Sådan sagde Estlands præsident Toomas Ilves i denne weekend i forbindelse med den årlige ”Lennart Meri Konference” i Tallinn. Og Ilves er ellers ikke kendt for at være beskeden eller tilbageholdende – snarere tvært imod…. Men han har heller ikke så meget at være beskeden af: Estland er det eneste af de otte nordiske og baltiske lande, som er med i EU og NATO uden forbehold eller undtagelser. Og Estland er tillige det eneste Euro-land, som i dag lever fuldt og helt op til alle forpligtelser i den forbindelse. Så der er ikke noget at sige til, at den lille nation bryster sig.

Den årlige ”Lennart Meri Konference” holdes til minde om Estlands tidligere præsident, der førte landet ind i det internationale samarbejde – og her samles hvert år venner af Estland fra hele verden for at diskutere det internationale samarbejde. Her kommer ledende russiske demokratiforkæmpere – i år f.eks. oppositionslederne Kasparov, Nemtsov og Illarionov – for forholdet til den store nabo er et fast punktpå dagsordenen. Men i år var hovedtemaet naturligt nok truslerne mod den demokratiske kapitalisme – og her er Estlands og de to andre baltiske landes eksempel gode at få forstand af.

Det er da også en fantastisk historie, når man tænker på, hvordan udsigterne tegnede sig for bare 25 år siden: Estland var låst inde som en del af Sovjetunionen, hvor landet var blevet tvunget ind mod befolkningens ønske i den brutale tid op til Anden Verdenskrig, hvor Hitler og Stalin delte Europa mellem sig. Sandheden om denne historiske forbrydelse var begyndt at blive spredt, men der blev slået hårdt ned på de nationale bevægelser, som var begyndt at røre sig i alle tre baltiske lande.

I dag er først og fremmest Estland blevet en europæisk rollemodel – og det lille land er sammen med Letland og Litauen, som blev ramt hårdere end næsten alle andre af den globale finanskrise, igen begyndt at have økonomisk vækst.

Da krisen ramte, valgte de tre lande at slå ind på en benhård omstrukturering: De fastholdt deres valutaers kurs i stedet for at gå devalueringsvejen – Estland gik endda målbevidst efter at blive en del af Euroen, og det lykkedes for snart halvandet år siden. I stedet for at devaluere, valgte man den hårde og vanskelige vej med ”interne devalueringer”: Konkurrenceevnen blev styrket ved omfattende offentlige besparelser og en nedgang i lønningerne, som for offentligt ansatte var omkring en fjerdedel. Det var en meget hård tid, med stor nød – men nu er man ved at være ude på den anden side, og resultaterne er ved at vise sig.

Der ligger naturligvis et budskab til de europæiske lande, som i dag slås med lignende problemer – faldende konkurrenceevne og stor gæld. Men når man foreslår f.eks. grækere og franskmænd, at det er den vej, de skal slå ind på, rulles der med øjnene. Det laver sig ganske enkelt ikke gøre i et moderne demokratisk samfund, lyder det – og når det lykkedes hos balterne, må det jo være fordi demokratiet og dets institutioner endnu ikke er groet så fast som i andre lande….

Det baltiske eksempel er værd at tænke på, når den nye franske præsident Hollande i morgen drager på besøg i Berlin – samtidig med, at den græske tragedie fortsætter uden udsigt til en løsning. Både grækere og franskmænd skal acceptere nedgang i levestandard for at få tingene til at gå den rette vej, men det vil de ikke. Og dermed risikerer vi, at gælden fortsætter med at vokse – samtidig med, at lande udenfor Europa løber med gevinsterne ved at lade de europæiske seddelpresser køre i forsøg på at skubbe en kunstig vækst i gang.

Tyskerne er blevet beskyldt for manglende solidaritet, fordi de stiller skrappe krav til grækerne. Men man skal huske på, at det ikke var tyskerne, der ønskede Euroen. Den fælles valuta var Tysklands betaling til resten af Europa for den tyske forening, og den fælles valuta skulle dæmpe risikoen for et alt for dominerende Tyskland. Den daværende tyske forbundskansler Kohl tromlede Euroen igennem mod sin egen finansministers modstand – og når man taler om ”afgivelse af suverænitet” i forbindelse med skabelsen af den fælles valuta, så glemmer man, at det først og fremmest var Tyskland, der afgav suverænitet.

Det forstod man i Estland. Her har man haft flere forskellige valutaer i de sidste 100 år: Først var der Rublen, fordi de baltiske lande var en del af Rusland frem til Første Verdenskrigs afslutning. Så kom en kort selvstændighedsperiode, hvor Estland havde sin egen valuta – Kroon – men den blev aflyst igen af Rublen, da Estland blev tvunget ind i Sovjetunionen. Og i en kort periode under den tyske besættelse var valutaen Mark – og efter selvstændigheden i 1991 vendte man hurtigst muligt tilbage til Kroon som et symbol på friheden. Men den estiske Kroon fik et kort liv – endnu kortere end i den første periode af selvstændigheden – for fra udgangen af 2010 var Estland med i Euroen. Og det opfattede esterne ikke som en afgivelse af suverænitet. Det var tvært imod et symbol på deres vilje til at være en del af det forpligtende samarbejde i EU, som er med til at underbygge landets selvstændighed.

