Kursfald og storpolitik

Af Uffe Ellemann 104

De sidste par ugers panik på alverdens børser var en påmindelse om, hvor sammenvævet den globale økonomi er blevet. Der er ingen, som kan gemme sig bort. Det var også en påmindelse om, hvor megen storpolitisk prestige, der er bundet til udviklingen på børserne.

Det var et voldsomt ansigtstab for USAs globale prestige, da finanskrisen for 7-8 år siden blev udløst af manglende styr på de amerikanske markeder, især det håbløse boligmarked. Dengang var det især Kina, som med sikker hånd på rorpinden styrede igennem krisen – og stod tilbage som den store helt i gruppen af “emerging economies” i Asien og Latinamerika.

Denne gang var det den kinesiske ledelse, som rystede på hånden, og fik kurserne til at styrtdykke, ikke kun på egne overophedede børsmarkeder, men over hele verden. Mens USA og andre vestlige markeder hurtigt rettede sig op, smerter det endnu i de mange “emerging markets”, som i forvejen sloges med svigtende vækst.

Det har selvsagt påvirket Kinas politiske standing i det globale magtspil.

Det blev jeg mindet om i weekenden, da jeg kom til Indien og læste indiske aviser, hvor kommentarerne med slet skjult fryd peger på, at verden er blevet forandret på blot et par uger: For mindre end en måned siden var Kina stadig den ustoppelige gigant, som udfordrede USAs globale indflydelse. Økonomien voksede, var nu tæt på at blive verdens største efter at Japan var agterudsejlet forrige år, og kineserne tromlede naboerne med aggressiv adfærd til søs, hvor små omstridte skær blev fyldt med cement, så de forvandledes til små militærbaser, samtidig med at Kina forbereder sig på at afholde sin hidtil største militærparade på torsdag, 70 års dagen for afslutningen på Anden Verdenskrig i denne del af verden – og lige før præsident Xi skal besøge Obama i Det HVIDE HUS… Men i løbet af nogle få dage i august forvandledes en betydelig del af den kinesiske “rigdom” til varm luft, da gassen gik af børsballonen, og regimet rystede tydeligt på hånden, da denne krise skulle håndteres. Samtidig er Kina rystet af den voldsomme eksplosion med flere hundrede dødsofre, som efter alt at dømme har sin baggrund i alvorlig lokal korruption og forsømmelse hos myndighederne.

Ingen tvivl om, at alt dette har svækket den kinesiske ledelse – også internt. Men hvor meget? Man må håbe, at præsident Xi ikke svækkes i sine bestræbelser på at fortsætte moderniseringen af den kinesiske økonomi, selv om hans kamp mod korruptionen også i høj grad er et led i en magtkamp, der skal centralisere magten i Beijing.

Heller ingen tvivl om, at præsident Xi møder frem i Washington i en langt svagere position end tidligere.

Forhåbentlig kan det gøre det lettere for den amerikanske og den kinesiske leder at finde fælles fodslag i håndteringen af en lang række af de globale problemer, som presser sig på.

Der er en række vanskelige sikkerhedspolitiske problemer på dagsordenen. Det bliver i høj grad et give-and-take spil. Men der er også problemer, hvor begge parter helt klart vil kunne vinde gennem et tættere samarbejde: Iran, Klimakonferencen, handelsaftaler…

Kina tegnede sig sidste år for 40 % af verdens samlede økonomiske vækst. Med udsigten til en stærk opbremsning i væksten, som kan tage yderligere fart efter sammenbruddet på de kinesiske aktiemarkeder, har vi fået en påmindelse om, hvor meget vi alle er ahængige af hinanden.

104 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Der er imidlertid en særlig dansk synsvinkel, som burde kunne bruges.

    Jeg har skitseret, at CAD, AUD, BRL og ZAR er de valutaer og lande, der er ramt af økonomisk omstilling af deres økonomier. Det vil – også i en tid fremover – give valutarisk uro omkring deres valutaer.

    På den anden side er DKK, som de andre EUR valutaer, i rutsjebanen mellem USA og Kina, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting; men som også en lang tid fremover vil give valutarisk uro.

    Det er bla. andet på den baggrund, jeg igen vil fremhæve den gensidige interesse i et øget Dansk-Canadisk samarbejde. Et samarbejde, som dels kan være valutarisk stabiliserende, dels rent sagligt være økonomisk fornuftigt, dels erhvervsmæssigt stimulerende.

    Dels har Danmark et udmærket koncept i Huitfeld-klassen, som burde have Canadas interesse (alene det at – med modifikationer – kan ammunitionen genbruges) for så vidt som de er mere driftsøkonomiske end Halifax-klassen.

    Omvendt producerer Canada nogle udmærkede Challengerfly (som har været den Canadiske regerings problembarn i en længere årrække). Flyet er nok det bedst egnede på markedet til en dansk rutestruktur i Europa, så man dels kan få tilstrækkelig med destinationer, dels en fornuftig frekvens. Det vil være noget dyrere end billetterne på de rene discountcontainere; men de andre fordele skulle være så tilpas store med Danmarks diversificerede handelsstruktur og almene tilhørsforhold til Europa. Strækninger, størrelse osv. skulle være passende med København som nav i det hjul.
    SAS er som selskab en dødssejler uden reel kapital – når den svenske snabel i Danmarks pengekasse er hugget af, så skulle der være muligheder nok. Med den katastrofe som Berlin udgør lufttrafikmæssigt, skulle der ikke være alvorlige trusler mod Kastrups position.
    Hvornår de konkrete handler kan kontraheres og afdækkes vil afhænge af valutasvingningerne mellem EUR og CAD, som formentlig en lang tid fremover vil være betydelige.

