Brexit means Brexit! Eller hvad….

Af Uffe Ellemann 107

Sommerferien har kastet sin dyne over regeringskontorerne i London og de store kontinentale hovedstæder og kommissionskontorerne i Bruxelles. Alle er taget til stranden eller op i bjergene eller hvor de nu agter at tilbringe feriemåneden. Den truende sky over ferieidyllen er ”Brexit” – som blev efterladt på kontorerne som noget, man må prøve at finde en holdning til, når man forfriskede og fyldt med ny energi vender tilbage fra feriestederne.

Ganske vist fastslog den nye britiske premierminister, at ”Brexit means Brexit!” Hvad skulle hun ellers sige for ikke at skabe uro blandt de konservative backbenchere, der endnu er drukne over sejren ved folkeafstemningen Sankt Hans Aften. Men det står mere og mere klart, at så enkelt er det ikke.

Briterne har ikke nogen strategi for, hvordan situationen skal håndteres.

Den nye handelsminister Liam Fox (stærk Brexit-tilhænger) har sagt, at nu skal man i et snuptag se at få forhandlet nogle handelsaftaler på plads med resten af verden, og de vil blive meget bedre end de aftaler, EU har forhandlet på briternes vegne…

Udtalelsen er direkte tåbelig, og vidner om Brexit-fortalernes løsagtige forhold til virkeligheden. For at illustrere den formidable opgave, man står overfor, blev mindede Financial Times i den forgangne uge om, at der i den britiske statsadministration (Whitehall) i dag kun sidder mellem 12 og 20 embedsmænd (med direkte erfaringer fra handelsforhandlinger”. Canada, som for nylig forhandlede en frihandelsaftale på plads med EU, har 830 embedsmænd med den ekspertise… Det er EU, som de sidste 40 år har forhandlet handelsaftaler på medlemmernes vegne, og naturligvis kan man satse på, at nogle britiske eksperter vil vende hjem, eller at man kan betale sig fra at hente folk i den private sektor, men det bliver både kostbart og besværligt. Hertil kommer de problemer, som tårner sig op for den britiske udenrigstjeneste, der i forvejen var skåret ind til benet gennem de seneste sparerunder. Nu skal udenrigsministeriet afgive mandskab både til den nye udenrigshandelsminister og til det særlige ministerium, som under ledelse af en anden pro-Brexit mand, David Davis, skal stå i spidsen for Brexit-forhandlingerne. Det bliver kam til udenrigsminister Boris Johnsons viltre hår…

Det er alt sammen en glimrende illustration af, at djævelen ligge i detaljerne: Når ferien er slut, og man skal til at forberede sig på de kommende års udfordringer, ligner det på forhånd en ”Mission Impossible”:

Først er det timingen: I samme øjeblik den britiske regering indleverer den formelle udmeldelse i henhold til Lissabon Traktatens artikel 50, starter uret med at tikke. Så er der to år til at fuldende forhandlingerne. En forlængelse kan kun komme på tale, hvis alle andre medlemmer er enige om at give briterne den indrømmelse. Men manøvremulighederne begrænses af, at der forestår en række vigtige valg i toneangivende EU-lande: Næste år er der valg i Frankrig, Tyskland og Holland. Og i juni 2019 er der valg til Europa-Parlamentet. Det bliver noget af et minefelt at bevæge sig rundt i, når der skal findes kompromiser.

For naturligvis skal der findes kompromiser. Det er nok kun de mest rabiate Brexit-tilhængere der endnu forestiller sig et rent brud mellem UK og EU. Det vil alle tabe på, og det spinkle globale økonomiske opsving, som endnu holder vejret og venter på, hvad der vil ske, kan hurtigt blive vendt til kraftig recession. Et rent brud vil blive en særdeles ubehagelig skilsmisse, som indebærer risiko for opbrud inden for UK – hvor både Skotland og Nordirland stemte for at blive i EU.

