew whose own son was killed during military service donates all the money.

    The documentary takes a dramatic turn, though, when the infant’s Palestinian mother, Raida, who is being disparaged by fellow Gazans for having her son treated in Israel, blurts out that she hopes he’ll grow up to be a suicide bomber to help recover Jerusalem. Raida tells Eldar: “From the smallest infant, even smaller than Mohammed, to the oldest person, we will all sacrifice ourselves for the sake of Jerusalem. We feel we have the right to it. You’re free to be angry, so be angry.”

    Eldar is devastated by her declaration and stops making the film. But this is no Israeli propaganda movie. The drama of the Palestinian boy’s rescue at an Israeli hospital is juxtaposed against Israeli retaliations for shelling from Gaza, which kill whole Palestinian families. Dr. Raz Somech, the specialist who treats Mohammed as if he were his own child, is summoned for reserve duty in Gaza in the middle of the film. The race by Israelis and Palestinians to save one life is embedded in the larger routine of the two communities grinding each other up.

    “It’s clear to me that the war in Gaza was justified — no country can allow itself to be fired at with Qassam rockets — but I did not see many people pained by the loss of life on the Palestinian side,” Eldar told the Israeli newspaper Haaretz. “Because we were so angry at Hamas, all the Israeli public wanted was to [expletive] Gaza. … It wasn’t until after the incident of Dr. Abu al-Aish — the Gaza physician I spoke with on live TV immediately after a shell struck his house and caused the death of his daughters and he was shouting with grief and fear — that I discovered the [Israeli] silent majority that has compassion for people, including Palestinians. I found that many Israeli viewers shared my feelings.” So Eldar finished the documentary about how Mohammed’s life was saved in Israel.

    His raw film reflects the Middle East I know — one full of amazing compassion, even among enemies, and breathtaking cruelty, even among neighbors.

    I write about this now because there is something foul in the air. It is a trend, both deliberate and inadvertent, to delegitimize Israel — to turn it into a pariah state, particularly in the wake of the Gaza war. You hear the director Oliver Stone saying crazy things about how Hitler killed more Russians than Jews, but the Jews got all the attention because they dominate the news media and their lobby controls Washington. You hear Britain’s prime minister describing Gaza as a big Israeli “prison camp” and Turkey’s prime minister telling Israel’s president, “When it comes to killing, you know very well how to kill.” You see singers canceling concerts in Tel Aviv. If you just landed from Mars, you might think that Israel is the only country that has killed civilians in war — never Hamas, never Hezbollah, never Turkey, never Iran, never Syria, never America.

    I’m not here to defend Israel’s bad behavior. Just the opposite. I’ve long argued that Israel’s colonial settlements in the West Bank are suicidal for Israel as a Jewish democracy. I don’t think Israel’s friends can make that point often enough or loud enough.

    But there are two kinds of criticism. Constructive criticism starts by making clear: “I know what world you are living in.” I know the Middle East is a place where Sunnis massacre Shiites in Iraq, Iran kills its own voters, Syria allegedly kills the prime minister next door, Turkey hammers the Kurds, and Hamas engages in indiscriminate shelling and refuses to recognize Israel. I know all of that. But Israel’s behavior, at times, only makes matters worse — for Palestinians and Israelis. If you convey to Israelis that you understand the world they’re living in, and then criticize, they’ll listen.

    Destructive criticism closes Israeli ears. It says to Israelis: There is no context that could explain your behavior, and your wrongs are so uniquely wrong that they overshadow all others. Destructive critics dismiss Gaza as an Israeli prison, without ever mentioning that had Hamas decided — after Israel unilaterally left Gaza — to turn it into Dubai rather than Tehran, Israel would have behaved differently, too. Destructive criticism only empowers the most destructive elements in Israel to argue that nothing Israel does matters, so why change?

    How about everybody take a deep breath, pop a copy of “Precious Life” into your DVD players, watch this documentary about the real Middle East, and if you still want to be a critic (as I do), be a constructive one. A lot more Israelis and Palestinians will listen to you.

    MVH/Ole Groth-Andersen

  42. Af Johannes Bremer

    -

    Vi er nu vidne til at tæppet er gået for 5. akt til det store illusionsnummer om det fortabte paradis. Her er det den 5. amerikanske præsident, der er trådt ind på scenen som fredsmægler mellem jøder og arabere i en tilsyneladende endeløs Sisyfos proces. Billedlig talt er Sisyfos symbol på snuhed i den græske mytologi, ganske ligesom de snu jødiske forhandlere, ”der vandt slaget” over de første 4, amerikanske præsidenter, hvor forhandlingerne endte resultatløst; men med en lykkelig udgang for staten Israel, således at de ulovlige bosættelser fortsætter i et væk. Alt tyder på at 5. akt vil ende på samme måde, som de fire første.
    Spillet styres bl.a. fra Jerusalem og af den amerikanske jødelobby og først nu indser verdenssamfundet, at zionisternes røverpolitik i Palæstina må stoppe.
    Fred eller ikke fred? Alle ønsker vel det første, herunder vor trio. Skulle det derimod ikke lykkes, at få begge parter indenfor pædagogisk rækkevidde, så er toget kørt – the game is over – og hvad så? Verdenssamfundet kender åbenbart ikke ordet SANKTIONER med ordene boykot Israel. Hvis ikke, så ender det som sædvanlig med at stryge hunden med hårene!

