De ægyptiske valg: Et forhindringsløb

Af Uffe Ellemann 10

Fra morgenstunden var der ved de ægyptiske valgsteder lange køer af vælgere, som ønsker at afgive deres stemme. Det tages som et udtryk for ægypternes stærke ønske om at benytte den demokratiske ret til at vælge frit – for første gang i mange år. Det puster nyt liv i den optimisme, der blev skabt under ”det arabiske forår” – men slå koldt vand i blodet: For når man ser på det forhindringsløb, de 50 millioner registrerede vælgere skal igennem, er det vanskeligt at bevare optimismen:

I midten af januar er første valgrunde forbi, og der vil være valgt 508 medlemmer af Folkeforsamlingen (”underhuset”). Så starter anden runde, hvor der skal vælges 270 medlemmer til Shura-rådet (”overhuset”). Og endelig engang i midten af 2012 kommer det helt afgørende præsidentvalg.

Valgprocessen er uoverskuelig, fordi der sker en sammenblanding af valgmetoder, som har skabt dyb mistro. Der opstiller over 40 politiske partier, hvoraf de færreste er kendt af vælgerne… Der er derfor al mulig grund til at frygte, at de ægyptiske vælgere bliver skuffede, fordi de ikke mener at blive ordentligt repræsenteret i det nye parlament.

Det er Det Militære Råd (Scaf), som står bag det komplicerede valgsystem – og det er tydeligt, at militæret har gjort alle mulige og umulige krumspring for at bevare magten (og privilegierne).

Det burde ikke komme som en overraskelse. Det var meget naivt, da så mange tilbage i februar så militæret som katalysator for gennemførelse af demokrati i Ægypten – og udviklingen kom hurtigt til at vise, hvordan tingene hænger sammen: Over 12.000 civile er blevet dømt ved militærdomstole, de tilbageholdte er blevet udsat for vold og tortur – og der er grebet brutalt ind over for først demonstrerende koptiske kristne og siden de protesterende på Tahrir-pladsen i Cairo.

Samtidig har militæret på forhånd søgt at øve indflydelse på den Grundlov, det nyvalgte parlament skal være med til at udforme. For eksempel ved at foreslå, at forsvarsbudgetterne skal holdes udenfor parlamentarisk kontrol – og at militæret skal have en særlig rolle at spille som ”konstitutionens vogter”. Der er også lagt op til, at de nyvalgte parlamentsmedlemmer kun får begrænset indflydelse, når Grundloven skal skrives.

Det lægger alt sammen op til spændinger mellem det nyvalgte Parlament og militæret – og spændinger mellem de forskellige grupperinger i Parlamentet. Ønsket om at begrænse parlamentsmedlemmernes indflydelse på Grundloven må tilskrives bekymringen for, at de islamistiske partier kommer til at sidde på over halvdelen af pladserne – fordi de har været bedst organiseret, og derfor tiltrækker mange stemmer, især i de fattige landdistrikter. Det er måske endnu en årsag til, at så mange vælgere er mødt frem i byerne: De ønsker ikke at opgive den sekulære stat.

Det store og helt afgørende spørgsmål er: Hvem bliver præsident? Og hvem vil han støtte sig til? Bliver det igen en militærperson – eller en person, militæret har indflydelse på? Og hvordan vil de mange skuffede vælgere reagere på det? Eller bliver det en person, der ønsker at være uafhængig af militæret, og som ønsker at begrænse militærets magt? Og hvordan vil officererne reagere på det?

De ægyptiske officerer har siddet på magten i de sidste 60 år – både den økonomiske og den politiske magt. Militæret har styr på alle dele af den ægyptiske økonomi, fra bagerier til infrastruktur – og det rummer mange privilegier, som de har svært ved at opgive. Men det er synd at sige, at militærets greb om økonomien har været en succes i det ludfattige land, som lever i den traditionelle klemme mellem stærk befolkningstilvækst og stagnerende fødevareproduktion.

USA og Europa ser til med bekymring. Ægypten er nøglen til stabilitet i Mellemøsten – men fredsaftalen mellem Ægypten og Israel har allerede fået nogle grimme rystelser siden Mubaraks fald. Derfor står Vesten i et grimt dilemma: Hvordan kan man være på den rigtige side af historien og støtte de frihedsidealer, vi bygger vore egne samfund på – uden at risikere ustabilitet?

Det bedste, man kan gøre for Ægypten var at give en massiv økonomisk støtte til modernisering af samfundet – en slags Marshall-hjælp, som også kunne åbne for fri handel.  Men både Europa og USA er lammet af selvskabte økonomiske kriser, som ikke rummer plads til en sådan indsats.

Det er derfor, der trædes vande – og bides negle – i Washington, Berlin, London, Paris, Bruxelles og alle de andre steder, hvor man godt nok erkender, at der er sluppet en sympatisk ånd ud af flasken, men hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre for at undgå katastrofer.

