Kampen om Pentagon

Af Uffe Ellemann 13

Efter et par dage i USA, hvor jeg hver aften sidder klistret til tv-skærmen og følger Fox News, kommer jeg i tvivl: Er DR’s dokumentar/fiktionsudsendelser rykket over Atlanten, for det her kan da ikke være rigtigt: Blomstrende konspirationsteorier, fremført af tilsyneladende normale mennesker, hvor det hele koges sammen i én stor gryde – Benghazi, Obamas “sande jeg”, Fiscal Cliff, samfundsomstyrtende og -undergravende mennesker, som søger magt og indflydelse og så videre og så videre…

Det helt store emne lige nu er spørgsmålet om en ny forsvarsminister. Præsident Obama har nomineret en tidligere republikansk senator, Chuck Hagel, som til overflod er krigshelt fra Vietnam-krigen – så det skulle vel stille de mest højtråbende republikanere tilfreds? Men nej. Krigstrommerne røres, og der varmes op til en hed debat, når han skal grilles i Kongressen. Hagel har nemlig tilladt sig at være kritisk over for Israels politik overfor palæstinenserne – og han har tillige været kritisk overfor den måde, hvorpå Irak-krigen (som han i øvrigt støttede) blev ført. Han ligger dermed udenfor “mainstream” i amerikansk udenrigspolitik, mener hans gamle fæller i det republikanske parti.

Det argument svækkes af, at fremtrædende republikanere fra Reagan-tiden og fra den første præsident Bush’s administration (blandt andre den nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft og forsvarsminister Frank Carlucci) har betegnet Hagel som et fremragende valg til posten som forsvarsminister.

Og dermed er vi fremme ved kernen i sagen – nemlig dybe indre splittelse i det gamle og engang så hæderkronede republikanske parti. Vi har set det omkring nytår, da partiet stod splittet i spørgsmålet om håndteringen af den side af “fiscal cliff”-problemet, som drejede sig om skatterne. Og nu ser vi det i spørgsmålet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Som det er sagt i kampens hede (af Jeb Bush, den anden af George H. W. Bush-sønnerne med præsidentielle ambitioner): Hverken Ronald Reagan eller min far ville have en chance for at blive nomineret som republikansk præsidentkandidat i dag, sådan som partiet er rykket holdningsmæssigt.

Chuck Hagel er en spændende mand – med en imponerende krigshistorie. Han ved, hvad han taler om, når han advarer mod at bruge magt undtagen som den sidste mulighed. Jeg er ikke pacifist, siger han, jeg tror på magtanvendelse, men kun når alle andre muligheder er udtømt.

Han vil være en god mand at have siddende i Pentagon – og han udtrykker i øvrigt, hvad mange af USA’s militære ledere også mener.

Hans advarsler mod automatisk at støtte Israel i enhver situation – også når en israelsk regering (som den nuværende) blæser på alle hensyn til den fredsproces, USA har forpligtet sig til at fremme – er velgørende, men naturligvis kontroversiel i det ophedede politiske klima. Det skyldes, at debatten er snævert knyttet til spørgsmålet om, hvordan man skal håndtere truslen fra et iransk atomvåben. Og derfor er diskussionen om Chuck Hagel og Israel i virkeligheden en debat om angreb eller ikke angreb mod Iran.

Det bliver spændende at følge høringerne i Senatet. Det er allerede lykkedes for republikanerne at skyde præsident Obamas foretrukne kandidat til posten som udenrigsminister i sænk: FN-ambassadøren Susan Rice, der blev offer for drabene i Benghazi. Det vil være et stort prestigetab for præsidenten, hvis det også lykkes at få ram på hans kandidat til posten som forsvarsminister. Men den virkelige taber bliver det republikanske parti: Så længe tea party bevægelsen og dens støtter får lov til at sætte scenen, er det vanskeligt at se partiet som regeringsdueligt i den nærmeste fremtid.

13 kommentarer RSS

  1. Af Niels Poulsen

    -

    Trist læsning denne kritik af et borgerligt medie (Fox News) og et borgerligt parti (Republikanerne). Specielt i denne tid, hvor kritikken af Israel og jøderne tager til og minder bekymrende om vi europæeres sorte fortid. Jeg kan slet ikke få ind i hovedet, at nogle i Vesten ønsker at støtte den muslimske ekspansion, som oprettelsen af en Israel-fjendtlig palæstinensisk stat og en svag og afventende politik over for den iranske udvikling af atomvåben repræsenterer.

