Arktisk rod

Af Uffe Ellemann 22

Der bliver trængsel, når Arktisk Råd mødes i fremtiden – for i sidste uge blev det besluttet at give en række ”varme lande” permanent observatørstatus i den forsamling, der består af lande med territorium nord for Polarcirklen. I forvejen havde en række lande observatørstatus sammen med forskellige organisationer, der bl.a. varetager de oprindelige folkeslags interesser i området.

De otte oprindelige arktiske lande er: USA, Canada, Island, Norge, Sverige, Finland, Rusland og Danmark (Det Danske Rige! vel at mærke)) De nye permanente observatører (uden tale- og stemmeret) er Kina, Indien, Japan, Sydkorea, Singapore og Italien.

Det lyder lidt rodet. Og det er det også. Men der er en god portion politisk bekvemmelighed i sagen – tilsat lidt snusfornuft. For hvem har lyst til at sige nej til Kina, når kineserne ønsker en observatørpost? Dels kunne de risikere at blive fornærmede – og dels kunne interessen flytte sig andre steder hen. Den islandske præsident, som har mange spøjse påfund, har leget med ideen om at lave et helt nyt forum for arktiske drøftelser, hvis Arktisk Råd blev for eksklusivt. Også var der først for alvor blevet rod i geografien og diplomatiet.

Det var måske også lidt vanskeligt at sige nej, fordi der allerede var lukket op for en række observatører, der bestemt ikke er arktiske – f.eks. Polen, som til trods for navnet ligger langt fra Arktis. Til gengæld blev anledningen benyttet til at give EU-kommissionen et drag over nakken: EU ville også gerne være observatør, men det fik canadierne sat en stopper for, fordi EU har forbudt import af sælskindsprodukter, og det bryder de canadiske inuitter (ligesom vore egne i Grønland) sig absolut ikke om. Så nu kan de sidde og lune sig ved deres politiske korrekthed i Bruxelles…

Det er ikke så mærkeligt, at der er interesse for Arktis. Isen smelter – som en udenrigsminister har udtrykt det: The Ice Is Smelting At The Poles! – og det åbner store muligheder for nye sejlruter, udnyttelse af fiskerigdomme, efterforskning efter olie- og gas osv osv. Og det har skabt grobund for alle mulige forestillinger om, at Arktis ligesom Antarktis skal lægges ind i en overnational struktur, styret af FN. Men her skal man så lige huske på, at under isen er Arktis et hav – Antarktis er et stykke land. Derfor skal ejendomsretten i Arktis fordeles mellem de lande, der omkranser Arktis – og det er disse fem: Rusland, Canada, USA, Norge og Kongeriget Danmark. De fem har i den såkaldte Ilulissat-aftale gjort det klart, at de vil ordne den sag indbyrdes – og det gør vi nok klogt i at holde fast ved.

Derfor er det vigtigt at få slået fast, at spillet omkring Arktisk Råd ikke ændrer ved de helt grundlæggende forhold omkring Arktis: Alle har lov til at interessere sig for området – og gode forslag er da velkomne – men til syvende og sidst er det de fem, der bestemmer. Inden for rammerne af eksisterende internationale traktater.

Desværre sneg der sig en mislyd ind i sidste uges møde i Arktisk Råd i Kiruna: Den nye grønlandske regering blev så fornærmet over ikke at få egen plads ved bordet, at den helt blev væk fra mødet. Man kan ærgre sig (og undre sig) over, at det ikke lykkedes at finde en pragmatisk løsning på det problem. Tidligere har vi altid kunnet finde ud af at sidde sammen i Rigsfællesskabet – og man kommer nu engang ikke uden om, at der er otte medlemmer, og kun otte, af Arktisk Råd. Hvis man begyndte at lave et særligt bord for Grønland, ville Ålandsøerne og Færøerne straks melde sig med lignende krav…. Men ærgerligt er det, for det er klart i Grønlands egen interesse at deltage i arbejdet. Forhåbentlig er der kun tale om begyndervanskeligheder i en regering, der er så ny, at den måske endnu ikke har lært spillereglerne at kende i det internationale samarbejde. Den tidligere grønlandske regering havde hurtigt lært at bevæge sig med stor dygtighed og smidighed i internationale fora… og det er nu engang den bedste måde at varetage egne interesser på. Især i en tid, hvor der lusker mange store sultne ulve rundt i landskabet, og spejder efter muligheder for at komme tæt på de naturrigdomme, alle drømmer om at udnytte.

