11.541 tomme røde stole i Sarajevo

Af Uffe Ellemann 54

I disse dage er det 20 år siden, belejringen af Sarajevo begyndte. Det markeres ved, at der på hovedgaden i Sarajevo er opstillet 11.541 tomme røde stole, en for hvert af de mennesker, der blev dræbt under belejringen. De 643 stole kunne være børnestole, for så mange børn blev dræbt. De serbiske snigskytter dræbte gerne børn, for det skabte maksimal sorg – fik jeg at vide af en ung mand, som nogle år senere fulgte mig rundt i gaderne, hvor man nu igen kunne færdes frit. Han havde selv mistet sine forældre, som en nat var blevet hentet i hjemmet og kørt bort. De var nu nogle af de andre over ti tusinde bosniaker, hvis skæbne man ikke kendte…

Belejringen af Sarajevo kom til at vare 1.425 dage, den længste belejring en europæisk storby har oplevet i historisk tid. Næsten fire år varede det, før det internationale samfund fik taget sig sammen til at lægge så stærkt pres på de bosnisk-serbiske ledere, at de trak deres tropper tilbage fra den sønderskudte by.

Der er god grund til at benytte anledningen til at tænke over, hvorfor alle vi andre svigtede dengang.

Set i bakspejlet kom borgerkrigen i Jugoslavien som en overraskelse for et Europa, der havde koncentreret sig så meget om muligheder og problemer i forbindelse med den kolde krigs ophør, at Balkan var blevet skubbet til side som noget, de virkelig selv måtte se at finde ud af. Jeg husker fra møderne i EF og CSCE, at vi udsendte den ene deklaration efter den anden, som manede til forsoning og bevarelse af Jugoslaviens ”nationale integritet”, mens situationen blev mere og mere eksplosiv. Til sidst brød konflikten ud i lys lue med Sloveniens selvstændighedserklæring i juni 1991 og den korte krig, som endte med den serbisk dominerede forbundshærs nederlag. Men så fulgte de langt blodigere kampe i Kroatien og Bosnien…

EF forsøgte at mægle. Det var efter et af disse mæglingsmøder, den daværende formand for EF’s ministerråd – den luxembourgske udenrigsminister Jacques Poos – vendte opmuntret tilbage til os andre med den glædelige oplysning, at nu havde alle lovet at opføre sig pænt. Og Poos udtalte de ord, som skulle forfølge ham resten af hans dage: ”Dette er Europas time, ikke USA’s…” Men som vi alle ved i dag, var det ikke europæerne, der fik sat en stopper for krigen – det var amerikanerne, der satte den nødvendige magt bag kravet om, at man skulle stoppe borgerkrigen.

Der blev tidligt talt om mulighederne for at gribe militært ind mod den serbiske belejring af Sarajevo. I efteråret 1991 var der et møde i Den Vesteuropæiske Union WEU – hvor Danmark som bekendt ikke er medlem, men hvor vi fik lov til at komme med som observatør, fordi vi snart skulle overtage formandskabet i EF – og her var budskabet, at der skulle bruges 100.000 mand til at opbygge en korridor fra havet til Sarajevo, som kunne undsætte byen. Det var der ingen, der havde mod på, så indsatsen blev begrænset til den FN-styrede ”fredsbevarende” observatørtjeneste, der senere skulle vise sig så katastrofalt utilstrækkelig i forbindelse med massakren i Srebrenize.

Og imens fortsatte granaterne med at regne ned over Sarajevo.

Jeg hørte dem selv, da jeg besøgte byen som EF-formand i januar 1993, ti måneder inde i belejringen. Jeg blev fløjet ind i et dansk Hercules-fly, og da vi landede, hørte jeg lyden af 155 mm artilleri, som blev affyret fra Trbevic-bjerget. Vi bevægede os rundt i pansrede mandskabsvogne på de mennesketomme gader, som snigskytterne beherskede. På ”Snipers Alley” var der opstillet containere for at give beskyttelse mod snigskytterne fra bjerget på den anden side af floden. Jeg husker lugten af brændt gummi over alt i byen – for alt, hvad der kunne bruges til at skaffe en smule varme, blev brændt, og den sure røg gav røde øjne. De politiske ledere, jeg mødte, havde ikke fået vasket skjorter for nylig. Varmt vand var en mangelvare. Og vi beholdt frakkerne på, for det var isnende koldt.

Da jeg næste gang besøgte Sarajevo, var belejringen ophørt, og man var begyndt at vende tilbage til en normal tilværelse. Overalt var der sønderskudte huse og bilvrag – og ødelagte mennesker: Jeg så en mand, der løb rundt i gaderne i løbetøj med en sølvpokal i den ene hånd og et forvredent smil i ansigtet. Sveden drev af ham, men han løb og løb og løb – og min guide fortalte, at sådan havde han gjort lige siden belejringen stoppede. Han havde mistet sin familie og sin forstand, så nu løb han rundt og rundt.