Det kan godt være, at de demokratiske institutioner endnu ikke er så underbyggede i de baltiske lande, som hos os andre. Men er det ikke, som om de har forstået noget, andre i deres forstokkethed vender ryggen til…

I de sidste to år har Ukraine bevæget sig i forkert retning, bort fra det demokrati og den retsstat, der giver adgang til det ordentlige selskab i Europa. Tidligere ministre er i tvivlsomme retssager blevet dømt for forseelser, der i andre europæiske lande ville være anset for at være normale politiske handlinger i et demokrati, hvor der skal være plads til forskellige opfattelser. Både den tidligere indenrigsminister og den tidligere statsminister er smidt i fængsel efter retssager, der af udenlandske observatører er blevet stærkt kritiseret. Den Danske Helsingforskomité har i grundige rapporter godtgjort, at der ikke har været tale om fair retssager.

Den tidligere indenrigsminister Yuriy Lutsenko blev anklaget og straffet for, hvad Helsingforskomitéen betegnede som ”normale politiske handlinger” – og den tidligere statsminister Yulia Timoshenko blev idømt syv års fængsel for at have indgået en aftale med den russiske regering om gasleverancer, som også var et led i normal regeringsførelse.

Den største opmærksomhed samler sig naturligt om Yulia Timoshenkos skæbne.

Hun stod sammen med den tidligere præsident Viktor Yuschenko i spidsen for ”den orange revolution”, som for otte år siden fejede gennem Ukraine – og drev de gamle apparatchiks på porten. Det skete efter at Viktor Yanokovich havde “vundet” et valg, som var præget af så megen svindel, at de normalt hårdføre ukrainere havde fået nok.

Det var et makkerpar, som tiltrak sig international opmærksomhed: Den arrede præsident Yuschenko, som havde fået ansigtet ødelagt af et giftattentat – og den billedskønne premierminister Timoshenko med den blonde fletning og tilnavnet ”gasdronningen” for sin fortid i energibranchen, som havde gjort hende hovedrig.

Desværre endte det i intern ballade og splittelse – og det førte til, at den forsmåede Viktor Yanokovich vendte tilbage til magten med en hårfin sejr over Timoshenko ved valgene i 2010.

Kort tid efter begyndte retsopgøret med forgængerne – som skulle uskadeliggøres inden næste valg.

Det hører med til historien, at Yuschenko og Tymoshenko ønskede at dreje Ukraine i retning mod Europa og Vesten – mens Yanukovich traditionelt orienterede sig mod Moskva. Og at EU svigtede ”den orange revolution” ved at lade sig gribe af udvidelsestræthed på et tidspunkt, hvor Ukraine tryglede om i det mindste at få et håb om fremtidigt medlemskab, når og hvis betingelserne herfor kunne opfyldes. Men de fik en kold skulder, og det var i høj grad medvirkende til den udvikling, som bragte Yanukovich tilbage til magten.

Ukraine er ikke i samme klasse som Belarus, Europas sidste diktatur – som man aldrig ville drømme om at tildele værtskabet for en international sportsbegivenhed som EM i fodbold. Derfor er det også vigtigt at gøre ukrainerne opmærksomme på, at de er inde på en farlig kurs – som helt kan smide deres land ud af det europæiske fællesskab, de så brændende ønsker at blive en del af.

Den tyske præsident har afvist at mødes med politiske ledere i Ukraine, så længe landets tidligere premierminister holdes fængslet efter en  klart politisk retssag. Og kansler Merkel har antydet, at hun også vil holde sig væk, hvis der ikke sker en ordentlig afklaring af påstandene om mishandling af Yulia Timoshenko i fængslet.

Så – kære Morten Olsen & Co. og Danske Roligans: Hvor ville det være forfriskende at se danske klaphatte udstyret med en blond fletning, eventuelt med en orange sløjfe, når I nu alligevel er derovre…

Hvad sker så?

Der vil opstå ny uro omkring Euroen, hvor markederne vil  kaste statsobligationer fra sig – især franske statsobligationer. De sidste A’er  i den franske kreditværdighed vil rasle bort. Og mange af de højtlønnede  mennesker, som holder de tilbageblevne globale virksomheder i Frankrig kørende,  vil flytte til England, hvor topskatten netop er blevet sænket…

Det burde bringe mindelser frem fra den første gang,  Frankrig valgte en socialistisk præsident efter indførelsen af den femte
republik: Da Mitterrand kom til i 1981, gik han i gang med at nationalisere  virksomhederne, nedsætte arbejdstiden og uddele milde gaver fra de offentlige  kasser. Og først efter et par devalueringer og en hård medfart på markederne  blev kursen lagt om, så fransk økonomi kunne halte videre. Men lige siden har  Frankrig slæbt rundt på en meget høj arbejdsløshed, en lammende gæld og en
skrantende konkurrenceevne.

Mon ikke Hollande og hans rådgivere kender den historie, og  vil undgå en gentagelse? Det er i hvert fald hvad mange i Frankrig håber – og derfor,  i desperation over Sarkozy’s flagren rundt i landskabet, indstiller sig på et  regimeskifte, hvor den nye præsident hurtigst muligt vil glemme alle sine  valgløfter. Det er jo set før, at en nyvalgt regering skrotter alle de løfter,  som ikke tåler et møde med virkeligheden… Men det er ikke gavnligt for tilliden  til det politiske system, som i forvejen er under pres.

Det har været et problem i den franske valgkamp, at samtlige  kandidater til præsidentposten – med en enkelt undtagelse – har set bort fra  virkeligheden, og har lovet guld og grønne skove, samtidig med, at den store  grimme omverden er blevet udråbt som den skurk, der vil franskmændene det så  ndt. Den hæderlige undtagelse var den liberale Francois Bayrou, som blev  belønnet med sølle 9 procent af stemmerne. Krisebevidstheden er tydeligvis ikke  stor i Frankrig, men der har jo heller ikke været den store lyst blandt de  politiske ledere til at rette søgelyset indad i behandlingen af krisen.

