Giv Puigdemont en kold skulder

Af Uffe Ellemann 68

”How is it to be in Denmark” lød det begavede spørgsmål fra en af de utallige journalister, der var halset til Kastrup mandag morgen for at modtage den catalanske politiker Carles Puigdemont. Og dermed var tonen slået an: Danmark var sat på verdenskortet – og havde spændt sig for den catalanske propagandavogn. Dumt og naivt.

De spanske myndigheder gjorde deres for at skabe spænding. En international arrestordre, som alligevel ikke blev til noget. Ikke særlig smart…

Jeg var inviteret til et møde med Puigdemont. Men sagde pænt nej tak.

Jeg har egentlig den holdning, at man skal kunne tale med alle – men hensigten med det her projekt var for åbenlys. Hvorfor dog bidrage til at skabe interesse om mandens projekt? Det ville være dybt naivt, og tillige uvenligt overfor en god EU-partner som Spanien, der har en vanskelig historie at slås med, når retssikkerhed og forfatning skal beskyttes.

Puigdemont har demonstreret, at han ikke vil følge de demokratiske spilleregler, som Europa nu engang bygger på. Han er – for nu at sige det rent ud – en demagog og nationalist, som man ikke bør give sin støtte ved at vise ham interesse og respekt. For det fortjener han ikke. Og det vil omgående blive misbrugt af de kræfter i Catalonien, som har deres helt eget projekt.

Det fremgår allerede af de hjemlige presse, at han er inviteret til møder på Universitet i København og det danske Folketing, og det tages selvsagt som en form for dansk opbakning. Han har – så vidt jeg er orienteret – nærmest inviteret sig selv til Universitetet, der naturligvis har en vidtstrakt åbenhed overfor at lade alle komme til orde. Og i Folketinget er det en færøsk nationalist, der sammen med politikere fra den alleryderste venstrefløj har inviteret ham. Jamen så lad dem da sidde og hygge sig sammen med ham. Vi andre skal bare tænke os om.

Jeg bliver oprigtigt forarget, når der drages sammenligninger mellem Catalonien og de baltiske landes frihedskamp, som havde bred støtte i Danmark. Balterne havde solide historiske begrundelser for deres ønske om at genvinde den selvstændighed, de var berøvet – men Catalonien har ikke sådanne historiske krav. Det er overfladisk romantik og historieløshed som lokker til, at man støtter de krav om selvstændighed, som formentlig kun støttes af et mindretal i Catalonien. De folkeafstemninger, der har været afholdt, kan ikke bruges til noget i den forbindelse.

Det er helt legitimt at have ønsker om selvstændighed, og at arbejde for det politisk. Men det skal ske efter de spilleregler, der er nedlagt i den spanske forfatning. Og det er ikke sket. Derfor fortjener den spanske regering vores ubetingede støtte i bestræbelserne på at holde sammen på det spanske demokrati og den spanske stat, som i en ikke så fjern fortid har haft store problemer at kæmpe med.

Giv Puigdemont den kolde skulder, han fortjener. Der er i dagens kritiske internationale situation ikke brug for den slags egoistiske forsøg på at bryde Europa op, som hans bevægelse er eksponent for.

68 kommentarer RSS

  1. Af Arne Hornborg

    -

    En lidt besynderlig artikel.
    Nogle lande/områder må åbenbart gerne slås for deres frihed, selvstændighed, mens andre, blandt andet Catalonien, ikke må, i følge Uffe Ellemann Jensen opfattelse.
    Ikke lige den mest liberale tankegang.
    Naturligvis skal Catalonien havde deres selvstændighed.
    Det spanske politis brutalitet under den catalonske folkeafstemning vidner lidt om at diktaturet ikke er helt forsvundet fra Spanien.
    Fortinden skræmmer.
    At EUs Micky Mouse Parlament er nervøse over HVIS Catalonien opnår selvstændighed er helt som forventet. Frihedstrangen overalt i EU er i synlig fremgang.
    Den evindelige misforståelse med at omtale EU som Europa kan undre.
    Der findes, stadigvæk, europæiske lande der IKKE er med i EU.
    Lad Danmark følge England.
    Da det åbenbart er forbundet med store vanskeligheder fra EUs side med Englands Brixit, understreger kun hvor stavnsbundne vi er til EU. Frihed er et grimt ord i EU, på linje med folkeafstemninger. Noget EU og klakører altid frygter.
    Arne Hornborg
    Typografisk mediegrafiker, forfatter.

