Efter valget i USA: Verden bliver ikke den samme

Af Uffe Ellemann 104

Uanset hvem, der vinder valget i USA den 8. november, vil USA og dermed verden ikke være den samme bagefter. Valgkampen har efterladt så dybe skrammer i USA’s internationale anseelse, at det kan svække den verdensorden, der blev etableret under amerikansk ledelse efter Anden Verdenskrig. Og det sker på et tidspunkt, hvor verden er truet af en række alvorlige konflikter, som forudsætter en stærk ledelse, hvis man ikke skal risikere, at noget går galt.

Det er først og fremmest fænomenet Donald Trump, som har skabt denne situation.

Nogle af hans danske tilhængere (for de findes, utroligt nok …) har fremført det argument, at Ronald Reagan også blev dæmoniseret forud for præsidentvalget i 1980 – og han gik dog hen og blev en af USA’s store præsidenter. Ja, en enkelt Trump-fan har svunget sig op til (i Berlingske of all places) at kalde ham ”en amerikansk Grundtvig”.

For nu lige at få pillet Trump ned fra den piedestal, behøver man blot citere, hvad Ronald Reagan sagde til det republikanske partikonvent i 1992, da han så tilbage på sin dramatiske tid: ”Jeg håber, at historien vil fortælle, at jeg appellerede til Jeres bedste forhåbninger, ikke Jeres værste frygt, til Jeres tillid snarere end til Jeres tvivl!”

Det gør historien. Og der har vi forskellen på Reagan og Trump. Ikke blot var den ene en gentleman, hvor den anden er en ubehøvlet bølle. Den ene appellerede til det bedste i amerikanerne, den anden appellerer til det værste.

Desværre har den hårde valgkamp også givet Hillary Clinton skrammer. Dels får man så let beskidte hænder, når man skal deltage i en mudderkamp. Og dels måtte hun først håndtere den mærkværdige Bernie Sanders i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat: Det pressede hende ud på et farligt protektionistisk spor, som kan koste USA dyrt i indflydelse. Det vil vi først og fremmest se i Asien, hvor der er sat alvorlige spørgsmålstegn ved den store handelsaftale mellem USA og partnerne i Asien.

Det illustreres ved, at præsidenten for USA’s ældste allierede i regionen – Philippinerne – i sidste uge drog på et overdådigt statsbesøg i det Kina, der maser på af fuld kraft for at splitte den amerikansk-ledede alliance, som anfægter Kinas forsøg på at udvide sin territoriale indflydelse i de omgivende have.

Kineserne kører et benhårdt magtspil, hvor de er begyndt at befæste hidtil ubeboede småøer og klippeskær fjernt fra Kinas kyster. Philippinerne fik medhold ved den internationale domstol i Haag i, at Kina ikke har rettigheder i de skær, der ligger tæt på Manila og inden for Philippinernes økonomiske zone. Men kineserne blev rasende, og det føg med trusler – som altså nu har fået præsident Dutarte til at drage på forsoningstur til Beijing. I forvejen havde han lagt sig ud med USA, der reagerede på hans brutale kampagne mod de kriminelle miljøer, som også har kostet mange uskyldige livet. Han fik brugt så stærke ukvemsord om præsident Obama, at denne aflyste et besøg i Manila…

Andre af USA’s allierede i regionen ser med bekymring på den stærkt populistiske anti-frihandelsretorik, som fylder den amerikanske valgkamp – og det har naturligvis også gjort indtryk, at den ene præsidentkandidat stiller spørgsmålstegn ved USA’s vilje til at leve op til sine allianceforpligtelser.

Som om det ikke var nok, har vi også et Nordkorea, som fortsætter udviklingen af atomvåben og langtrækkende missiler.

I Mellemøsten raser borgerkrigene, og russere, tyrker, iranere og arabere kæmper for at udfylde det magtvakuum, USA, har skabt.

Rusland truer sine naboer, og bomber løs i Syrien – og sender gamle skrøbelige krigsskibe på langfart. Det sidste ville være nærmest komisk, hvis det ikke blev ledsaget med en raslen med den nukleare sabel, som vi ikke har oplevet magen til siden den kolde krigs farligste tid.

Der er brug for lederskab i en verden, der udvikler sig i stadigt farligere retning. Europæerne kan ikke levere det – vi har mere end nok at gøre med at redde stumperne efter Brexit og håndtere de dybe indre konflikter.

Så der er kun amerikanerne at håbe på. Og her er det, man bliver fyldt med bekymring, efterhånden som der bliver flået i det amerikanske politiske system i den mest bizarre valgkamp, der er set i vor tid.

Det bliver et splittet USA, der står tilbage efter at stemmerne er talt op. Hvor dyb splittelsen bliver, ved vi først, når vi har set det endelige resultat – og har set, om den formodede taber virkelig vil sætte ild til den lunte, han selv har anbragt under systemet.