Det er ikke kun på yderfløjene, den EU- og fremmedfjendtlige  retorik har domineret. Også de to hovedkandidater Sarkozy og Hollande har  forsømt at gøre deres vælgere opmærksomme på, hvad der kræves for at Frankrig  skal genskabe sin  konkurrenceevne i en globaliseret verden, hvor alle  europæiske lande presses af konkurrencen udefra.

Valgets helt store overraskelse var, at Marine Le Pen’s stærkt  nationalistiske og højreorienterede Front National fik over 18 procent. Den  yderste venstrefløjs kandidat Jean-Luc Mélanchon fik 9 procent – og det vil sige,  at deres fælles budskab om at give EU fingeren fik en meget stærk  vælgertilslutning.

Det er en åbenlys risiko, at Sarkozy i sin desparation i den  anden valgkampsrunde vil begynde at appellere endnu stærkere til disse vælgere  end han allerede har gjort. Han har til fulde levet op til sit øgenavn –  President Bling-Bling – og han kan også nå at vikle sig ind i en masse  valgløfter, som han får vanskeligt ved at vikle sig ud af, hvis han trods alle  odds går hen og vinder om to uger….

Det franske valg har stor betydning for alle i Europa. Vi  har absolut ikke brug for, at der bliver skabt ny uro om Euroen eller den frie handel eller det  europæiske samarbejde – eller at en af de største europæiske økonomier nægter  at se de alvorlige gældsproblemer i øjnene. Men det er desværre den vej, det  franske statsskib styrer.

At journalister og redaktionssekretærer er historieløse, det ved vi. Men at en lektor i international politik nu også betragter det som en nyhed, hvad der var fremme allerede for mindre end ni år siden, det er godt nok for meget.

For det er en meget gammel nyhed, Politiken blæser op på forsiden. I min glimrende bog ”Fodfejl” om Danmark under den kolde krig (og efter), (hvis restoplag kan købes særdeles billigt i boghandelen), berettes om, hvordan VK-regeringen i 2003 ønskede at bidrage til invasionen af Irak med specialtropper og et Hercules-fly – men at modstand fra først og fremmest socialdemokraterne gjorde, at man nøjedes med en meget mere symbolsk indsats. Det var, som nogle med en smule historiefornemmelse måske husker, ubåden ”Sælen” og den gode gamle korvet ”Olfert Fischer” (som dog aldrig nåede frem, før krigen var forbi). Vi deltog altså blot med en ubåd – og der blev sagt mange dårlige vittigheder om, at Danmark sendte en ubåd til en ørkenkrig. Men de danske ubåde var eminente til at lytte med på, hvad der foregik både til søs og på land, så det var ikke helt så tosset som det lød. (Og mon ikke vittighederne var med til at fremme den sørgelige beslutning om helt at skrotte de danske ubåde….) – Men under alle omstændigheder kom den store danske militære indsats først til at ske efter at krigen var slut, og efter at FN havde givet grønt lys for en multinational sikringsstyrke i Irak.

Det er alle disse begivenheder, der i de næste fem år skal kulegraves af den kommission, som regeringen vil nedsætte, fordi Villy Søvndal skulle have et figenblad efter at være blevet snydt for betalingsring og så meget andet.

Når betænkningen er færdig, vil de vakse journalister på Politiken igen kunne lave sensationshistorier med store forsideoverskrifter om det, vi allerede ved, men har glemt i mellemtiden. (Definitionen på ”en nyhed” er jo, at det er noget, journalisten ikke ved – hvilket skaber enorme muligheder i nyhedsjournalistikken…)

Politiken Søndag bruger også mange sider (og de er store, for én god ting må man lade den avis: den er ikke som visse andre gået over til det kvæstende tabloidformat) på at referere en bog om Irak-krigen, der er skrevet af et par Politiken-journalister. Når man læser den fortælling, de har valgt at stykke sammen ud fra det store foreliggende materiale, er det lige før man glæder sig til at se, hvad der må komme ud af en tør og saglig kommissionsbehandling. For de steder, man kan være i tvivl, drejes søgelyset i den retning, man ønsker fortællingen skal gå. For eksempel i spørgsmålet om det internationale retsgrundlag for Irak-krigen.

Det er diskutabelt, om man kan tale om et FN-grundlag – det synspunkt har jeg altid forfægtet – men det er ikke indiskutabelt, at der ikke var et sådant grundlag. Og en ting er det værd at holde fast i: Den daværende opposition – med socialdemokraterne i spidsen – var på vild flugt fra egne tidligere positioner. Ganske som vi havde set det i fodnoteperioden under den kolde krig.

Lad mig kort minde om historien:

Da den første Golf-krig sluttede i 1991, og irakerne var smidt ud af Kuwait, blev der etableret en våbenhvile med meget præcise krav til Irak. De blev fastlagt i FNresolution 687 fra 3. april 1991. Den rummede bl.a. kravet om betingelsesløs ødelæggelse af alle irakiske masseødelæggelsesvåben samt international kontrol hermed.

I begyndelsen af 1998 afbrød Irak samarbejdet med de internationale våbeninspektører. Rusland spændte ben for en ny resolution om magtanvendelse – og USA samlede derfor igen en international koalition af ”villige”. Danmark sagde ja til at være med – og udenrigsministeren (Helveg Petersen) fremsatte forslag i Folketinget om at Danmark skulle bidrage med et Hercules-transportfly. I mangel af et nyt FN-mandat henviste man til den otte år gamle FN-resolution (nr. 678), som gav mandat til at smide irakerne ud af Kuwait og til at tage ”alle nødvendige midler” i anvendelse for at genoprette international fred og sikkerhed.

