Nordkorea – en slyngelstat uden for pædagogisk rækkevidde

Af Uffe Ellemann 54

Det kom ikke som den store overraskelse, at det var Nordkorea, der stod bag sænkningen af et sydkoreansk krigsskib i marts – som kostede 46 livet. Det overraskende er, at der tilsyneladende var tale om et helt bevidst angreb, og ikke et uheld. Det har ført til den alvorligste spænding mellem de to lande i mange år, hvor Nordkorea truer med militær aktion, hvis nogen vil forsøge at straffe landet – og hvor USA annoncerer fælles flådemanøvrer med Sydkorea, samtidig med, at der presses på for internationale sanktioner.

Det var en international ekspertkomité, med deltagere fra USA, UK, Australien og Sverige, som efter grundige undersøgelser af vraget af krigsskibet og bjergede torpedodele konkluderede, at sænkningen var sket ved et nordkoreansk torpedoangreb. Nordkorea reagerede med rasende benægtelser, og truede med militær gengældelse, hvis nogen begyndte at indføre sanktioner mod landet. Sydkorea har foreløbig standset al handel med Nordkorea, samt forbudt nordkoreanske handelsskibe at benytte sydkoreansk farvand – og Japan overvejer lignende sanktioner. Sagen er indbragt for FN’s sikkerhedsråd. Og både USA og Kina har været fremme med advarsler imod at eskalere konflikten.

Problemet er, at det internationale samfund kun har meget begrænsede muligheder for at påvirke regimet i Pyongyang. Landet blæser på internationale spilleregler. Nordkorea er i den grad uden for enhver normal pædagogisk rækkevidde, at etiketten ”slyngelstat” er en passende beskrivelse af det mærkelige land og dets endnu mærkeligere leder. Og mulighederne er begrænsede for at lægge økonomisk pres på et land, hvis leder lader sin befolkning sulte, mens der importeres luksusbiler til eliten. Handelen mellem de to Korea’er udgør kun 13 pct. af Nordkoreas BNP, mens handelen med Kina er tre gange så stor.

Den eneste mulighed for at øve indflydelse på Nordkorea går gennem Kina – men Kina tøver. Dels frygter Kina, at et øget internationalt pres på Nordkorea kan føre til en eskalering af konflikten, og at det igen kan føre til flygtningeproblemer ved grænsen mellem Kina og Nordkorea. Og dels har Kina store økonomiske interesser i Nordkorea, der leverer ekstremt billig arbejdskraft som underleverandør til den kinesiske industri.

På topmødet mellem Kina og USA i Pinsen gik begge parter på listepoter i spørgsmålet om Nordkorea. Kineserne kom ikke med den klare fordømmelse af Nordkorea, som amerikanerne ønskede – men ifølge udenrigsminister Clinton havde kineserne vist ”forståelse for Sydkoreas reaktion”… Og meget mere skal man næppe vente fra kineserne.

Men hvorfor sænkede nordkoreanerne krigsskibet ”Cheonan”? Der er flere teorier fremme:

Der kan være tale om et ”signal” til Sydkorea, som har benyttet sit formandskab i G-20 til en stærk propagandaoffensiv, der demonstrerer hvor godt det er gået for Sydkorea siden krigen for 60 år siden – og der kan være tale om en magtdemonstration, der skal fjerne opmærksomheden fra de store økonomiske problemer i Nord, hvor der i dele af befolkningen er tale om direkte hungersnød.

Der kan også være tale om en intern magtkamp, hvor nogle kredse ønsker at gå tilbage til en hård linje i forhold til omverdenen. Det passer alt for godt i billedet af den seneste udvikling, hvor der er sendt snigmordere ind i Sydkorea for at myrde afhoppere fra Nord.

Den mest bekymrende teori lyder på, at der er opløsning i den nordkoreanske ledelse. Den ”elskede leder” Kim Jong-Il er ramt af sygdom, og der er sat spørgsmålstegn ved hans evne til at lede landet. Her kan sænkningen enten være foretaget af militære ledere på egen hånd, eller den kan være beordret af Kim Jong-Il i et forsøg på at demonstrere handlekraft.

Under alle omstændigheder illustrerer sagen, hvor farlig og uhåndterlig en størrelse, Nordkorea er. Det er en atombevæbnet slyngelstat, som går sine egne veje – og som har et frygtindgydende våbenarsenal rettet mod den sydlige nabo. Sagen skal nu behandles i FN – uden håb om, at der opnås store resultater her. Men FN kan endnu engang spille den vigtige rolle som lynafleder, mens USA og Kina danser rundt om hinanden i et forsøg på at finde frem til, hvordan spændingen kan tages ud af situationen, før der opstår yderligere militære konfrontationer. Resten af verden kan ikke gøre meget andet end tage klar afstand fra Nordkoreas handlinger – og i øvrigt lade spillet køre over scenen.
 

54 kommentarer RSS

  1. Af Finn Bjerrehave

    -

    Den dynamik som Syd Korea har fået via krigen mod Nord Korea, må snart været indfriet, og få nu en så stor gulerod på fiskestangen at Nord Korea ikke kan sige nej. Det er det eneste anstændige hvis befolkningen i Nord Korea skal have et bedre liv, og både Kina og Syd Korea har begge fået et nyt marked, og da alle krige handler om markedet, er dette nu indfriet og freden skal sænke sig over den Koreanske halvø, med eller uden pædagogik. Vi skal have fred nu, og prisen bliver aldrig for høj, og når man ved at Nord Korea har A. Våben, er banen kridtet for meget op, til ikke at bruge ovenstående løsning. Tak for samarbejde. Finn Bjerrehave Vig

  2. Af Flying penguin

    -

    Behøver jeg at sige mere…?

    Three nations as one in bid tostrengthen ties over 10 years:
    http://www.shanghaidaily.com/article/?id=438581&type=National

    Hvilken relevans har Nordkorea sammenlignet med Japan og Sydkorea, set med Kinas øjne?

    Som jeg var inde på i et tidligere indlæg, så er Beijing meget følsom over for deres vigtige handelspartnere. Og i den kategori hører Nordkorea ikke hjemme. Gamle kommunistbånd der hører hjemme under den kolde krigs tid, er ikke stærkt nok til at Beijing vil favorisere den lille Kim.

    Det bliver derfor interessant at se hvilke “dom” Beijing vil fælde, når de omsider skal give tilkende, hvad og hvem der sank det sydkoreanske krigsskib.

    Jeg kan næppe forestille mig, at Beijing vil skubbe Japan og Sydkorea til side for et Nordkorea, som blot er en udgift, og et problem, eller som man siger på engelsk, “a liabiliy”.

  3. Af Flying penguin

    -

    Rettelse:

    “a liability”.

  4. Af E B

    -

    Der er forskel på økonomi og politik. Derfor kan man ikke regne med, at økonomiske størrelser driver politiske prioriteter. Nordkorea er økonomisk lilliput men strategisk i nøgleposition. Strategi, ikke økonomi, er hvad denne krise drejer sig om.

    At Kina bekymrer sig om flygtningestrømme er rimeligt, men formodentlig heller ikke den vigtigste faktor i det koreanske spil. Tanken om et forenet, vestligt allieret Korea på Kinas grænse og med magt over hele det nordlige Kinas adgang til Stillehavet er nok en hel del mere skræmmende.

Kommentarer er lukket.