Ronald Reagan – 100 år!

En af de ting, der gjorde Ronald Reagan usædvanlig som politiker, var at han underspillede sit intellekt. Han var ikke poserende, men beskeden – ikke docerende, men lyttende. Og så var han så utroligt charmerende…

I dag betragtes han som en af de store amerikanske præsidenter – en af de største. Sådan var det ikke i de første år af hans præsidenttid. Især i Europa så man ned på ham, og i Danmark må der være en hel del røde øren i de kredse, hvor man nedladende talte om ”B-skuespilleren” eller den ”skydegale cowboy”, ja nogen svingede sig helt op til at kalde ham en ”gal hund”. Men lad det ligge. For hans eftermæle blev anderledes, og selv om der stadig kan opstå hidsige diskussioner om, hvor afgørende hans rolle var i forbindelse med afslutningen på Den Kolde Krig, så er der ingen, som i dag for alvor vil benægte, at han var afgørende for den fredelige afslutning. Og hans indtrængende appel: ”Mr Gorbachev. Tear down this Wall! er allerede gået over i historien som en endnu stærkere one-liner end Kennedys ”Ich bin ein Berliner!”

Billedet af Reagan som en lidt småt begavet og overfladisk politiker holdt længe, og begyndte vel først at krakelere for alvor efter at han var trådt tilbage. I dag ved vi, at det forholdt sig stik modsat. Jeg har en mistanke om, at det morede ham at spille rollen.

For nogle år sendte min gamle kollega George Shultz, der var Reagans udenrigsminister, mig en bog – ”Reagan: In His Own Hand” – som byggede på en samling af Ronald Reagans håndskrevne manuskripter til en række radiotaler, han havde holdt i 1970’erne. De var fundet af nogle forskere ved Hoover Instituttet på Stanford. Der blev fundet over 200 taler skrevet af Reagan selv – ”in his own hand” – og George Shultz skrev til mig:

”Jeg tror, at disse taler vil være med til at udrydde myten om, at Reagan blot var en stor kommunikator. Disse håndskrevne dokumenter åbenbarer en mand med brede interesser, en klar forståelse for hjemlige og internationale politiske sammenhænge og evnen til at fremstille sine tanker på en uimodståelig måde. Jeg har en mistanke om, at den læsende offentlighed vil blive overrasket, men for alle os, der arbejdede tæt sammen med Reagan, vil overraskelsen bestå i at han var så frodig og produktiv så mange år, før han blev præsident. Grundlaget for mange af de temaer, der prægede Reagans præsidentskab, kan findes i disse taler. Og jeg håber, at du vil læse dem som en fascinerende påmindelse om en helt usædvanlig æra.”

Det har jeg gjort. Og Shultz havde ret: For den, der nok havde oplevet Reagan tæt på, men aldrig havde arbejdet nært sammen med ham, var det en overraskelse at se, hvor klart han formulerede sine holdninger – længe før han havde en hærskare af rådgivere og taleskrivere til at finde de helt rigtige formuleringer.

Et par smagsprøver siger noget væsentligt om, hvad der var ledende for Reagan i de år, hvor han var den frie verdens leder i en meget farlig og vanskelig periode:

”Når vi stræber efter et ideal, vi alle kan enes om – ”menneskerettigheder” – så ved vi, at det rummer risikoen for, at vi falder i baghold. Men ja, vi støtter idealerne. Og i vores opfattelse af menneskerettigheder indgår også respekten for den private ejendomsret, som er grundlaget for vores frihed og for menneskets stræben efter lykke.”

Eller:

”Der findes intet stærkere bevis på marxismens fallit end Sovjetunionens manglende evne til at producere de våben, der er nødvendige for, at den kan opfylde sine militære ambitioner, samtidig med at der bliver noget til befolkningens daglige liv – Måske er svaret her: Lad os simpelthen gøre, hvad der er moralsk rigtigt. Lad dem sejle deres egen sø. Lad deres system bryde sammen.”

Og sådan kom det til at gå. Reagan ville ikke give ved dørene i konfrontationen med Sovjetunionen i Den Kolde Krigs sidste år – og hans linje sejrede. Den førte til meget omfattende nedrustningsaftaler for atomvåben. Og da Reagan satte trumf på og startede sit missilforsvarsprojekt SDI, blev det åbenlyst for den nye sovjetiske ledelse under Gorbatjov, at man ikke kunne følge med længere – og systemet brød sammen. Ganske som forudset i Reagans lille håndskrevne notat fra midten af 70’erne.

Der er ingen tvivl om, at Reagan forskrækkede mange både i Danmark og i resten af Europa med sine klare ideologiske og moralske udmeldinger. Derfor var det Gorbatjov, der fik Nobels Fredspris, og ikke Reagan. Og selv om ingen kan underkende vigtigheden af, at det var den realistiske og modige Gorbatjov, der sad i Kreml på det rigtige tidspunkt, så er det en urimelig underkendelse af Reagan, at de ikke i det mindste kom til at dele prisen.

Det er en mand, vi skylder stor tak. I Danmark er der en John F. Kennedy Plads (i Aalborg). Hvornår får vi en Ronald Reagan Plads? Eller en buste?