Stakkels Ukraine

Af Uffe Ellemann 107

De gode græd og de onde lo, da resultatet af Hollands tragikomiske folkeafstemning i går om EU’s handelsaftale med Ukraine blev kendt: Lidt over 30 procent havde ulejliget sig til valgurnerne, hvilket gør den vejledende folkeafstemning ”lovlig”, og et massivt flertal stemte nej.

Putin er den, der glæder sig allermest. Nu kan han sige til de lande, han ønsker at fastlåse i Ruslands interessesfære: Der kan I bare se! De europæere, I så gerne vil knyttes nærmere til, vil ikke have noget med Jer at gøre. Man kan ikke regne med de aftaler, de laver.

Og den bøvede EU-modstand, som vi også vil opleve i de kommentarer, som kan ventes til disse betragtninger, vil naturligvis også glæde sig: Ligesom Wilders med nylonhåret, Marine le Pen, Brexit-folkene osv. osv.

Og så skal vi høre en masse ulidelige kommentarer om, at ”nu må vi sandelig tage den folkelige EU-modstand alvorligt og søge at komme den i møde” – i stedet for, at europæiske politiske ledere mander sig op til at fortælle deres befolkninger, hvorfor vi ikke kan undvære EU, og hvorfor Ukraines skæbne kommer os ved.

Den hollandske regeringschef bærer et tungt ansvar for, at det først for sent gik op for hans regering, hvad der var ved at ske. De behandlede sagen som den dårlige vittighed, den var fra starten, da en anarkistisk website, GeenStijl, tog fis på borgermusikken ved at samle underskrifter, der krævede en folkeafstemning – og regnede vel med, at så få ville dukke op og stemme, at man kunne ignorere det. I stedet for at kaste sig ud i kampen for at overbevise hollænderne om, at det er vigtigt at give Ukraine en håndsrækning, hvis vi ønsker stabilitet i den del af Europa.

I Ukraine må de have en dårlig smag i munden. De gik ud i de store demonstrationer på Maidan-pladsen for at slippe for at blive indlemmet i Putins eurasiske union. De ville hellere en aftale med EU. De trodsede beskydning af politiet og forsøg på at banke dem bort. De fik frastjålet Krim og er udsat for krig på grænsen til Rusland. Nu ser de, at den aftale, der endelig blev indgået med EU, kan risikere at blive treneret, fordi den hollandske regering vil modsætte sig en ratifikation.

Det er synd for Ukraine.

Men det er også synd for alle os andre, at europæiske værdier på den måde trampes under fode i et narrespil om at genere ”bureaukraterne i Bruxelles” og give egne politikere fingeren. For dybest set opmuntrer hollænderne andre, som er bekymrede over tidens uro, flygtningestrømme, åbne grænser mellem ligesindede lande og så videre.

Forhåbentlig vil de andre medlemslande sige til hollænderne, at det rod må de selv finde ud af – for man kan ikke tage den folkeafstemning højtideligt. Og heldigvis vil de handelsarrangementer i associeringsaftalen, som allerede er sat i kraft, kun kunne tilbagekaldes, hvis et flertal går ind for det. Det kan hollænderne altså ikke blokere. Og så må man tage kritikken for at ”vise foragt for folkets dom” oppefra og ned. Europa kan slet ikke fungere, hvis man skal lade sig styre af den slags naragtige demonstrationer.

Men vi må nok ruste os til at imødegå lignende aktioner rundt omkring i de kommende år. Hvis ikke de andre EU-regeringer er bedre end den hollandske til at håndtere situationen, kan det gå rent galt for det samarbejde, der dybest set er vores bedste værn mod tidens store trusler.

107 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    For nu at knytte en bemærkning til de seneste dages flydebat:

    Det man burde sige rent ud er:

    Det at Sverrig hverken kan eller vil hævde deres luftrum mod russiske provokationer koster Danmark en eskadrille mere af kampfly.

