Agreekment om en Roadmap – ikke mere

Af Uffe Ellemann 151

Så endte det da, som man kunne forvente: Efter mange timers mundhuggeri og drama kom der ikke en ”Greexit” men en ”Agreekment”. Og alle slog hinanden på skuldrene og strålede af stolthed, for det er nu engang sådan, EU fungerer: Når det tegner sig helt sort, finder man en løsning. “Der kommer en rigtig god løsning i morgen”, som nogen sagde engang…

Amerikanerne forstår ikke, hvad der sker: Amerikanske kommentatorer – også seriøse som f.eks. Jeffrey Sachs – undrer sig over, at vi har et så primitivt beslutningssystem i Europa, hvor nationale politikere sidder sammen og laver aftaler, mens egne interesser spiller en større rolle end fællesskabets – og hvor det fælles organ, EU-Kommissionen, sættes ud af spillet når ”lokalpolitikerne” tager over. Det minder om det amerikanske system lige efter revolutionen, hvor briterne var smidt på porten og man endnu ikke havde fået den Constitution, der fastlagde reglerne for fælles beslutninger – påstås det. Det viser bare, at amerikanerne ikke har fattet den helt specielle form for europæisk demokrati, hvor de store beslutninger afhænger af den støtte, de kan få i befolkningerne i de enkelte lande. Vist er det besværligt – det så vi til overflod i denne weekend, som bød på historiens længste EU-topmøde (og tænk så, hvis alle havde været med, og ikke blot Euro-landene!) – men det demonstrerer også, at EU er et demokratisk foretagende, selv om kritikere bestandig hævder det modsatte.

Det, man enedes om i Bruxelles i de tidlige morgentimer, var en ”roadmap” til at opnå en aftale – ikke en aftale i sig selv. Det er vigtigt at erkende denne skelnen, for det understreger, at de næste dages begivenheder i Grækenland er afgørende for, om der kan etableres en aftale om nye gigantiske kreditter til Grækenland, som skal redde landet fra den overhængende statsbankerot med alt hvad dermed følger.

Statsminister Tsipras skal få et splittet græsk parlament til at lynbehandle og vedtage meget vidtgående reformforslag, som har ligget i skufferne siden han vandt regeringsmagten i januar. Det er altså ikke nyt stof, og mange detaljer kan først komme på plads senere. Så det er ikke en umulig opgave, selv om han skal sluge kameler og egne valgløfter. Men hvis Grækenland vil have nye penge, skal der først sikres forpligtende rammer for de reformer, der skal gøre det muligt for långiverne med Tyskland i spidsen at få nye kreditaftaler gennem deres parlamenter.

Det kommer næppe til at gå stille af i Athen. Tsipras har selv ansvaret for, at der er skabt helt urealistiske forestillinger om, hvad der er muligt, og at hans forbløffende stunt med forrige weekends folkeafstem har gjort befolkningen dybt forvirret. Han må sandsynligvis skille sig af med regeringspartneren, det højrenationalistiske parti hvis leder (forsvarsministeren) har været mere ivrig efter at pleje kontakter i Moskva end i Nato. Nogle af de mest ekstreme typer i Tsipras eget Syriza-parti vil nok også skride, f.eks. den energiminister, der har ivret for at lave aftaler med Putin om en gasledning, der kan underminere EU’s forsøg på at mindske afhængigheden af russisk naturgas. De vil ikke blive savnet.

Der tales og skrives meget om, at Grækenland er blevet ydmyget – og denne beskrivelse er næret af både amerikanske og europæiske popøkonomer, også en hjemlig tidligere “overvismand”, der sågar har begået en bog om den græske krise, som skyder voldsomt på Tyskland.

Der er et par forhold, der bør sættes på plads, inden vi kommer for langt ud i historieforfalskningen:

Det er helt ud i skoven at sammenligne behandlingen af Grækenland med den behandling, Tyskland fik med Versailles-freden efter Første Verdenskrig. Dengang blev Tyskland ribbet for alt, og kimen blev lagt til nazismen og Anden Verdenskrig. Grækenland bliver ikke ribbet for alt. Tvært imod. De presses til at gøre det nødvendige, og modtager så en masse nye penge til at sætte gang i samfundsøkonomien.

Det er også grotest at drage sammenligninger mellem behandlingen af Tyskland efter Anden Verdenskrig med Marshallhjælp og gældseftergivelse – eller i det hele taget Marshall-hjælpen til Europa. Den gældseftergivelse og hjælp blev jo ikke givet uden betingelser. En hovedbetingelse var, at landene nedbrød deres protektionistiske grænser og åbnede sig for hinanden i et samarbejde, som senere førte til den europæiske integration i EU. Det var en stor tjeneste, USA gjorde Europa dengang. Og det er en stor tjeneste, EU gør Grækenland i dag, når der stilles betingelser for at opnå økonomisk bistand – betingelser der skal modernisere og liberalisere og åbne den tilbagestående græske økonomi.

Hvis ”the roadmap” blive fulgt – og det vil man på typisk EU-vis strække sig vidt for at enes om, at den gør – er der vundet tid. Endnu engang. Men de helt grundlæggende problemer i græsk økonomi og den græske politiske kultur består. Det sidste kan kun grækerne selv gøre op med. Men det er ikke en ydmygelse at forlange af dem, at de strammer sig an til gengæld for at modtage penge fra andre landes skatteydere.

Og så kan man sidde og ærgre sig over, at så mange timer skulle bruges på at banke Tsipras på plads – timer, der kunne være bedre anvendt på at diskutere de helt store og brændende spørgsmål: Flygtningepresset mod Europa og Putins aggressive optræden. Og man kan ærgre sig over, at der skal hældes endnu over 80 milliarder i det danaïdernes kar, som desværre befinder sig i et så strategisk vigtigt hjørne af Europa, at vi ikke tør lade det sejle sin egen sø… For tænk, hvad de penge kunne være brugt til: Investeringer i den svage infrastruktur i Østeuropa, investeringer i det Afrika, hvis borgere skal tilskyndes til at blive hjemme i stedet for at søge mod Europa osv. osv.

Fortsæt selv listen.

151 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Brun: Jeg tror ikke det er præcist.

    Altså “bevægelser” som SF og Enhedslisten er løse konglomerater af kommunistiske terrorister og mere eller mindre organiserede kriminelle – slet og ret.

    I denne i sig selv indbyrdes hadende og dolkestikkende septiktank er der så forskellige fraktioner – herunder gamle DK´P kommunister som Ole Sohn. Men disse kommunistiske bevægelser er mere indbyrdes fjender som i gangsterbander, der slås om markeds andele for afpresning og narkohandel.

    Sådan nogle er meget almindelige i Europa – i Tyskland er det mere over i gamle kommunister (af naturlige årsager). I Danmark er det mere funderet på gamle koncentrationslejrvagter og skolelærere. Herunder ikke så lidt jødehadere.

    Det kan jeg da godt forstå Tyrkiet er sure over at den slag infame dyr nu laver massakrer i Tyrkiet. Jeg ville også som tyrk undre mig over hvordan man holder det afskum under kontrol – eller rettere sagt: Undlader at kontrollere. Vi har jo set, hvordan den manglende kontrol medførte drab.
    At kriminelle myrder løs på hinanden – det er vi så vant til i bandekrige o.lign.; men nu går deres indbyrdes magtkampe ud over resten af befolkningen.

Kommentarer er lukket.