En trist erkendelse

Af Uffe Ellemann 56

Det er trist, men uomgængeligt: Det giver ikke længere mening at føre forhandlinger med Tyrkiet om medlemskab af EU. Det er derfor, regeringer rundt om i Europa har reageret positivt på udmeldingen herom fra forbundskansler Merkel forleden.

Tyrkiet har i det sidste par år bevæget sig så langt bort fra de idealer, der er forudsætningen for et EU-medlemskab, at fortsatte forhandlinger vil være et helt forkert signal at sende – både til demokratiske kræfter i Tyrkiet, og til de kræfter i Europa, som modarbejder det liberale demokrati, de ellers har lovet at støtte.

Tyrkiet er godt på vej til et være en autoritær stat, hvor der kan sættes uhyggeligt store spørgsmålstegn ved pressefriheden og andre frihedsrettigheder.

Det er trist at måtte erkende det, for Tyrkiet var inde i en positiv udvikling, indtil præsident Erdogan kastede masken og viste sit sande ansigt.

Derfor er der også grund til selvransagelse i EU: I hvor høj grad har EU et medansvar for denne udvikling?

Det er rigtig mange år siden, Tyrkiet først blev lovet et fremtidigt medlemskab. Det skete endnu før Danmark blev medlem af det, der endnu blev kaldt ”Fællesmarkedet”. Og siden begyndelsen af dette århundrede har der været ført forhandlinger med Tyrkiet, der havde opnået formel status som kandidatland.

Men tyrkerne følte – med rette – at forhandlingerne blev ført på skrømt. Dels var der hele tiden politikere, også i de store EU-lande, som kom med bemærkninger i retning af, at Tyrkiet aldrig ville blive medlem (Sarkozy). Og dels var Cypern blevet lukket ind i EU før problemet med øens deling var løst, og cyprioterne benyttede deres nye status til systematisk at sabotere forhandlinger med Tyrkiet.

Det fik efterhånden mange tyrkiske EU-tilhængere til at tabe modet.

Udsigten til et EU-medlemskab var ellers drivkraften i mange af de politiske og økonomiske reformer, som blev gennemført i begyndelsen af Erdogans regeringsperiode. Og med uroen i Mellemøsten var der al mulig grund til, at EU søgte at knytte Tyrkiet stærkere til Europa.

Men det hele begyndte at smuldre i takt med, at udsigterne til et positivt resultat af EU-Tyrkiet forhandlingerne blev stadigt ringere.

Det er vigtigt, at EU gør en kraftanstrengelse for at skabe et godt forhold til Tyrkiet – men det giver ingen mening at foregøgle nogen et snarligt EU-medlemskab.

I EU er der så mange andre problemer at bruge kræfterne på. Herunder at få styr på de medlemslande, der ligesom Erdogans Tyrkiet bevæger sig i forkert retning, bort fra det liberale demokrati, som EU grundlæggende bygger på.

56 kommentarer RSS

  1. Af Bjørn Sørensen

    -

    Hvordan kan Tyrkiet komme på tale som medlem af EU når landet stadigvæk benægter folkemordet på den kurdiske befolkning i landet, som er meget stor del af landets befolkning, som er meget større end man vil erkende. Alene i Istanbul bor der over 3 mil kurdere. Min irakiske ven mener at den kurdiske befolkning i Tyrkiet andrager op mod 50% af befolkningen, hvilket Erdogan naturligtvis ikke vil erkende.
    At det måske er landet største problem løser naturligtvis ikke landets problemer, så længe man ignorerer realiteterne.
    Det kurdiske problem ønsker Erdogan åbenbart ikke erkende eller løse, hvilket blot udsætter landets problemer og fremmer den kurdiske befolknings oprør, som gør at landet er i en simrende borgerkrigssituation.
    I Irak har den kurdiske region reelt selvstyre, som formodentligt ender som et selvstændigt område.
    I Tyrkiet udgør det kurdiske område en tredje del af landet, hvilket forklarer regeringens frygt for kurdernes selvstændighedsbevægelse.

    Tyrkiets uløselige problemer, så længe de ikke formår at løse dem gør dem uegnede til at være medlem af EU.

  2. Af Orla Guude

    -

    @R. HARALD KRISTIANSEN – 9. SEPTEMBER 2017 23:26
    “… Jeg kende mange dygtig, flittige og sympatiske muslimer, som trækkes rundt med personer som jer, til skade for dem.”

    Var det ikke nemmere bare at skrive navnene på alle tre ?

  3. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Du optræder nærmest konsekvent som en barnagtig mobberøv, når du er løbet tør for argumenter.

    Det er lidt utroligt, at du ikke selv kan se, at dén opførsel kun får dig selv til at fremtræde, som en dybt uintelligent debatsabottør, der ikke kan forsvare de synspunkter, som du tilsyneladende går ind for.

