En kineser i USA: Tonen skærpes

Den mand, som er udset til at blive Kinas kommende præsident, er i disse dage på besøg i USA. Vicepræsident Xi Jinping adskiller sig fra tidligere kinesiske ledere ved at kende sit værtsland: Som ung besøgte han USA, og tilbragte en tid hos en amerikansk farmerfamilie i Iowa, hans datter studerer ved Harvard – og han følger efter eget udsagn med i de amerikanske sportsgrene, som mange europæere har vanskeligt ved at forholde sig til…

Viden om og forståelse for internationale forhold er en afgørende vigtig ballast for en global leder. Derfor er der ikke noget at sige til, at den røde løber blev rullet ud for den kinesiske gæst. Han blev modtaget i Det Hvide Hus af præsident Obama. Og vi må alle håbe, at de to mænd – der formentlig de næste fire-fem år vil være de mægtigste i verden – kan komme på talefod. Det vil i det mindste begrænse risikoen for, at Kina og USA går fejl af hinanden – selv om det ikke fjerner de store og voksende potentielle konfliktområder mellem de to lande. Og her vil det være mest realistisk at forvente en fortsat skærpelse og afkøling i forholdet.

Modtagelsen i Det Hvide Hus fik straks koret af republikanske præsidentkandidater til at beskylde præsident Obama for at være ”soft on China”. Og da det er valgår i USA, var præsidenten tydeligvis mere reserveret overfor sin gæst end situationen ellers ville have indbudt til. Det var op til vicepræsident Joe Biden og udenrigsminister Hillary Clinton og forsvarsminister Leon Panetta at føre de egentlige politiske forhandlinger – og der var åbenlyst tale om en særdeles kritisk dialog mellem Xi Jinping og hans amerikanske værter. Han talte selv om en ”åbenhjertig udveksling af synspunkter” efter møderne med den amerikanske regeringstop – og det er diplomatsprog for betydelig uenighed på væsentlige punkter, grænsende til skænderi.

Det er de sædvanlige og velkendte punkter, der har været på dagsordenen: Dels de økonomiske, hvor Kina beskyldes for at forvride konkurrenceforholdene – og dels de politiske, hvor Kinas forhold til menneskerettigheder og international retsorden mødes med voksende kritik. Der er intet der tyder på, at de to parter er kommet hinanden nærmere, snarere tværtimod. Og over det hele svæver den helt grundlæggende interessekonflikt mellem fremtidens to dominerende magter på den globale scene – med risiko for, at det fører ind i en eller anden form for ny kold krig.

Der tegner sig et billede af an amerikansk ”inddæmningspolitik” overfor Kina, som fremkalder mindelser om den politik, der blev ført overfor Sovjetunionen – og den voksende amerikanske satsning på Asia-Pacific-området, både i ord og i handling, har ført til voksende kinesisk irritation og bekymring. Samtidig har kineserne demonstreret voksende uvilje til at give plads for hjemlige meningsforskelle og til at spille med på den internationale scene, senest med vetoet i FN’s sikkerhedsråd.

Inddæmningen af Kina opleves helt konkret i Det Sydkinesiske Hav, som kan blive fremtidens store konfliktområde – sådan som det delte Tyskland var det under den kolde krig. Det er her, parterne mødes ansigt til ansigt, og hvor interesserne brydes – både de økonomiske og de politiske: Der menes at være enorme olie- og gasresourcer i området – og samtidig er det et af verdens mest fiskerige havområder, og omkring halvdelen af verdens handelstonnage sejler gennem det. Der er store uafklarede grænsekonflikter, og det er her, det bliver lige lovligt spændende.

Kinas naboer har større eller mindre konflikter med Kina om grænsedragningen – og det har tidligere ført til både væbnet konflikt (Kina-Vietnam i 1988) eller faretruende ”incidenter” (med både Filippinerne og Japan). Kina har afvist alle ønsker om at forhandle grænsespørgsmålene internationalt – f.eks. i ASEAN, hvor de fleste af Kinas naboer er medlemmer. Kina vil hellere drøfte det bilateralt – og det skaber helt klart utryghed. Det har fået flere til at styrke forbindelserne til USA. Senest har Filippinerne foreslået en udbygning af forsvarsaftalen med USA, og sidste år blev det besluttet at oprette en permanent tilstedeværelse af amerikanske marinetropper i det nordlige Australien. USA har også ved adskillige lejligheder talt for, at grænserne i Det Sydkinesiske Hav behandles i de relevante internationale fora.

I den kommende tid vil flere af landene i området begynde at udvinde olie og gas, og det kan føre til nye ”incidenter”, som yderligere skærper situationen. Kinas stærkt voksende behov for energi og råvarer er en faktor, som vejer tungt.

Hvad gør vi andre?

Europæerne dukker sig – og forsøger at blande sig uden om. Der har lige været Kina-EU-topmøde i Beijing, hvor de europæiske ledere virkede mest interesserede i at få kineserne til at købe europæiske statsobligationer. Kineserne har nogle ønsker, de gerne vil have opfyldt til gengæld for at anbringe deres surt indtjente valutareserver til støtte for den trængte Euro: De vil gerne have øget indflydelse i internationale fora som Valutafonden, Verdensbanken osv. – og de vil gerne have ophævet den europæiske våbenboykot mod Kina. Det første af kravene virker rimeligt – især hvis det kan få kineserne til at spille mere i overensstemmelse med internationale regler. Men der er grænser for, hvor langt europæerne bør gå for at varetage de rent økonomiske interesser.

Der er desværre ikke udsigt til, at den potentielle konflikt mellem USA og Kina driver over af sig selv – sådan som de fleste europæere tydeligvis håber – så på et eller andet tidspunkt kan det blive nødvendigt for europæerne at tage stilling. Det drejer sig om grundlæggende principper for, hvordan vi gerne vil have verden til at fungere. Her kan man ikke i længden klare sig med fedtspil.