    “Han (Chuck Hagel) ved, hvad han taler om, når han advarer mod at bruge magt undtagen som den sidste mulighed. Jeg er ikke pacifist, siger han, jeg tror på magtanvendelse, men kun når alle andre muligheder er udtømt.”

    Jeg ser Chamberlain vifte med et stykke papir med Hitlers underskift for mit indre blik.

    youtube.com/watch?v=FO725Hbzfls

    Marker link og søg på Google.

    Problemet er ikke Republikanerne. Problemet er, at Obamas svage udenrigspolitik er blevet den nye normal.

  2. Af Morten Lynge

    -

    Uffe… Hvis du ikke gør det, så prøv at følge nogen af de blogs og websites der bruges af højrefløjen i GOP…
    Det er rent ud sagt skræmmende hvor meget de har lukket sig inde i en glaskuppel… INTET slipper ind der ikke er godkendt af FOX news (eller værre). Det eneste nye er som regel når en insider finder på endnu en konspirations-teori som så næsten automatisk bliver ophøjet til sandhed.

    En af mine bekendte i USA er ‘moderat’ tea party-er, og normalt ville jeg have betegnet ham som fornuftig og intelligent (har arbejdet sammen med ham tilbage i tiden). Men, når talen kommer på politik vil jeg nærmere betegne ham som ‘bat-shit crazy!’ efter vores forhold. Hvis jeg skal sammenligne det med noget, så er det ekstrem religiøs fanatisme…

  3. Af Hasse Gårde-Askmose

    -

    Det var dog en kedelig måde at bruge aftenerne til:
    At sidde klistret til Fox News.

    Uffe Ellemann kommer faktisk med en ganske interessant betragtning:
    “Chuck Hagel er en spændende mand – med en imponerende krigshistorie. Han ved, hvad han taler om, når han advarer mod at bruge magt undtagen som den sidste mulighed.”

    Og hvorfor er den så interessant:
    Fordi Hagels krigserfaring er ca. 1 års tjeneste i Vietnam.

    I andre sammenhæng vil “ca. 1 års erfaring” nok knap nok ikke blive blive betragtet som noget særligt relevant. End ikke indenfor det politiske liv.

    Mon ikke det, der piner republikanerne (militæret?)er, at det ikke er en eller anden 25 stjernet general?
    Så ligegyldigt, om han har fået stjernerne ved et skrivebord eller et andet sted.

  4. Af Jan Søndergaard

    -

    En stor tak til Niels Poulsen for at demonstrere, at Fox News-fanatismen også har aflæggere Danmark.

    Uffe Ellemann-Jensen refererer Chuck Hagel for at være kritisk over for Isreals POLITIK (min fremhævelse) og for at advare mod automatisk at støtte Isreal i ENHVER (min fremhævelse igen) situation.

    Det får prompte Niels Poulsen til at trække nazikortet. Det er simpelthen under lavmålet og et meget præcist udtryk for det sort/hvide univers, som Fox News er forfaldent til.

    Hvis man mener, at den oppositionen i Israel er mere fornuftig end regeringen, og at USA selv bør have en politik i Mellemøsten i stedet for blot at deponere sin mening i Netanyahus lomme – er man så nazist?

    Om igen, Niels Poulsen!

  5. Af Niels Poulsen

    -

    @Jan Søndergaard

    Det er vist snarere Chamberlain-kortet, jeg trækker.

    Jeg synes, at der er grund til at være kritisk over for den appeasement-politik, som Obama og Hillary Clinton repræsenterer.

    Hvad har de opnået i de fire år, de har været ved magten? – Iran er fire år nærmere ved at blive en atommagt. Israel er blevet angrebet med palæstinensiske missiler. Det Muslimske Broderskab har overtaget magten i Egypten. Den amerikanske ambassade i Benghazi har været angrebet af muslimske terrorister, den amerikanske ambassadør er blevet dræbt, og Obamas og Clintons svar har været at fordømme latterliggørelse af profeten Muhammed, for vigtigst af alt er at holde fred med og behage de muslimske aggressorer.

    Aggressorerne i Mellemøsten er blevet styrket, i og med at Obama og Clinton fører en eftergivenhedspolitik over for aggressorerne. Det synes jeg er en uklog strategi over for den muslimske ekspansion, vi desværre er vidner til i vor tid. Det er Chamberlains fejltagelse om igen.

    Chuck Hagel vil, som jeg ser det, være mere appeasement på appeasement-møllen.