Men manøvremulighederne for at finde et kompromis er særdeles snævre. Briterne ville gerne bevare adgangen til det indre marked, men uden forpligtelser til at acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed og uden at skulle bidrage til den fælles husholdning. Det var, hvad Boris Johnson & Co. fortalte vælgerne, at de kunne få så let som at klø sig i nakken. Sådan spiller klaveret bare ikke, har det vist sig. Og hvis det, man kan enes om, ligner den aftale, Cameron fik forhandlet på plads – en aftale, som desværre druknede i valgtumlen, selv om der var mange og betydelige indrømmelser til briterne – ja, står regeringen med et problem.

Der er ikke noget at sige til, at man har haft travlt med at skynde sig langsomt – og at der eksisterer en selv efter EU-traditioner ekstremt høj flertydighed i de udtalelser, centrale spillere er kommet med. ”Brexit means Brexit!” er jo blot en besværgelse, som skal skabe ro på bagsmækken, mens man undersøger mulighederne.

Her er det vigtigt, at centrale Brexit-fortalere som Boris Johnson, David Davis og Liam Fox nu er sat under ansvarets åg. Det er op til dem at finde en grimasse, der kan passe, når de hen ad vejen må forklare, at deres flotte løfter ikke holder. De kan naturligvis vælge at lave en ”Messerschmidt” med dobbelt skrue, og påstå, at det er de andres uvillighed der forhindrer parallelaftaler og hvilke blålys man ellers har stillet vælgerne i udsigt – men deres muligheder for at træde i den unge mands fodspor begrænses af, at de nu selv sidder med magten og ansvaret. Det bliver interessant at overvære, og det er nok en øvelse, der kommer til at tage tid.

Forhåbentlig vil briterne få den tid, der er nødvendig for at vænne sig til virkeligheden. Både de praktiske problemer, de har kastet sig ud i, og de politiske muligheder for at få verden til at indrette sig efter britiske ønsker.

Det vil også tid, hvis muligheden for en ny folkeafstemning skal modnes. Det vil – lige som i Danmark i 1992-93 – kræve, at der bliver et reelt nyt grundlag for en afstemning. Men hvis man når dertil, skulle det ikke være umuligt, selv om opgaven i dag virker formidabel.

Briterne står over for et Hamlet’sk valg – som blev så glimrende beskrevet i sin tid af vores egen Piet Hein:

”To be or not to be, that is the question.
To be AND not to be, that is the ANSWER!”

Briterne skal være med – og alligevel ikke være helt med. Altså et tvetydigt forhold til det store europæiske projekt. ”Ambiguity” bliver leitmotif for mange af de øvelser, vi vil opleve i de kommende måneder. Det bliver i sandhed interessante tider.

107 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    “Michael Jensen”: Nu er der ikke så forfærdelig mange modtagere blandt skolelærere .- de er så snotdumme og indskrænkede, at smækker man dem en på skrinet, så siger de: “Kom ind!”

    At der fødes for få børn har i hvert fald som delårsag, at ansvarlige mennesker, da ikke betror deres børn til de afstumpede torturbødler af folkeskolelærere. Jo mere intelligente forældre – jo færre børn – i almindelighed.

    Det er nu nok ikke, at lære (som ikke har så forfærdelig meget med begavelse at gøre) respekteres højere andre steder – det er det ufatteligt lave niveau folkeskolen befinder sig på – der ansættes principielt kun bevist uduelighed og intelligens som en gennemsnitlig skolopender ville skamme sig over.
    Vi så jo med de ministre SF fik udpeget: En Søvndal, der belærte alverden med sit miljønonsens på et engelsk, der aldrig havde været lært. En Vilhelmsen, der end ikke kunne læse op – muligvis fordi hun ikke kunne finde brillerne i håret.
    Under konflikten demonstreredes en selvhævdelsestrang, manglende proportionssans og fraværende situationsfornemmelse. Det var så modbydeligt med kravet om at få betaling for en helt overflødig nedværdigelse og mishandling.

    Det er såmænd ikke mig, der skærer nogen over en kam eller anden læst – det gør aberne skam selv: Enten gennem deres organisation eller dem der stiller op til valg.

