Hvad er Tyrkiets nationaldrik?

Af Uffe Ellemann 60

Lige nu er det vidunderligt at sidde på en af Istanbuls små cafeer og kigge over Bosporus-strædet på Asien – med en kop stærk tyrkisk kaffe og et vederkvægende glas raki, den tyrkiske nationaldrik…. Det gjorde jeg for et par dage siden, men med en fornemmelse af at være stærkt politisk ukorrekt, i det mindste i Tyrkiet. For det helt store stridsemne i Tyrkiet i den forgangne uge var, om den tyrkiske nationaldrik er raki – eller om det er den lidt sure og salte yogurtdrik ayran. Premierminister Erdogan havde nemlig sat sindene i bevægelse ved at fastslå, at nationaldrikken hverken er øl – som tyrkerne ellers er fremragende til at brygge – eller den anisbaserede og stærke raki, som ellers var favoritdrik for selveste Mustafa Kemal Atatürk, nationens fader. Nej, sagde Erdogan – nationaldrikken er ayran, en ikke-alkoholisk mælkedrik.

Naturligvis måtte jeg prøve et glas ayran, men ærlig talt: Min smag er mere i overensstemmelse med Atatürk end med Erdogan, om end jeg har stor respekt for sidstnævntes indsats for at gennemføre politiske og økonomiske reformer i Tyrkiet. Og hans tilsyneladende uskyldige bemærkning ramte da også en rå nerve i den standende strid mellem sekulære og muslimske kredse i Tyrkiet. En hærskare af twittere og bloggere kastede sig ud i kampen, som hurtigt kom til at dreje sig om, hvilken politisk/religiøs retning Erdogan ønsker at fremme. Er der en skjult muslimsk dagsorden i at fremhæve ayran på bekostning af raki, lyder spørgsmålet. Og flere af de bekendte, jeg besøgte i Istanbul, svarede klart ja – det ligger helt i forlængelse af Erdogans bestræbelser på at forbyde tobaksreklamer og opføre en kæmpemoske på en Istanbuls dominerende højdedrag…

Regeringen svarede igen med at hævde, at der blot er tale om et forsøg på at føre en ryge- og alkoholpolitik, som hindrer især ungdommen i at forfalde til misbrug – og det kan man jo kun have sympati for, efter at have oplevet danske gymnasieelever på druktur til Prag – men følelserne sidder uden på tøjet hos de sekulære tyrkere, som frygter, at Erdogans til tider lidt autoritære stil sigter mod en religiøst betinget begrænsning af de personlige frihedsrettigheder. Og der henvises til, at i modsætning til f.eks. de vestlige lande, der indfører begrænsninger i annoncering og salg af alkohol, så har Tyrkiet slet ikke et alkoholproblem: Kun 6 procent af tyrkiske familier nyder alkohol, og tallet har været faldende. Så frygten er der – Erdogan og hans mildt islamiske parti (AK) har en skjult dagsorden, som er moraliserende og religiøs.

Det er naturligvis interessant at følge i vores delaf Europa, hvor det f.eks. var et stort problem for de ellers så renfærdige svenskere, da EU begyndte at pille ved salget af våd snus som et led i nye sundhedstiltag. (For ikke-kendere: Våd snus er noget, som mange svenskere – også kvinder, som åbenbart ikke vil kysses – stopper ind i munden i stedet for at ryge). Men raki eller ayran – det er så udpræget et indre tyrkisk anliggende, som næppe vil blive en anstødssten i de forhandlinger om EU-optagelse, som i øvrigt nærmest er gået i stå. Desværre, mener jeg – for jeg tilhører den (stadig mindre) minoritet som gerne ser Tyrkiet i EU, når de sidste reformer er faldet på plads. Vi har brug for Tyrkiet som en stærk partner i spændingsfeltet mellem Europa og Mellemøsten/Asien.