  2. Af Janus Mcmanus

    -

    Arne Hornborg – naturligvis må Catalonien slås for sin selvstændighed. Det er faktisk liberal og dermed demokratisk tankegang, at i et land er det ikke mindretallet der dikterer – som Puigdemont forsøger at gøre!

    Men enig i, at det spanske politi for frem med unødig stor brutalitet ved den “ulovlige” og mildest talt dilettantiske “folkeafstemning” i oktober.

  3. Af Arne Hornborg

    -

    Janus Mcmanus.
    Naturligvis skal der være tale om en fri, demokratisk folkeafstemning.
    Men såvel tilhængere som modstandere af løsrivelsen havde lige adgang til stemmeurnerne.
    Jeg fornemmer at modstanderne IKKE benyttede sig af den ret.
    Det BURDE de have gjort. Udfaldet var, muligvis, blevet et andet.
    Men jeg kan tænke mig til catalanernes frygt for at gå til stemmeurnerne grundet politiets vanvittige brutalitet.
    Det tilkaldte brutale politi fra selve Spanien forhindrede, brutalt, catalanerne i at komme til stemmeurnerne.
    Dét er,, trods alt, kendsgerninger.
    Spanien BØR medvirke til at der afholdes frie, demokratiske valg i Catalonien og rette sig efter udfaldet, hvad det end måtte blive.
    Europas Historie er fyldt med om forskellige folkeslag, regioner, lande der har kæmpet for deres frihed, deres selvstændighed.
    Arne Hornborg

  4. Af Finn Bjerrehave

    -

    Puigdemont får mere demokratisk taletid end jeg i denne blok, måske fordi jeg skriver DF ødelægger Danmark, og vi skal som i Tyskland bruge Soc.D. som støtteparti, nemlig demokratiet undergraves i mindretalsregeringer.
    Nak & Æd censur. Finn Vig

  5. Af Per Kæstel

    -

    Er vi blevet bange for forandring? Er de røde streger på Europas kort nu alligevel ved at blive malet så tykke, at de begynder at ligne de skyttegrave som hærgede Europa fra 1914-18 og som også fandtes under den spanske borgerkrig, hvor man for alvor fik cementeret arealet i det store format. Ingen tvtvl om, at Europa skal søge at finde fodslag for fred og fri handel, Men det er næppe den vildt voksende centralisering af magten i Europa, hvor teknokrater er ved at overtage den rolle, som biskopper tildrog sig i Middelalderen; for det er vel ikke sådan, at staklerne i kommissioner og udvalg ikke kan håndtere andre repræsentanter end dem, der er der nu? Det ville være trist, for umiddelbart er de ikke krigeriske, disse “nye”. Nuvel de søger nu at afgrænse deres økonomi, men er da fortsat afhængig af omverdenen – og en fri grænse. Løsningen for dem er ikke en luftbro til alt udenfor Europa, men de tager endelig fat på, at den ulighed der er, måske også kan afhjælpes ved at en del rejser sig fra den næste siesta med en vilje til at deltage.

  6. Af Niels Larsen

    -

    Jeg har før givet udtryk for det, men skal gerne gentage: min tillid til at politikerne i Danmark vil arbejde for danskernes sande interesser kan ligge på spidsen af en knappenål.

    Det samme kan min tillid til at EU-politikere vil arbejde for de indfødte EU-borgeres sande interesser.

    Begge hold politikere er mere interesserede i at rage til sig og pleje deres indbyrdes image.

  7. Af Ulf Bergstrom

    -

    Katalanerna har givetvis rätt till sin frihet från den korrupta centralregimen i Madrid. Regeringen Rajoy är ansvariga för den ekonomiska kraschen efter bostadsspekulationerna under 1980-talet och 900 åtal mot Rajoy och hans partivänner för korruption ligger och väntar på rättegång i den spanska rättsprocessen. Det är en stor skam att EU håller en mafios regim bakom ryggen i stället för att låta den demokratiska processen ha sin gång.

