Stort slagsmål om småpenge…

Af Uffe Ellemann 52

I EU er regeringerne ved at varme op til næste års store slagsmål om budgettet frem til 2020. Hvert syvende år ruller dette slagsmål over scenen – og det tegner til at blive hedere denne gang end på noget tidligere tidspunkt. Måske undtagen dengang Mrs. Thatcher svang håndtasken og sikrede briterne den rabat i budgettet, som lige siden har været en torn i øjet på alle de andre – og en kilde til evindelig misundelse.

Det bliver Danmark, som får fornøjelsen af at have formandskabet, når slagsmålet starter – ganske som i 1982, da Fru Thatcher rullede det tunge skyts frem. Jeg husker endnu med gysen lyden af suset fra tasken…Men det er næppe sandsynligt, at det hele falder på plads inden Cypern (sic) overtager formandskabet efter Danmark. Så der er lagt op til en sand gyser…

Og så drejer det sig i virkeligheden om småpenge, i hvert fald sammenlignet med de oppustede nationale budgetter.

EU’s samlede udgifter svarer til sølle 2 procent af de nationale budgetter – og ud af dette bruger EU-Kommissionen kun de 6 procent til sine driftsomkostninger. Og det er jo ”småpenge”, især når man tænker på alle de ophidsede ord om frådsende EU-bureaukrater, der vælter sig i penge…

En række store ”netto-bidragydere” – Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Holland og Finland – har krævet, at budgettet for 2014-2020 skal vokse langsommere end inflationen. De forlanger altså en nedskæring af det samlede budget. Europaparlamentet kræver en stigning i budgettet på 5 procent, så der kan blive penge til at opbygge den fælles udenrigstjeneste – og støtte udviklingen i de nordafrikanske nabolande samt den planlagte klimaindsats. Så der er langt mellem positionerne.

Det er klart, at selv om der er tale om en beskeden brøkdel af medlemslandenes statsbudgetter, så vil det være upopulært at lade udgifterne til EU stige, når der skæres voldsomt ned hjemme. Det vil være en invitation til national-populisterne, som i forvejen har kronede dage. Derfor må vi regne med et stort og støjende slagsmål, som desværre ikke kan undgå at svække opslutningen om de fælles opgaver, der vitterligt ligger foran os – specielt i det Nordafrika, som gerne skulle komme videre, også for at disse landes unge kan få lyst til at blive hjemme i stedet for at søge over Middelhavet på jagt efter en bedre fremtid.

Et særligt problem er de mange rabatter i EU-budgettet, der er groet frem som paddehatte, efter at Fru Thatchers sving med håndtasken gav pote. Desværre er begrebet ”netto-bidragyder” groet fast – selv om det i virkeligheden er meningsløst, fordi fordele og ulemper ved medlemskabet ikke bare kan opgøres som pengestrømme ind og ud af statskasserne. Og som “netto-bidragyder” mener man derfor nærmest automatisk, at man har ret til en rabat – for det er der så mange andre, der får.

Det grundlæggende problem er velkendt. Sådan er det, hver gang en regning skal deles: Ifølge sagens natur er der nogen, som må ligge over gennemsnittet, når andre ligger under – men alle vil helst ligge under gennemsnittet. Og det lader sig ikke gøre, hvilket enhver med bare en smule matematisk sans vil indse. Men matematisk sans og logik har trange kår i de politiske slagsmål om budgetterne.

Det store budgetslagsmål ender hver gang på stats- og regeringschefernes bord. Så må man håbe, at de – når den tid kommer – vil føle sig stærke nok til at lade den værste populisme blive hjemme. Tænk engang, hvis de en skønne dag kunne enes om at skære i de støtteordninger, der er et levn fra fortiden – og i stedet sætte gang i nogle af de store investeringer i energinetværk og transportsystemer, som kan fremme væksten i det stillestående Europa.

52 kommentarer RSS

  1. Af Ulrik Mundt Arvesen

    -

    Kære Uffe Ellemann-Jensen
    Det eneste problem jeg har med procent benævnelser af budgetterne i EU debatten er; Beløbene står ikke mål med EU lovgivningens indflydelse på vores parlamentariske lovgivnings-arbejde(læs; grundloven).
    Jeg er specielt betænkelig ved EURO samarbejdet. En manglende konsekvens for snyd og bedrag fra Frankrig og Tyskland gør at jeg ikke ser EU som et monetært samlingspunkt. At man kan komme i modvind er en ærlig ting, men Grækenlands bevidste snyd og bedrageri er, efter min mening, nok til at dømme Grækerne ude både politisk og økonomisk. Denne konsekvente holdning er dog ikke kommet til udtryk overfor Grækenland, og det er mere ødelæggende for troværdigheden i det monetære samarbejde, end det er fremmende.
    Hvis EURO landene var direkte ansvarlige for aflad og lignende, så kunne alle måle og værdi fastsætte de enkelte landes formåen og lyst til at være fredsskabende på både monetære, sociale og vækstfremmende tiltag.
    EURO samarbejdet er lakmustesten for EU-landenes evne til at agere som en samlet enhed, Frankrig og Tyskland med deres større BNP, ser det desværre som en muse at lade deres nationale ideologi være bestemmende for deres EU-ideologi.
    EU budgetterne med deres små procentsatser er desværre blevet en indikator for samarbejdets idealer, og mangel på samme. Det er ikke muligt at få en samlet ideologisk forklaring på hvorfor budgettet er som det er. Plan EU halter derfor, efter min mening, efter de parlamentariske debatter der foregår i de enkelte lande om EU’s “legalité”.
    De efterlader os desværre med et formandskab som Polens der er startet med en diskution om grænsedragninger og ikke Polens potentiale som europæisk motor. En stolt nation med en erhvervs- og socialhistorie som vi alle kan lære af. Polen er også, det eneste tidligere øst-land, der kan skubbe til balancen i den nuværende frankofile/germanske selvforståelse i et fremtidigt EU.

  2. Af J. Mathiasen, Berlin

    -

    I de seneste ti år har den lange øst-vest gående autobahn 2 og ringmotorvejen omkring Berlin været landevej for polske køretøjer. Det startede med, at polakkerne med små trailere hentede millioner af brugte biler i Tyskland og Frankrig, men i mellemtiden er det blevet de største lastbiler i international trafik, og de kører nu også varer fra Polen til Tyskland, herunder biler. Forklaringen er bl.a., at tyske virksomheder, herunder bilproducenter, har slået sig ned i Polen, og landet har i dag et handelsoverskud i forholdet til Tyskland.

    Det undlod kansleren ikke at gøre opmærksom på, da hun fornylig som optakt til det polske formandsskab var på besøg hos naboen, der nu i minsterpræsident Tusk har en politisk leder, som ikke er styret af fordomme og nationalistiske forestillinger fra mellemkrigstiden.
    I og med at det økonomiske forhold mellem de to lande bevæger sig mod et balancepunkt, gør den politiske relation det samme. Polen identificeres nu ikke længere automatisk med nationalistiske grupperinger i Østrig, Frankrig, Holland og Storbritannien. Og Danmark.

Kommentarer er lukket.