  6. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Der er to aspekter:

    1) Det dysfunktionelle republikanske parti, der vel snarere kan jævnføres med den borgerlige fløj i Danmark. Her har man gennem mange år haft et løbende opgør med de primitive og skadelige kræfter – først i form af Fremskridtspartiet og sidenhen med Dansk Folkeparti. En lang og vedholdende kamp.
    Man siger at mod dumhed kæmper selv guderne forgæves – noget er der om det; mig volder de i hvert fald problemer.
    Hvor godt resultatet er blevet – tjo, bob-bob. Vi kan jo bare se hvor dårligt Socialdemokratiet har tumlet sine mentale utilregnelige. Der kom jo ikke noget opgør efter den kolde krig og de konflikter med landsforræderne dengang er jo stadig uløst.

    Jeg er ganske enig med Uffe i, at bringes de afsindige ikke under passende medicinering og tvangspassivering, ja så er det Republikanske Parti IKKE regeringsdueligt.

    2) Opgøret i og med Pentagon er noget, vi også kan nikke genkendende til herhjemme. En ting er at omstillingen fra den kolde krig, dels har taget mere end rigelig med tid og det har kostet en forsvarschef stillingen (Tim Sloth Jørgensen er efter hvad jeg forstår ikke nogen dårlig admiral) – dernæst har det reelt kostet forsvarskommandoen livet.

    Der er jo tale om dels en styrkemæssig tilpasning – hvis nogen skulle have glemt det, står kommunistiske divisioner ikke i Lybeks forstæder. Dels en forlægning af hele forsvarets strategi, hvor man fra en defensiv overlevelse på en slagmark i eget fuglebassin er gået til at opsøge udfordringerne og løse dem INDEN de bliver til problemer (her kan vi være uenige om aktuel betoning og opmærksomhed i Baltikum; men den uenighed bunder reelt mere i forskellige oplysninger end i holdning og vurdering).
    Endelig en fundamental ændret intern styrke og opgavefordeling i Forsvaret. Hæren er skiftet til at have så langt varsel, at værnepligten reelt er en hindring for en kvalificeret planlægning og med så lille operativt ansvar, at den højeste post en soldat kan påregne reelt er oberst. Flyvevåbnet er gået fra et agressivt defensivt luftforsvar – reelt nok det bedste, der er set – nogensinde, noget steds – med en effekt fuldstændig ude af proportion med omkostningerne. Til fremover et mådeholdent og offensivt våben mhp. præventiv dominans. Dels i Baltikum, dels over de uendelige vidder over Nordatlanten. Det vil så kræve mere magelige pilotsæder for at undgå siddesår på lange flyninger; men egentlig er den omstilling nok den operativt og strategisk enkleste. Vi taler her knap så høje topposter; men fler af dem – generalmajors plan – Flyvevåbnet har altid haft problemer med at levere føring på højere plan end oberstløjtnant. Men med en vidt spredt base og vedligeholdelsesstruktur så vil der være 2-3 generalmajorer.
    Flåden får den afgørende og dominerende rolle, hvor operativ ledelse af multinationale operationer i flere vidt spredte områder, hvor vi taler flere viceadmiraler.

    USA står overfor tilsvarende udfordringer, hvor man endeligt afvikler den primære interesse i Atlanten og Middelhavet. En hær bestående fortrinsvis af ekspeditionskorps. Air Force med et langt mindre basestruktur. Gigabaser som Karup, Incirlik, Ramstein – Øst Angeln: Behovet er ikke til det. Flåden hænger tilsvarende på nogle store enheder, der er enormt kostbare, hvor mindre kunne gøre det.

    Det skyldes dels at verden reelt er blevet mindre truende (fuldt så ubehagelig; men ikke med de samme eksistentielle trusler) med Sovjets fald; men også med den kinesiske kompetence, der på ingen måder står mål med de postulerede ambitioner. Det truende Kina har man i vidt omfang taget højde for.
    Dernæst er teknologien skredet meget frem de sidste tyve år. Ikke alene er præcisionen – af alle våben – blevet uhyggelig meget større; men også overvågningen og ikke mindst rækkevidden. At Danmark reelt praktisk kan være hovedbase for kontrollen af hele Østersøen siger noget om både overvågning og flyenes rækkevidde.
    Konsekvensen af disse forhold giver et andet forhold til allierede og samarbejdet med dem, hvor USA’s interesser kan varetages med meget mindre styrker end hidtil og større roller til udvalgte allierede – og reelt kassation af flere.