I dag er Bosnien-Hercegovina stadig plaget af den borgerkrig, der kom til at koste over 100.000 mennesker livet. Landet er nogenlunde lige delt mellem republikken Srpska og den bosniakisk-kroatiske føderation – og den politiske ledelse, der bygger på den sindrige magtdeling i Dayton-aftalen fra 1995, som afsluttede borgerkrigen,  er uhyggeligt kompliceret. Der er rigt spillerum for nationalistiske kræfter, som absolut ikke ønsker at give modparten indrømmelser. Resultatet er en fortvivlende arbejdsløshed og endeløse stridigheder.

Bosnien er endnu ikke anerkendt som EU-ansøgerland. Det er derimod Serbien – efter at det omsider lykkedes at få de hovedansvarlige for uhyrlighederne i Bosnien sendt til den internationale domstol i Haag (først Milosevic – og siden general Mladic og Radovan Karadzic). Men der forestår formentlig langvarige og vanskelige forhandlinger om optagelse. Slovenien er for længst medlem af EU, og klarer sig strålende. Kroatien bliver snart medlem. Makedonien er fortsat anbragt i en urimelig skammekrog på grund af Grækenlands hysteriske afvisning af at lade sin lille fattige nabo få plads i de internationale organer, der har tjent grækerne så godt. Og Kosovo, tja… Det er, som om EU har vanskeligt ved at mobilisere den helt store interesse – for ikke at tale om vilje – til at få gang i udvidelsesprocessen på Balkan. Der er så meget andet, der rykker – og så er der jo den “udvidelses-træthed”, der tales så meget om.

For tyve år siden var de europæiske landes svigtende opmærksomhed med til at rydde banen for uhyrlighederne i det tidligere Jugoslavien. I dag er de europæiske landes opmærksomhed også stift rettet mod alt andet end spændingerne på Balkan. Det vil være en ulykke, hvis problemerne med EU’s i høj grad selvskabte økonomiske plager kan være medvirkende til, at tingene kører skævt i lande som Bosnien, der kun har et eneste håb, når det gælder fremtiden: At blive en del af den europæiske integrationsproces, som har betydet så meget for andre lande, der sad lukket inde i mange års politisk fængsel.

54 kommentarer RSS

  1. Af Jesper Bryde

    -

    Uffe jeg vil bare gerne vide hvornår holdte du/i multikulturalist fantaster op med at elske Danmark og hade os Daner?? Hvad er det muslimer kan lære mig ? Jeg har læst en bog og ved godt middelaldren var et trist sted. Du/I behøves ikke importere religiøse analfabeter fra Mellemøsten for at illustrer dette. I burde i det mindste have så meget integritet at i stod ved at importere Islam og muslimer begik i en fejl. De er kun til gavn for venstrefløjen som valgkvæg da de mentalt tydeligvis ikke evner at arbejde eller holde sig fra kriminalitet. Uffe dig og alle de andre fantaster vil i en ikke så fjerne fremtid blive husket som Lands og kulturforrædere du må være stolt!!!!

  2. Af Henrik Larsen

    -

    @de fleste:

    Jeg er her enig med Uffe Ellemann, de ikke-slettede indlæg gør ikke en nysgerrig på at se de slettede, der bliver egentlig ført en stedfortræder-debat herinde, og ikke om selve anbringendet med artiklen: For sent, for lidt, i det konkrete tilfælde!

    Ikke fordi jeg vil latterliggøre medbloggernes verbale udtryk for en (sikkert oprigtigt følt) frustration over tingenes tilstand, men min personlige modstand mod muslimsk tilvandring i Europa kan jeg godt skelne fra den “kristlige” hjælp, der som sagt kom alt for sent til Bosnierne, og i mellemtiden havde gjort de globalt set næsten enestående integrerede muslimer på Balkan påvirkelige overfor ortodoks islam, da årsagen til den manglende hjælp lå lige for: De var muslimer!

    Den konklusion er lige så forkert som beslutningen om ikke at hjælpe, jeg mener at kunne erindre senere Udenrigsminister Helveg-Petersen begrunde den manglende hjælp til bosnierne med udtalelsen (frit efter hukommelsen): “Vi må lægge låg på konflikten, så den ikke breder sig…” og senere i samme interview: “..historien må dømme os..”, som kommentar til spørgsmålet om ikke vi uretmæssigt overlod bosnierne helt forsvarsløse til myrderier, vi ikke da lod til at ville forhindre med magt.

    Jeg går ud fra, at Uffe Ellemann´s kommentar er et første bidrag til en selvransagelse, som fortjener anerkendelse, og som jeg ikke har hørt fra hans efterfølger eller andre aktører i sagen.

  3. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Har de radikale og deres medløbere ligefrem opstillet et korps af agenter eller”debattører” til at bortforklare den fremadskridende udslettelse af Danmarks fred, frihed, velstand og sikkerhed??

  4. Af Niels B. Larsen

    -

    @ Jesper Bryde

    Muslimer kan lære dig en hel del.

    Bl. a. dyb “religiøs” fanatisme, beskæring af menneskets legemsdele, kvindeundertrykkelse, diktatur, had og andet skidt fra det menneskelige overdrev.

Kommentarer er lukket.