22 kommentarer RSS

  1. Af Arne Rud

    -

    Scoresbysund har brug for et skoleskib som en fiskeri- og søfartsskole.

  2. Af jens sander

    -

    Godt skriv Uffe….

    Jeg er helt enig….rar fornemmelse, lidt som i gamle dage…inden det gik galt…

    Hvad Sverrig og Finland laver i det råd fatter jeg ikke helt ?

    De har da ingen direkte grænse eller adgang til pol området nogen af dem.

    På den anden side skal man tage det med et gran salt, Pulkova observatoriet og det Russiske Videnskabens Råd , er overbevist om at vi er på vej imod en ny lille istid, baseret på Solaktiviteten. Sjovt stoler jeg mere på dem end IPCC og røde Connie, så mon ikke det bliver en masse påstyr og ståhej for ingenting.

  3. Af søren sørensen

    -

    “EU ville også gerne være observatør, men det fik canadierne sat en stopper for, fordi EU har forbudt import af sælskindsprodukter, og det bryder de canadiske inuitter (ligesom vore egne i Grønland) sig absolut ikke om. Så nu kan de sidde og lune sig ved deres politiske korrekthed i Bruxelles…”…

    Canada har jo sat en stopper for EU fordi Energien derfra skal sælges til EU og Canada har meget af den..DK,Island,Norge og sverige?(hvad laver de i arktik?),finland,Rusland burda da kunne være enes om denne mod Canada? NÅ, på den måde…Vi har brug for Canada og en aftale er i hus! Nå ja men så er det vel så fornuftigt det bliver,,,kommer dog selvfølgelig helt an på aftalen…usa,can,og os andre der nok ikke har meget at sige alligevel…..Måske skulle vi gå sammen med Kina? Alle ønsker jo at sælge til EU, også DK..så kan den vist ikke malkes mere…

    Den udenrigsminister der brugte ordet “smelting” angående optødningen kunne vi ikke få geniets navn? Ham vil vi sgu gerne ha som udenrigsminister for er der et ord mere oplagt for optødning end dette?

    (Smelting; Smelting is a form of extractive metallurgy; its main use is to produce a metal from its ore. This includes production of silver, iron, copper and other base metals from their ores. Smelting uses heat and a chemical reducing agent to decompose the ore, driving off other elements as gasses or slag and leaving just the metal behind. The reducing agent is commonly a source of carbon such as coke, or in earlier times charcoal) …Når vi nu snakker om optødning og mineral fordeling?….NÅ du mener den modsat? ja,ja…

    Grønland var vores stykke kage frasolgt af de borgerlige for de borgerlige aktionærer. Men mon ikke den nuværende regering er mere dygtig og Dansk altruistisk der end den forhenværende…Den tror jeg på!

  4. Af Jan Andersen

    -

    mjaa – Grøndland, en del af Danmark eller et selvstændigt land ?

    Trækker man et atlas frem, fremtoner Grøndland som et område ca. 10 gange større end Europea ( uden Grønland ), ca. på størrelse med Canada. En modsætning af en befolkning af ca 50.000 indbyggere.

    Grønland, et af de “lande” med størst “tilknytning” til Nordpolen.

    Hvem er man at nægte et “land” med en sådan massiv status i området en ligelig plads ved bordet ?

  5. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Tja… det kan da godt være at Grønland regner sig som et land; men reelt er der tale om en kommunalbestyrelse.
    Selv Island har svært ved at finde balancen mellem nationale interesser og internationalt økonomisk-/sikkerhedspolitisk integration på den anden.

    Det med de økonomiske interesser i det arktiske, det tror jeg ikke har nogen fremtid. Det er rigtigt, at metalpriserne ligger 4-5 gange højere end 2003-4 priserne:

    https://dl.dropboxusercontent.com/u/33226516/Metaller.pdf

    De priser er så højt oppe som følge af spekulation. Altså at nogen ligger med en beholdning til en overvurderet pris – og de kan ikke tage et lagertab i størrelsesordenen 80% af bogført værdi. Derfor vil man være nød til pleje prisen.

    Det vil ikke lykkes på sigt, dels er der store mængder skrot, som forholdsvis let kan bringes i spil, dels er der forekomster, hvor udvindingsomkostningerne er til at tale med, dels vil det kommende sammenbrud af Kina (hvor brutalt og abrupt det bliver, ved jeg ikke; men det sker) fjerne en betydelig del af efterspørgslen.