    Det er et spørgsmål om at sejle derhen, hvor vinden og strømmen gør det belejligt.

    Jeg håber så sandelig, at det er en problemstilling, der optager en betydelig del af udenrigsministerens tid. Jeg har tidligere påpeget den gensidige sikkerhedspolitiske interesse et øget samarbejde burde have.

  2. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Hmmm…… jeg tror, man må udlægge besøget af to F-22 Raptor på Ämari i weekenden som rettidig amerikansk omhu i forbindelse med Xi’s USA-besøg. Altså: Mhp. at Russerne i den anledning skulle foretage sig noget dumt! Altid en nærliggende mulighed med Putin på fri fod.

    Det giver os imidlertid muligvis en anden oplysning!
    F-22 har sandsynligvis den strategisk taktiske rolle at sikre overflyvningen med amerikanske atombærende bombefly – og nej, der er ikke en skid at gøre ved det!!
    Det kunne være en lille diskret påmindelse til kineserne, hvad de F-22 på Elmendorf i Alaska egentlig har som opgave her i livet!
    Og at man fra amerikansk side bestemt ikke er tilfreds med Kinas atomvåben – og i påkomne tilfælde vil gøre sit yderste for at kerne våben ikke kan anvendes…..
    Et hint til kineserne om, at man gerne så en mere aktiv indsats overfor Nordkorea…..

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Nå…. ikke én begavet kommentar til observationen af to F-22 Raptor på Ämari. Det var nu heller ikke forventet! Problemet er desværre det, at vi så nok – trods al amerikansk umage – må frygte at hentydningen går hen over hovedet på Putin og hans militære rådgivere. Det må betegnes som uheldigt al den stund, at Uffes blog formentlig er hans primære efterretningskilde….. selvfølgelig i bearbejdet og desværre travesteret form (ja, her sneg opera sig ind igen…..!).

    Underkastet strategisk analyse (mål, midler og vej) kan man pege på nogle retninger, det kunne være hensigtsmæssigt at rette sin opmærksomhed.

    1) F-22 betragtes formentlig som en strategisk ressource (hvilket giver en antydning af hvilke mål midlet er knyttet til) på linie med de tunge bombere som B-52 (her rinder den nyelige flyvning med to stk. over Sverrig – efter invitation – og Estland i hu). Det giver naturligvis den tænksomme taktiker visse ideer. Det er i hvert fald ikke i modstrid med en hypotese, jeg opstillede for år tilbage om F-22’s egentlige eksistensberettigelse.

    2) Den umiddelbare og åndeligt platfodede konklusion er til at skære i skiver. Nemlig: Det er en åbenlys påmindelse til Putin fra Obama direkte om ikke at gøre noget dumt – igen altid en nærliggende mulighed med Putin ude af badetøjet og uden fisk. Den skal nu nok gå hjem – specielt hvis man sammenholder det med flyvningen med B-52 over og i Sverrig og Estland for et par uger siden.
    Altså: Jeg mener, når man fremviser fly, der i princippet er usynlige, så stiller man ikke høje krav til modstanderens intellekt.
    Altså: Hvis Putin tror, at det, at Xi laver piruetter på knæ, på nogen måde giver ham albuerum, så regner han endog meget galt – selvom han af gammel vane ikke bærer sokker. Lad være med at tro, at Du er skide smart – det er Du IKKE.

    3) Der er ikke gjort noget forsøg på, at skjule, at flyene er hjemmehørende på Tyndall i Florida. Det er så formodentlig enten 43rd FS (som er en træningsenhed) eller 95th FS, som blev meldt kampklar sidste år – kan ikke se hvilken. Mhp. kineserne, så er spørgsmålet, hvilken opgave dem på Elmendorf i Alaska kan tænkes at have – rækkevidde er jo demonstrativt ikke noget problem.
    Det kunne tænkes at vække til eftertænksomhed i kinesiske kredse – også.

    4) Noget, jeg ikke har hæftet mig ved før…… storcirkelkursen mellem Estland og Florida fører ret tæt forbi Island…. ser man det….

  4. Af Thomas Borgsmidt

    -

    For at komme tilbage til emnet:

    Der er ikke nogen tvivl om, at det ER gået galt i Kina gennem en sivepunktering og ikke som i 2008 i Vesten gennem en dækeksplosion.
    Problemet er så, at man i Kina ikke har brugt tiden og det vand, der var i bassinet til noget fornuftigt – man har ikke gennemført de nødvendige reformer. Om det så på noget tidspunkt overhovedet har været fysisk muligt er tvivlsomt og noget vi næppe finder ud af, fordi de reelt ikke har været forsøgt.
    Kina har ikke smadret flyet i en landing – de er hoppet ud uden faldskærm ud fra betragtning, at det kun er den sidste meter inden landingen, der er farlig – indtil da går det jo udmærket.

    HVOR galt det er gået, det tror jeg ikke, der er nogen, der har nogen kvalificeret opfattelse af; men slemt er det. Det andet er, at går Island på røven – det overlever Verden nu nok; men Kina er noget ganske andet.

Kommentarer er lukket.