Budget og rabat: "Vi har sejret - ad Helvede til..."

Det har været en besynderlig oplevelse at følge opspillet til og dramaet omkring EU-topmødet om budgettet. Satte de danske medier mon deres sportsjournalister til at dække det? I hvert fald blev jagten på den danske milliard, som statsministeren havde forlangt med et Thatcher’sk tonefald, det helt store og alt overskyggende tema.

Det var tåkrøllende pinligt at læse en Berlingske-reportage på Nettet tidligt fredag morgen: En hæsblæsende reporter havde talt med Litauens præsident Dalia Grybauskaite (der som tidligere EU-kommissær med ansvar for budgettet virkelig ved noget om spørgsmålet). Er rabatten med i de afsluttende forhandlinger? ville reporteren vide. Hvilken rabat? spurgte Grybauskaite – for der er jo så mange i spil. Og da hun fik at vide, at spørgeren kom fra Danmark, sagde hun med et lille smil, at vi kunne være helt rolige, alt var OK… Og så var overskriften hjemme.

Når jeg fandt det tåkrøllende pinligt, er det fordi, Grybauskaite repræsenterer et af de lande, som har været hårdest ramt af finanskrisen – som selv er ved at klatre op ad hullet i økonomien efter et tab i nationalprodukt et enkelt år på tyve procent – og som nu står til at miste vigtig støtte fra EU-budgettet, fordi det skulle beskæres og fordi de rige skal have rabatter.

Jamen – hører vi så: Det er da kun rimeligt, at et land som Danmark skal have rabat, for vi betaler jo netto mere end alle de andre…. Og det er også kun rimeligt, at EU-budgettet beskæres, når alle medlemslandene skal spare.

Disse udsagn er udtryk for en forstemmende populisme – som desværre genfindes i udtalelser fra alle danske politikere, også dem, der véd bedre.

Lad os tage de to udsagn hver for sig:

Danmark har altid haft det standpunkt, at man ikke kan opgøre fordele og ulemper ved EU-medlemskabet ved at se på forskellen mellem indbetalinger til og udbetalinger fra budgettet. Men denne afstandtagen fra det såkaldte ”nettobidragyder-princip” blev desværre forladt af den forrige regering, og er ført videre med opskruet toneleje af den nuværende. Der blev sågar truet med nedlæggelse af dansk veto, hvis vi ikke kunne få en milliard i rabat – og al fokus blev drejet mod dette spørgsmål. Det er behændig politisk spin, så det klodser. Men det undergraver komplet forståelsen for danske fordele og ulemper ved vores EU-medlemskab.

Den store gevinst ved EU er den fri adgang til hele det europæiske marked med 500 millioner mennesker og 20% af verdens samlede nationalindkomst. Læg hertil fri adgang for investeringer og fri bevægelighed for arbejdskraft, studenter og personer. EU forhandler med USA, Kina og Japan om international handel i stedet for Danmark skulle stå alene overfor disse giganter. De kolossale fordele er indlysende. Og de ses blot ikke på EU’s budget. Lande som Danmark og Tyskland får store fordele netop gennem det frie marked, selv om budgetsaldoen viser det modsatte.

Og så det andet udsagn – om at EU skal spare som alle andre.

Naturligvis skal udgifterne gås grundigt efter, så man undgår frås og overflødige udgifter. Men det skal ses i perspektiv: EU’s samlede budget er kun 1 procent af medlemslandenes samlede nationalprodukt. Altså en forsvindende lille brøkdel af medlemslandenes samlede offentlige budgetter. Og det personale, der er ansat til at administrere EU, svarer i antal nogenlunde til antallet af ansatte i Århus Kommune…

Læg hertil, at besparelserne rammer en række af de investeringer i fælles forskning og udvikling, fælles trafikanlæg osv. – altså alt det, som er helt afgørende for at skubbe Europa ud af krisen. Det skal f.eks. blive interessant at se, om Danmark mister forventede tilskud til Fehmarn-forbindelsen, og hvor meget der så bliver tilbage af den så heftigt eftertragtede milliard… Og når der skal forhandles om de ting, husker vore partnere, at Danmark råbte så højt op om veto og så videre, at de i fællesskab måtte punge ud med et hold-kæft-bolche. Det koster at spille sådan et kort.

Så er det, jeg mindes salig LO-formand Thomas Nielsen, der ved sin afsked sagde de berømte ord: ”Vi har sejret – ad Helvede til…”. Ganske vist tilføjede han efter en lille pause: ”Godt”. Men det lidt forvanskede citat passer på situationen efter ”sejren”.

Jeg fandt kun en enkelt helt i maraton-spillet i Bruxelles: EU-formanden van Rompuy står tilbage som et eksempel på noget af det bedste i EU – nemlig evnen til at få noget ud af det værste. Hans behændighed og kreativitet fik brikkerne til at falde på plads, så vi undgik en truende krise om budgettet, som kunne have skubbet de svage lande endnu tættere hen mod afgrundens rand. Men skam få alle de regeringschefer, som brugte kostbar tid på at gå efter snævre nationale interesser på et tidspunkt, hvor der mere end nogen sinde er behov for visioner og solidaritet. Verden omkring Europa ændrer sig med stormskridt, og udviklingen er ikke til fordel for Europa. Det har vi set klare eksempler på. Derfor svarer seancen i Bruxelles til, at kaptajnen på Titanic havde sat sig til at arrangere bordplaner efter kollisionen med isbjerget.

Et stille håb: Nu har Danmark fået en rabat som så mange andre. Kunne den ikke benyttes til at foreslå alle andre rabattister, at vi i fællesskab giver afkald på rabatterne – og bruger tiden på noget fornuftigt?