    Typisk nok er det eneste man ikke har opgivet at drømme om på Grønland spørgsmålet om jernmalm i Godthåbsfjorden – og det er det mest tydelige (som man kan se på grafen) spekulerede – voldsomme prissvingninger uden tydelig tendens. Tendensen for de andre metaller er faldende. For fortalere for kvægavl indenfor guld kan jeg bedrøve med at guld IKKE udskiller sig fra kobber og tin.

    Det tyder på, at der er ikke nogen, der på endog et meget præliminært stadie kan få kalkulerne til at hænge sammen.

    Men her har vi nok forklaringen på “interessen” – i at spilde sin tid, som vil afhænge af arbitrært valgte priser.

    Sejlads? Dels vil besejlingsforholdene – selv med MEGET “Smelting Ice” – være meget lidt attraktive. Så vidt jeg husker er Panamakanalen også blevet udvidet. Ydermere er der alvorlig overkapacitet i handelsflåderne, selvom man smider masser af kapacitet væk ved at sejle endog meget langsomt – og der er betydelige kapaciteter i nybygning. Tiden er ikke en faktor.

    Fokus er helt klart det sikkerhedspolitiske, hvor billedet tegner sig stadig klarere – tendensen har været der de sidste 20 år; men skulle nu være til at få øje på for selv engelsktalende udenrigsministre.

    Danmark/Norge får den helt centrale styrende rolle i Nordatlanten. Det skyldes ganske enkelt at både Rusland og USA er interesserede i det. Det kan godt være, at de siger noget andet; men reelt vil både Rusland og USA være tilfredse med ikke at skulle spilde for mange kræfter på Nordatlanten. Det er nemlig meget kostbart at opretholde så højt et beredskab. Selvfølgelig vil man hævde sin ret til at sejle der; men man gider ikke have italienske krydstogtskibe til at synke dér – den uvane har de at holde i Middelhavet.

    Reelt er interessen for det arktiske fra stormagternes side: Hvordan kan vi slippe billigst mulig fra det?
    Det gælder såvel USA (som allerede HAR indsparet et hangarskib ved at Enterprise ikke bliver erstattet) og Rusland som ikke har gidet så meget som at omdøbe sine polare isbrydere.

    Det burde så interessere det Grønlandske hjemmestyre! For nok er kagen blevet særdeles meget mindre; men når de største grovædere er gået fra bordet, så er krummer også brød.

    Det jeg kan se et perspektiv i er Grønland/Island/Færøerne – og hvorfor ikke Orkney og Shetland? Det pant må da være forfaldent til indfrielse – vi kunne måske overtage dem mod gode ord og navnlig betaling – af OS altså.

  6. Af Henrik Knage

    -

    Det er måske meget godt, med al den observatørstatus, omend der må være grænser for, hvor mange guld, diamantminer, samt oliekilder, der kan springe ud af en klump smeltende is. Men hvad er Nordpolen, hvis der ingen is er – internationalt farvand? Der går nok et par år, inden det sker, så i den mellemliggende tid, bør Rigsfællesskabet styrkes, da Danmark har en tungtvejende stemme i Rodet, med indbyggede understemmer.
    Hvad Grønland angår, kan der være mindst 2 muligheder, eller årsager til at de er blevet “fornærmede”. Den ene kan en være bevidst politisk handling, en form for “en løftet pegefinger” til Danmark, den anden en reaktion på en dansk udenrigspolitik, der mildest talt sejler uden ror, da det er helt tydeligt, at de “varme lande”, har sparket en fod i “døren”, da nogle af dem allerede har stor økonomisk betydning for Danmark, som om “ulvene” her set et haltende og træt dansk bytte, som flakker fortumlet om i landskabet, isoleret fra det beskyttende sammenhold.

    Det man godt kunne mistænke dem for (grønlænderne) altså er, at de frygter Rigsfællesskabet bliver et Ris – fællesskab, hvor Danmark alene udstikker retningslinjerne, og den tvivl er vel en af de fornemmeste opgaver pt., for en udenrigsminister, at få fejet af bordet – skulle man synes.

  7. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Det er sandt, at Arktis tilhører de fem lande, der omkredser Arktis, men den teknologiske udvikling og udviklingen i råstorpriserne betyder, at der om få år også kan udvindes store mængder råstoffer i internationalt farvand, og der er ingen nationer, der kan gøre krav på disse ressoucer.

    Men nu har FN tilsyneladende tiltaget sig ejendomsretten til de råstoffer, der befinder sig på, eller under, havbunden i internationalt fravand.