Her er det nok så interessant som raki/ayran-striden, at der omsider synes at være et gennembrud i det gamle kurdiske problem. Der er etableret kontakt mellem den tyrkiske regering og oprørsbevægelsen PKK, som har givet sine bevæbnede grupper ordre til at søge ud af Tyrkiet og ind til deres baser i Irak. De lægger ikke op til en egentlig afvæbning – ”decommissioning”, som man kaldte det i Nordirland – men der er ingen tvivl om, at det er, hvad den tyrkiske regering håber at opnå.

Erdogan og hans regering arbejder på at skabe en fredsløsning med PKK, som helt kan stoppe det væbnede oprør ved at give kurderne en række rettigheder – men det har skabt stærk modstand i den tyrkiske opposition. De førende oppositionspartier har boykottet den parlamentariske kommission, som skal følge forhandlingerne med PKK – og ledende oppositionspolitikere beskylder Erdogan for at sælge ud af nationens interesser, og tilbyde kurderne deres egen stat som betaling for støtte til hans bestræbelser på at gennemføre en ændring af Tyrkiets forfatning, så parlamentarisken afløses af et præsidentielt system efter fransk mønster. Han sigter selv mod at kunne overtage præsidentposten, når der er valg næste år.

De kommende måneder vil derfor være afgørende for, om den reformproces, Erdogan har indledt, vil kunne fortsætte. Presset for en løsning med kurderne øges af spændingerne ved grænserne mod Syrien og Irak, og risikoen er, at yderligtgående kurdiske kredse vil spænde ben for den spinkle fredsproces – eller at Erdogan presses til så store indrømmelser i retning af autonomi i en federalistisk model, at han mister opbakning i befolkningen. Atatürks model for en stærk tyrkisk identitet er stadig lys levende. Og denne model indebærer afvisning af enhver etnisk identitet indenfor Tyrkiet – også den kurdiske – for at undgå de spændinger, som svækkede det gamle multietniske osmanniske rige.

Derfor er der sammenhæng mellem diskussionen om nationaldrik og diskussionen om tyrkisk identitet. Og derfor er der måske længere over Bosporus-strædet end det ser ud til, når man sidder der en lun forårsaften. Og nyder sin raki.

60 kommentarer RSS

  1. Af søren sørensen

    -

    Arne Rud…
    fjerne men det røde og det hvide meningsløse…og sætter et gennemsigtig op af plastik i nationens selv rygklapper symbol…Får men egen indsigt og humanisme..I danmark er det ulovligt at flage med andet end Dannebrog…Spørg Amerikaneren der arbejder for den Amerikanske ambassade,bosat i smørum med “stars and stripes” flagende og som nægter at tage det ned..Frihed der for alle som minimum når nu du forældede symboler forkæmper skal chikanere. Flagstænger har kun værdi nytårsaften når borgerlige huse er forladt i champagne grådighed og hele køkkenhaven op i dem…….

  2. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Akinci: Hmmm….

    Den gamle nationalstatsforestilling om sammenfald mellem “Land og Folk” er ikke særlig relevant/praktisk i økonomisk/sikkerhedshedspolitisk sammenhæng.

    Jeg tror Atatürks idé med Tyrkiet som et nødvendigt samlingspunkt ganske enkelt fordi han havde set, hvor frygtelig galt det gik både med armenerne og grækerne – det var jo på mange måder ved at splitte det afgjort svage og nederlagstyngede Tyrkiet fra hinanden.

    Jeg har ikke på nogen måde nogen sympati for kurdisk nationalisme, fordi jeg anser det for et skalkeskjul for kriminel adfærd – på samme måde som den irske nationalisme i Ulster.

    Jeg mener heller ikke, at en kurdisk national kan bære noget som helst. Det forekommer, at det kan; men sjældent.
    Island er et eksempel på et sprog, en kultur og geografi kan bære en nationalstat – lige akkurat.

    Tyskland er et eksempel på at national og kulturel identitet ikke kunne bære noget som helst: Der er alene i historisk tid forsvundet nationale og sproglige identiteter – sorberne f.eks., hvor tanken om en nation på det grundlag er absurd – og vil fremkalde visse modsætninger på Lolland, hvis de pludseligt ville grave gamle rettigheder op.