    Det at russerne uhindret kan benytte svensk luftrum betyder, at Danmark i egen legitime interesse nødvendigvis må udføre luftforsvarsopgaver over svensk (og svensk besat) område.
    Hvis vi ikke gør det, så kan luftforsvaret af Danmark udflankeres i luften.
    Vi véd fra Syrien, at der er ikke noget der hedder neutralt luftrum, når russere har mulighed for at krænke det.
    Som sådan viser Sverrig sig som fjendtlig sindet nation – man kan ikke lurepasse sig ud af sikkerhedspolitik. Det er som med Jakob Haugaard, der fandt ud af, at man kan ikke bare erklære sig neutral.

    Lad så det ekstra antal fly være – om det skal være 30 eller 45 fly, det er underordnet og må bero på en vurdering af uddannelsesbehov og værkstedsrutiner.
    Det vil give flere driftsomkostninger, fordi vi skal finde og uddanne piloterne til at flyve de missioner til forsvar af dansk territorium.
    Driftsomkostningerne bliver ikke væsentligt påvirket af antallet af fly, de omkostninger er hovedsagligt afhængige af driftstimer og opgaveomfang – et opgaveomfang, som nu er blevet markant forøget.

    Antallet af fly afgøres af hvilke opgaver, der skal kunne løses samtidig, antallet af piloter er mere bundet op på, hvor længe disse opgaver skal kunne løses.
    Der kommer detaljer som nedslidningsreserve til ulykker (som altid vil forekomme) og en hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse i vedligeholdet og reservedelspriser.

    Det nytter ikke, at vi stikker os selv blår i øjnene og lader som om vi kan sammenligne med situationen under den kolde krig eller senere. Der er en helt klar ny situation!
    Det skal vi nødvendigvis tage vore forholdsregler i henhold til.

  2. Af Anders Brun

    -

    Borgschmidt det svenske luftvåben er overlegent det danske. Både i kvalitet og kvantitet. Til forskel så er det svenske forsvar faktisk et forsvar og ikke en milits som det danske. De har stadig en komplet verktygkasse. Det har vi ikke. Det er mere skræmmende at vi ikke kan hævde vores terrorialvand under overflade.

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Brun: Det er jo ikke rigtigt!

    Selvfølgelig er Flygvapnet ikke det store værd. Deres fly har ikke rækkevidde, fart eller usynlighed til at gøre meget andet end decideret luftforsvar – dertil kommer, at deres kontrol og varsling tydeligt ikke er i stand til at føre dem.

    Det er en ganske anden verden i dag: Dansk luftforsvar begynder over de baltiske lande. Den offensive del af det, som at smide bomber, det viste sig i Libyen, at det magter de ikke. De kom for praktiske formål ikke i luften.

    At F-16 skulle lufttankes i Libyen viser kun, at den har for kort rækkevidde. Mht. at fælde våben, så kan de ramme. Noget som f.eks. russerne ikke er overbevisende i. Det kræver foruden ordentlige våben, så også et efterretningsbillede, som finder målene. Det er jo ikke mængden af bomber kastet, der er afgørende – det er mængden af træffere.
    En af de ting, der er blevet bevilget penge til i USA er indkøb af små bomber, hvor lagrene åbenbart er blevet mindre.
    Vi så under Estonia-katastrofen, hvor ringe det svenske forsvar var – og intet tyder på, at det er blevet bedre.

    Det er en barnagtig påstand, at Flyvevåbnet er en milits. De har en evne til at operere langt fra Danmark i nært samarbejde med allierede – svenskerne kan ikke engang samarbejde med sig selv.

    Ubåde i Østersøen har gennem de sidste 20 år været noget af en påstand. Jeg tror dels, at man i dag har metoder til at opdage dem, dels er droner og miner i noget så lavvandet som Østersøen nok mere relevant. Alt, hvad der har blot nogen dybgang er begrænset i hvor de i det hele taget kan sejle. Hele Rigabugten f.eks. er 1½ m dyb – ikke meget for en ubåd.
    Der er Gullandsdybet; men eller ikke det store.

    Du skal tilbage til Max Horton under 1. verdenskrig før Du kommer til afgørende ubådsindsats i Østersøen. Russerne kunne i 2. verdenskrig sænke nogle flygtningeskibe; men ikke noget – i sig selv – afgørende.