    FN har netop tilladt minedrift på dybt hav, og vil udbyde licenser til interessede mineoperatører om få år.

    FN vil tilsyneladende selv beskatte indtægterne fra dybhavsminedriften i internationalt farvand, og vil også selv fordele en del af indtægterne fra minedriften blandt udviklingslandene – hvilket vil forvandle FN’s karakter radikalt!

    FN kan udvikle sig til at blive en ekstremt rig og magtfuld superstat, der vil råde over gigantiske skatteindtægter, hvis FN i realiteten ejer havbunden i internationalt farvand.

    Uddrag fra “Deep sea mining ‘gold rush’ moves closer” af David Shukman, BBC News 18. maj 2013:

    “The prospect of a deep sea “gold rush” opening a controversial new frontier for mining on the ocean floor has moved a step closer.

    The United Nations has published its first plan for managing the extraction of so-called “nodules” – small mineral-rich rocks – from the seabed.

    A technical study was carried out by the UN’s International Seabed Authority – the body overseeing deep sea mining.

    It says companies could apply for licences from as soon as 2016.”

    “The idea of exploiting the gold, copper, manganese, cobalt and other metals of the ocean floor has been considered for decades but only recently became feasible with high commodity prices and new technology.”

    “… the report comes amid what a spokesman describes as “an unprecedented surge” of interest from state-owned and private mining companies.

    The number of licences issued to prospect for minerals now stands at 17 with another seven due to be granted and more are likely to follow. They cover vast areas of the Pacific, Atlantic and Indian Oceans.”

    “Now the ISA is taking the significant step of moving from simply handling bids for mineral exploration to considering how to license the first real mining operations and how to share the proceeds.

    The ISA’s legal counsel, Michael Lodge, told the BBC: “We are at the threshold of a new era of deep seabed mining.”

    The lure is obvious. An assessment of the eastern Pacific – a five million sq km area known as the Clarion-Clipperton Zone – concluded that more than 27 billion tonnes of nodules could be lying on the sand.

    Those rocks would contain a staggering seven billion tonnes of manganese, 340 million tonnes of nickel, 290 million tonnes of copper and 78 million tonnes of cobalt – although it’s not known how much of this is accessible.”

  8. Af Jørgen F.

    -

    Italien – Er der nu igen problemer med affaldsdeponeringen i Napoli?

    Tiden er inde til at tage imperialisthatten på igen. Bygge nogle store fregatter og inspektionsskibe – på danske værfter – og bede Risø om at designe og anlægge en Toriumreaktor med rock fra Kvanefjeldet.

    Vi må videre.

  9. Af Anders Nilsson

    -

    Det danske Rige alias Rigsfællesskabet alias Kongeriget Danmark

    Som altid skriver Uffe Ellemannn-Jensen på baggrund af en solid indsigt. Det giver nyttig læsning med pejlemærker til læserens politiske forståelse.

    Det vigtigste i dette blogindlæg er efter min opfattelse en parentes i denne sætning: ” De otte oprindelige arktiske lande er: USA, Canada, Island, Norge, Sverige, Finland, Rusland og Danmark (Det Danske Rige! vel at mærke)”.

    Denne skelnen mellem Danmark og Det danske Rige er afgørende for forståelsen af forholdet mellem de tre dele af Rigsfællesskabet. Den foretages sjældent. I stedet bruges ’Danmark’ i flæng som en betegnelse for det geografiske område Danmark og ’kongeriget Danmark’, der også går under benævnelserne Rigsfællesskabet og ’Det danske Rige’.

    Jeg ser det mest i forholdet mellem Grønland og Danmark, hvor politikere og debattører fejlagtigt bruger betegnelsen Danmark i stedet for Rigsfællesskabet. Det medfører, at spørgsmål mellem Grønland og Rigsfællesskabet ofte omskrives til en sag mellem det ”underkuede Grønland” og det ”enerådende Danmark”.

    I den aktuelle sag med Arktisk Råd er det – som Uffe Ellemann-Jensen fremhæver det – ikke Danmark, men ’Det danske Rige’, der repræsenterer Rigsfællesskabets holdninger, og det sker naturligvis efter en grundig forhandling med alle de dele af Rigsfællesskabet, der har interesser i forhold til arbejdet i Arktisk Råd.
    I Arktisk Råd er det Grønland, der har de geografiske interesser, og Danmark, der har de økonomiske interesser – som eneleverandør af indtægterne til den finanslov, der skal afholde de afledte udgifter for Rigsfællesskabets betydelige omkostninger til aktiviteterne i og omkring Grønland.

