Gaza: Lad os krydse fingrene

Gaza ligger der som en af de islandske vulkaner: Trykket stiger og stiger, og vi ved, at på et eller andet tidspunkt kommer der er nyt udbrud, som kan få store konsekvenser for resten af verden…

Gaza er en menneskeskabt trykkedel: I et område på størrelse med Langeland er 1,6 millioner mennesker lukket inde i en ghetto, styret og terroriseret af de religiøse ekstremister i Hamas-bevægelsen, som de selv valgte i håbløshed og desperation over forgængernes korruption. Og de er låst fast i den ulykkelige ”logik”, hvor der altid vil opstå nye ekstreme bevægelser, når de eksisterende søger at moderere sig. Sådan gik det, da Fatah anerkendte Israels ret til at eksistere, og Hamas opstod – og sådan er det gået nu, hvor Hamas begyndte at dæmpe sig, først og fremmest i forholdet til Iran (som i årevis har været sinister dukkefører i det mellemøstlige drama). Så begyndte Palæstinensisk Islamisk Jihad at optræde som Irans marionet, og sende byger at stadigt mere avancerede raketter ind over israelske befolkningscentre.

Det skulle gå galt. For det var naturligvis meningen med raketterne. Og det gik galt: Israel svarede igen med massive bombardementer efter modellen ”ti øjne for en tand”, og verdens vrede begyndte at flytte sig fra raketterne og mod den stærke israelske militærmagt. Balladen kom på et tidspunkt, hvor opmærksomheden ellers var rettet alle mulige andre steder hen: USA havde travlt i Sydøstasien, de arabiske lande ømmede sig over Syrien og egne indre problemer i kølvandet på ”foråret” – og europæerne havde travlt med at slås om budgetter og euro-redningspakker. Så det var virkelig som et par hunde i flere spil kegler, at Hamas og Israel nu lagde beslag på opmærksomheden. Men det gjorde de – ikke blot på grund af risikoen for at konflikten skulle brede sig – men også fordi der var helt nye spillere på banen, som skulle prøves af, først og fremmest den nye ægyptiske ledelse.

Nu er der så våbenhvile, indtil videre i hvert fald, og vi kan begynde at opgøre regnebrættet over vindere og tabere – mens vulkanen stadig ligger og samler tryk til næste udbrud.

Både Israel og Hamas erklærer sig som ”vindere”, helt i overensstemmelse med traditionel mellemøstlig logik, hvor det er afgørende at kunne stille sig i positur.

Israel ønskede at demonstrere vilje til at forsvare sin befolkning – samt evne til at slå igen. Det lykkedes. Af særlig interesse var anvendelsen af det missilforsvarssystem – ”Iron Dome” – som er under udbygning. Jernkuplen bestod prøven med glans.

Israel opnåede også at få både USA og den ægyptiske præsident ud af busken: USA’s støtte til Israels ret til selvforsvar var klar og umisforståelig – og præsident Morsi endte efter mange omsvøb med at stå i den traditionelle ægyptiske rolle som moderator, og tillige en slags garant for våbenhvileaftalen.

På den anden side kunne Hamas sole sig i omverdenens opmærksomhed under hele forløbet. Rivalerne i Fatah på Vestbredden var der ingen, der interesserede sig for – og stakkels præsident Mahmoud Abbas tegner til at blive den store taber, hvis han i næste uge i FN må konstatere svigtende opbakning til sit ønske om en styrket rolle for det palæstinensiske selvstyre, fordi sympatisører frygter at komme til at give symbolsk støtte til de ekstremister, der begyndte balladen med at sende raketter mod Israel.

Hamas bryster sig også af, at der nu blev demonstreret en evne til at sende raketter helt til Tel Aviv og Jerusalem – selv om det formentlig var Hamas’ mere ekstremistiske rivaler, der gennemførte det stunt. Men i det omfang, omverdenen opfatter det som en sprække i den israelske rustning, kan man risikere at det forrykker den mellemøstlige balance til ugunst for Israel.

Hamas kan også glæde sig over, at der lempes noget på den isolation, som især har lammet Gazas økonomiske udvikling – og det er da også en vigtig opgave for dem, der står som garanter for våbenhvilen, at udnytte alle muligheder for at tage trykket af i Gaza-ghettoen ved at styrke den økonomiske og sociale udvikling der.

Men det er Ægyptens rolle, som var helt væsentlig og afgørende: Det muslimske Broderskab sidder stadigt tungere på magten i Ægypten, og der er ingen tvivl om, at der er en massiv folkelig utilfredshed med fredspagten med Israel. Alligevel lykkedes det præsident Morsi at balancere, og udnytte sin indflydelse på Hamas til at presse en våbenhvileaftale igennem – samtidig med, at hans efterretningschef (som også spillede en vigtig rolle i Mubarak-tiden) synes at havespillet en afgørende rolle som ”honest broker” over for både Israel og Hamas. Ganske godt gået. Nu skal det så vise sig, om man også kan holde igen på ekstremisterne – og om man (i samarbejde med Israel) kan få styr på den røverrede, Sinai-halvøen har udviklet sig til.

Der er utroligt mange sten og vejsidebomber på den videre vej. Men der er to vigtige nye forhold, som kan lette vejen: Man må formode, at USA’s klare støtte til Israel vil give amerikanerne større indflydelse på den israelske regering, som skal presses til en mere positiv holdning til to-stats-løsningen – og man må formode, at præsident Morsi nu har investeret så megen prestige i sagen, at han vil udnytte al sin indflydelse i den palæstinensiske lejr til at dæmpe gemytterne der.

Så lad os krydse fingrene.