    Svensker har ikke noget, der blot minder om en værktøjskasse – deres “søfolk” har jo ikke noget, der minder om tid til søs – de ligger og fiser den af i havnene.
    Der er næppe nogen flåde – i VERDEN – hvor personellet har så mange dage til søs som det danske søværn. Det har Canadierne selv medgivet, at i sammenligning med danskerne, så har de ikke erfaring i at sejle i arktiske farvande.

    Det med “militser”… hmm…. den operative kapacitet af Marinehjemmeværnet er nok en del bedre end den svenske flåde. De laver en masse hvor man ikke behøver en destroyer – de frigør dermed de store skibe til opgaverne – Danmark har aldrig haft så mange store skibe som vi har i dag – og med en udholdenhed som i dag. Bevæbning? Det er spørgsmål om hvilken container man hiver om bord – når det er sagt, så så jeg gerne en Huitfeldt-klasse til (afhængig af hvordan opgaverne fordeles indenfor Nato).
    De koster ikke noget: Mellem 1/3 og 1/4 af en De Zeven Provinciës- og en Sachsen-klasse og kan det samme. (En Huitfeldt kan godt sejle stærkt). Der er de mand om bord, der skal være til opgaven ikke flere.

    Men Gud ske lov, at vi slap af med værnepligten, for det var sgu en ynkelig farce. Ringere end det ringeste i Hjemmeværnet – og det er bestemt ikke godt.
    At hjemmeværnsfolk så – også i internationale missioner – har kunnet tage nogle af bevogtningopgaverne mm. som kræver mange mand; men ikke er så krævende som kampindsat, det har frigjort stampersonellerne til det, de egentlig er uddannet til.

    Svenskerne kan hverken det ene eller det andet – og der er gået så mange år, at de aldrig kommer op igen på niveau’et efter Wennerström. Finnerne er noget helt andet – dem kunne vi godt bruge i klubben. Det ville også være i Ruslands interesse; men sådan ser russerne det ikke – forståeligt nok: Putin kan i klart vejr og solskin akkurat skimte egen næsetip.

  4. Af Per Torbensen

    -

    Vil superhornet være et godt bud?

  5. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Torbensen: Om Super Hornet er et godt bud?

    Det afhænger af opgaven. Super Hornet kan ikke så meget som hverken F-35 eller Taifun.
    Hvis Danmark skal løse opgaverne, som de ser ud, så er der opgaver i både Nordatlanten og Østersøen. Det er opgaver, som Danmark kan løse bedre og billigere – i egen interesse.

    Det er således fristende for vore allierede at skubbe opgaver over på Danmark – det kan være fair nok, at vi løfter vores del af opgaverne; men de skal dels ikke tro, at vi betaler deres fabrikanter for at lave arbejdet for dem til overpris. Vi skal nok betale de rimelige omkostninger; men der ligger en ikke-ubetydelig rationalisering for alliancen som sådan – det var nok smart, hvis man bliver enige, at dele gevinsten ved samarbejdet.

    Det andet, der ligger i problemstillingen er, at man får en opgave; men man skal ikke fortælle, hvordan vi skal løse den. Hvis vi ikke kan finde ud af det selv, ja så skal vi ikke have opgaven.

    Det klassiske eksempel er Stevns- og Langelandsfortet, som blev helt finansieret af danske midler (det var så gamle tyske kanoner). Effektivt var det faktisk to slagskibe, der så lå på land. Om ikke andet fangede det Femarn Bælt i krydsild – og ret beset var det nok billigere end to pansrede skibe, der lå for anker – som de ellers ville have gjort.
    Lidt som slagskibene Tyrkiet fik til Bosperus i 1. verdenskrig fra Tyskland. Det er typisk med en svær enhed i begge ender af et stræde.

    Alliancen er naturligvis velkommen til at undersøge om vi løser opgaven godt nok; men fortælle os i de mest åndssvage detaljer, hvordan opgaven skal gribes an er dels føringsmæssigt uhensigtsmæssig, dels økonomisk uforsvarligt.
    Det resultatet, der tæller – ikke udgiften.