    Årsagen til misforståelserne ligger i Folketingets sammensætning og opgavefordeling.

    Vi har et Folketing med en ligelig repræsentation af medlemmer fra de tre dele af Rigsfællesskabet.

    Problemet er, at Folketinget arbejder i en dobbeltrolle. Folketinget er på samme tid øverste besluttende organ såvel for Rigsfællesskabet og som for det geografiske Danmark. Det betyder at de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer ikke blot har beslutningsret for Rigsfællesskabets anliggender, de har også beslutningsret for interne danske anliggender. For eksempel på finansloven, som er et internt dansk anliggende, da den kun tilføres penge fra det geografiske Danmark.

    Det sidder ingen, valgt fra Danmark, i hverken Lagtinget og Landstinget.

    Det bør ændres, så Danmark får sit eget indre selvstyre, på samme måde som man har det på Færøerne og i Grønland.

    Anliggender, der udelukkende angår Danmark, skal besluttes af Folketinget – uden deltagelse af de nordatlantiske medlemmer. Anliggender, der angår Rigsfællesskabet, skal besluttes af Folketinget – inklusive de nordatlantiske medlemmer.

    Det betyder også at finansloven, som vedtages i Folketinget skal splittes op i bevillinger, der vedrører det geografiske Danmark, og bevillinger, der vedrører det samlede Rigsfællesskab.

    Af bevillinger, der vedrører det samlede Rigsfællesskab kan nævnes forsvaret, udenrigstjenesten, fiskeriinspektionen, de højere uddannelser, det meste af justitsministeriet og sikkert en hel masse mere.

    Der skal som noget nyt opkræves en rigsfællesskabsskat til at dække disse fællesudgifter – betalt af indbyggerne i det samlede Rigsfællesskab.

    Hvis det lyder indviklet, så kan vi oprette et Rigsting, der tager sig af Rigsfællesskabets anliggender, og indskrænke Folketingets arbejdsopgaver til det geografiske Danmark.

    Herefter vil medlemmerne af Rigstinget være alle 179 medlemmer af det nuværende Folketing. Medlemmerne af Folketinget vil efter nyordningen være de 175 medlemmer valgt i Danmark.

    Sådan en omlægning vil gøre det mere klart, hvornår regeringen handler på vegne af Rigsfællesskabet, og hvornår den handler på vegne af det geografiske Danmark.

    Med venlig hilsen
    Anders Nilsson
    tidligere medlem af Grønlands Landsting

  10. Af Henrik Knage

    -

    Arktisk Rod og Ris Fælleskabet.

    Om ikke andet får de “varme” lande mulighed for, at køle primitive tilsidesættelser, af menneskerettighederne af.

    Nuvel, Isbjørnen får trukket tænderne ud og amputeret lapperne, fordi en kinesisk Panda skal have observertørstatus på Nordpolen.

    F.eks. burde Kina ikke observere noget som helst, nord for ækvator, før de finder ud af at observere på sig selv.

    Den danske udenrigspolitik snorksover, og spilder deres gode kort på hånden, til at presse på. Til gavn for den øvrige verden.

    Gode rod er dyre, ligeså en opskrift til genopretning af Ris – Fællesskabs – Kiks.

    Lyder lidt som en gang morgenpludder fra den opvarmede container i Jacobshavn – Illulisat.

  11. Af Stella Ursus

    -

    Pas på Uffe – russerne har trænet isbjørne til at filme Nato øvelser i Arktis. Russerne har også trænet grønlandshvaler til at affyre torpedoer, fastgjort til deres ryg, mod Nato krigsskibe. De russere er altså nogen fæle nogen!!!

  12. Af Gert Hansen

    -

    Rodet er vel et udslag af grønlændernes voksende selvstændighedsfølelse. Og et signal fra dem, til Danmark og Arktisk Råd, om, at de snart ikke længere regner med Danmark (senest fra når der er kommet gang i de grønlandske rigdomme, og der ikke længere er brug for dansk økonomisk støtte), og på et tidspunkt træder endegyldigt helt ud af Rigsfællesskabet.

  13. Af Henrik Knage

    -

    Da faldt dommen, vedr. en uduelig udenrigspolitik.
    Bare sådan der tænkes.