    Ulf bergstrom

  8. Af niels peter lemche

    -

    NIELS LARSEN, du er lidt naiv i din vurdering af, hvorfor politikere er politikere. Mon ikke du kender begrebet “magtens sødme”. Bare det, at være dem, der bestemmer noget. Der er noget berusende ved at være i politik — på alle niveauer: Jeg bestemmer over andre.

    For mange af dem er det med pengene af meget mindre betydning. Men selvfølgelig, som en ven plejer at sige: Der er ikke noget ved at have magt, hvis man ikke kan misbruge den!

  9. Af Henrik Larsen

    -

    Skribenten har fuldstændig ret i sin betragtning: Puigdemont respekterer ikke Spaniens demokratiske forfatning og vil “bare” løsrive sig, med et diskutabelt flertal i selve Catalonien bag sig.

    Nu er det bare ikke flertallet i Catalonien, der er endeligt afgørende i forfatningens forstand, det er hele Spaniens, og samtidig foregøgler Puigdemont og ligesindede, at Catalonien skulle have en eller anden særstatus, som (for længst) berettiger til selvstændighed, det har de ikke.

    Historisk peger man på det “korrupte” spanske styre “under Franco”, som hævdes fortsat via centralregeringen i dag, en pointeløs historie som rigtig mange herinde “follower” i bevidstløshed og uden argumentation, især henset til den lange periode uden Franco, som det øvrige Spanien og Catalonien har koeksisteret i. Den næsten skjulte henvisning til den spanske borgerkrig, hvor Catalonien og især Barcelona var en af de sidste støttepunkter for regeringen og den kommunistiske Internationale, er lidt komisk, for den bygger jo på antagelsen om, at en vindende, socialistisk-kommunistisk centralregering havde tilladt et selvstændigt Catalonien.

    Efter at have – som hele Spanien, bare i højere grad – nydt godt af det økonomiske opsving, der fulgte af EF/EU medlemskab og tilgreb til de dengang så righoldige “strukturfonde”, er f.eks. Barcelona blevet en verdensmetropol, som økonomisk overgår hvis ikke alle så de fleste andre områder i Spanien. Derfor hører man også herinde argumenter, om at “Catalonien sender penge til alle andre”, hvorfor må de så ikke være selvstændige?

    Tja, de økonomiske tider skifter jo, og alene ved udmeldingen om, at den spanske regering havde tænkt sig at tage forfatningen seriøst og indlede en administration af delstaten efter dennes ulovlige afstemning, fik flere storbanker og firmaer til at skifte adresse. Og hvis argumentet skulle tages alvorligt, så skulle København vel også kunne løsrive sig, inden udflytningerne for alvor tager fart?

  10. Af niels peter lemche

    -

    HENRIK VEDEL, i virkeligheden har du ret og UEJ uret. De baltiske staters historie er noget af det mest brogede, vi har set i Europas historie, men selvstændige var de nærmest aldrig., bortset fra den korte tid mellem den 1. og den 2. Verdenskrig. For rigtig mange samfund i Europa er selvstændighed noget, som man altid har måttet slås for. Og ,mange af de nuværende “natgionalstater”, f.eks. Tyskland og Italien , er kunstige stater, der opstod i sidste halvdel af 1800-tallet. Et fælles Tyskland eksisterede ikke før kejserdømmets indførelse i 1871, også selv derefter bevarede de enkelte dele meget af deres selvstændighed med egne konger og fyrster. Italien samledes ud af en lang række små italienske stater (enhver frimærkesamler ved det) successivt efter 1859, med kongeriget Turino-Neapel i centrum. Der er hele tiden sprækker, der opstår heri.

    UEJs fejl er nok, at han voksede op med troen på det uforanderlige Europa efter den 2. Verdenskrig, men tiden efter murens fald viste et helt andet Europa. Det vil også være forkert at tro, at noget herafter skulle have ændret sig.

    Egentlig var EU er så fortræffelig projekt, for med en slags fælles øverste enhed — Europa — øverst, kunne de mange små enheder nedenunder muntre sig så meget de ville. Spanien kunne opløses i en række småstater, Bundesländer kunne forstærke deres autonomi, Belgien kunne dele sig lige så meget det lystede osv . osv.

    Derfor er den katalanske krise så alvorlig, fordi vi her ser et virkelig sammenstød mellem forskellige ideologier, og en indikation af, hvad der kan vente mange andre steder.

