Mission Impossible

Af Uffe Ellemann 253

Om mindre end to år skal Brexit være forhandlet på plads mellem Storbritannien og EU. Sådan er reglerne. Og det var den britiske premierminister Theresa May, der selv trykkede på startknappen, som satte stopuret i gang.

Det var der et element af hasard i. Det var der også, da hun udskrev parlamentsvalg for at score den enorme vælgergevinst, meningsmålingerne stillede i udsigt.

Hun fik i virkeligheden det bedste valg, regnet i procentdel af afgivne stemmer, som nogen konservativ leder har haft siden Margaret Thatchers storhedstid. Men det mærkelige britiske valgsystem virker jo ikke sådan. Så hun endte med at sætte sit beskedne flertal i Parlamentet over styr, og må nu regere med støtte fra et ultrakonservativt og nationalistisk nordirsk parti.

Demokrati kan være noget underligt noget. Hvem havde forestillet sig, at Jeremy Corbin skulle klare sig så godt som Labour-leder? Ellers at den dygtige Nicola Sturgeon skulle lede de skotske nationalister ind i et endnu større valgnederlag, end Theresa May skaffede de konservative?

Og hvem havde forestillet sig, at Theresa May var så svag i en valgkamp, som hun rent faktisk viste sig at være.

Hvad nu?

Man kunne have en mistanke om, at fru May med det rigtig stort flertal, hun havde satset på, ville sikre sig en fri ryg til at gå ind på de kompromiser med EU, som er nødvendige for at undgå alt for store katastrofer. Det kan hun glemme alt om i dag. Når forhandlingerne optages, vil hun møde virkeligheden med et meget svagt hjemligt mandat og larmende ballade på bagsmækken. Og på den anden side af bordet vil man spørge, om man overhovedet kan forhandle med en part, der er så svag, at det er usikkert, om der kan leveres…

På forhånd står UK og EU stejlt over for hinanden når det gælder rækkefølgen i forhandlingerne:

Briterne vil straks i gang med at forhandle fremtidige handelsforhold. EU siger nej, vi skal først have afklaret rettighederne for de tre millioner EU-borgere, som i dag arbejder i EU – og så skal vi have afklaret regningen ved udgangen, som er opgjort til svimlende 100 milliarder Euro. Først når de to punkter er på plads, vil man forhandle muligt britisk medlemskab af det indre marked – med alt hvad det skaber af nye problemer. For eksempel hvilke fælles regler briterne skal underkaste sig for at være med, herunder personers frie bevægelighed.

Det er vanskeligt at se, hvordan det skal lade sig gøre inden for de fastsatte tidsfrister.

Tågede forestillinger i London om, at man så skal forhandle handelsaftaler til anden side, virker håbløst urealistiske. Ikke blot har briterne slet ikke det embedsmandsapparat, som er nødvendigt for at forhandle handelsaftaler – der er heller ingen, som maser på for at komme i gang med forhandlinger, heller ikke de gamle kolonier i Commonwealth.

Briterne – og især fru May – har selv skabt denne situation. Men der er ingen grund til at hovere. For der er kun tabere i den proces, som nu er sat i gang. Det har vi vidst hele tiden. Men nu er det blevet endnu tydeligere.

Forhåbentlig kan en passende blanding af britisk ydmyghed og EU-storsind tilsat en god portion tålmodighed gøre det muligt at søge mod løsninger, som ikke skaber for meget bitterhed.

253 kommentarer RSS

  1. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Lemche: Ja, den om skolelærernonsens – det må være mig, skolelærere fatter ganske enkelt ikke selv det enkleste.

  2. Af Grethe. L Hansen

    -

    Lene H Madsen Jeg arbejder med misbruger til dagligt og kender mine lus på gangen :-)
    Stigende aggressivitet og beskyldninger , vi andre er dumme, du forstår ikke, kun jeg forstår o.s.v. ser jeg hver dag, desværre.

  3. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    EU’s mission er ikke længere så umulig, som den var for ikke ret længe siden. Med det håbløst tilbagestående engelske klassesamfund ude af unionen og med en ligeså tilbagestående præsident for USA åbner der sig helt nye muligheder. Oveni købet har vi fået en moderne præsident i Frankrig, der kan se mulighederne og som har massiv opbakning fra det franske folk.

    Den svaghed der har været kendetegnende for de seneste franske præsidenter er nu blevet erstattet af en præsident, der allerede har vist overbevisende styrke. Han har en stor og svær opgave foran sig og derfor er kravet til EU’s øvrige medlemslande en ligeså massiv opbakning. Ressourcer som hidtil er anvendt på den højt profilerede angloamerikanske militarisering og Nato, skal nu overføres til Frankrig som støtte for fremskridtet, ellers risikerer EU en tilbagevenden til ufrugtbare angloamerikanske obstruktioner.

    Et nyt Europa i Macrons fodspor er pludseligt og ufortjent blevet en indlysende mulighed. Vi kan skabe et Europa der ikke vil fortsætte med at holde den kolde krig varm. Det var og er UK’s og USA’s eneste mål med Europa. Lad os nu, hvor mulighederne er uendelige, inddrage russerne i konstruktionen af et fredeligt, samlet, uafhængigt Europa uden den amerikanske atom krigstrussel over hovedet. Giv Europa en chance – det bliver måske den sidste.

Kommentarer er lukket.