Med ord skal ondt fordrives

Af Uffe Ellemann 101

Ytringsfriheden og herunder religionsfriheden er en ”meta-rettighed”, der overtrumfer alle andre frihedsrettigheder – fastslår en ny rapport fra FN’s særlige menneskerettighedskomité. Det er et vægtigt bidrag til debatten om, hvordan man skal reagere på tragedien i Norge – hvor nogen her hjemme mener, at der skal indføres begrænsninger i ytringsfriheden for at undgå, at svage sjæle som Anders Behring Breivik bliver opflammet til at bruge vold.

Der er ingen tvivl om, at en mand som Breivik næres af den voldsomme anti-islamiske retorik, som er blomstret frem især i Europa – med vildt overdrevne påstande om, at Europa er ved at blive islamiseret, og at der er brug for en ”frihedskamp”, hvis man ikke vil løbes over ende og ende i et sharia-styret samfund. Den slags opfattelser findes – også i Danmark. Læs bare præsten Sørine Gotfredsens kronik i Berlingske forleden.

Det ville være absurd at påstå, at der ikke er nogen forbindelse mellem islamistisk ideologi og islamistisk terror – og det ville være lige så absurd at påstå, at der ikke er nogen forbindelse mellem alarmisternes påstande om en islamisering af Europa og den form for terror, Breivik gennemførte i Norge.

Men det vil være urimeligt at tildele pastor Gotfredsen og hendes meningsfæller et medansvar for Breiviks handlinger – lige så urimeligt som det er, når hun vil hæfte et medansvar på en række navngivne danskere, der taler positivt om et multikulturelt samfund. I det hele taget er det forstemmende, så mange i Danmark der gerne vil klistre en ”ansvarlig”-etiket på andre – for det blokerer for den nødvendige debat om, hvad man kan gøre for at undgå at skabe en stemning, der af nogen opfattes som en indbydelse til at anvende voldelige metoder.
Svaret er ikke at skabe nye grænser for, hvad der må ytres i den offentlige debat. Det vil bare gøre det vanskeligere at argumentere for, at de tager fejl. For så vil en del af debatten blive drevet ned under stenene, hvor argumenterne kan ligge og lumre og blive endnu giftigere. Vi skal have dem ud i det fri – og der skal kampen stå:

For med ord skal ondt fordrives.

Derfor er det rigtigt af Berlingske at foretage en nødvendig opstramning i blog-debatterne, som ikke begrænser mulighederne for at ytre sig – hvis man vel at mærke tør stå ved sine synspunkter ved at identificere sig. Man kan aldrig helt undgå at nogen gemmer sig bag falske navne og adresser – men der kan gøres meget for at vi ved, hvem vi taler med. Og hvis der er nogen, som ikke kan dy sig for så grove ytringer, at det risikerer at afspore debatten, vil de fortsat blive slettet. Jeg har selv som ”blog’er” haft den faste politik, at når nogen blev for personlige, især overfor min familie, blev de slettet med hård hånd. Det koster mig kun to museklik…

Det ville være en god ting, hvis begivenhederne i Norge skaber en større eftertænksomhed, når det gælder anvendelsen af ytringsfriheden. I en norsk samtalebog med statsminister Jens Stoltenberg og hans far – min gamle ven og kollega Thorvald Stoltenberg – siger Thorvald et sted:

”…jeg er også enig i, at ytringsfrihet gjeller absolutt, men det er jo ikke noen som har sagt at du må bruke den hele tiden på alle områder. Der kreves det klokskap. Gjennom livet har jeg vært mye i USA. Og jeg husker hvor optatt jeg var af at bruke det rette udtrykket om afroamerikanere. For det skiftet jo stadig: Du kunne snakke om ”negere”, men så var dét helt ut. Og så kunne du snakke om ”svarte”, og så var dét helt ut. Og så utviklet det sig etter hvert til ”afroamerikanere”, og det føler jeg nå er trygt å bruke. Men jeg frykter ikke for noen begrensning i min ytringsfrihet av den grunn; det er bare det at jeg har respekt for og vil opptre skikkelig overfor dem jeg snakker med – eller snakker om. Og det er en holdning som jeg ikke er red for å ha med mig hvor som helst i verden. Jeg føler ikke at jeg går på akkord med min ytringsfrihet av den grunn.”

Kloge ord fra en klog mand – som giver en del af forklaringen på, at sønnen i denne vanskelige tid for Norge optræder som en værdig national leder, der samler i stedet for at skabe konflikt.

Det Thorvald beskriver er jo det, mange i Danmark vrængende kalder ”selvcensur”. Men som en anden klog mand har sagt: Det er kun psykopater, som ikke udøver selvcensur. For hvis man vil i dialog med andre mennesker, forsøger ethvert normalt tænkende menneske at udtrykke sig, så man ikke på forhånd sårer dem med hån, spot eller latterliggørelse…

Men når det er ordet, der skal bruges for at fremme tolerance og fredsommelighed – så kræver det, at mange flere tager ordet, når de støder på synspunkter, de mener er urimelige og farlige. Som f.eks. Sørine Gotfredsens udtalelser om, at det uundgåeligt vil føre til konflikt, når islam og kristendommen skal være i samme rum.

Som verden ser ud i dag, har vi ikke brug for at dyrke kilderne til ufred – men at finde veje til at kunne omgås hinanden i tålsomhed.

101 kommentarer RSS

  1. Af Johannes Bremer

    -

    @ Per H. Sparre. Tak for dit interessante lange indlæg om krig, vold og kærlighed, hvoraf sidstnævnte efter din mening åbenbart bør løse vore problemer. Du bruger mange ord, lige som Uffe; men ord gør det ikke, kærlighed heller ikke, selvom troen kan flytte bjerge, så løser den ikke vore problemer, snare det modsatte, derfor glæder jeg mig også over vor tros- og religionsfrihed jf. grundloven af 1848, som er en del af frihedsrettighederne, som i det store hele giver os mennesker lov til at have den tro, som vi selv ønsker, uden at være den påtvungen på nogen måde, i modsætning til så mange andre lande, hvor troen er en magtfaktor og kulturbærer helt tilbage til Antikken. Og skal vi endelig sammenligne os med dem, så vil jeg sige, at når lande som Ægypten, Grækenland og Italien mistede troen på deres guder, så mistede de også deres kultur. Spørgsmålet er, om det er det vi oplever her i landet med de mange halvtomme Kirker?
    V.h. johannes

Kommentarer er lukket.