    Der er så ikke alene tale om foragt fra min side: Der er tale om afsky oveni.

    Du er så overhovedet ikke i stand til at vurdere hverken afsender eller modtager. En ting er sikkert, at det er mange år siden, at jeg mente det hensigtsmæssigt at lade mig belære af en undermåler som Dig.

  2. Af Andreas Martinsen

    -

    Det er en vældig interessant artikel Uffe Elleman er kommet med her, men der mangler bare noget. Det er som om han har misset, frivilligt eller ufrivilligt, hovedpointen med afstemningen i England. Man at han pointerer at England mangler embedsmænd på grund af EU er siger en del. Gad vide hvilke embedsmænd der vil mangle i fremtiden hvis man fortsætter i det Europæiske projekt.

  3. Af Helge Nørager

    -

    Thomas hvilke er der flest af.
    Ubrugelige skolelærere eller talentløse elever ?. :)

  4. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Tja… Martini-sjat…. det tog jo ikke ret lang tid.
    Jeg er i den forbindelse ligegyldig.

    Men I psykopater tror alle sammen, at i er nogle fantastiske Hannibal Lecter. Medgivet – den undertype eksisterer; men i almindelighed kan sådanne karakterbrister ikke skjules ret længe – i Dit tilfælde er Du simpelt hen ikke begavet nok.

  5. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Brexit er bare et nyt afpresningsforsøg som englænderne har forsøgt mange gange og som vil blive brugt igen af mange andre – desværre alt for ofte med held. Skulle det ikke give den ønskede gevinst, så vil man finde ud af et eller andet og droppe al tale om exit.

    Man vil forklare, at af stemningen kun var vejledende, eller at Cameron overhovedet ikke havde ret til at give løfter om udmeldelse. Det har han forstået og taget sin straf. Det varer ikke længe, inden han siger undskyld.

    Sagen er jo, at England ligesom de øvrige medlemslande har haft enorme fordele af medlemskabet. Udkants-England og provinsen har ingen fordele haft. Det er alt sammen gået direkte i lommerne i London. Derfor nej til EU og derfor fortrydelsen – over afstemningsresultatet.

  6. Af Gert Hansen

    -

    UEJ skriver: ‘..det store europæiske projekt’.

    Er det Frankfurt Skolens plan – eller den såkaldte Kalergi Plan? Eller en kombination?

    Elitens projekt, ja – ikke folkets. Det viser sig ikke blot i Brexit, men i andre lande også. Faktum er, at elitens ’store europæiske projekt’ i stigende grad falder fra hinanden.

    Det skyldes i høj grad indvandringen, som er ønsket af eliten i ‘det store europæiske projekt’, og som Merkel nu går varmt ind for, på trods af, at hun for seks år siden udtrykte, at integrationen havde slået fejl! Indvandringen og den manglende integration heraf, lå først og fremmest bag ved Brexit.

    Tyrkiet har indset at EU ikke er noget at satse på, og vender sig nu mod Rusland og andre lande, og et overvældende flertal i Tyrkiet støtter denne politik.

    Selvfølgelig får briterne et stort arbejde med Brexit, men det mest sandsynlige er, at andre EU lande kan tænkes at følge efter. Hvis ikke eliten ændre noget i dens ’store europæiske projekt’, men det forekommer at være usandsynligt.

  7. Af Finn Bjerrehave

    -

    Brexit pundet falder foreløbig 15% og importen månedligt 40 milliarder, fortæller tab på foreløbig 6 milliarder hver måned, og hvor pundet havner når ansøgningen om artikel 50 indsendes, kan ikke engang bookmakerne gisne om.
    Scotland- Nord Irland og måske Wales, ønsker fortsat EU, og skal GB omdøbes til Britan, hvem venter ikke spændt på et kollektivt selvmord.
    Hvem ønsker at forlade et hjemmemarked med 500 millioner købedygtige mennesker, som endda styres af regler, så det bliver svært at snyde på vægten.
    EU forever. Finn Vig

Kommentarer er lukket.