Lup på EU-politikken

Af Uffe Ellemann 105

Når der kommer en ny regering i et EU-land, retter alle partnere luppen mod de nye ministre: Vil der blive tale om ændringer i den hidtil førte politik?

Mon ikke de andre hovedstæder klør sig lidt i hovedet lige nu, hvor der pludselig kommer en ny udenrigsminister, som for et år siden anbefalede danskerne at stemme nej til det ændrede ”retsforbehold”, som skulle sikre fortsat dansk deltagelse i Europol-samarbejdet? Og som i øvrigt i konkrete sager har flirtet med stærkt EU-kritiske synspunkter…

Forhåbentlig kan de bekymrede ånde lettet op, når de studerer det offentliggjorte regeringsgrundlag.

I kapitlet om Danmark og EU står fire helt centrale udsagn:

”Regeringen vil arbejde aktivt for at varetage Danmarks interesser gennem et stærkt europæisk samarbejde.”

Vi skal værne om det europæiske samarbejde ved at reformere det indefra. Regeringen vil arbejde for et stærkt, slankt og effektivt EU, der respekterer nærhedsprincippet og koncentrerer sig om de udfordringer, som medlemslandene bedst kan løse i fællesskab. Beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt, og EU bør afholde sig fra at regulere der, hvor medlemsstaterne selv bedre kan nå de samme mål.”

”En effektiv bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme kræver et tæt europæisk politisamarbejde. Derfor ønsker regeringen at sikre, at Danmark fastholder en så tæt tilknytning til Europol som muligt, når Danmark fra 1. maj 2017 på grund af retsforbeholdet ikke længere kan deltage fuldt ud i politisamarbejdet. Det er vigtigt for danskernes tryghed og sikkerhed.”

”En aftale om Storbritanniens udmeldelse og det fremtidige forhold til EU skal bygge på en balance mellem rettigheder og pligter. Under de forhandlinger, som EU vil have med Storbritannien, vil regeringens hovedfokus være på at varetage Danmarks interesser.”

Alle disse udsagn er i nøje overensstemmelse med den EU-politik, som har været ført hidtil – og som har bygget på brede aftaler mellem de EU-positive partier i Folketinget.

Nærhedsprincippet har været centralt placeret i dansk Europapolitik lige siden vi forhandlede Maastricht-traktaten for over 25 år siden.

En ”så tæt tilknytning til Europol som muligt” åbner for en ny folkeafstemning, hvis det skulle vise sig, at vi ikke kan få en tilfredsstillende aftale under de givne forhold.

Og det er godt at få slået fast, at i forhandlingerne om Brexit skal vi varetage danske interesser – hvilket netop bygger på den nævnte balance mellem rettigheder og pligter. Vi skal ikke af sentimentale grunde (eller mere sinistre grunde) begynde at forære briterne særlige fordele i forbindelse med markedsadgang, som går ud over danske interesser.

Vore partnere i de andre EU-lande vil i den kommende tid holde skarpt øje med, om den nye minister udviser passende stålsathed når det gælder håndteringen af de principper, der er så klart beskrevet i regeringsgrundlaget.

Det er vi nogen herhjemme, som også vil…

105 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Lemche: Der har Du så nok vildledt. Der var den Frivillige Luftmeldetjeneste.

    Jeg er såmænd ikke så bange for forsvarsviljen. Den er der såmænd nok.
    Jeg er heller ikke så bange for kommunisterne. Der er nogle i SF (hvor de er indavlede med nazisterne); men de er mere degenereret til “UNYTTIGE idioter” – det er jo skolelærere – selv et skvat som Putin har nok opgivet dem som patetiske umuliusser.
    Der er så også Enhedslisten; men det er nogle, der har slået sig på ganske almindelig kriminalitet som narkohandel og pengeafpresning. Socialt bedrageri er nok mere lønnende.
    Det er så heller ikke så farligt som at forsøge at tumle de deciderede terrorister – de kan blive ret så ubehagelige – erfaringsmæssigt.
    Sømændenes Forbund eksisterer jo ikke mere – de er i hvert fald ruinerede. “Førerbunkeren” er så vidt jeg ved gået på tvang.

    Det jeg hele tiden har været mest bange for er udueligheden i Forsvaret. Der har været gode præstationer; men der er/var også eksemplarer af så hjerteskærende inkompetence, at tårerne triller ned ad kinderne.

    Det værste og det farligste er – efter min opfattelse – det manglende overblik. Fjenden skal være nedkæmpet længe inden, han når selve Danmark. Strategien med mange øvelser af forskellige enheder i f.eks. de baltiske lande er bedre, fordi det holder kostbare faciliteter som værksteder på god afstand af, hvor bomberne vil falde. Jeg mener: Et elektronikværksted har det dårligt med at nogen smider håndgranater i dem.