  11. Af Jørgin Martin Árnason við Úlvsá

    -

    Catalonien har et befolkningstal på 7 millioner. Som i de baltiske lande i sovjettiden, er der sket en bevist tilflytning af spaniere fra det egentlige Spanien for kulterelt og sprogligt at opsluge catalonerne. Men den gik bare ikke, catalonerne vælger friheden.

    Jeg synes, at Uffe Elleman Jensen viser total uforstålighed overfor et folks ønske om anerkendelse som nation. Katalonien er ikke Spanien, Carles Puigdemont er ikke “nationalist” i den forstand Elleman gør hann til. Han er national republikaner, der vil etablere sit land som en selvstændig stat.

    I øvrigt: Sikken en frækhed og arrogance, at benævne en færøsk selvstændighedsrepresentant i Folketinget for “nationalist”! Færinger udgør 70.000 mennesker udaf verdens 7,5 milliarder!!

  12. Af Henrik Larsen

    -

    Jeg synes, at mange af automat-reaktionerne på UEJ´s indlæg, som ofte ser ud til at skyldes lige dele UEJ og EU kvababbelse, savner enhver argumentation og konsekvens:

    Jo, selvfølgelig må Skotland være selvstændige, som de har mulighed for i deres statsforfatningsretlige kontekst, det har bare vist sig at være økonomisk uattraktivt, hvis man tager mange ja-til-nej tvivleres udsagn for gode varer, efter seneste afstemning, og hvorfor skal Skotlands juridiske ret til selvstændighed overføres til Catalonien, som i deres egen, demokratiske og statsforfatningsretlige kontekst ikke har ret samme?

    Det økonomiske lader i det hele taget lige pludselig til at være blevet et “selvstændigt” eller i hvert fald afgørende argument for selvstændighed, hvorfor Cataloniens velstand naturligvis alene af denne grund berettiger hertil, det er jo kun resten af Spanien, der misbruger EU´s kasser, kan jeg forstå på et indlæg? Catalonien og Barcelona var altså stadig relativt fattige områder, da pastor Krogager slap og EF tog over, men ja, de var mere velstående end resten af Spanien, hvilket ikke mindst har geografiske årsager.

    Endelig henvises der til spansk politis “voldelige fremfærd”, som bevis på, at Franco tiden stadig pågår, hvilket igen er et mærkeligt argument: Hvorledes forestiller man sig, at lukningen af de forfatningsmæssigt ulovlige afstemningssteder og konfiskeringen af ulovligt afstemings materiale skal gennemføres, når tusinder af separatister har besluttet sig for at forhindre dette voldeligt, om end ubevæbnet? Er knepler og tåregas ekstra voldeligt i Spaniens Catalonien end på Nørrebro? Hvorfor skal centralmagtens voldsmonopol vige og samtidig (åbenbart) begrænses til mægling, lige i Catalonien?

  13. Af Henrik Larsen

    -

    @Jørgin Martin Árnason við Úlvsá – 24. januar 2018 12:11:

    Jeg troede da, at en nationalist, var en, som ønskede “sit” område selvstændigt, eller som ville bestå på egen nations fortsatte selvstændighed?

    Hvad er der galt i at blive kaldt nationalist, i Puigdemont´s sammenhæng, fordi han – i øvrigt – ulovligt vil gøre Catalonien til en selvstændig (national)stat, og i din færøske landsmands sammenhæng, fordi han lovligt vil fremme samme sag, men i øvrigt har en stadig stor skeptisk andel af Færøernes befolkning at kæmpe med, ikke mindst af økonomiske årsager?

    UEJ anvender ordet negativt på Puigdemont, fordi han med denne overbevisning har gennemført en i spansk kontekst ulovlig gerning som følge deraf, hvilket ifølge den spanske forfatning og mange andre, demokratiske landes forfatninger er (og ville være) kriminel. At din færøske landsmand fremmer denne undergravende virksomhed ved at være vært, og samtidig foregiver, at denne ret (heller) ikke er færingernes, er måske årsagen til en lidet flatterende karakteristik fra UEJ.

  14. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Mange troede formodentlig, ligesom jeg, at Europa havde fået opbygget et immunforsvar mod den nationalistiske syge efter nationalstaternes udskejelser op til – og med – 2. verdenskrig – og den kolde tyrker bagefter.