Den daværende regering – med socialdemokrater og radikale i spidsen – mente  altså at dette var tilstrækkeligt mandat til at gå i krig. Nu endte det med, at amerikanerne og briterne ordnede sagen selv med nogle luftangreb – men den danske melding var klar. Og det hører med til billedet, at da der året efter blev indledt en krig mod Serbien i anledning af Kosovo-striden, deltog Danmark med et antal kampfly – selv om der ikke var skyggen af FN-mandat. Den radikale udenrigsminister henviste til, at man ikke kunne lade sig lamme af russisk obstruktion i FN’s sikkerhedsråd.

Men det var helt andre toner, da de to partier var i opposition i 2003, og spørgsmålet opstod om dansk deltagelse i krigen mod Irak.

Igen blokerede Rusland for vedtagelser i FN’s sikkerhedsråd – og USA og Storbritannien trak de samme FN-resolutioner frem, som var anvendt i 1998. Der var forskellige vurderinger af, om det var tilstrækkeligt – det er derfor, jeg udtrykkeligt siger, at det kan diskuteres. Men der var altså en del, især i den britiske debat, som hævdede, at man havde et tilstrækkeligt grundlag.

Den diskussion kan vi så læse om igen, når kommissionen om fem år (?) bliver færdig med at kulegrave materialet. Og så vil synspunkterne igen kunne stritte mod hinanden.

Det hele koger jo i virkeligheden ned til, om man kan samle 90 mandater i Folketinget til at være med i en indsats – og om man kan stole på, at ”regeringsbærende partier” har samme holdninger, når de er i opposition, som de havde, da de var i regering.

Det må føles lidt mærkeligt af de socialdemokrater og radikale, som tager den slags spørgsmål alvorligt, at det af alle er SF’erne (og Enhedslisten) der skal få lov til at udstille den vankelmodighed, der blev udvist af deres partiledere, da det virkelig gjaldt.

Belejringen af Sarajevo kom til at vare 1.425 dage, den længste belejring en europæisk storby har oplevet i historisk tid. Næsten fire år varede det, før det internationale samfund fik taget sig sammen til at lægge så stærkt pres på de bosnisk-serbiske ledere, at de trak deres tropper tilbage fra den sønderskudte by.

Der er god grund til at benytte anledningen til at tænke over, hvorfor alle vi andre svigtede dengang.

Set i bakspejlet kom borgerkrigen i Jugoslavien som en overraskelse for et Europa, der havde koncentreret sig så meget om muligheder og problemer i forbindelse med den kolde krigs ophør, at Balkan var blevet skubbet til side som noget, de virkelig selv måtte se at finde ud af. Jeg husker fra møderne i EF og CSCE, at vi udsendte den ene deklaration efter den anden, som manede til forsoning og bevarelse af Jugoslaviens ”nationale integritet”, mens situationen blev mere og mere eksplosiv. Til sidst brød konflikten ud i lys lue med Sloveniens selvstændighedserklæring i juni 1991 og den korte krig, som endte med den serbisk dominerede forbundshærs nederlag. Men så fulgte de langt blodigere kampe i Kroatien og Bosnien…

EF forsøgte at mægle. Det var efter et af disse mæglingsmøder, den daværende formand for EF’s ministerråd – den luxembourgske udenrigsminister Jacques Poos – vendte opmuntret tilbage til os andre med den glædelige oplysning, at nu havde alle lovet at opføre sig pænt. Og Poos udtalte de ord, som skulle forfølge ham resten af hans dage: ”Dette er Europas time, ikke USA’s…” Men som vi alle ved i dag, var det ikke europæerne, der fik sat en stopper for krigen – det var amerikanerne, der satte den nødvendige magt bag kravet om, at man skulle stoppe borgerkrigen.

Der blev tidligt talt om mulighederne for at gribe militært ind mod den serbiske belejring af Sarajevo. I efteråret 1991 var der et møde i Den Vesteuropæiske Union WEU – hvor Danmark som bekendt ikke er medlem, men hvor vi fik lov til at komme med som observatør, fordi vi snart skulle overtage formandskabet i EF – og her var budskabet, at der skulle bruges 100.000 mand til at opbygge en korridor fra havet til Sarajevo, som kunne undsætte byen. Det var der ingen, der havde mod på, så indsatsen blev begrænset til den FN-styrede ”fredsbevarende” observatørtjeneste, der senere skulle vise sig så katastrofalt utilstrækkelig i forbindelse med massakren i Srebrenize.

Og imens fortsatte granaterne med at regne ned over Sarajevo.

Jeg hørte dem selv, da jeg besøgte byen som EF-formand i januar 1993, ti måneder inde i belejringen. Jeg blev fløjet ind i et dansk Hercules-fly, og da vi landede, hørte jeg lyden af 155 mm artilleri, som blev affyret fra Trbevic-bjerget. Vi bevægede os rundt i pansrede mandskabsvogne på de mennesketomme gader, som snigskytterne beherskede. På ”Snipers Alley” var der opstillet containere for at give beskyttelse mod snigskytterne fra bjerget på den anden side af floden. Jeg husker lugten af brændt gummi over alt i byen – for alt, hvad der kunne bruges til at skaffe en smule varme, blev brændt, og den sure røg gav røde øjne. De politiske ledere, jeg mødte, havde ikke fået vasket skjorter for nylig. Varmt vand var en mangelvare. Og vi beholdt frakkerne på, for det var isnende koldt.