  14. Af Henrik Knage

    -

    Grønland, samt Arktic er på verdenskortet. Danmark er blot en grønlandsk Hæmoride, der fældes næste gang.
    Der skal skarpere knive til, og dem kender vi ikke, thi vi er dumme.

  15. Af Hans J. Nielsen

    -

    Jan Andersen skrev:

    Trækker man et atlas frem, fremtoner Grøndland som et område ca. 10 gange større end Europea ( uden Grønland ), ca. på størrelse med Canada. En modsætning af en befolkning af ca 50.000 indbyggere.

    Det er den efterhånden velkendte fortegning som altid sker, når globeformen skal overføres til plant papir.

    I virkeligheden er Grønland (2.166.086 km2) på størrelse med Mexico (1.972.550 km2 ), som du med et enkelt blik kan se dette udmærkede kort, som ledsager denne artikel:

    en.wikipedia.org/wiki/Mexico

  16. Af Hans J. Nielsen

    -

    Bemærk at den famøse betegnelse “Arctic Five” er kemisk renset fra såvel denne blog-post, som fra så godt som alle medie-reportager.
    Medierne har iøvrigt altid haft svært ved at adskille dette nye begreb, som efter al sandsynlighed er drømt op i Per Stig Møllers hjerne, fra den gamle og hæderkornede organisation, Arktisk Råd.

    Hvis det virkelig er Per Stig som fandt på betegnelsen — i hvad som jo blot var et amatøragtigt forsøg på at tilrane sig mere magt uden om de andre medlemmer af Arktisk Råd, der i og med mødet forleden i Kiruna nu er faldet fuldstændig til jorden — så er der ikke så lidt ironi i at hans efterfølger som konservativ leder, Lene Espersen’s udeblivelse fra et 2-timers langt møde i “Arctic Five” i Ottawa 2010 — det kun andet møde siden stiftelsen i Illuisat i 2008 — førte til hendes fald som såvel udenrigsminister som konservativ leder.

    Jeg tror fuldt og fast at det var Per stig som fandt på manøvren med stiftelsen af “Arctic Five”, noget som naturligvis har gjort de udelukkede stater vrede, og som har ført til at der nu ingen vej var udenom at inddrage andre lande med interesse i Arktis. [Under alle omstændigheder står han som udenrigsminister som øverste ansvarlig for beslutningen] Det ville være typisk for denne persons verdensfjerne og urealistiske tilgang til problemerne (hvem husker ikke hans “roadmap for peace in the Middle East” f.eks ? – som nu er kørt ind i en “road-block” ligesom den Hans Engell kørte ind i). Og at hele miseren førte til en decimering af de konservative til ned omkring spærregrænsen er også så typisk for hans måde at forvalte de konservative interesser på.

    Men vi skal ikke glemme at herværende blogholder — sammen med Niels Krause-Kjær — deltog aktivt i karaktermordet på Lene Espersen, som dokumenteret på denne side:

    google.com/site/karaktermordetpaaleneespersen/

    Lene Espersen anså med rette ikke et 2-timers langt møde* i den helt ny-startede organisation, “Arctic Five”, som særligt væsentligt, og her var hun på linje med Hillary Clinton, der kritiserede mødet for at være “for snævert” bl.a fordi det ikke inkluderede de oprindelige folk. Og i dag er der ingen der refererer til denne obskure organisation.

    * Hvor der var en dansk repræsentant med, nemlig justitsminister Lars Barfoed.

    ——————–
    APPENDIX

    BBC NEWS, 30 March 2010: Hillary Clinton criticises Canada over Arctic talks

    Hillary Clinton has criticised Canada for failing to invite indigenous groups and Scandinavian countries to talks on the future of the Arctic.

    The US secretary of state said everybody affected by the changes brought about by climate change in the Arctic should have been included.

    She was speaking at the start of the meeting near Ottawa.

    Canada invited Russia, Norway, Denmark and the US to the meeting, but not Sweden, Finland or Iceland.

    Mrs Clinton said all those “who have legitimate interests in the region”, including indigenous peoples, should have been invited to the conference.

    news.bbc.co.uk/2/hi/8594291.stm

  17. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Der, hvor jeg kan se en uløst opgave er havet mellem Grønland, Norge og Skotland, der på en eller anden måde skal administreres, når der ikke er en sikkerhedstrussel af noget videre omfang.

    Norge har lidt olie deroppe (og det er nok mindre end man tror); men ellers er råstoffer ikke interessante.