    Tyrkiet ser ud som Tyrkiet gør ud fra en bitter nødvendighed – nemlig at det kan forsvares! Af samme grund flyttede Atatürk hovedstanden til Ankara, hvor vi nok skal tilbage til hitterne for at finde (i øvrigt den samme) begrundelse. Atatürk havde på egen krop erfaret omkostningerne ved at have hovedstaden det “naturlige” sted, nemlig Istanbul. Ankara ligger uden for lands lov og ret; men det kan forsvares. Den anatolske højslette er reelt indhegnet af 3 bjergkæder hele vejen rundt. Vi kan også se det af, at det eneste område Tyrkiet har annekteret er Hatay – simpelt hen fordi Hatay er den eneste vej ind og ud af Tyrkiet.

    Hvis man anvender disse kulturelle og økonomiske begrundelser så kunne Tyrkiet med god ret omfatte det nordlige Irak til lidt uden for Kirkuk.

    Tyrkiets nuværende udseende er det, der kan lade sig gøre! Man har prøvet alt andet – med hårrejsende resultat.

    Der er så mange kulturelle, etniske og religiøse skillelinier i Tyrkiet, at man bare må erkende, “like it or not”, at man er pisket til at finde ud af det.
    Det er dér Erdogan er farlig, fordi han rykker islam frem for andre religioner – og dermed udviser forfatningsstridig utyrkisk opførsel.

    Endog er det sådan, at politiske skel mellem “arbejde og kapital”, som var det 20ende århundredes modeflip, som der blev spildt oceaner af blod – og ikke mindst blæk – på. Det virker IKKE i Tyrkiet, hvor man blev nød til at sammenslutte socialdemokratiet og de konservative til ét parti – “kasket og slips” – ingen af delene er i øvrigt tyrkiske beklædningsgenstande for nu at tage den kulturelle dimension igen.

    Alene det, at tyrkerne INTET har at gøre i Tyrkiet. Den tyrkiske kulturs grænse er naturligt et sted i de kinesiske ørkener. Hvilket i øvrigt er påvist af Vilhelm Thomsen – for efterhånden ganske længe siden.

    Jeg kan ikke se, at der er anden løsning end den nuværende tyrkiske enhedsstat. Ikke at det altid fungerer specielt godt; men DER ER IKKE NOGET ALTERNATIV.

    Så hvis Du tror, Du kan hverve proselytter for terrorbevægelsen PKK, så skal Du gøres klogere!

    At Tyrkiet så – efter min mening – er nødvendig i Europa skyldes at Tyrkiet ligger som et økonomiske og handelsmæssigt knudepunkt.

    Sikkerhedsmæssigt kommer hele Mellemøsten og Sydøstlige Europa IKKE udenom Tyrkiet; men det er en Nato opgave. Vi kan vende og dreje det, hvordan vi vil; men Tyrkiet har samme nøgleposition mellem Sorte- og Middelhavet, som Danmark har mellem Østersøen og (Nord)Atlanten.

  3. Af Arne Rud

    -

    @søren sørensen, 8. maj 2013 kl. 21:33. – Kong Hans mistede ved slaget i Hemmingsted i Ditmarsken den 17. februar 1500 den berømte Dannebrogsfane fra det berømte felttog i Estland i 1219 og fik tilnavnet Klods Hans. Dannebrogsfanen skal være ophængt som sejrstrofæ i den tyske by Meldorf, den daværende hovedstad i ditmarskernes bonderepublik; jyder bygger høfder, slesvigere diger og frisere er mestre i kystsikring, men Jylland går atter på to ben med en kystbane med eltog fra Esbjerg til Glückstadt og et skoleskib i Esbjerg og Flensborg.

  4. Af Timucin Akinci

    -

    Tusind tak for dit informative svar.