    Desværre er smittebacillen blevet resistent. Den findes og spreder sig hastigt. Hvis der ikke snart gribes ind, ender vi, hvor vi var – dengang. Skulle vi ikke prøve noget andet – demokrati f.eks. Lad os sammen skabe et stærkere EU uafhængigt af alle kriges moder, USA,

    Europa har en række fremragende ledere, der hæver sig tårnhøjt over Trump og kumpaner. Lad os tvinge demokratiet til at virke efter hensigten og få europæere valgt ind på lederposter, mens vi har demokrati. Når nationalstaterne tager over, er det igen farvel til frihed for europæere.

    Hvis europæerne ønsker europæiske udfordringer løst, skal det være af europæere med europæiske metoder. En amerikansk præsident aner ikke, hvad det vil sige og er ligeglad. Det burde vi ikke være. USA har et påskud for at være i Europa – krig mod den ikke længere eksisterende kommunisme. Det er sygt.

  15. Af Finn Bjerrehave

    -

    Giv Berlingske Media en kold skulder, nemlig kritik af DF fjernes straks, og min påstand lyder :Hvis kritik af DF fortsat læses, stopper 1 milliard gode danske skattekroner til Berlingske Media, nemlig Radio 24 syv.
    Ytringsfrihed . Finn Vig

  16. Af Niels Larsen

    -

    NIELS PETER LEMCHE: “UEJs fejl er nok, at han voksede op med troen på det uforanderlige Europa efter den 2. Verdenskrig, men tiden efter murens fald viste et helt andet Europa. Det vil også være forkert at tro, at noget herafter skulle have ændret sig.”

    Måske.

    Under alle omstændigheder er der to ting, som Historien fortæller os:

    1. Intet er uforanderligt og
    2. Intet varer evigt.

    Det gælder for lande, unioner og regioner.

  17. Af Ole Michael Rasmussen

    -

    Jeg synes godt nok man kommer langt ud i hjørnerne, og længere end relevant er i den her diskussion. Lad os holde os til sagens kerne, catalonernes ret til samme ret som vi danskere – takket være historiens tilfældige vindstød – påberåber os og nyder godt af.
    Undertegnede var en stor beundrer af UEJ’s kamp for balternes frihed. Netop derfor skuffer hans indlæg mig.
    Hvilket “mindretal” af cataloner er det nu lige man hele tiden snakker om vil have selvstændighed?
    Hvor stor en del af det såkaldte “flertal” af modstandere kan overhovedet tale catalansk?

    Lad os lige trække linier til Baltikum igen:
    Hvis en afstemning i Letland (om genetablering af suveræniteten efter sovjetisk/russisk besættelse) havde skulle vente i yderligere 20-30 år, hvor stor er så sandsynligheden for at letterne ville kunne stemme tilrejsende russere ned? Meget lille!

    Eller en parallel til Danmark:
    Hvordan var en folkeafstemning i Sønderjylland mon faldet ud hvis afstemningen i 1920 var udsat til i dag? -Efter bosætning af 200.000 flygtninge fra de tabte tyske områder og generel tinvandring fra syd?
    Jeg vil væde på vi kunne have nøjes med at køre til Christiansfeld for at købe billigt slik og alkohol!

    Den spanske forfatning udtrykker blot herskernationens ret over den lille nation. Ligesom det tyske kejserriges forfatning sikkert heller ikke havde givet plads til sønderjydernes hjemvenden til Danmark, hvis vi ikke havde haft en 1. (og 2.) Verdenskrig.

    Man kan i øvrigt sagtens – som undertegnede – være gloende europæer og samtidig tro på folkenes selvbestemmelsesret. Undertegnede bor i et af EU’s mindste medlemlande, Estland, med kun 1,3 mio indbyggere, og jeg skal hilse og sige at ift EU er folkestemningen her noget nær euforisk. Hverken catalanere eller skotter sætter iøvrigt spørgsmålstegn ved EU-medlemsskabet. Det er mere den anden national union de gerne vil undvære.

  18. Af niels peter lemche

    -

    NIELS LARSEN – 24. JANUAR 2018 17:25, aldeles enig! Du kan ikke bade to gange i den samme flod, som den gamle græker sagde. Men også Gorbatjovs, historien dømmer dem, der kommer forsent.

Kommentarer er lukket.