    Dette giver voldsomme interne spændinger i kommandostrukturen, hvor der skal skæres ned og afflæskes reelt tilbage til væbnede styrker af en størrelse som på Pershings tid inden første verdenskrig. USA var meget længe om at opgive krikkerne. For USA’s vedkommende bliver forsvarets opgave hovedsaglig en operativ og strategisk reserve. Det bliver de hidtil hårdeste kampe i USA’s historie – og det bliver med eget militær hieraki.

  7. Af Jens Hansen

    -

    @Niels Poulsen

    Helt enig. Det er trist, at en kommentatorerne i en såkaldt ‘borgerlig’ avis har så travlt med at rakke det konservative USA ned, og dermed gå venstrefløjens ærinde. Dertil skal lægges, at det Demokratiske parti i USA, absolut ikke længere er det modrate parti man kendte under præsidenter som Truman og Kennedy. Det er idag overtaget totalt af langt mere venstreorienterede og radikale kræfter i Amerikansk politik.

    Og at man som såkaldt borgerlig støtter oprettelsen af en Palæstinensisk stat er også for mig en gåde, da en sådan støtte til en sådan stat de facto er en støtte til den (anti-vestlige) islamiske ekspansion. Og at disse Danske ‘borgerlige’ ikke kan se, at en sådan stat vil udgøre en eksistentiel for mellemøstens eneste sande vestlige demokrati, nemlig Israel, er ganske enkelt en utrolig opvisning af naivitet.

  8. Af Peter Etrel

    -

    Det var vist Johannes V. Jensen der definerede humor på denne måde: Humor er når man tudbrøler, hvis man ellers kunne for grin.
    Helt ærligt debatører; tag Jer dog blot en smule sammen. Fordi et synspunkt, en mening, et forslag kommer fra nogen, man normalt holder med, behøver det jo ikke at være dårligt.
    Det viser Uffe med al tydelighed, og jeg er nød til at indrømme det, på trods af at talrækken ikke slår til på alle de områder, hvor jeg ikke er enig med ham: Han er den bedste statsminister vi aldrig fik.
    Demokrati er viljen til at tale sammen, at finde fælles vej. Demokrat er man ikke, hvis man synes, at det er udemokratisk, at de andre vinder.
    Uffe mere Ellemann end Jensen, som hans far sagde: Du er et fyrtårn af fordomsfrihed og udsyn.
    Jeg nyder dine synspunkter, selv om vi ofte er uenige, for vi er enige om en ting, tror jeg: Vi hader ikke hinanden på grund af uenigheden.
    Tværtimod finder vi det måske lidt komisk, men ikke i Johannes V. Jensensk forstand, mere Hausgaardsk; klukkende hyggeleligt.

  9. Af Peter Poulsen

    -

    Atter tak for et godt indlæg og en brutal konklusion om republikanernes aktuelle tilstand.
    Som midtsøgende dansker er det fantastisk at måtte erkende, hvorledes FOX-TV kan flytte ved ens opfattelse af det politiske niveau i USA.
    Under presidentvalgkampen kunne man således se den tidligere kandidat John MacCain optræde som udenrigspolitisk ekspert men styret af spindoktor Rove.
    Et hovedbudskab var- ingen besparelser på forsvarsudgifterne- mens han og andre iøvrigt tordnede mod det offentlige underskud.
    Men få kan til eks. huske, at
    John MacCain med flere stemte imod Obamas aftale med russerne om en reduktion af raketter med kort rækkevidde.
    Uden at være ekspert mener jeg umiddelbart, at de ikke kan være en trussel mod USA, da de kun kan ramme mål i Europa. Når hertil kommer en alvorlig frygt for den tekniske tilstand af disse forældede våbensystemer især på Ruslands side, så forstår jeg ikke, at man fra europæisk side undlader at tage til genmæle mod dette republikanske bagstræb.
    Tea-party støtternes valg har vi ingen indflydelse på, men vi bør vel hjælpe de fornuftige og os selv.
    Lad os spare på bajonetterne og hestene, som det så brutalt og klart blev sagt imod republikanernes spin og vrøvl.

  10. Af Philip B.

    -

    Jeg misunder Uffe Ellemann-Jensen, at kunne være en flue på vægen i USA i en spændende tid, håber det ikke ender med en gang kejserens nye klæder. Der er ingen nemme løsninger, nu får vi se om hvad holdet kan byde på.