    Mit spørgsmål skyldtes nysgerrighed, uvidenhed samt lidt frustration i og med den politiske debat/krig i Tyrkiet konstant er ophedet med ingen ende og efterhånden er nået til et punkt som vi på tyrkisk vil sige: “arap saci” (arabisk hår) et udtryk (måske lidt med degraderende klang), som på dansk vil hedde, at finde hoved og hale i dette.

    Det glæder mig at læse, samt overrrasker mig samtidigt, at Tyrkiet som én enkelt enhed skal bevares som den skal. Og måske med deltagelse fra det nordlige Irak ligesom med Hatay i 1939.

    Og nej, jeg vil helst ikke sættes i samme bås med kurdiske marxist kommunister og nationalister/rascister.

  5. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Akinci: Som italienerne siger, når de siger “tror Du jeg er komplet idiot?” “Tror Du, jeg er fra Afrika?”

    Nu er der så ingen, der spørger mig; men jeg tror Tyrkiet så vidt muligt skal holde sig fra det nordlige Iraq – der er ikke nogen grund til at demontere bomben i Syrien – for at transportere den til Iraq.

    Atatürks erkendelse var jo: Tyrkiet er det ENESTE vi har. Tyrkere er NØD til at leve med hinanden – alle vil forsøge at splitte Tyrkiet: Det MÅ de ikke få lov til!
    Her undervurderer man så nok Ismet Inönü der holdt fast i den tanke, da det for alvor blev svært (og han var for øvrigt kurder!).

    Det er derfor jeg anser Erdogan for farlig, fordi han foretrækker muslimer frem for andre. Erdogan som basbaskan svarer til at have Pia Kjærsgaard som statsminister i Danmark. Meget populistisk – og ikke særlig begavet.

    Der er helt enkle tiltag, som man bare kunne gøre, som IKKE koster noget!

    1) Man kunne genåbne præsteseminariet i Istanbul (jeg ved ikke om det er sket). Man burde så også genåbne Hagia Sophia i Istanbul som det den er: Den ortodokse kirkes centrum – og patriarkens kirke. Man er lige så god en tyrk om man smider fodtøjet 5 gange om dagen eller render rundt med fjollet hovedbeklædning og en lang pind i hånden.

    2) Jeg hæfter mig ved at noget af det sidste Ratzinger foretog sig i sit pontifikat var at besætte posten som biskop af Antakya med en kardinal! Skt. Peterskirken i Antioch er nok det ældste kristne kirkerum (en bjerghule) overhovedet.
    Det efter at biskoppen af Iskenderun for et par år siden blev myrdet.

    3) Selvfølgelig skal der også være synagoger hvor jøderne kan rable deres spansk. Dem om dét!

    4) Man bliver også nød til at gøre noget for de flygtende syrere – her mener jeg den syriske kirke – der stadig har aramæisk liturgi.

    Tyrkiet er nød til at holde fast i at være en sekulær stat! Man må gøre, hvad pokker man vil – bare man overholder Tyrkiets love.

    Tilsvarende med etnicitet det er Cumhürriet inderligt ligegyldigt om man er græker, araber, tyrk eller kurder.

    Hvis man først begynder at komme med disse – for statens drift inderligt ligegyldige – skillelinier, så VED man, at det går galt.

    Tyrkiet er ikke valget af lykken; men fravalget af katastrofen!

    Der er så heller ikke nogen tvivl om at befolkningen i det østlige Tyrkiet skulle flyttes – ganske enkelt, fordi der ikke er økonomisk grundlag for et middelalderligt landbrug.
    Landbruget i det østlige Tyrkiet kan vel kun klare sig med kvæg i løsdrift. Det kræver naturligvis at borgerkrigen ophører.

    For 10 år siden var problemet med tyrkisk landbrugs og industriproduktion kvaliteten. Det er det ikke i dag! Tyrkiet kan godt konkurrere.

