Et smæk over fingrene til Assad

Af Uffe Ellemann 402

Det amerikanske missilangreb på en syrisk luftbase var først og fremmest en advarsel – et smæk over fingrene til Assad, hvis man ellers kan bruge det udtryk om affyring af 59 krydsermissiler. Der var trods alt tale om en aktion af begrænset militær rækkevidde, men formålet var da også at sende et politisk signal: Når du bruger kemiske våben, falder der brænde ned!

Det var vigtigt at sende det signal, og at gøre det med den magtdemonstration, der lå i affyringen af krydsermissilerne. Hvis det hele var druknet i FN-systemet – endnu engang – ville USA’s troværdighed have lidt enorm skade. I forvejen var der store frustrationer blandt USA’s allierede over forhistorien med Obamas ”røde linje”, som Assad havde overtrådt med sine kemiske angreb på civilbefolkningen tilbage i 2013. Men hertil kom Trumps gentagne udtalelser om, at USA ikke vil lege verdens politibetjent, med mindre det kan tjene direkte amerikanske interesser. Trump havde også været en højlydt fortaler for, at Obama lod være med at reagere på Assads opførsel i fortiden.

Derfor trækker USA’s allierede i dag et lettelsens suk: USA under Trump har på trods af hans retorik både i valgkampen og efter valgsejren og indsættelsen i embedet ikke opgivet rollen som beskytter af den internationale orden. For det var i den rolle, USA i nat – efter en næsten surrealistisk kovending hos præsidenten – sendte missilerne mod de syriske regeringsfly, der havde leveret det seneste brud på forbuddet mod anvendelse af kemiske våben.

Der vil blive sat mange spørgsmålstegn ved grundlaget for den amerikanske beslutning. Den russiske propagandamaskine arbejder allerede på højtryk – bare vent og se, hvad der dukker op i kommentarfeltet til denne blog.

Men det står fast, at der er anvendt giftgas mod civile, og at mange er døde under svære lidelser. Det er tillige sandsynliggjort, at gassen er udløst af syriske regeringsfly.

Russiske påstande om, at de blot ramte nogle af oprørernes lagre af kemiske våben, som herefter blev spredt, er tilbagevist af internationale eksperter.

Det bedste ville være international inspektion på stedet, mens der endnu kan findes beviser på, hvad der er sket – men det har Assad-regeringen blokeret for, med støtte fra sine russiske allierede. Vi har i tilgift oplevet skammelige forsøg på at gøre grin med sagen. Det bør de ansvarlige konfronteres med på et senere tidspunkt.

Der er altså i høj grad handlet på grundlag af indicier. Men de var så overvældende, at det ikke ville have været forsvarligt at lade det hele drukne i snak og forhalingsmanøvrer – sådan som det er sket tidligere.

Forbud mod anvendelse af kemiske våben er sammen med reglerne om ikke-spredning atomvåben de helt centrale knaster i den internationale sikkerhedsorden. Sammen med principperne om at tage ansvar for beskyttelse af civilbefolkninger, der udsættes for overgreb af deres magthavere – ”Responsibility to Protect” (RTP) – giver de den folkeretlige begrundelse for at handle. Vi vil i den kommende tid se alle mulige indviklede indvendinger mod det retlige grundlag for aktionen – ganske som man stadig diskuterer grundlaget for Kosovo-krigen i 1999 og Irak-krigen i 2003. Det bør man ikke lade sig hidse op over. Det var nødvendigt at demonstrere, at omkostningerne ved at bruge kemiske våben er større end de fordele, nogen mener at kunne opnå.

Det forekommer sandsynligt, at Assad har troet, han kunne slippe afsted med det. Det er blot en uge siden, Trump-regeringen udsendte signaler om, at han kunne blive siddende på sin post. Og angrebet i morges var heller ikke beregnet til at bane vejen for et regimeskifte i Syrien, men at belære Assad om, at der er grænser for, hvordan han bruger sin magt.

Hvis han ikke forstår budskabet – og gentager sine forbrydelser – vil USA forhåbentlig slå til igen, og gerne hårdere, hvis det bliver nødvendigt med en næste gang. Rusland råber op og protesterer, helt efter bogen. Men Putin er formentlig i sit stille sind lettet over, at hans allierede og besværlige partner Assad fik en lærestreg.

Det er værd at bemærke, at signalerne fra Tyrkiet er utvetydige: De glæder sig over, at amerikanerne gjorde en nødvendig indsats. Mon ikke russernes hykleri i denne sag gør det mindre tillokkende for Erdogan at fortsætte sin charade med Moskva?

Og mon ikke morgenens hændelser også vil påvirke stemningen på det guldbelagte golfsted i Florida, hvor Trump har inviteret sin kinesiske kollega Xi på besøg? I Nordkorea sidder en diktator, som truer naboen mod syd med kemiske våben fra de mange artilleristillinger, der er stillet op indenfor skudvidde af Seoul, og som har overtrådt reglerne om ikke-spredning af atomvåben. Han er alt for farlig at have gående løs. Det bedste vil være, hvis kineserne forsøger at hegne ham ind, bedre end det er sket hidtil. Hvis den amerikanske enegang i Syrien kan bidrage til at, kineserne påtager sig ansvaret, vil det være en vigtig sidegevinst.

Under alle omstændigheder har Trump nu vist, at han også kan være overraskende og uberegnelig på en måde, der styrker den globale sikkerhed. Hidtil har han kun gjort det modsatte. De europæiske regeringer, som på stribe hylder den amerikanske indsats, bør nu selv træde i karakter, og give et større bidrag til den fælles sikkerhed. Det vil være en forkert reaktion, hvis nogen nu blot ånder lettet op og siger: Slap bare af, de gode gamle amerikanere kommer alligevel og ordner sagerne, når det brænder på…

402 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Lemche: Og jeg har endda været meget grovere: Jeg har kaldt ham skolelærer!

    Det er han nok også! Måske endda SVENSK skolelærer – så kan man ikke være mere depraveret.

  2. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Kvæl denne blog Ellemann. Der er kun tumperne tilbage.

Kommentarer er lukket.