Da jeg næste gang besøgte Sarajevo, var belejringen ophørt, og man var begyndt at vende tilbage til en normal tilværelse. Overalt var der sønderskudte huse og bilvrag – og ødelagte mennesker: Jeg så en mand, der løb rundt i gaderne i løbetøj med en sølvpokal i den ene hånd og et forvredent smil i ansigtet. Sveden drev af ham, men han løb og løb og løb – og min guide fortalte, at sådan havde han gjort lige siden belejringen stoppede. Han havde mistet sin familie og sin forstand, så nu løb han rundt og rundt.

I dag er Bosnien-Hercegovina stadig plaget af den borgerkrig, der kom til at koste over 100.000 mennesker livet. Landet er nogenlunde lige delt mellem republikken Srpska og den bosniakisk-kroatiske føderation – og den politiske ledelse, der bygger på den sindrige magtdeling i Dayton-aftalen fra 1995, som afsluttede borgerkrigen,  er uhyggeligt kompliceret. Der er rigt spillerum for nationalistiske kræfter, som absolut ikke ønsker at give modparten indrømmelser. Resultatet er en fortvivlende arbejdsløshed og endeløse stridigheder.

Bosnien er endnu ikke anerkendt som EU-ansøgerland. Det er derimod Serbien – efter at det omsider lykkedes at få de hovedansvarlige for uhyrlighederne i Bosnien sendt til den internationale domstol i Haag (først Milosevic – og siden general Mladic og Radovan Karadzic). Men der forestår formentlig langvarige og vanskelige forhandlinger om optagelse. Slovenien er for længst medlem af EU, og klarer sig strålende. Kroatien bliver snart medlem. Makedonien er fortsat anbragt i en urimelig skammekrog på grund af Grækenlands hysteriske afvisning af at lade sin lille fattige nabo få plads i de internationale organer, der har tjent grækerne så godt. Og Kosovo, tja… Det er, som om EU har vanskeligt ved at mobilisere den helt store interesse – for ikke at tale om vilje – til at få gang i udvidelsesprocessen på Balkan. Der er så meget andet, der rykker – og så er der jo den “udvidelses-træthed”, der tales så meget om.

For tyve år siden var de europæiske landes svigtende opmærksomhed med til at rydde banen for uhyrlighederne i det tidligere Jugoslavien. I dag er de europæiske landes opmærksomhed også stift rettet mod alt andet end spændingerne på Balkan. Det vil være en ulykke, hvis problemerne med EU’s i høj grad selvskabte økonomiske plager kan være medvirkende til, at tingene kører skævt i lande som Bosnien, der kun har et eneste håb, når det gælder fremtiden: At blive en del af den europæiske integrationsproces, som har betydet så meget for andre lande, der sad lukket inde i mange års politisk fængsel.

Det gælder også i Syrien. Den tidligere præsident Hafez al-Assad gennemførte en massakre på sine modstandere i befolkningen, og sad derefter tungt og uantastet på magten i 30 år. Sønnen går nu i faderens fodspor med massakrer på civilbefolkningen. Alle gode kræfter søger at overbevise sig selv og hinanden i, at hans dage er talte. Men der er ikke meget i situationen, som kan begrunde denne optimisme. Og det mummespil, som i disse dage udfolder sig i FN, vil gøre det muligt for ham at klynge sig til magten.

Tidligere generalsekretær Kofi Annan har forhandlet en våbenhvile på plads – med store huller: Assad skal først efter den 10. april trække sine kamptropper tilbage fra de byer, hvor civilbefolkningen massakreres – forudsat at hans modstandere også indstiller kamphandlingerne. Det vil give regeringen tid til at rense grundigt ud i den væbnede modstand. Og samtidig betyder aftalen – som nu drøftes i FN’s sikkerhedsråd – at Assad-regimet anerkendes som forhandlingspart, hvilket gør ham interesseret i at spille med.

Kofi Annans plan rummer mere end blot en våbenhvile, som skal overvåges af FN-observatører (formentlig under ledelse af den norske general Robert Mood, som tidligere har været chef for våbenhvilekommissionen i Mellemøsten). Der skal også sikres adgang for humanitær bistand, løsladelse af fanger, adgang for journalister – og en proces der skal tage hensyn til ”det syriske folks forhåbninger”, som det siges lidt upræcist.

Vi ved endnu ikke, hvad man kan enes om i FN’s sikkerhedsråd, hvor Rusland og Kina hidtil har modsat sig beslutninger om at lægge pres på Assad. Hele processen rummer store muligheder for at tale uden om de virkelige problemer – og der er ikke noget at sige til, at Tyrkiets ministerpræsident Erdogan i bitre vendinger har angrebet FN for at lukke øjnene for volden og undertrykkelsen. Det er nu engang Tyrkiet, som modtager flygtningene fra de syriske byer, som er blevet smadret.

Men det er et kompliceret magtspil, vi overværer. Dybest set handler det om den strategiske balance i regionen – med Iran i centrum:

Iran støtter status quo i Syrien, hvor en shia-orienteret minoritet har siddet på magten i over 40 år. De arabiske lande – som frygter Iran – støtter oprørerne fra sunni-majoriteten. Glem al den fine retorik fra ”Syriens venner” om støtte til demokratibevægelser: De ikke-demokratiske arabiske lande (med Saudierne i spidsen) støtter oprørerne i Syrien med penge (og formentlig også våben), men sørger for at holde deres egne dissidenter nede… Men et sunni-regime i Syrien ville bidrage til at inddæmme Iran, som er blevet alt for stærkt efter at shia’erne har sat sig tungt på magten i Irak.

