Historisk håndtryk – men uden perspektiv

Af Uffe Ellemann 55

Det var et historisk øjeblik, da præsidenterne fra Kina og Taiwan mødtes på det mondæne Shangri-La Hotel i Singapore sidste weekend og trykkede hånd. Dette håndtryk – der varede over et minut til ære for de fremmødte horder af fotografer – var det første mellem lederne af de to nationer/lande/provinser i 70 år, da Formand Mao og Generalissimo Chiang Kai-shek mødtes. I de mellemliggende år har striden mellem Kinas kommunister og nationalister kostet millioner af mennesker livet. Derfor er der ikke noget at sige til, at det historiske håndtryk i Singapore – som oven i købet blev foreviget i farver, mens billederne mødet i september 1945 kun eksisterer i sort-hvid – har fremkaldt euforiske reaktioner mange steder i verden. Vi kan nu engang så godt lige, når gamle fjender rækker hinanden hånden…

Men ved nærmere eftertanke er det vanskeligt at se, at der skal kunne komme meget godt ud af mødet i Singapore. Det kan måske endda forbitre striden mellem Kina og Taiwan.

Det kræver naturligvis en forklaring, som må tage sit udgangspunkt helt tilbage til 1925, da Sun Yat-sen, der havde ledet den kinesiske revolution som afskaffede kejserdømmet, døde. Sun havde formået at holde sammen på de mange stridende kræfter i det kinesiske rige. Efter hans død røg kommunisterne og nationalisterne i totterne på hinanden, og beskyldte gensidigt hinanden for at have svigtet Sun’s idealer. Efter en kortvarig men skrøbelig alliance i kampen mod Japan fra 1937 til 1945, fulgte kommunisternes ”lange march” og den blodige borgerkrig, som endte med, at Mao satte sig tungt på magten i Beijing, mens Chiang Kai-shek med sine tilhængere (og ufatteligt store rigdomme) i 1949 slog sig ned på Formosa, som Taiwan dengang almindeligvis blev kaldt.

Generalissimoens politiske parti Kuomintang (KMT) sad tungt på magten (og rigdommene), og den lille østats overlevelse blev sikret af amerikanske krigsskibe, som sejlede rundt i strædet mellem Kina og Taiwan. Ind imellem blussede stridighederne op, som sidst i 50’erne, da kineserne gennemførte voldsomme bombardementer af nogle små øer i strædet, tæt på fastlandet.

I mange år var det Formosa-regeringen, der blev anerkendt som det eneste ”Kina”, med sæde i FN – men efter USA’s åbning mod Kina i 1971 overtog Folkerepublikken Kina pladsen i FN, mens Taiwan – som kalder sig Republic of China – kom til at friste lidt af en pariaskæbne, efterhånden kun anerkendt af 21 nationer, overvejende småstater i Stillehavet, Afrika og Caribien. I hovedstaden Taipei er det en yndet sport at gætte på, hvilke flag der er hejst foran de officielle bygninger, når der er besøg af vennerne – fra Tuvalu, Swaziland, St. Kitts and Nevis osv. De store magter i denne forbindelse er Guatemala og Paraguay….

Men Taiwan bed tænderne sammen og udviklede en lille tigerøkonomi, der først løb ind i alvorlige vanskeligheder med krisen i 2008. Samtidig udviklede Taiwan et ægte demokrati, efter at KMT i mange år havde siddet tungt på magten og smidt dissidenter i fængsel i mange år.

Det store oppositionsparti blev Democratic Progressive Party (DPP), som ønsker at Taiwan skal erklære sig som en selvstændig stat – mens KMT ønsker at holde fast ved, at der kun findes ét Kina, og at det naturligvis er Taiwan…

Jeg husker et møde i Taipei for en snes år siden med en mand, hvis skæbne jeg ikke kunne lade være med at sammenligne med min egen: Begge født i 1941, begge udnævnt til løjtnanter i 1961. Men i 1962, da jeg begyndte på mine studier, blev han smidt i fængsel fordi han agiterede for taiwanesisk selvstændighed. Han kom til at tilbringe 25 år i fængsel. Der var korte afbrydelser, men i 13 år var han i isoleret fængsel, i 4 år sultestrejkede han og blev tvangsfodret. Han blev først sluppet ud i 1990, hvor jeg i mellemtiden havde haft mulighed for at uddanne mig og arbejde med alt det, der interesserede mig. Da jeg mødte ham nogle år senere, var han tydeligt mærket af den tortur, han vare blevet udsat for. Men nu var han leder af TPP, og fungerede i et frit demokratisk system. Men med et halvt spildt liv bag sig.