  11. Af Dennis Jensen

    -

    Hvis debatten er indsnævret til om man skal angribe Iran og eller om man skal pege fingre af Israel, så er der lidt flere forhold der skal på bordet. Israel kan ikke opnå nogen som helst meningsfuld fred med Hamas. Det kan IKKE lade sig gøre heller ikke selvom Israel tilbød ALT! Fanatiske religiøse kan man IKKE indgå fornuftige aftaler med punktum! Om man skal angribe Iran? Tja har USA råd til det?????? Helt kort … NEJ! Skal Israel forsøge alene ,,,, nej de kan ikke håndtere det i det lange løb alligevel! Og det republikanske parti kommer aldrig til magten igen hvis man ser på demografien og økonomien i usa!

  12. Af Søren Farup

    -

    Kære Uffe Ellemann-Jensen

    Også jeg har været en flittig seer af Fox, men også stort set alle andre kanaler der har beskæftiget sig med Obamas politiske virke både før og efter valget, og dette fordi, jeg godt kan lide at vide ordentlig besked, når min interesse er vakt for et emne. Jeg lytter til alle argumenter, jeg kan komme i nærheden af, og jeg orienterer mig i videst muligt omfang om kendsgerningerne.
    Det er tydeligt, at din sympati i højeste grad er for Obama, hvorfor du ser alle, der taler til hans ugunst som kolporterende:
    “Blomstrende konspirationsteorier, fremført af tilsyneladende normale mennesker, hvor det hele koges sammen i én stor gryde – Benghazi, Obamas “sande jeg”, Fiscal Cliff, samfundsomstyrtende og -undergravende mennesker, som søger magt og indflydelse og så videre og så videre…”
    og det endda, selvom dit eget egentlige virke som politisk kommentator og analytiker opererer i de selvsamme “konspiratoriske” kategorier, forstået på den måde, at du forsøger at se sammenhænge og fremtidige virkninger ud fra det, du erfarer om den verden og de mennesker du gør til genstand for din bedømmelse.
    Om nogen burde du være bekendt med, at konspirationer høre den virkelige verden til – ikke mindst den politiske, hvor alt jo drejer sig om at erhverve magten – i den gode hensigt, at kunne føje den i sit eget billede.
    Jeg skal ikke lægge skjul på, at min overordnede bedømmelse af Obama i højeste grad hviler på Dinesh d´Souzas (i sin tid tilknyttet Regan-staben) indsigtsfulde og vidende portræt af den karismatiske præsident, hvem de førende amerikanske medier har en nærmest patologisk rædsel for at se nærmere efter i kortene – og det er min tro, at også du viger tilbage for at blive ordentlig underrettet om, hvilken person vi her har for os, og hvad det er, der driver hans politik (som i parantes bemærket efter min mening vil omkalfatre USAs hidtidige særkende som en frihedselskende og i store træk kristen funderet stat – til en tro kopi af de europæiske velfærdstater – gudløse, og uden nerve og kampkraft).
    Men i den nærmeste fremtid vil hele hans optræden i sagen om drabene i Benghazi måske blive hans Waterloo, når Hillary Clinton skal afgive sin vidneerklæring om deres skammelige løgn overfor det amerikanske folk – at det hele skyldes den ophidselse blandt muslimer, som blev skabt af inferiør film om Muhammed!
    Dette bedrag er en kendsgerning, og kan ikke på nogen anstændig måde rubriceres i kategorien “konspirationsteori” – og det er ligeledes en kendsgerning, at de, af uransaglige grunde, fremturede i et par uger med denne løgn.
    Vægtige folk i kongressen (og på Fox) vil gå langt i denne sag – og med god grund.
    Foreløbig har det kostet den velhavende og velbegavede Susan Rice udenrigsminister-posten, og alene det for Clinton at skulle forklare, hvorfor i himlens navn hun ikke selv var i stand til at gå på skærmen med Muhammed-video beskeden til det amerikanske folk, vil nok tendere i retning af, hvad hendes mand måtte ty til i Monica L sagen.
    Måske har vi snart en afsløring der bliver på højde med den slibrige engelske tv-vært og “børneven”.
    Her har sandelig “konspirationsteorien” vist sig som en sølle udgave af virkeligheden – således kan karismatiske folk fordreje tankerne hos en hel nation, selv hos folk der er lige så kloge og “normale” som dig og mig.
    Lad os nu se om ikke Obama får sin “Benghazi-gate” i den kommende tid. Han har trods alt selv bedt om, at angreb på Susan Rice, rettelig burde været rettet mod ham.

    Venlige hilsner
    Søren Farup

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info