  43. Af Ole Groth-Andersen

    -

    Til Johannes Bremer, nu er der jo også noget som hedder sanktioner overfor det islamiske Gaza. Smæk kassen i. De koster verdenssamfundet 20 til 30 gange mere end den totale amerikanske støtte til Ægypten. På toppen heraf lønninger til FN medarbejdere, som i antal er tyve gange(eller mere) større end antallet af FN medarbejdere til resten af verdenssamfundets samlede flygtninge. Nu skal Bremer stille og roligt gå hjem og læse lektier. Herefter tager vi fat på en ny omgang græsk mytologi.

  44. Af Mark Pedersen

    -

    “Tja – en er vældig god med Mark Pedersen (der ærlig talt lyder som en (mindre end) halvstuderet røver).”

    Jeg har en god fornemmelse af at jeg allerede er bedre uddannet end dig.

    “som af nogle (og herunder erklærede zionister!) aldeles med urette betragtes som (kun) “jødernes hjemland”).”

    Det ER Israel godt nok. Og det kan der føres historisk og arkæologiske beviser for. Jøderne er det tætteste vi kommer på den oprindelige befolkning i Israel.

    “og jeg hører da osse gerne et fornuftigt bud på “den totale boykot” fra Mark Pedersen – hvis denne kvartstuderede(?) røver ellers kan frigøre sig fra sine helt umiddelbare, omend TOTALT irrelevante “associationer”.”

    Igen: Mit uddannelsesniveau er sandsynligvis højere end dig…ikke at det i øvrigt er relevant.
    Og nej, jeg vil ikke give noget bud på en total boykot af nogle af konfliktens parter.

    “PPS: Et (måske nok for) drilsk tillægsspørgsmål direkte til Mark Pedersen kunne være, om denne “kender” sin historie så godt, at han kan finde rødder til min (måske for flotte?)udtalelse om, at:

    “Aldrig i verdens historie har så få så længe kunnet holde så mange som gidsel alene for sin egen skyld” (22. august 2010 kl. 14:45)?

    Come on, Mark Pedersen! Vis, at du ikke (kun) er en klovn!”

    At misbruge Churchills ord så groft er at pisse på mandens grav. Og jeg er ingen klovn. Jeg render ikke rundt med store næser og parykker, kan ikke jonglere, og optræder ikke i cirkus. Lidt seriøsitet, tak…

    “…et eller andet. Og Mark Pedersen er ikke til at grine ad, “bare fordi” han haler den ene hvide kanin efter den anden op af hatten… ”

    Det kaldes “at argumentere fornuftigt og sammenhængende uden at forfalde til følelsesporno og PMS-lignende udbrud”. Du skulle tage at prøve det – det ville blive nemmere for andre at tage dig seriøst.

    Kocsis:

    “Men Israel er ikke en selvstændig nation, men en terra nullius.”

    Næ. Israel er en selvstændig nation.

    “Som bekendt har FN’s sikkerhedsråd aldrig anerkendt Israel, det har kun generalforsamlingen, dvs. Israel eksisterer ikke de jure som en af FN anerkendt stat og alle har derfor lov til at erobre det tomme landområde, efter dine egne definitioner.”

    Det er jo ikke rigtigt.
    For det første er det ikke FNs sikkerhedsråd der bestemmer hvornår en stat er selvstændig. Det er for så vidt ikke engang FN.
    Det er et faktum at der findes en stat i området, nemlig Israel. Denne stat har etableret sig indenfor grænser, og har en regering, et statsapparat, en administration, og militære styrker til at forsvare sig selv.
    En stat er ikke defineret ved at være godkendt af FNs sikkerhedsråd.

  45. Af Mark Pedersen

    -

    “Igen: Mit uddannelsesniveau er sandsynligvis højere end dig…”

    Rettelse: “Mit uddannelsesniveau er sandsynligvis højere end diT”…bare så du ikke kaster dig over en tyrkfejl i stedet for at forholde dig til indholdet.

  46. Af Ole Groth-Andersen

    -

    Til Mark Pedersen, det er meget relevante og interessante kommentarer du kommer med.

    Vedrørende Kocsis, tror du ikke han forveksler FNs sikerhedsråd med den Arabiske Liga?

    Han argumenterer jo som bekendt på et helt særligt niveau.

    MVH/Ole

  47. Af youtube youtube

    -

    Admirable article.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info