10 kommentarer RSS

  1. Af Jens West

    -

    “Det bedste, man kan gøre for Ægypten var at give en massiv økonomisk støtte til modernisering af samfundet”

    Nej det bedste man kan gøre er at udele gratis kondomer, for med en årlig befolknings tilvækst på 1.5 million mennesker er det eller urealistisk at tro at der kan skaffes uddannelse, boliger, mad, og jobs og velstand nok.

  2. Af N. Jensen

    -

    Man må jo håbe det bedste for ægypterne. Indtil videre er det nok mest sandsynligt at deres primitive overtro for altid vil dømme dem til et liv i materiel og åndelig fattigdom.

  3. Af Niels B. Larsen

    -

    Helt enig med Jens West.

  4. Af Abdiaziiz Farah

    -

    helt enig Uffe
    men må lige spørge har man ikke finanskrise i EU

  5. Af Finn Bjerrehave

    -

    Hvis du ikke ønsker en bøde, så skal stemmesedlen udfyldes, det er loven i Egypten, og skade at dette forhold ikke gjaldt i Jordan, hvor kun 45 % gad at stemme.
    Spørgsmålet om efter det Arabiske forår videregår til en kopi af det Osmanniske rige, hvor Tyrkiet og det Muslimske broderskab fører udviklingen hen, og Israel kommer i klemme, godt gået.
    Tak for frihed.Finn Bjerrehave Vig

  6. Af johan clausen

    -

    når uffe ellemann siger stabilitet mener han vel vestlig indflydelse, ellers havde han næppe støttet irak-krigen eller kuppet af hamas – den eneste demokratisk valgte regering i den arabiske verden.

    hvis flertallet af ægypterne ønsker en islamisk orienteret regering, så er det deres sag – så længe man går ind for demokrati.

  7. Af Gert Hansen

    -

    UEJ peger helt rigtigt på Vestens dilemma´, i forbindelse med valgene i Tunesien og Egypten, og måske også i Libyen.

    Islamiske partier, er på vej frem i Egypten (primært det Muslimske Broderskab), og resten af Nordafrika, Tyrkiet og Mellemøsten. Som en afløser for Nationalismen, der i 62 år har holdt Broderskabet i ave i Tunesien, Egypten, Libyen, Irak og Syrien.

    Kan Egypten i det hele taget regeres uden om militæret? Vil Broderskabets, efter dets forventede valgsejr, kunne regere Egypten uden militærets opbakning? Næppe. Der må forudses en indre magtkamp, som kan føre til hvad som helst. Muligvis kaos.

    Den egyptiske økonomi er elendig på alle områder. Det vil, selv for Broderskabet, gøre det meget svært at leve op til folkets forventninger. Der for det store fletal af egypteres vedkommende, ikke går på demokrati, menneskerettigheder og kvinders ligestilling, men derimod på brød i munden, og en bedre materiel fremtid. Sådan som de ser den i Vesten (uden at de derfor ønsker at kopiere Vestens værdier/’værdier’), og nu også i fremstormende økonomier som Kina og Indien.

    Broderskabet, og alle dets tilhængere, vil juble over deres valgsejr. Man skal være mere end almindelig optimist for at mene, at det vil vare særlig længe. Og hvad så?

  8. Af Maradona Isho

    -

    Det Muslimske Broderskab står til at få mindst 30-33% af stemmer og salafister 5-10%.

    Koptere og kvinder forbydes at være præsidentkandidater, paragraf 2 der påbyder at alt lovgivning skal være islamisk bibeholdes. Alt dette har Broderskabet bebudet. Nøjagtigt derfor er der velbegrundet frygt for lovpligt at dække kvinders hovedet og at kopteres, i forvejen ringe, rettigheder mindskes.

    Egypten skal nok blive den feriekoloni som de kulturradikale higer og lider efter at se og nyde.

    Egypten kommer, i lighed som de resterende arabiske lande, ikke til at blive en demokrati med respekt for minoriteter og kvinder, men derimod en Dhimmikrati.

    Slutteligt orker jeg ikke at argumentere for hvorfor Uffe Ellemand i alverden ikke gider forholde sig til aktualitet. Manden forgudes hos radigalningerne.

  9. Af Jens Bjørn

    -

    Det er klart at religionen står i vejen for de løsninger, som ville kunne vise en udvej ud af krisen. Der er ingen, som kan forestille sig, at det(som f. eks. i Kina ville være muligt at gennemføre familieplanlægningsprogrammer i Ægypten – det ville være mod religionen.
    Der har været en periode, hvor sult, krig og/eller sygdom har begrænset befolkningstilvæksten. Den periode er ved at være forbi, og det er utopi at tro, at vesten har ressourcer til at forlænge den periode meget længere. Det bedste vi kan gøre, er at gøre alt for, at formørkelsen i Mellemøsten ikke spreder sig til vore breddegrader.

  10. Af Jens Bjørn

    -

    “periode, hvor sult, krig og/eller sygdom har begrænset befolkningstilvæksten”

    skulle være

    “periode, hvor sult, krig og/eller sygdom ikke har begrænset befolkningstilvæksten”

    undskyld

Kommentarer er lukket.