Nobels Fredspris – rette modtager på rette tid

Nobels Fredspris til EU! Det er et godt og modigt valg, den norske Nobelpris-komité har truffet. Det vil utvivlsomt ærgre mange og overraske flere. Men det er en anerkendelse af, at EU fra sin start har været et ”Fredens Projekt”.

Mange herhjemme lider af den vrangopfattelse, at EU først og fremmest er et økonomisk samarbejde. Det hænger sammen med den lidt skæve måde, Danmark kom med på for fyrre år siden – efter en debat, der næsten kun havde handlet om økonomiske fordele.

Men hvis man har læst forordet til EU’s grundlov, bliver man klogere. I præamblen til Rom-traktaten kan man læse, at formålet med ”denne forening af de økonomiske kræfter” er at ”bevare og styrke freden og friheden”.

Det økonomiske samarbejde er MIDLET – freden og friheden er MÅLET.

Tænk hvor har det givet anledning til mange frustrationer og slagsmål gennem årene, at vi i Danmark har en ulyksalig evne til at forveksle mål og midler….

Udvidelsen af EU med de nye og spinkle demokratier, som opstod efter Sovjetunionens fald og Østblokkens sammenbrud, var en naturlig konsekvens af denne raison d’etre for den europæiske integration. EU ville have svigtet sit formål, hvis vi ikke havde påtaget os den opgave at lede de nye demokratier ind i stabile rammer.

Prisen kommer på et godt tidspunkt. EU er plaget af indre problemer, først og fremmest i samarbejdet om den fælles valuta, og det truer med at bremse arbejdet med at lukke op for nye europæiske demokratier – lande, som har hårdt brug for den støtte, det giver at have udsigt til et medlemskab. Det kaldes “udvidelsestræthed”, men er udtryk for manglende politisk vilje. Og derved risikerer man at svigte de lande, der har brug for EU til at rodfæste demokratiet. Det blev formuleret godt for nogle år siden af Ukraines daværende præsident Yushenko, da han på et møde i København sagde: Vi har brug for et fyrtårn at styre efter, og det fyrtårn er muligheden for at komme med i EU.

Ukraine blev svigtet, og se, hvordan det går… Fyrtårnet blev slukket for Ukraine, og kursen styrer nu i retning af Moskva, som ikke tilbyder det demokrati og den frihed vi andre ønsker os.

Derfor må fredsprisen være en påmindelse om, at opgaven ikke er løst.  Der er ingen grund til at henfalde til selvtilfredshed, så længe der er lande i Europa, der har brug for hjælp til at udvikle stærke demokratiske strukturer.

Fredsprisen vil også være et skulderklap til dem, der arbejder for at styrke samarbejdet i EU så institutionen kan komme gennem den aktuelle krise. For et forstærket samarbejde er en nødvendig forudsætning for, at den fælles valuta kan overleve sin tillidskrise.

Der er udsigt til, at tendensen til et EU i “flere hastigheder” vil blive forstærket.

Her i Danmark bør det give anledning til eftertanke, at det er fra Oslo, denne pris uddeles – på et tidspunkt, hvor der er sørgeligt langt mellem danske politiske ledere, som ønsker at stå frem med det klare budskab, at naturligvis skal Danmark sørge for at være med i dette projekt, fuldt og helt. Ikke stykkevis og delt, som Ibsen skrev…