    Det, der binder Tyrkiet sammen er i vid udstrækning hæren. Politiet er – for nu at sige det pænt – af stærkt varierende kvalitet. Men her er der altså også betydelige fremskridt.

    Fordelen ved Tyrkiet er, at man kan klare sig for meget lidt og en god opdragelse.

    Årsagen til, at man må insistere på tyrkisk som fælles sprog er, at man på én eller anden måde bliver nød til, at have et fælles sprog til at få staten og samfundet til at køre. De fleste tyrkere taler vel 2-3 sprog – det så ikke de mest fashionable i Europa.

    En del af det at være europæer er, at man taler, skriver og læser 3 sprog rimeligt. Det er derfor den danske folkeskole er så forfærdelig en katastrofe. De klager man får fra internationale studerende på CBS er, at forelæserne ikke kan tale engelsk – glem alt om tysk.
    Om man ikke taler tysk eller ikke taler tyrkisk – det kan komme ud på ét.
    Det værste er, de tyrkiske indvandrere, der vil studere tyrkisk, fordi det kan de da. NEJ – de kan ikke.

  6. Af Jens Juhl Jensen

    -

    En forudsætning for medlemskab af EU er at de såkaldte Københavnskriterier er opfyldt. Disse fylder 20 år i næste måned. I den forløbne tid er der ikke sket afgørende fremskridt for Tyrkiets vedkommende. Blandt andet mangler man stadig at anerkende staten Cypern, og den militære besættelse af dette lands nordlige del fortsætter også, foruden at der ikke er tegn til at man vil trække de mange illegale immigranter tilbage til Anatolien.
    Så det har lange udsigter med et eventuelt medlemskab.

  7. Af Søren Jensen

    -

    Fri os for “skødetyrkere”
    “I Tyrkere SKAL IKKE lade jer assimilere i Tyskland men forblive tyrkere og fastholde jeres kultur…!(Erdogan-citat Bjarne Munk Christensen 5.maj kl 23.45)

    Denne lumre sang synges oftere og oftere af de hardcore uintegrerlystne og derfor også-bare, senest i Politiken 19.04.13, hvor islamisten Zubair Butt Hussein advarer sine blodsbrødre og -søstre mod at ende som “skødeperkere”.

    Samtidig med at staten og kommunerne hælder og hælder uanede summer( læs: dine og mine surt optjente skattekroner) ud over ghettoer og andre reservater i håbløse forsøg på at integrere de fremmede.

  8. Af Ole Pedersen

    -

    Uffe Ellemann – Ayran smager måske ikke videre godt, men mange danskere er nu blevet det anbefalet som middel mod en allerede opstået dårlig mave. Og det virker kan jeg love dig!
    Jeg foretrækker også Raki frem for Ayran, men hver ting til sin tid …..

  9. Af Ole Pedersen

    -

    Uffe Ellemann – og I andre

    Når jeg så har skrevet at begge drikke er gode til hver sit formål må jeg også pointere at rent politisk mener jeg ikke at Tyrkiet hører hjemme i et europæisk Fællesmarked idet jeg mener det skal afløse det nuværende EU (som aldrig skulle have afløst Fællesmarkedet).
    Men Tyrkiet kan selvfølgelig gå en eller anden form for handelsaftale med det kommende fællesmarked men absolut ikke blive en del af det nuværende misfoster der kaldes EU!

  10. Af jens sørensen

    -

    Nationaldrikken var grøn te i ’72, – mon ikke det er det samme endnu…
    Tyrkiet har naturligvis intet at bidrage med i vores del af verden, – de har deres problemer, vi har vores.
    Islamiske lande i det hele taget har ikke et demokrati, som på fornuftig vis skelner imellem religion og demokratiske rettigheder, derfor udelukker det, at Tyrkiet – ligesom resten af det islamiske bælte kan optages i klubben.
    Heldigvis er det sådant, for der er ballade nok i forvejen med sære religiøse grupper fra den del af verden her i Europa. Til gengæld er man vant til bomber af enhver art dernede.

Kommentarer er lukket.