  6. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Anders Brun – 14. april 2016 21:06
    Hvad gør Danmark egentlig for at beskytte den civile, internationale skibstrafik i vores farvande mod mulige ubådsangreb – ?
    Jeg tror ikke, at det var uheld, at de formentlige ubåde blev opdaget. Det var med vilje, at de lod sig bemærke. Det var ikke engang henvendt til os i Danmark, tror jeg. Det var henvendt de nationer, som besejler vores farvande.

  7. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Lad os så tage det lidt mere teknisk principielle:

    Taifun er egentlig en F-15 Eagle, der har haft gavn af 30 års videreudvikling til at starte på et frisk stykke papir. Den er ca. 10% mindre målt på tomvægt – og driftsomkostninger er i sidste ende en funktion af vægten.

    Det, der ligger i det er et paradigmeskift for dansk og Nato vedkommende. Eagle har aldrig været seriøst udfordret i hele sin levetid – og er det ret beset heller ikke i dag. Det er et ældre fly, så løsningen er ikke at lave nogle flere af dem – man kan lige så godt tage alle erfaringerne og indbygge – igen fra en frisk start.
    Den er så – naturligt nok – blevet dyrere i vedligehold med tiden.

    Der hvor det skifter er, at mellemnationer som Tyskland, Italien, Storbritannien faktisk er rimeligt kapable til at imødegå den russiske trussel teknisk set. Nu er det så at skidesprællere som Danmark, Norge og Holland faktisk er kommet op på mellemniveauet – specielt hvis de samarbejder.
    Det vi har set russerne komme med er ikke det mest imponerende. Det er så ikke bare russernes uformåen – hvis vi antager, at russerne rent faktisk kunne udvide deres forsvar iht. de feberfantasier afbilledet i budgetterne, så kommer de ikke på linje – det er også en forøget slagkraft, fordi man i dag rammer, hvorfor der ikke skal slæbes så meget med.

    Uanset hvad så kommer de danske fly til at dække et større ansvarsområde, Gripen er uaktuel – trods svenskernes traditionelle platte anprisninger. Gripen er 20% mindre end F-16, der er 25% mindre end Taifun. Gripen viste sig – trods al underlødig reklame – hurtigt at være utilstrækkelig og i forhold til præstationerne fuldstændig uakceptabel dyr. En svensk neutralitetspolitik er ganske enkelt ikke nogen teknisk mulighed.
    Som kendsgerningerne er, så kommer man ikke tilbage til den kolde krig, hvor gerne Putin end vil have den.
    At Rusland nogen sinde igen skulle blive betydningsfuld i nogen positiv betydning af ordet er en absurd tanke født af en totalt fejlslagen kommunistisk ideologi, der i ét og alt er så forældet, at den end ikke virkede i 1. verdenskrig.

    F-35 er lidt af en anden fugl for så vidt som den er lavet til verden efter at Rusland for praktiske formål er ophørt med at eksistere – den er endnu et paradigmeskift.
    Der skal altså ikke bæres mange våben, når fjenden ikke er der – trods alle onde hensigter.

    Om man skal vælge det ene eller det andet er det åbne spørgsmål – svaret bliver så vidt jeg kan se: Begge dele.
    Rusland er ikke en “aftagende magt” – den er en moribund i kollaps. Ikke at den slags ikke er farlige nok, for det er de. En elefant, der dør af hjertekvababbelse er farlig nok hvis den falder oven på én.
    Rusland er nødt til at gøre noget nu, for i løbet af de næste forholdsvis få år er fiktionen om Rusland blot latterlig.

    Det er mig en kilde til irritation, at fordi Rusland har atomvåben, så forestiller nogle sig, at de har en fremtid. Det har Rusland ikke. At tro at Rusland kan blive et “land” er omsonst – de kunne ikke med revolutionen – og de har ikke gjort noget fremskridt siden.
    Den politiske opgave er, at administrere Ruslands sammenbrud så det giver mindst mulig ulejlighed.

Kommentarer er lukket.