Hasardspil om EU

Den britiske premierminister spiller hasard med sit eget lands og EU’s fremtid. Og når han begrunder sin beslutning om at love en folkeafstemning om et endeligt britisk Ja/Nej til EU med, at befolkningens tilslutning er papirtynd – så har han i høj grad sig selv og andre konservative ledere at takke for det. I stedet for at gå ud og forklare og forsvare det europæiske samarbejde med fynd og klem, er de krøbet i skjul og har overladt scenen til de populistiske nej-sigere, der bare er imod, uden at have et realistisk alternativ at byde på.

Det er desværre en tendens, som er observeret andre steder i Europa. Men forhåbentlig kan Cameron’s udspil føre til, at flere melder klart ud – og dermed giver deres befolkninger det lederskab, der er behov for i en væsentlig og kompliceret sag.

Det er værd at bemærke, at Cameron nedtonede forventningerne til, at det skal lykkes ham at forhandle afgørende nye medlemsbetingelser for briterne. I tiden op til talen har han leget med tanken om, at det nok skulle lade sig gøre at få de andre EU-lande til at give briterne indrømmelser – f.eks. langt større frihedsgrader i det indre marked – og at folkeafstemningen så kunne dreje sig om dette nye grundlag for medlemskabet. Altså det samme, som hans forgænger Harold Wil gjorde (med stor succes) i 1975: Han fik nogle ændringer i optagelsestraktaten, som han præsenterede for befolkningen som store indrømmelser – og briterne stemte massivt Ja til at blive i det europæiske fællesskab. Men det kunststykke vil Cameron under ingen omstændigheder gentage. Samarbejdet vil bryde sammen, hvis der lukkes op for, at de enkelte medlemslande selv kan vælge og vrage mellem, hvad der vil være med til. Det er den øvelse, der hedder “pille-rosinerne-ud-af-kagen” – og hvis alle gør det, har vi ikke længere noget indre marked, eller noget EU!

Det er også værd at bemærke, at Cameron klart siger, at han selv vil kæmpe for et Ja. Man må forstå det sådan, at det vil han, uanset udfaldet af de forhandlinger med EU-partnerne, han lægger op til.

Det er klogt. For hvis man alene ser på økonomiske fordele og ulemper, så er sagen den, at mens halvdelen af Storbritanniens eksport går til resten af EU, så er det kun en tiendedel af EU-eksporten, som går til Storbritannien. Denne pointe blev fremhævet for nylig, da Polens udenrigsminister Sikorsky talte ved sit alma mater i Oxford. Men Sikorsky understregede også, at selv om det altså er tydeligt, at UK behøver Europa – så har vi andre også brug for UK.

Vi har brug for briterne, fordi de er et vigtigt led i den transatlantiske alliance, som vi europæere har så stærkt brug for at styrke og vedligeholde. Den amerikanske regering har da også i usædvanligt klare vendinger advaret den britiske imod at svække på sit medlemskab i EU.

Briterne er også en vigtig forbundsfælle for Danmark og andre nordlige lande, som har tradition for markedsøkonomi og frihandel – som en vigtig modvægt til de mere merkantilistiske strømninger, man finder længere sydpå, især i Colberts hjemland…

Det er en farefuld vej, den britiske premierminister er slået ind på. Og den kan blive dyr – for når store amerikanske og asiatiske virksomheder planlægger investeringer i Europa, kan de let vælge gå uden om Storbritannien, hvis der er usikkerhed om briternes europæiske tilhørsforhold om ti år. Det er illustreret ved en elegant ondskabsfuldhed fra den franske udenrigsminister Laurent Fabius. Han sagde, at Frankrig vil rulle den røde løber ud for britiske og andre virksomheder – og fik dermed sagt tak for sidst til briterne, som havde lovet at rulle den røde løber ud for franske skatteflygtninge, når millionærskatten indføres.

Nu er terningerne kastet. Spillet kan gå i gang. Andre bør mande sig op til ikke at havne i den situation, Cameron lod sig presse ud i. For hvis scenen overlades til demagogerne, svækkes befolkningernes forståelse for, hvad det europæiske projekt dybest set går ud på.