    Den værste fjende er ikke dem, der vil os det ondt – det skvadderpanderne i egne rækker – og jeg har personligt observeret nogle skræmmende eksemplarer.
    Det med at grave sig ned ved Dybbøl og vogte landet som et pengeskab. Det varer ikke så forfærdelig længe inden selv den sløveste terrorist ved, hvor de IKKE skal komme. Påstanden om, at ingen er forpligtet udover sine evner (et meget anvendt forsvar blandt banksvin) er rent nonsens.
    Det er meget farligere med disse korrupte populister, der er så bange for at deres rapserier og fallitter kommer for dagens lys. Selvfølgelig lyver de; men deres løgnehistorier kan end ikke få nogen til at trække på smilebåndet – deres “synspunkter” og “indsigt” – begge dele nedtegnet med antikvariske samlebøger som underlag. Vorherre bevar’s.

  2. Af niels Lemche

    -

    TB, var den bevæbnet?

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Lemche: Nej – ikke på det tidspunkt. Det var i det hele taget problemet efter krigen, fordi man insisterede fra Luftmeldernes side på, at der ikke måtte være forskel på mænd og kvinder – man fik det kompromis, at kvinder ikke SKULLE bevæbnes og heller ikke kaldes lotter.
    Det medførte nogle eklatante ydmygelser til kratluskerne, da de blev tværet ud i skydning af kvindelige medlemmer af Luftmeldekorpset.
    Jeg kendte én af dem – hun blev hidsig, når man kaldte hende en “lotte” – og så blev hun iskold, koncentreret og dødsens præcis. Hun ramte bedre med maskinpistol end folk ellers gjorde med gevær.

    At jeg så mener, at det var den væsentligste del af hjemmeværnet under den kolde krig er en anden sag. Det var Luftmeldekorpset, der gjorde russernes tanker om at snige under radaren til England lettere latterlige: Sønderjylland ville være blevet belagt med aluminium.

    I sin grund var det egentlig en pacifistisk bevægelse; men der ligger luftmeldere i Ryvangen. De var en hel del mere krigeriske end hæren.
    Tanken fandtes i mange lande. Selv i USA.
    Den model, der kom i brug efter krigen var Royal Observer Corps. De ændrede sig så til NBC – opgaven, som Luftmeldekorpset også havde.

  4. Af niels Lemche

    -

    TB, var de så uniformerede? For det var jo en af genistregerne i tredverne, at man forbød disse uniformerede bander som konservativ helt i stil med forbudet mod Hells Angels mærker i det offentlige rum. Det ville have været vanskeligt selv i Tyskland at få skrabet rosset i SA sammen, hvis de ikke måtte uniformere sig.”

    Men så meget for at sige, at min tale om, at de uniformerede frivillige korps blev forbudt i 1934 ikke var helt forkert. Der var altså ikke nogen til at skyde på tyskerne den 9. april, bortset fra de stakler, der blev ofret nede ved grænsen for at give politikerne et alibi for at lægge sig på ryggen. Middelgrundfortet havde politikerne stort set gjort uanvendelig ved, at der ikke var erfarne befalingsmænd på fortet den morgen, og slet ikke NK (hvis jeg husker ret) Topsøe-Jensen, som var en af mine forældres bedste venner. Og han kunne fortælle.

  5. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Så vidt jeg husker: De havde et armbind (men jeg er ikke sikker), så de i Geneve-konventionens forstand var uniformerede. De havde nu uanset det været kombattanter i forbindelse med en “spontan folkerejsning ved fjendens nærmen sig”.
    De blev så ikke alarmeret i forbindelse med den 9. april, hvilket afstedkom en del bitterhed.

    I det hele taget var der omkring Hjemmeværnets oprettelse en manglende tillid til hæren, som i det omfang den ikke deltog på tysk side, var godt tilfreds med lidt spionage og ellers lave – ingenting. De ville forberede sig på at nedkæmpe kommunisterne (som i Grækenland).
    At den “spioneren” så var nok så væsentlig – og man af den grund ikke kunne få “norske tilstande”, som mange ønskede – efterretningsvirksomheden måtte ikke bringes i fare.
    Det hænger så sammen med den daglige brydning af Enigma-koden.

    Problemet for hæren – efter krigen – var at man oprettede Hjemmeværnet, hvor ledelsen hovedsagligt var rekrutteret fra stregbefalingsmændene (der som sådan ikke havde den stabsmæssige uddannelse); men de vidste noget om at håndtere barylere. Derfor kæmpede man ikke i større enheder end grupper – til nød delinger.
    Det sidste har været den store opgave efter den kolde krig: Nemlig at bringe DELE af Hjemmeværnet op på et på et plan, hvor de kunne indsættes som kompagnier.
    Seest-ulykken viste, at det gik endda!
    De andre opgaver som bevogtning, trafikkontrol osv. dem har hæren ikke fattet en brik af – det ved jeg alt om.

    En effektiv bevogtning skal ske i dybden og er den alvorlige del af politiets arbejde. Derfor den mellemstilling mellem politiet og hæren – og skiftet af kommandoforhold ved krigsudbrud. Det havde så for fiskernes og flyvernes vedkommende ikke den store relevans, hvorfor man altid var under hhv. SOK og FTK.

Kommentarer er lukket.