Shih Ming-teh – som engang blev kaldt ”Taiwan’s Mandela” – er ikke længere partileder, men stadig en rigtig ballademager, når det gælder aktioner mod korruption og magtbrynde hos KMT. Og det demokratiske liv i Taiwan rummer sandelig også meget spræl: Der har været korporlige slagsmål i Parlamentet i forbindelse med protester mod de mange aftaler, KMT-regeringerne har lavet med Kina. Og her nærmer vi os forklaringen på, hvorfor mødet i Singapore kan give bagslag i bestræbelserne på at mindske spændingerne mellem Kina og Taiwan:

Godt nok gjorde de to præsidenter sig store anstrengelser for, at håndtrykket og middagen i Singapore ikke skulle rokke ved billedet af ”business-as-usual”, hvor man enes om at være uenige, og det hele var nøje koreograferet: De mødtes på neutral grund, de kaldte hinanden ”Hr.” og ikke ”præsident” – og de deltes om regningen i hotellets restaurant…. Men præsident Ma Ying-jeou fra KMT er meget upopulær på Taiwan, hvor mange ser med dyb mistro på hans mange tilnærmelser til Beijing. Der skal være præsidentvalg om to måneder. Han kan ikke stille op igen, da han har siddet i to perioder. Og alt tyder på en jordskredssejr til DPP-kandidaten Ms. Tsai Ing-wen, som i meningsmålingerne har 47 procent af stemmerne mod KMT-kandidaten Eric Chu’s 16 procent..

Ma’s tanke med mødet i Singapore kan have været at støtte KMT-kandidaten ved det kommende valg ved at demonstrere, at kun KMT klan sikre det gode forhold til Kina – som Taiwan efterhånden har store økonomiske interesser i. Men der er intet, der tyder på, at mødet vil medvirke hertil, snarere tvært imod.

Det er vanskeligt at se, hvad præsident Xi kan have troet at opnå med mødet. På Taiwan er man udmærket klare over, at han ønsker at gøre Taiwan til en kinesisk provins, underlagt regeringen i Kina. Men taiwaneserne ønsker ikke at blive underlagt en autoritær regering og et system med begrænsede personlige friheder.

En DPP-sejr ved det kommende præsidentvalg vil være et sviende PR-nederlag for præsident Ma og KMT, men også for præsident Xi, fordi han har demonstreret manglende forståelse for, hvordan et demokrati fungerer.

En kommende DPP-præsident vil være meget forsigtig med ikke at rokke for meget ved båden ved at mase på for at erklære selvstændighed, men hun vil ikke ønske at fremme en genforeningsproces. Hvis det eneste, der står tilbage efter mødet i Singapore, er en fortsat låst situation omkring Kina/Taiwan-spørgsmålet, risikerer Xi at tabe ansigt i sagen, fordi han ikke har opnået noget ved mødet i Singapore – ligesom han heller ikke har opnået resultater i stridighederne om Det sydkinesiske Hav eller i problemerne omkring Hong Kong.

55 kommentarer RSS

  1. Af JAN ULRIK FRIIS

    -

    Der er mange præsidenter og statsministre jeg gerne så afsat, de fleste er uduelige, men Assad er ikke en af dem, …..der tager Hr Brun fejl, Assad bliver del i forhandlingerne Syriens fremtid.

  2. Af Anders Brun

    -

    JUF igen viser du at du taler om ting du ikke forstár men det har vi vidst længe ikke noget nyt under solen fra dig. Det interesante er Vest holder sanktionerne mod Rusland et halvår til. Sá JUF Assad kommer forvsvinde antagligen kan de sende ham i eksil i Tjetjenien hos Kadyrov, de passer fint…

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Brun: Det er noget andet!

    1) Hvis Putin tror, at han kan studehandle på den måde, så tager han fejl.

    2) Putins penge er låst i bankerne – hvis han tror, at man vil lade ham kurspleje, så tager han fejl.

    3) Hvis Putin tror, at han får CF6 motorer, så han kan bygge nye bombere, så tager han fejl.

  4. Af JAN ULRIK FRIIS

    -

    Jamen Hr Thomas, jamen Hr Thomas, det er nettop det der er fejlen!

  5. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Nej, problemet er, at Putin har stjålet Rusland og tænker ikke ret langt.

    Kina og Rusland har det fælles problem, at de har en elendig demografi – ikke at vores ikke har samme træk; men det betyder at forbrugsdrevet vækst ikke er mulig.

    Putin følger – som følge af manglende overblik – den forkerte strategi. I en sådan situation ville det være klogere at trække sig ud af eventyr. Putin gør det modsatte og forsøger at få resten af verden til at løse hans problemer – det sker ikke.

    Hvis Rusland skal gøre noget, så skal det ske nu – om fem år er det for sent. Ikke nok med at der ikke bliver befolkning til at bemande en hær som den russiske, russere dør også 10 år før andre.

    Der er jo ikke nogen tvivl om, at Rusland må afruste deres atomvåben – kunsten bliver at få dem afvæbnet, så der ikke bliver krig.

Kommentarer er lukket.