Hårdt slag mod Indien

Af Uffe Ellemann 56

Indien blev ramt, hvor det gjorde virkelig ondt: Mumbai’s glitrende centrum rummede alle symbolerne på den fantastiske fremgang og dynamik, Indien står for. Og her slog terroristerne til i et åbenlyst forsøg på at lamme økonomien og ødelægge Mumbai’s tiltrækningskraft for internationale investorer.

Mumbai blev udsat for en usædvanligt velorganiseret kommandoaktion. Derved adskiller denne terrorhandling sig fra, hvad man hidtil har oplevet. For der har været adskillige terroraktioner i Indien i de senere år, også med større tab af menneskeliv. Angrebet på Mumbai finder også sted på et tidspunkt, hvor der er særligt stor risiko for destabilisering, både internt i Indien og i Indiens ømtålelige forhold til naboen Pakistan.

Der skal være valg til fem indiske provinsparlamenter. Valgkampen har været præget af en usædvanligt hård tone mellem Kongrespartiet og det hindui-nationalistiske BJP (Bharatiya Janata Party). BJP beskylder det sekulære Kongresparti for at være “bløde” overfor terroren i et forsøg på at hverve stemmer i Indiens muslimske mindretal, mens Kongrespartiet beskylder BJP for at dæmonisere muslimerne. Religiøse spørgsmål er et stort tema i den indrepolitiske strid. Og BJP’s slagord – “ikke alle muslimer er terrorister, men alle terrorister er muslimer” – er både farligt og forkert.

Der har været terroraktioner, begået af både muslimer og hinduer. Muslimerne hævder, at hinduer slipper billigt fra religiøs vold, mens der slås hårdt ned på muslimer, og resultatet er en voksende radikalisering blandt unge muslimer. På den anden side hævder hindu-nationalisterne, at regeringen (dvs. Kongrespartiet) fører retssager mod nogle religiøse hinduledere for at tilfredsstille muslimerne. På den måde svækkes tilliden til staten og til retssystemet i begge lejre.

Risikoen er overhængende for, at angrebet på Mumbai kan føre til voldelige sammenstød mellem hinduer og muslimer rundt om i Indien, sådan som det er set efter tidligere terrorhandlinger. Faren synes at være gået op for lederne af de to store partier – premierminister Singh fra Kongrespartiet og BJP’s Advani – for de har meddelt, at de sammen vil besøge Mumbai og besøge dem, der blev ofre for angrebet.

Også forholdet til Pakistan er kommet op i det røde farefelt. Den indiske regering har meddelt, at der er klare indicier på, at terroristerne kom fra Pakistan. Den pakistanske udenrigsminister, som var på officielt besøg i Indien, er rejst hjem til krisemøder i den pakistanske regering. Den havde meddelt, at den magtfulde chef for efterretningstjenesten ISI ville tage til Mumbai for at bistå med opklaringen af terrorangrebet, men efter de indiske anklager er det nu besluttet, at han skal blive hjemme.

En krise i forholdet mellem Indien og Pakistan kommer på et meget farligt tidspunkt. Den nye pakistanske regering, som tog over efter præsident Musharraf, er svag – og Pakistan er særdeles hårdt ramt af den internationale finanskrise. Pakistan har åbenlyse problemer med at kontrollere stammeområderne langs grænsen til Afghanistan, og kritikken er voksende fra USA og NATO, som kæmper mod Taliban i Afghanistan. Der har været flere episoder, hvor der er rettet angreb mod Taliban-baser på pakistansk område, hvilket har fremkaldt stærke pakistanske protester. 

Oven i det hele er der så den skrøbelige våbenhvile langs kontrollinien i Kashmir, hvor indiske og pakistanske tropper tidligere har stået overfor hinanden. Vi har her to atommagter – den ene med en svag regering og et militær, der synes at have alt for tætte forbindelser til terroristkredse -og det kan alt for let ende i noget meget ubehageligt.

Det er Indien, der er blevet ramt – hårdt. Men det er også Indien, der først og fremmest har mulighed for at forhindre situationen i at eskalere. Forhåbentlig vil det lykkes, trods alle de indre problemer. Vi andre – og det vil sige Vesten – kan kun opfordre til moderation. Og så i øvrigt intensivere indsatsen mod Taliban og for den nation-building i Afghanistan, som kan lette presset i regionen.

56 kommentarer RSS

  1. Af Jakob Schmidt

    -

    Ærgerligt, at Uffe vil afsløre om vi skal støtte indernes krig mod terror ved at udlevere Niels Holck til retsforfølelse i Indien.

    Vi er nødt til at udlevere Holck, for at bakke op om udviklingen af en international retsorden, hvor terrorister ikke kan gemme sig i udlandet.

  2. Af Jakob Schmidt

    -

    Jens Christensen skriver:

    “Det med Holck har jo med dødsstraf og tortur at gøre.”

    Hvis du havde nærlæst mine indlæg ville du vide, at den indiske regering HAR garanteret at Holck vil få en fair retssag, ikke vil blive tortureret og at en eventuel dødsdom vil blive konverteret til livsvarigt fængsel. En af hans medsammensvorne blev benådet efter fire års fængsel.