Israel er i en særlig klemme – og den er ikke kun selvskabt, selv om den hårde linie overfor palæstinenserne truer med at male israelerne op i et farligt hjørne: Assad er trods alt den kendte fjende, som godt nok støtter Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon, men som sikrer en vis balance. Det virkeligt farlige for Israel er udviklingen i Ægypten, hvor det muslimske broderskab og salafisterne er ved at befæste deres magt, og hvor den fredsaftale, som har givet Israel nogenlunde ro i en årrække, er under pres. Mon ikke man i Tel Aviv krydser fingre for, at Assad holder en tid endnu?

Rusland og Kina har hidtil optrådt som ”spielverderbere”. Tankegangen er ligetil: Et svækket Iran er lig med et styrket USA. Og det ønsker man ikke. Men omvendt ønsker man heller ikke at lægge sig for direkte ud med en samlet front af arabiske stater.

Forvirret? Ja, men sådan er kortene fordelt. Og derfor vil vi opleve et fortsat mummespil omkring Syrien.

I dag kender vi alle Sarko som den lille irriterende mand, der med overdrevne armbevægelser kindkysser med en åbenlyst modstræbende kansler Merkel – men i Frankrig huskes han også som den unge borgmester i pariserforstaden Neuilly, som for 19 år siden blev nationalhelt, da han gik ind til en sindssyg mand, der havde taget en børnehave som gidsler. Manden blev overtalt til at lade nogle af børnene gå, og billedet af Sarkozy, som kom ud af børnehaven med et barn i favnen, gik Frankrig rundt… Det er den samme handlekraft, han har demonstreret i Toulouse, hvor han straks tog til byen efter drabene på de jødiske skolebørn, og satte sig i spidsen for den aktion, der førte til afsløringen af gerningsmanden.

Denne ageren kan være utroligt trættende i en kølig nordisk optik – også fordi han engang imellem går helt over gevind, som da han gik i spidsen med luftangrebene på Libyen, mens man endnu sad og forhandlede om en mulig indgriben – men det giver points i Frankrig, og hidtil er han sluppet heldigt fra det. Om han gør det denne gang, afhænger i nogen grad af det videre forløb: Viser det sig at der har været alvorlige myndighedssvigt, først og fremmest i sikkerhedstjenesterne? Og han kan styre sig, når der lyder krav om opstramninger? Han har allerede før angrebene i Toulouse været langt fremme med forslag om tiltag rettet mod indvandrere og mindretal i et tydeligt forsøg på at bygge forsvarsværker op mod Marine Le Pen fra Front National, og det bliver en vanskelig balance at gå.

Men når det endelig regnestykke skal gøres op, er det vanskeligt at se andet, end at han er styrket i forhold til socialisternes kandidat Francois Hollande – som allerede så småt var begyndt at tabe terræn.

Efter første valgrunde i Paris bliver det efter alt at dømme Sarkozy og Hollande, som går videre til den anden og afgørende valgrunde i maj. Og hvor franskmændene i første valgrunde plejer at stemme efter hjertet, er det i anden valgrunde hovedet, som bestemmer hvor krydset skal sættes.

Her vil der være gode muligheder for Sarkozy for at lade den retorik bag sig, som skulle dæmme op for Marine Le Pens indhug i vælgerskaren – og koncentrere sig om Hollandes svage punkt: Troværdigheden i den økonomiske politik. For Hollande har valgt nogle slagnumre, som han tydeligvis ikke vil kunne levere, hvis han vinder valget:

Han har lovet at skrue pensionsalderen tilbage efter den forhøjelse, den siddende regering har gennemført – og han har lovet at gennemføre en millionærskat på 75 procent. Lyder det bekendt? Ingen ved sine fulde fem ville omsætte de to valgløfter til virkelighed, sådan som fransk økonomi ser ud for øjeblikket… Der er ikke råd til at have så gunstige pensionsordninger, og der er ikke råd til at jage millionærerne over grænsen til Schweiz.

Og så har Hollande lovet, at han vil gennemtvinge en genforhandling af EU’s finanspagt. Han vil have sat solide og traditionelle socialdemokratiske fingeraftryk på den ved at kræve ”vækst-tiltag”, som den europæiske virkelighed beklageligvis ikke giver mulighed for. Hvis han virkelig bliver valgt, og han spiller dette kort, vil det kunne bremse tilliden til, at Europa kan føres ud af gældskrisen – med mindre han får den samme kosmetiske indrømmelse fra EU-partnerne som den daværende (også socialistiske) franske statsminister Jospin, der for 15 år siden fik den oprindelige stabilitetspagt i EU omdøbt til en ”vækst- og stabilitetspagt”, uden at indholdet i øvrigt blev ændret. (Det var i øvrigt Jospin, der indførte 35 timers arbejdsugen – og klarede sig så dårligt ved præsidentvalget i 2002, at han helt gled ud af første runde…)

Hollande har hidtil redet højt på Sarkozys manglende popularitet. Det er dette billede, som kan ændre sig afgørende, hvis den aktuelle situation genskaber den respekt omkring præsidentembedet, som mange bebrejder Sarkozy at have slidt ned.

Og det ville alt taget i betragtning være den bedste løsning for alle os andre.

Den danske klimakommissær og det danske EU-formandskab havde lagt op til, at der skulle vedtages konkrete CO2-mål for tiden efter 2020: En reduktion af udledning af drivgasser fra EU på 40 % i 2020 og 60 % i 2030. Men det har polakkerne nu spændt ben for.