    Dén facon påvirker selvfølgelig også , hvordan andre opfatter de synspunkter, som du tilsyneladende forsøger at fremme; de kommer også til at virke usympatiske og idiotiske.

    Så, hvis du oprindeligt har haft et konstruktivt formål med at deltage i debatten, så burde du i det mindste forsøge ikke altid at fremstå, som en komplet idiot – for det får også dine synspunkter til at virke idiotiske.

    Det er vel ikke meningen.

  4. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Mange udviklingslande vil ikke modtage hjemsendte fattigdomsmigranter, der ikke har krav på asyl i vesten, så skyldes det nok primært, at de ikke vil undvære de remitter, som disse, illegale indvandrere sender hjem fra vesten.

    Det er med andre ord ikke udtryk for idealisme, eller medmenneskelighed, når de nægter at modtage egne borgere, der har forsøgt at indvandre illegalt til EU.

    Det er direkte latterligt, når et land som Iran, påstår, at vi krænker iranske bogreres menneskerettigheder, når vi vil udvise dem, fordi de er illegale indvandrere, selvom de ikke selv vil rejse, for man krænker selvfølgelig ikke illegale indvandreres menneskerettigheder, når man bruger den fornødne tvang mod afviste asylansøgere, der nægter at forlade landet.

    Iran respekterer principielt ikke selv iranske borgeres menneskerettigheder, for det er jo et islamistisk diktatur, hvor sharia står over menneskerettighederne, og dét er en af grundene til, at mange iranere gerne vil væk fra Iran, selvom de ikke er personligt forfulgte.

  5. Af R. Harald Kristiansens

    -

    Og L S du bliver ved. Det er sørgeligt, at du ikke har noget på hjerte andet end at chikanere andre deltagere. Du må være et meget ulykkeligt menneske. Jeg ville anbefale dig at tage dig en lille pause og evt. rejse til mit dejlige hjemland, eller Nordnorge, hvor du evt. kunne tage på lange ture i vidmarken og uden telefon. Som du godt ved, modtog jeg ikke SU i min studietid. Jeg arbejdede og tog lån, som jeg har betalt tilbage. I virkeligheden har jeg sparet Danmark hele min skolegang til jeg var knapt 24 år, børnehave, lægebesøg mm. Jeg var så heldig at få tilbudt et job lige efter at jeg havde fået min uddannelse i DK og har haft arbejde siden og tjent gode penge. Jeg har én uddannelse fra Island og én fra Danmark. Jeg har yderligere en overbygning på en af uddannelserne. Sådan er det. Det virker som du slet ikke kunne forestille dig, at man kunne undvære SU. Det kan man. Hvis danske studerende tjente for meget, dengang jeg studerede, kunne de ikke få SU. Hvis de tjente for meget, måtte de betale hele SUen tilbage. Det gjorde min danske mand f.eks. Jeg vil venligst bede dig om at stoppe din chikane mod mig og andre og evt. begynde at opføre dig ordentligt. Jeg er et ekstremt tålmodigt menneske. Husk på jeg er vandt til at have med alle slags mennesker at gøre. Hvis du bliver ved, skal jeg fortælle dig, at min advokat vil sørge for, at du ikke engang vil eje underbukserne som du har på, hvis du bliver ved, desuden vil det blive pinligt for dig. Nogen har været inde i min telefon L S, engang da jeg var på en blog her. Det har jeg fået en IT kyndig til at granske og jeg har fundet ud af hvem det er. Jeg tror nemlig ikke du har lyst til, at andre finder ud af hvem du er. Jeg er ikke Søren Føns Hansen, men jeg lagde godt mærke til, at du truede ham. Det tænkte jeg, at du også burde vænne dig af med. L S husk mine ord. Stop din chikane. Med venlig hilsen Rosa.
    Tak for venligheden Jakob og Orla.

  6. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Vi ser jo i Tyrkiet et spørgsmål om afstanden mellem olieproducerende og energiforbrugende lande. Tyrkiet er som sådan fanget med et ben i hver lejr.
    Konflikterne med og i Iran, Irak og Syrien – og Nordafrika: Marocco, Algier og Libyen – for ikke at tale om den altid lurende eksplosion i Saudi Arabien: De har en baggrund i en alt for dyr olie – dvs. prisen afspejler ikke de langsigtede gennemsnitsomkostninger ved udvindingen. Så længe prisen ligger over, vil mere marginale oliekilder blive efterforsket – trods voldsomt stigende efterforskningsomkostninger.
    Problemet er bare, at disse efterforskningsomkostninger er faldet drastisk – efterforskning og udvinding af olie kan i stadig højere grad svare sig i USA. Der bores i dag ikke “tørre huller” og når og “fracket” olie er af en ekstraordinær høj kvalitet.