    Så når regeringen ikke har noget imod at udvise terrorMISTÆNKTE tunesre til Tunesien, der rutinemæssigt toturerer terrormistænkte islamister, skal Holck selvfølgelig udleveres til Indien, der har garanteret civiliserede forhold …

  3. Af .Balther J.Jensen

    -

    @ Kim Olsen:

    Kapitalister, Nazister, Kommunister, Facister og Socialister er alle et og det samme.
    Den eneste forskel er, at de har 5 forskellige navne, og de kalder dem selv for ‘Demokrater’ og demokratiske.

    My ass, de er alle Terrorister i forkladning.

    Folk har tilsyneladene glemt, Stalin, Franko, Musolini og Hitler, som alle havde det tilfalles, at de kaldte demselv og deres politiske partier for ‘Demokratier’, og det gor Kina forovrigt ogsaa, som er et kommunistisk regime.

  4. Af Arne Bandier

    -

    Vi har det repræsentative demokrati i det kapitalistiske Vesten, hvor borgerne i frie valg og efter en åben debat vælger et mindre antal folk til at repræsentere sig, og disse repræsentanter tager så beslutninger på borgernes vegne.

    Mener du virkelig Balther helt seriøst, at Stalin, Mussolini og Hitler og kineserne nogensinde har indført noget der kan kaldes demokrati som det vi har i Vesten??

    Hvad er din definition af en terrorist?

  5. Af Jakob Schmidt

    -

    Jacob Holdt, som sammen ned Rune Ebgelbreth Larsen forsøger at underm inere VKO-alliacen er en ond parodi på en idealist.

    Han har f.eks. sammenlignet de teokratiske fascister i Hizb ut-Tahrir med 70?ernes antiautoritære venstrefløj og har modtaget penge fra KGB …

    Han skriver: “Jeg selv følte mig umiddelbart hjemme under HuT’s møde i Nørrebrohallen …”

    “HuT’s indremissionske sider er lette nok at gennemskue, men hvordan kan vi undgå at genkende vore egne fortidige venstreorienterede sider? Ord for ord er deres analyser og kritik af kapitalismen og det vestlige demokrati (som også vi fandt hyklerisk) jo som alle de uforståelige, forvrøvlede, sandkasse-intellektualiserende skrifter, rivaliserende universitetsmarxister dengang sprøjtede ud på stribe, når man erstatter Marx- og Lenincitaterne med Koranens. Vi orker blot ikke denne sammenligning, da det giver os kvalme at gense hvad vi dengang skrev. Også i Nørrebrohallen faldt halvdelen af tilhørerne i søvn – ude af stand til at forstå hvad der blev læst op – og vågnede kun op under Allah Akbar-råbene, der lød nøjagtigt som vore egne ”truende” knytnæveråb: ”Rød Front”.

    “Jeg roste Hizb-ut-Tahrir i Nørrebrohallen – thi vil man påvirke folk må man blande lidt ros i sin ris – for konsekvent ikke at gå ind for vold sådan som vi dengang gjorde det gennem støtte til voldelige omvæltninger og ustandselige rudeknusninger i USA’s ambassade.

    Modsat HuT støttede et mindretal af os undertrykkende regimer (i Øst), mens et flertal af os ligesom HuT forkastede alle eksisterende regimer og fantaserede om et kommende ”Khilafah” for vores ”Ummah”
    Jacob Holdt havde flere tusinde fotografier med sig hjem, og foruden i bogen blev de vist i et stort billedshow, som gik i adskillige lande. I 1988 blev det opgjort, at det alene i USA havde været vist 645 gange på 207 forskellige steder, og at der havde været 145.000 tilskuere. Bogen var også udkommet i Amerika og andre lande.

    Herhjemme var berømmelsen øjeblikkelig, og også på KGB-stationen i Kristianiagade i København var man ved at falde over hinanden af begejstring. Jacob Holdts bog kom nemlig midt i Sovjetunionens bestræbelser på at modvirke præsident Jimmy Carters menneskerettighedskampagne, og den var en magtfuld anklage mod det amerikanske samfund.

    Det var en ting, at man havde fået den radikale politiker Meta Ditzel til at skrive brev til Jimmy Carters kone, men her kom Jacob Holdt af sig selv og leverede højeksplosivt krudt til kanonerne. Det måtte udnyttes.

    Manden, der af rezidenten oberst Ljubimov og chefen for Pr-linjen Oleg Gordievsky fik ordre til at forsøge en rekruttering, var Nikolaj Petrovitj Gribin – den KGB-officer, der på samme tid var føringsofficer for SF-politikeren Pelle Voigt.

    Gordievsky siger:
    “Gribin begyndte at dyrke Jacob Holdt. Han opsøgte ham og inviterede ham på frokoster. Han behandlede ham som en guldklump, og det lykkedes ham hurtigt at rekruttere danskeren. Efter få måneder begyndte Holdt også at tage imod penge af os.”

  6. Af john kristensen

    -

    hold da op det er flovt at være dansker.der er ikke en af jer der ved hvordan krigen,teroisme,er startet der hvor i sider og øffer om og der er ikke en af jer der har været der og det sider i og bruger kræfter på.det var da beder at i brugte kræfterne på at sætte jeres krysser rigtige nå i stemmer.og stoppe den krig danmark har gang i den kan ikke vindes uden enorme mensketab,lad os alle leve i fred der er plas nok.vi har år 2009

Kommentarer er lukket.