Baggrunden er, at Polen frygter at komme i klemme, når de ambitiøse mål skal gøres til virkelighed. Polen er i dag meget afhængig af kul. Og skal den afhængighed reduceres, opstår der en anden afhængighed: Naturgas fra Rusland vil i fremtiden blive ledt uden om Polen, fordi Tyskland og Rusland i fællesskab opfører naturgasledningen Nordstream på bunden af Østersøen. Polen har tidligere oplevet – sammen med de baltiske lande – hvordan det er at være i lommen på Gazprom. Og solidaritet fra EU-partnerne har der ikke været meget af: Planerne om at lave en stikledning fra Nordstream gennem Polen til det baltiske net (”Amber Line”) har ikke rokket sig ud af stedet – først og fremmest på grund af russisk modstand. Og EU har endnu ikke skabt en fælles energipolitik, som sikrer solidaritet med udsatte lande.

De store EU-lande med Tyskland og Frankrig i spidsen har satset på bilaterale aftaler med Rusland – og har derfor tilladt Putin-styret at føre en del-og-hersk politik på det energipolitiske område.

I Litauen arbejdes der nu på et interessant projekt, som skal begrænse afhængigheden af de russiske tilførsler: Det går ud på at leje et norsk flydende LNG-anlæg, som gør det muligt at modtage LNG (flydende gas) og behandle/oplagre gassen til fordeling i det litauiske forsyningsnet. Det er alt for kostbart for litauerne selv at bygge et anlæg. Det ville løbe op i milliarder, og det har ikke været muigt at sikre EU-støtte – men det norske anlæg vil kunne mere end dække Litauens eget forbrug.

Det gamle atomkraftværk i Ignalina, som leverede tre fjerdedele af Litauens elektricitet, blev lukket som en del af aftalen om litauisk medlemskab af EU – og det har forøget afhængigheden af naturgas dramatisk. Gazprom har udnyttet situationen, og litauerne frygter den fremtidige forsyningssikkerhed, hvis afhængigheden af Rusland ikke reduceres.

Alt dette kan ikke bare affærdiges som polsk og baltisk russofobi, sådan som det ofte sker – også i en dansk sammenhæng. Polakkerne og balterne har nu engang gjort nogle bitre historiske erfaringer, som lærer dem forsigtig i omgang med det Rusland, som desværre endnu ikke har udviklet sig til det stabile demokrati, vi håber på. Og både krigen mod Georgien og tidligere stridigheder med Ukraine om naturgasleverancer har vist, at de gamle EU-lande hellere kigger den anden vej end tager en konfrontation med et aggressivt russisk lederskab.

Derfor er der i polakkernes veto gemt en god portion mistillid til deres europæiske partnere. Det må tages alvorligt, hvis det skal lykkes at komme videre med den ambitiøse klimapolitik. De andre EU-lande, som i højere grad har deres på det tørre – og det gælder også Danmark! – kunne passende mase på for at skabe en fælles EU-energipolitik, og for at sikre, at ingen bliver energipolitiske ”øer”, som risikeres at blive ladt i stikken.

Energipolitik er også sikkerhedspolitik.

Rusland fortjener bedre. Det russiske folk er blevet mishandlet af sine magthavere i århundreder. Og det gør ondt at tænke på alle de spildte muligheder i det store land, som er så rigt på naturgivne gaver og gammel kultur.

Men der er sat en udvikling i gang, som gør det tvivlsomt, om Putin kan beholde magten de næste 12 år, som forfatningen giver ham mulighed for.

I de store byer er mange ved at være trætte af den ydmygelse, der ligger i at Putin-styret gør grin med demokratiet. For få år siden var det utænkeligt, at Putin ville blive udsat for den hån, spot og latterliggørelse, som nu vælter gennem de sociale medier i cyberspace. Og når man som han med omhu har opbygget sit machoimage – med sit sorte bælte, til hest i bar overkrop, på bjørnejagt, ved styrepinden i et fly i heltemodig kamp mod skovbrande og hvad der ellers er produceret af glansbilleder – så er det meget vanskeligt, hvis nogen begynder at fnise, og hvis en lille dreng i mængden råber: Han har jo ikke noget på!

Men endnu farligere for Putin er de store problemer, som hober sig op for Rusland – problemer som undergraver hans rolle som den store problem-knuser.

Først og fremmest er der det helt grundlæggende problem, at uden grundige økonomiske og politiske reformer risikerer Rusland at sakke endnu længere bagud i den globale konkurrence. På hjemmefronten kan de store offentlige udgifter kun klares, så længe olieprisen er på sit nuværende meget høje niveau – og hvis olieprisen falder, og hvis der kommer skub i udnyttelsen af nye gasresourcer, hvorfra skal han så finde penge til pensioner, offentlige lønninger og det massive oprustningsprogram, han har bebudet?

Rusland har en elendig teknologisk infrastruktur, og ude i landet er der mange regioner, som lider under en jammerlig kvalitet i den offentlige service. Hvordan kan Rusland bevare sin plads blandt ”BRIK-landene”, hvis de andre løber fra en russiske økonomi, som fortsat bygger på eksport af energi og andre råvarer?

Hertil kommer alvorlige sikkerhedstrusler fra det nordlige Kaukasus – og den selvvalgte rolle som international spielverderber, der holder hånden over lande som Syrien og Iran, hvilket yderligere kan blive en politisk belastning.

Rusland bliver næppe lettere at have med at gøre, nu hvor ”good cop – bad cop” makkerskabet mellem Putin og Medvedev er afsløret som et fupnummer. Den tone, der blev slået an op til præsidentvalget – med fjendtlige udfald mod USA, som beskyldes for at stå bag demonstrationerne mod den åbenlyse valgsvindel efter sidste års valg til Dumaen – lover ikke godt.

