Efter i nat: Afgrundens Rand!

Set fra en europæisk udkigspost er det vigtigste valg i USA i dag ikke præsidentvalget, men valget til Repræsentanternes Hus.

Uanset hvem der bliver præsident, vil USA’s internationale engagement blive mindsket og ændre fokus. Der vil være langt mindre lyst til indblanding i regionale konflikter – som vi allerede ser det i Syrien – og kræfterne vil blive koncentreret om udfordringerne i Asien (læs: Kina). Det indebærer, at europæerne i højere grad selv må klare deres egne og nærområdernes konflikter, hvor vi i årevis har været vant til, at amerikanerne kom og ragede kastanjerne ud af ilden for os, når vi ikke selv havde viljen eller styrken til at klare problemerne.

Er europæerne klar til det? Næppe… Et godt og nært eksempel er vores egen larmende ligegyldighed over for bestræbelserne på at styrke EU. Det samme finder vi i mange andre lande. Store dele af Europa er godt på vej til at cementere sin globale ligegyldighed.

Det allervigtigste spørgsmål omkring det amerikanske valg er den økonomiske politik: Den afgrund, politikerne har stillet sig selv over for – ”The Fiscal Cliff” – som ikke har modtaget nær nok opmærksomhed i de europæiske mediers håndtering af valgkampen.

Situationen er denne: Til nytår eksploderer en tidsindstillet bombe i amerikansk økonomisk politik, med mindre et flertal i Kongressen kan enes om at forhindre det. En række skattenedsættelser og utallige skattetilskud og erhvervsordninger ophæves automatisk – og de offentlige budgetter beskæres automatisk og voldsomt (alene forsvarsbudget med et halvt hundrede milliarder dollars). Over det hele svæver det Damokles-sværd som hedder gældsloft – den øvre grænse for, hvor stor en andel USA’s offentlige gæld må udgøre af nationalproduktet.For USA’s gæld (med Kina som langt den største kreditor) er et problem, som i stigende grad svækker USA’s handlemuligheder og globale magtposition.

”The Fiscal Cliff” er en ganske interessant (og brutal) konstruktion, som havde til formål at presse politikerne til et stort kompromis om den økonomiske politik, som bremser USA’s gældssætning. Hidtil uden resultat. Og valgkampen har bestemt ikke ført til lettelser i den spændte situation, snarere tvært imod.

Det er en interessant fornyelse i det politiske liv, at der på den måde lægges en tikkende bombe ind under sæderne hos næste hold politikere. Tænk engang, hvis man forsøgte noget lignende her… Men vi har da også – ganske vist for mange år siden – oplevet hvordan alene den maleriske beskrivelse af ”Afgrundens Rand” tvang politikerne til mere ansvarlig tænkning omkring sådanne størrelser som offentlige gæld og udlandsgæld. Det var da daværende finansminister Knud Heinesen for ret nøjagtigt 33 år siden lancerede begrebet, og dermed lagde op til, at Anker Jørgensens regering tre år senere smed håndklædet i ringen, og overlod det til den borgerlige Firkløverregering under Poul Schlüter at redde stumperne af den nationale økonomi.

Efter i morgen står vi med en (ny?) præsident og en et helt nyvalgt Repræsentanternes Hus – og det store spørgsmål er: Magter de inden nytår at strikke et forlig sammen? Vi kan nogenlunde ane, hvad konturerne burde være – bevarelse af skattelettelser for små og mellemstore indkomster, og reformer og besparelser i de lovbundne udgifter på især det ømtålelige sociale område – men lader det sig gøre politisk?

Republikanerne er blevet hårdt angrebet for at have anvendt deres flertal i Repræsentanternes Hus i de sidste to år til at lamme beslutningsprocesserne. Omvendt er præsident Obama blevet kritiseret for ikke for alvor at have forsøgt at skabe samarbejde over partiskellet. Han møder ganske kraftig kritik for at optræde ”aloof” overfor kongres-politikerne, og The Economist nævner som eksempel, at af de 104 runder golf, han har spillet i sin præsidenttid, var kun en enkelt med en republikansk politiker…

Med udsigten til et fortsat republikansk flertal i Repræsentanternes Hus, er det lige før europæerne skulle håbe på en Romney-sejr.

For hvis det ikke lykkes at gøre noget, før man vælter ud over ”The Fiscal Cliff”, vil det fjerne 4 procent af USA’s nationalprodukt til næste år. Det vil bringe amerikansk økonomi i dyb recession, netop som der er svage tegn på en vending. Og det vil betyde dødsstødet til de spæde forårstegn i europæisk økonomi, som optimister hæger om.

Derfor: Det kan da være meget spændende, hvem der i nat haler det nødvendige valgmandsstemmer hjem – eller om vi skal igennem pinefulde omtællinger osv. – men det helt afgørende spørgsmål for os europæere er: Får vi en politisk ledelse i USA, som kan skabe orden og stabilitet i den økonomiske politik?