    Dels fordi råstoffer er spekuleret op i nogle priser, der ikke har relation til nogen realøkonomisk virkelighed – de kan laves meget billigere – så at sige alle andre steder.

    Der er noget fiskeri; men det er meget labilt i planlægningsmæssig henseende, for hvad og hvor meget, der kan fanges. Det skyldes simpelt hen Golfstrømmens påvirkning af fiskeyngel. Denne Golfstrøm flytter sig frem og tilbage hele tiden – slet ikke meget; men nok: Nogle gange fisker man rejer i Barentshavet andre gange ved Grønland. Det er lidt problematisk for det stemmer ikke overens med den økonomiske levetid på et fiskefartøj.

    Sagt på en anden måde, der er IKKE basis for noget stort udkomme. I hele det enorme område bor der faktisk ingen mennesker – vi taler vel højest en million – Nordnorge medregnet.

    For at lave et land, der kan fungere, skal man nok minimum over en million mennesker for at det kan fungere – Estland er nok lige på kanten og burde vel objektivt set slås sig sammen med Finland: Det sker så ikke af mange grunde.

    Island er vel det eneste (Nordnorge er Norges problem, så det vil jeg lade dem klare), der med lidt god vilje kan siges at have en størrelse som et dansk amt. Resten er kommuner.

    Den spredte struktur giver en stærk nationals identitet. Denne identitet kan IKKE være statsbærende. De bliver aldrig i stand til at hævde deres egenart på et nationalt og økonomisk plan. Island slås med næb og klør – og lykkes – efter omstændighederne nogenlunde.
    Der er nok større forskelle mellem Orkney og Færøerne end der er internt mellem staterne i USA.

    Man kan sige om national identitet hvad man vil; men den er en kendsgerning som – selvom den ikke er statsbærende – man på en eller anden måde skal tage hånd om og respektere, fordi det giver i vidt omfang den lokale organisation.

    Det problem kender man – og løser man – faktisk meget godt i EU, hvor man har selvstændige stater med befolkninger fra 1 – 80 mio. Her får man – rimelig godt – nationale interesser til at spille sammen med den økonomiske og administrative virkelighed.
    Noget tilsvarende må man kunne lave på et plan lavere med Grønland, Island, Færøerne, Shetland og Orkney. På et eller andet plan er der en samhørighed – alene det at alle flagene er heraldiske varianter af Dannebrog.

    De problemer må kunne løses indenfor Kongeriget Danmark således at kniv, gaffel og tallerken ikke kommer i vejen for hinanden under måltidet.
    Jeg har f.eks. svært ved at se, at Orkney og Shetland kan hævde deres legitime interesser overfor et Skotland, der har sine hævdelsesproblemer overfor et England i Storbritannien – og her har man jo i Storbritannien med bl.a. Irland en tradition for, at det går frygtelig galt.

    Den anden faktor er, at Storbritannien reelt er uinteresseret i Nordatlanten – EFTER den sikkerhedsmæssige flådeproblematik er løst. Det er den nemlig ved at være på et meget lavere aggressionsplan end tidligere.

    Kan handelsvejene gennem Østersøen sikres, hvor Ruslands legitime interesser tages i betragtning, så er Murmansk (Archangelsk m.v.) uinteressant for Rusland: Det er simpelt hen for dyrt og for vanskeligt – det er et rædselsfuldt område, hvor man er organiseret på et bandekriminelt plan.

    Det betyder selvfølgelig at Rusland ER afhængig af sine baltiske naboer; men den uafhængighed som Murmansk mm. gav er jo stort set illusorisk.

  18. Af Henrik Knage

    -

    Jeg mener signalværdien, er fuldstændig overset, i den her debat, og ingen kæde er stærkere, end det svageste led.

    Alene beslutningen om, at gøre en person, som ikke kan gøre en flue fortræd, eller skære hovedet af en levende Rødspætte, til Udenrigsminister, er i sig selv tankevækkende.

    Det svarer vel nærmest til, at gøre Mother Theresa til Forsvarsminister for USA´s væbnede styrker.

    Manden kan jo ikke gøre for, at han ikke har evnerne lige nøjagtig til den, ja næsten vigtigste post, nemlig ansigtet udadtil, signalværdien. Og den slags følges millimeter for millimeter, af udlandet. Jeg mener udlandet har fået øje på et svagt led i denne regering, det kan nærmest ikke undgås.

    Det i sig selv, er en ulykke, da det giver hele regeringen dumpekarakter, og megen opmærksomhed på det svage led.