Det var ”den anden side” af det regime, som i disse dage brutalt og blodigt slår ned på sin egen befolkning: Der eksisterede en religiøs tolerance, som gjorde det muligt for kristne og andre trossamfund at eksistere side om side. Maronitter, græsk-katolske, romersk-katolske, protestanter, armenere, drusere, alawittiske shia’er, sunnier og så videre… og de tilskoddede og aflåste huse i det jødiske kvarter mindede om, at indtil for en snes år siden levede der også mange jøder i Damascus.

Det er denne mangfoldighed, der risikerer at blive ødelagt af den borgerkrig, som er ved at være en realitet i Syrien. Vi har set det andre steder, hvor ”det arabiske forår” på dramatisk vis ændrede magtforholdene. For eksempel i Ægypten, hvor det koptisk-kristne mindretal er kommet under voldsomt pres.

Det er en høj pris at betale for at slippe af med en diktator. Og det er den anden side af mønten, når man glæder sig over, at ”det arabiske forår” har afskaffet diktaturer, som har undertrykt deres befolkninger.

Naturligvis skal man vælge side for dem, der ønsker frihed og demokrati. Det ligger helt fast i vore vestlige værdier. Men vi skal tænke os grundigt om, når vi skal yde konkret støtte til dem, vi umiddelbart sympatiserer med. Man skal især tænke sig grundigt om, før man griber til direkte eller indirekte militær magt. For man ved ikke, om det fører til en situation, som er endnu mere brutal og blodig end den, vi har oplevet hidtil.

Det er ”værdirelativisme”, javist. Men for at begreber som R2P (”Responsibility To Protect”) skal have en mening, er der brug for netop det kølige overlæg, før man griber til militær intervention eller våbenhjælp.

Det gælder også det helt aktuelle spørgsmål om, hvad man udefra skal gøre for at påvirke udviklingen i Syrien.

Ingen tvivl om, at Assad har forspildt sin ret til at være anerkendt som sit lands leder. Men rent bortset fra, at han nyder en betydelig intern støtte fra de grupper, som frygter at blive ofre for et nyt flertalsregime, forekommer det også at være en ret udsigtsløs opgave at nedkæmpe hans regime militært. Læg også mærke til, hvem det er, der ønsker militær indgriben: Det er bl.a. arabiske diktaturer, som selv ikke viger tilbage fra at bruge brutal magt for at holde ro inden for egne grænser – og for hvem opgøret i Syrien ses i sammenhæng med den regionale magtkamp, hvor Iran er den store trussel.

Der er derfor brug for at anvende andre midler, først og fremmest massivt internationalt pres. Derfor er det ulykkeligt, at Rusland og Kina har spændt ben for, at FN kan spille en rolle i håndteringen af Syrien-krisen. Med deres veto den 4. februar i FN’s sikkerhedsråd mod en resolution, som lagde op til skrappe sanktioner mod Assad-regimet, men udtrykkeligt afviste en militær indgriben, har Rusland og Kina banet vejen for, at ”koalitioner af villige” griber ind militært. Og det var et kønt selskab, russerne og kineserne her havnede i: Da der blev stemt om en lignende tekst i FN’s generalforsamling senere på måneden, var der 10 lande, som stemte nej udover Rusland og Kina: Det var 5 internationale paria-stater (Nordkorea, Belarus, Zimbabwe, Iran og Syrien) og de fem latinamerikanske lande, som er forenet i Hugo Chevez’ skingre antiamerikanske retorik (Venezuela, Nicaragua, Cuba, Bolia, og Equador). Velbekomme!

På den måde sættes FN ud af spillet – og på den måde risikerer man endnu mere voldelige udviklinger de steder, det brænder løs.

Det ”arabiske forår” har ført til megen naiv ønsketænkning i vesten. Et eksempel: Da Mubarak blev fejet af banen i Ægypten, lød der glade toner om, at nu skulle vi på banen for at hjælpe ægypterne med at skabe ægte demokrati. Men det har vist sig, at kombinationen af gamle og nye magthavere (dels militæret og dels det muslimske broderskab plus salafisterne) absolut ikke ønskede den slags indblanding udefra: De to store amerikanske NGO’ere, som er udsprunget af Demokraterne og Republikanerne, er blevet udsat for retssager og anholdelser af medarbejdere – og europæiske demokratiorganisationer risikerer også at blive smidt på porten. Der er nu åbenlys risiko for en konfrontation mellem USA og Ægypten, som kan føre til en ny forskydning af magtbalancen i Mellemøsten. Og samtidig øges presset mod det koptisk-kristne mindretal i Ægypten, som under Mubarak havde en forholdsvis fredelig og ”tålt” tilværelse.

Og vi skal heller ikke glemme Libyen, hvor en overvejende vestlig militær intervention godt nok fjernede diktatoren – og formentlig hindrede et blodbad i Benghazi – men hvor vi stadig ikke ved, hvem de nye magthavere er, og hvor meget bedre den overordnede situation bliver efter magtskiftet.

Det er ikke altid så enkelt at stå på ”den rigtige side af historien”…

Udfordringerne for vesten i ”det arabiske forår” er enorme. USA og Europa er i dyb økonomisk krise. Det afholder regeringerne fra at yde massiv økonomisk og handelspolitisk bistand i de nordafrikanske lande. Men disse lande har den højeste ungdomsarbejdsløshed i verden. Uduelige udemokratiske regimer har ødelagt økonomierne. Hvis nye magthavere ikke får lindret de dybe økonomiske og sociale problemer, risikerer vi at havne i en situation, hvor nationalisme og religiøs intolerance skaber nye spændetrøjer for udviklingen.