Velfortjent ros efter NATO-topmødet

Af Uffe Ellemann 51

Der er ikke noget at sige til, at de stod i kø for at rose NATO’s generalsekretær for forløbet og resultatet af det første topmøde i hans regi. Det var et politisk mesterstykke. Helt på niveau med afslutningen af forhandlingerne om EU’s udvidelse under det danske formandskab i 2002. Uoverensstemmelser blev kalket over på en måde, så der kan arbejdes videre med problemerne – og alliancen fremstod udadtil så stærk og enig som det ikke er set i mange år.

Det var noget af en præstation at få NATO’s nye strategiske koncept sejlet i havn. Der er utvivlsomt trådt på mange tæer undervejs – det kan man læse om hist og her – men ellers var det næppe lykkedes. NATO rummer efterhånden så mange modstridende interesser og opfattelser, at der skal en stærk og hård hånd på styrepinden for at sejle uden om skærene.

Det vigtigste resultat af hele øvelsen er, at der i dag ikke er nogen, der bliver taget alvorligt, hvis de sætter spørgsmålstegn ved NATO’s fortsatte eksistensberettigelse. Det strategiske koncept gør klart, hvad det er for opgaver der skal løses i fremtiden – og at det er opgaver, der kun kan løses i fællesskab. Det betyder ikke, at alle indre og indbyrdes uoverensstemmelser er ryddet af vejen – der skal nok opstå vældige stridigheder i forbindelse med udmøntningen af konceptet – men den overordnede ramme ligger fast.

De ømmeste tæer vil blive ramt, når NATO skal tilpasses den nye europæiske virkelighed: Der skæres voldsomt ned på de fleste landes forsvarsbudgetter som led i den almindelige sanering af statsbudgetterne, og det rejser to problemer: Dels at tilpasse apparatet til de nye vilkår – og det vil sige nedlæggelse af faste installationer, hvilket altid giver ballade, tænk bare på hvor umuligt det er at lukke kaserner i Danmark… Og dels at effektivisere den europæiske indsats, som i forvejen under ét er for beskeden og for ineffektiv, sammenlignet med USA’s. Her bliver der også brug for en hård hånd.

Diskussionen om atomvåbnenes fremtid i Europa er skudt til hjørnespark, men uenigheden består. En række lande med Tyskland i spidsen ønsker helt at fjerne de taktiske atomvåben. Det er vigtigt, at det sker som led i en mere overordnet begrænsning af atomvåbnenes rolle. Eller sagt med andre ord: Rusland skal deltage i den øvelse, så der bliver balance i tingene. Her er det vigtigt, at præsident Obama kommer igennem den amerikanske Kongres med ratificeringen af den nye aftale om begrænsning af de strategiske atomvåben – og det er bekymrende at se, at de sejrssikre republikanere forsøger at spænde ben for en hurtig godkendelse af aftalen mellem USA og Rusland.

Forholdet til Rusland fik den imødesete oppolering – med russisk accept af invitationen til at samarbejde med NATO om et missilskjold, der forekommer lidt mindre ambitiøst end det, der tidligere var lagt op til, med faste installationer i Polen og Tjekkiet. Det var lidt pudsigt, at man ikke måtte sige navnet på det land, man især vil beskytte sig imod – Iran – men så var tyrkerne blevet vanskelige. Tyrkiets optræden viser, hvor dumt det er, at EU-landene har forsømt at trække Tyrkiet nærmere til sig.

Tilbuddet om samarbejde mellem NATO og Rusland om missilskjoldet var en håndsrækning til præsident Medvedev og hans støtter, som forsøger at dreje Rusland bort fra den aggressive kurs, kredsen omkring Putin har ført – med provokerende manøvrer og forsøg på at genskabe en russisk interessesfære i nabolandene. Der lever stadig titusinder af mennesker i flygtningelejre i Georgien efter krigen for to år siden, som førte til den ulovlige udskillelse af udbryderregionerne Abkhasien og Sydossetien – og Rusland lever stadig ikke op til våbenstilstandsaftalen. Derfor er det vigtigt, at mulige nye provokationer imødegås – som det skete tidligere på året, da NATO gennemførte øvelser i de baltiske lande for at demonstrere, at de naturligvis også er omfattet af alliancens solidaritet og løfte om forsvar mod angreb udefra. For selv om der tales så pænt til og om Rusland – og selv om man lader, som om Ruslands optræden i Georgien er glemt – så er der jo ikke tale om, at Europas sikkerhed deponeres i Moskva.

Kommende udvidelser blev der ikke talt om på topmødet i Lissabon. Ukraine og Georgien havde vel ikke ventet det – men det er en høj pris at betale for at komme på talefod med Rusland. Og helt urimeligt var det, at der heller ikke skete noget med Makedonien – og at grækerne endnu engang fik lov til at holde makedonerne ude på grund af den opskruede strid om landets navn. Her kunne man måske have benyttet lejligheden til at vride armen rundt på grækerne, som har så meget at takke sine europæiske og amerikanske partnere for. Det satte en plet på Lissabon-topmødet, som man gerne havde undværet.

Afghanistan vil fortsat være lakmusprøven på NATO’s sammenhold. Målsætningen – at afghanerne selv tager over i 2014 – er netop dette: En målsætning. Hvis den skal holde, er det vigtigt, at der ikke er flere, som løber fra opgaven i utide.

51 kommentarer RSS

  1. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    Søren Espersen, MF(DF) synes, at forfatteren Carsten Jensen er “en underlig snegl”, som ikke vil vores soldater “noget godt”.

    Tværtimod er det – ifølge Søren Espersen – Carsten Jensens ærinde “stedse at kaste smuds på dem” – og tilmed kan han “ikke fordrage sit land” (1).

    I POLITIKEN skriver Søren Espersen d.d. så et længere indlæg om sit syn på Carsten Jensen…

    gl-j

    PS: …uden at komme videre ind på – endsige at ville imødegå – Carsten Jensens synspunkter på vores deltagelse i USA/NATOs krig i Afghanistan.

    (1) http://politiken.dk/debat/article1129434.ece

Kommentarer er lukket.