    Det vil sige, at de eksisterende oliekilder vil ikke kunne sælge til markedsprisen, fordi de kan højest bruges som tilslag i raffineringen.

    Når man så har baseret hele sin økonomi på olieudvinding (eller andre råstoffer), så falder regnestykket sammen. Dermed bliver der tale om akut “Hollandsk Syge”, hvor en gevinst i én erhvervsgren medfører pris/løn stigninger – og offentlig pseudobeskæftigelse – til de grader, at det hjemlige erhvervsliv ikke kan konkurrere. F.eks. i Venezuela kan det ikke svare sig at være bonde. Her har man jo med nogle rationeringsmekanismer fastsat fødevarepriserne til et fast beløb, som det ikke kan svare sig at dyrke jorden til – derfor lader man være.

    Det er det regnestykke, der ligger bag de konflikter og flygtninge i Mellemøsten og Nordafrika. Det har ikke noget med religion at gøre – religion bruges som påskud; men påskud er frit omskiftelige.
    Lenin og de andre kommunister lavede det samme nummer: Nu var dumheden lige pludselig religionen – meget populær ide. Det gik jo også typisk galt under 1. verdenskrig, hvor enorme rustningsudgifter og tab fjernede de penge, som kommunisterne mente skulle fordeles til dem.

    Tilsvarende, så regner de Mellemøstlige lande deres oliekilder for enormt værdifulde. Det går imidlertid ikke i længden, fordi der skal løbende investeringer til for at holde olien flydende.
    De investeringer kommer ikke, fordi der er så stort et subsidieret ikke-produktivt apparat, der skal trækkes med rundt.

    Hvis nogen tror, at Tyrkiets rustningsudgifter er sparsomme, de tager så evigt fejl. Det bliver så ikke bedre af, at man i Tyrkiet slæber rundt på en banksektor, der brød sammen mange år før den Vestlige. Noget tilsvarende gør sig gældende i Sydamerika, der er et fallitbo, der aldrig er gjort op.

    Det, der i den sammenhæng gør Europa og Tyrkiet inkompatible er: Tyrkiet svæver fortsat i den vildfarelse, at der i olieeksport/-transport er en overnormal profit at hente. Det var der så længe, at der var en monopol-profit, der kunne bruges til uddeling af milde gaver. Disse gaver, som en befolkning finder sig “berettiget” til. Det forekommer altid under omstillinger.

    Om nationerne i Nordafrika og Mellemøsten står til at redde er i øjeblikket mere end tvivlsomt. Rusland véd vi, at det går ikke.

    Jeg er så enig med Uffe i, at vi skal bruge flere penge på forsvaret; men det skal ske på en meningsfuld måde. Det vil betyde højere lønninger til forsvarets personel (med piloter som undtagelse, fordi den civile flytransport er inde i en rationalisering). Det vil også betyde, en rationalisering af teknikerne, hvilket vil ske gennem investeringer i tidssvarende materiel.

    F-16 skal ikke skiftes, fordi den er nedslidt eller gammel (det er den også); men fordi den er utidssvarende og ikke opgaven voksen. Vi kunne jo snildt bruge mange flere penge på forsvaret af Nordatlanten; men hvorfor dog? Med det rette “værktøj”, så er det meget svært at se nogen trussel i Nordatlanten.
    Som Lars Løkke siger: “Det bliver svært at finde formålstjenlige udvidelser op til de 2%”.

    Det kan vi kun, hvis Danmark får et væsentligt udvidet ansvar!

    Som det er, så knækker både Ruslands og Tyrkiets oprustning og forsvar, fordi der ikke er olieindtægter til at finansiere dem. Rusland har slet ikke gjort de teknologiske fremskridt – så havde vi set dem nu – som giver en hær, der kan klare sig på en moderne kampplads. Vi så hvor ydmyget Saddam Hussein blev.

    Danmark kan nok klare sig, fordi med et større virkefelt, så vil den større produktivitet i opgaveløsningen kunne opsuges. Det kræver så også en omlægning, fordi Danmark er blevet til værksteds og baseområde; men det er afgjort af begrænset omfang. Det er så først og fremmest de teknikere, der skal til for at vedligeholde materiellet, der er udgiften.
    Investeringen i F-35 på 20 milliarder er latterlig lille, hvis den afskrives over 30 år.

    Sagt på en anden måde: De udfordringer på det sikkerhedspolitiske område, som Danmark står overfor, de er reelt ikke uoverkommelige.

    Anderledes forholder det sig med olielandene: De har nemlig ikke det arbejdsmarked, Danmark har. Venezuela kan ikke bare fyre de offentligt ansatte – selvom der ikke er penge til dem.

Kommentarer er lukket.