EU blev taget på sengen i Mali

Det burde ikke være kommet som den store overraskelse, at det ville gå galt i Mali (og omegn): For mens europæerne hvilede på laurbærrene efter den succesfulde (?) indsats i Libyen, væltede lejesoldater og våben over grænsen mod syd og ind i Mali. I det sidste år har den nordlige del af Mali været i hænderne på islamistiske militser med rod i Al Quaeda og andre af samme surdej plus oprørske tuareger. Det var først da de satte sig i bevægelse mod hovedstaden Bamako, at man vågnede op og skred til handling.

I EU’s fælles udenrigstjeneste (EEAS) har man længe været opmærksom på, at regionen syd for Sahara – Sahel – rummede en særlig udfordring på grund af den hastigt voksende islamiske fundamentalisme. Efter mange forsinkelser blev der for halvandet år siden vedtaget en ”strategi for sikkerhed og udvikling i Sahel”, og der blev sat penge af til udviklingsbistand og samarbejde om sikkerhed og kontraterrorisme. Der skulle gives støtte til opbygning af regionale styrker, som kunne gøre det praktiske arbejde – men det blev ved planer og hensigtserklæringer. Onde tunger siger, at det er bureaukratiske grænsestridigheder i EU-apparatet, som har forsinket det hele.

Men andre og mere blodige grænsestridigheder gjorde det nødvendigt at gribe ind – og selv om Frankrig længe havde tøvet, blev det til en direkte militær indsats med støtte fra FN’s sikkerhedsråd: FN Resolution 2085 siger, at en afrikansk styrke skal tage sig af problemet – og det er da også håbet, at en styrke fra nabolandene på et eller andet tidspunkt kan tage over fra franskmændene.

Det var godt, at den franske præsident vågnede til dåd – og at nogle europæiske lande, herunder Danmark, straks gav praktisk støtte eller tilsagn herom. Det var mindre godt, at EU-apparatet svigtede. Og franskmændene var alene om at levere ”støvler på jorden”. Det blev illustreret i det franske dagblad Le Monde i en karikatur, hvor præsident Hollande som Tintin drog i kamp med tegneseriens to politimænd Dupont&Dupond siddende på en sofa i baggrunden, råbende: Vi er med dig!

EU’s forsvarssamarbejde – som Danmark jo har sit triste ”forbehold” overfor – burde have været på pletten. Tanken var, at stående fælles udrykningsstyrker (”battle groups”) med meget kort varsel skulle kunne sættes ind i den slags situationer, hvor der er brug for en hurtig militær indsats. I begyndelsen var der to kampgrupper, som i et halvt år af gangen skulle stå til rådighed for hurtig indsats – i dag er der kun én. Det er p.t. ”Weimar Battlegroup”, som ledes af Polen, med bidrag fra Tyskland og Frankrig. Tidligere har der bl.a. været en ”Nordic Baltic Battlegroup” under svensk ledelse, med deltagelse fra de nordiske og baltiske lande (minus Danmark, men plus ikke-EU-landet Norge!) samt Irland (på trods af traditionel irsk neutralitet). Ret skamfuldt for Danmark – som også trak sig ud af samarbejdet om minerydning på Balkan, da EU overtog ledelsen fra NATO. Det viser hvor absurd den danske undtagelse er! Og hvis EU på et tidspunkt kommer til at stå for indsatsen i Mali, må Danmark vel også trække sit Hercules-fly hjem…

(En sidebemærkning: Da Danmark i sin tid krævede og fik sin undtagelse fra det militære samarbejde i EU, var argumentetg, at vi ikke ville risikere at underminere NATO. I dag har amerikanerne gjort det klart, at de ønsker en stærkere europæisk indsats i løsningen af regionale konflikter, som f.eks. Libyen og Mali… Hvorfor pokker har skiftende regeringer bare set den anden vej, i stedet for at spørge befolkningen, om vi kan være det bekendt?)

De voldsomme nedskæringer i forsvarsbudgetterne over hele Europa har ført til, at det efterhånden kun er Frankrig og England, der er i stand til at foretage en hurtig militær indsats som den, der blev nødvendig i Mali. Det burde sætte yderligere skub i EU’s militære samarbejde – med eller uden Danmark. Amerikanerne har gjort det klart, at de ikke automatisk står til rådighed, hver gang der opstår en regional krise. De er mindst lige så klemt som vi andre af stramme budgetter – og har i øvrigt nok at gøre andre steder på kloden. Derfor er Nordafrika først og fremmest et europæisk anliggende – rimeligt nok, for det er først og fremmest Europa, som får det at føle, hvis fundamentalistiske terrorgrupper skaber sig fristeder i f.eks. Mali.

Der bliver brug for et langt og sejt træk i Mali – og andre steder, hvor den islamiske fundamentalisme har givet terrororganisationerne medvind. Udviklingsbistand og træning af lokale militærstyrker er nødvendigt – men ikke tilstrækkeligt. Erfaringerne fra Irak, Afghanistan og Libyen viser, at man skal være forsigtige med at opstille for ambitiøse mål. Vi skal ikke tro, at det lader sig gøre at etablere vel fungerende demokratiske systemer eller at udslette modstanderne. Hvis bare vi kan skabe sikre og ordnede forhold, skal vi være glade – men det kræver en langt større og mere målbevidst indsats, end vi har set hidtil. Og det kræver først og fremmest en fælles europæisk indsats!