104 kommentarer RSS

  1. Af Bjørn Sørensen

    -

    Det er en myte at det var Roosevelts New Deal som reddede USAs økonomi, men det var derimod 2. verdenskrig som satte gang i produktionen af krigsmateriel
    Alt det krigsmateriel briterne fik leveret har de gået og betalt af på i 50 år.
    Men myten om New Deal blev holdt vedlige fordi man fortsatte med den forfejlede økonomiske politik helt op til vore dage, hvorfor de fleste lande kører med underskudsøkonomi og vi derfor vil se flere økonomiske kriser så længe vi lever over evne og fortsætter med at gældsætte vores børnebørn.
    Vores bobleøkonomi fortsætter så længe vi ikke vil gøre noget ved det, men vi kan jo ikke i det uendelige skubbe problemerne foran os i håbet om at de løser sig selv.
    At tro det er meget naivt.

    Og som vi ser i USA er det en meget stor del af befolkningen som nu mærker følgerne af den førte politik, for her har middelklassen de sidste 25 år haft lønstagnation samtidigt med at priserne på forbrugsvarer stiger.

    Så protesterne vil fortsætte og intensiveres hvis ikke man gør noget ved problematikken.

  2. Af Niels Lemche

    -

    Bjørn Sørensen,

    Du fortsætter bare med dit sludder. Og du er helt gal på den mht middelklassen derovre. Den har ikke haft lønstagnation, men reel tilbagegang. og det begyndte ikke med demokraten Roosevelt, naturligvis ikke, men med republikaneren Ronald Reagan. Og det er måske ikke noget, der er glemt derovre, hvorfra vi kun får meget overfladiske rapporter op til valget.

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Lemche: Det der sker med middelklassen i USA under Reagan – specielt i rustbæltet er, at den ikke moderniserer og effektiviserer. Man kan bare se den amerikanske automobil industri som det typiske eksempel. De blev ved med at køre rundt med deres enorme og benzin-uøkonomiske 8 cylindrede V-motorer, fordi der var lavet så mange af dem, at det var tæt på umuligt at lave en nykonstruktion, der var billigere i drift – udviklingsomkostningerne kunne helt enkelt ikke afskrive og forrente sig.

    Det medfører så at den primære forbrugsregulerende faktor er benzinprisen.

    Samtidig havde man så, at automobilarbejderne, som er og var velorganiserede, havde fået så gunstige overenskomster, at det ville være billigere at få lavet biler alle andre steder end i USA.

    Der er noget, der hedder lærekurven i driftsøkonomien.

    Den siger i korthed, at til fremstillingen af et større industrielt produkt – bil, fly eller lign. hører et vist antal arbejdstimer, der reducerer timeforbruget som en logaritmisk funktion af den samlede produktion til dato.

    Nr. 100 på produktionslinjen bruger f.eks. a% mindre arbejdstimer end Nr. 50. Nr. 200 har tilsvarende a% mindre arbejdstimer end Nr. 100 – osv.
    Det er den normale masseproduktions indlæring. Prisen har som bekendt ikke noget med omkostningerne at gøre (det har noget med fortjenesten at gøre) – det er få skibsværfter, der overlever nybygning nr. 1000.
    Sagen er jo den, at når man kommer til Nr. 1001, så er faldet i timeforbruget ifht. Nr. 1000 forsvindende lille. Hvis man så samtidig har givet lønforhøjelser til medarbejderne, så kommer man ind i en døende produktion.

    Der er ikke noget hokuspokus i det.

    Sagen er imidlertid, at hvide uden universitetsuddannelse i rustbæltet er i dag republikanere og ikke længere demokrater.

  4. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Lemche: Det kan godt være, at jeg ikke er noget flinkt menneske; men efter en tid, så bliver gentagelsen af propagandistiske 50 år gamle løgnehistorier sådan en fornærmelse af mit intellekt, at det må betegnes som en personlig krænkelse. (Ikke, at jeg som sådan gør krav på speciel genialitet; men når bakteriehjerner fortsætter med at gøre krav på “respekt”, så skal der relativt lidt til for at genialitet opnås ifht. skolelærervrøvlet).

    Problemet med skolelærere er, at de fortsætter det ævl, der for 50 år siden var ævl. For 30 år siden blev det nådesløst bevist som værende stupidt og ondsindet nonsens – alligevel fortsætter krybdyrene med den samme hakkede grammofonplade.

    Bare rolig – jeg agter ikke banksvin højere – de kommer også (mod bedre vidende – om ikke andet fordi jeg så tit har fortalt dem deres fejl og manglende intellektuelle formåen – ikke at det gør indtryk) med nonsens, der ikke burde kunne passere i en 4. klasse – dele med nul f.eks.

    Det får dog lov til at passere, fordi stadet i en 4. klasse er i dag så lav, at man betragter det som fuld tilfredsstillende eksamensbesvarelse på universitetet, hvis man kan tælle til 20 – evt. i sandaler: Derfor regnes sokker i sandaler for værende dårlig smag.

Kommentarer er lukket.