    Der bliver trængsel ved bordet fremover, for når Kina kan være med, så kan alle være med.

    Det som Grønland måske frygter, siden Isbjørnen er søgt tilbage til sin hule, efter at have fået trukket tænderne ud, er at hele Nordatlanten med Færøerne, Grønland og hele gøjemøjet , med undergrund, luftrum og skibsfart, sælges hen over hovedet på dem, p.g.a. en bevidst ”kommakommandofejl”, som udenrigsministeren har overset. Det er på samme tid, lidt tragisk – da mit indtryk er, at han rent faktisk gerne vil.

    Desværre er det ikke en ”flink mand” der er brug for, ved forhandlingsbordet, men en ”hård hund”, der kan banke i bordet. Det gjorde Grønland så for ham.

    Ulvene der lusker rundt, ude i landskabet, har masser af lokkemad med. Der kan lokkes med handelsaftaler, arbejdspladser og billige lån, og de er ikke bange for, at kaste godbidder ud, og formentlig har udset sig Danmark som letteste bytte, fordi Danmark sidder om ikke med nøglen til Arktisk Rod, så i alt fald med et vældig godt kort på hånden – endnu, men desværre også med en udenrigspolitik uden egentlige mål, eller i det mindste et signal om, at der er noget der kan kaldes et mål.

    Det kan godt være det er mig der er dum, men jeg kan sq ikke få øje på det.

  19. Af Henrik Knage

    -

    Der kunne måske samtidig tilføjes. Man skal jo ikke sig “ja”, bare for at sige ja, eller sige ja, bare fordi de andre gør det, eller følge “strømmen”, bare for at følge strømmen, eller fordi de andre følger strømmen, eller gifte sig bare for at gifte sig.

    Det giver jo ingen mening overhovedet.

    Danmark har, og har altid haft tradition for, at kunne “tænke selv”, hvilket har bragt os netop hertil, hvor vi er. Vi behøver ikke altid gøre det de andre gør, bare fordi de andre gør det.

    Danmark er et lille bitte land, alligevel formår landet noget stort, men det stopper, hvis vi blindt følger strømmen, bare for at følge strømmen, uden krav om kvalitet.

    Det er den største faldgruppe, for sådan et lille land som Danmark – og desværre ser det ud til, at vi er ved at være godt på vej.

    Ellemann har aldrig fulgt strømmen, bare for at følge den.

  20. Af Henrik Knage

    -

    Nu kan det så godt være det her “spil” ser ganske harmløst ud på overfladen, men det er det ikke.

    Vi kan ikke bare gøre som vi vil, nemlig ingenting. Vi er nød til, en gang i mellem, på de rigtige tidspunkter, så at sige “at træde ud af geleddet”, vel vidende at det kan koste en ordentlig én på “madkassen”.

    Jeg mener den her med observatørstatus var en oplagt mulighed for, om ikke for andet, så vise at vi trods alt har noget der kan ligne en form for holdning, til en given sag.

    Man skal heller ikke provokere, bare for at provokere, men nogle gange kan det faktisk godt betale sig.

  21. Af Henrik Knage

    -

    Fandens også Uffe Ellemann – det kan du ikke være bekendt.

    Det er nærmest essensen i humlen, du har fat i, og meget godt illustreret.

    Den kan nærmest koges helt ind til en fon, der kan bruges i samtlige at livets retter, og fortyndes efter behov, tilsættes div. krydderier og serveres for hvem som helst.

    Jeg mener essensen i humlen er, at kan du ikke tage beslutninger i eget liv, så gør andre det for dig – men det er ikke sikkert du bliver lykkelig.

    Den gælder såvel i livet, som i politik.

  22. Af Henrik Knage

    -

    Det er på samme tid, både tragisk og komisk, alt det her.

    Man kan sidde og rådne op, på en café i det indre København, man kan sidde og rådne op, på en café i Aarhus i timer, og for den sags skyld begå selvmord, uden at nogen ænser det.

    Man kan kun lige nå, at slå sig ned på en café i Jacobshavn, Illulissat ud for Brædtet, før der er én der som den naturligste ting i verden, slår sig ned – og spørger fuldstændig naturligt : Hvad hedder du, og hvad laver du her?

    Jeg synes den der inuitkultur voldtages, ved ikke at være deltagende.

    Danmark burde skamme sig, thi mange tror det handler om penge. Det gør det ikke – det handler om værdier, ingen penge kan skabe.

Kommentarer er lukket.