Diplomati, løgn og forurettelse

Af Uffe Ellemann 357

Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, er en begavet mand med en spændende fortid: Han var chef for det russiske toldvæsen med ry for at være benhård modstander af korruption og svindel, før han blev sparket ud i diplomatiet. Han er også en venlig og sympatisk mand, hvilket nok enhver, der har mødt ham, vil skrive under på. Derfor er der al mulig grund til at føle med ham, når han skal spille sin rolle i den særlige russiske udenrigspolitiske strategi, som har udviklet sig under Putin og hans lydige redskab Lavrov: Det går ud på at spille uskyldig og forurettet, hver gang nogen kritiserer Ruslands aggressive optræden på den internationale scene. Fuldstændig som den hundehvalp, vi passer for tiden: Han bliver meget fornærmet og forurettet, når han får skæld ud for at fare i hovedet på de andre hunde i nabolaget.

Den russiske regering skjuler sine handlinger bag et netværk af løgne, der er uigennemskuelige for den brede russiske befolkning – som henter sine informationer fra de TV-stationer, som har udviklet sig til rene propagandakanaler for regimet – og er vanskelige at håndtere for den vestlige offentlighed.

Det russiske diplomati spiller naturligvis en rolle i dette system – for fiktionen om, at Rusland er det uskyldige offer for vestlig aggression og ”russofobi”, er blevet en del af russisk udenrigspolitik. Og mange hopper på den – især efter det forbløffende udsagn fra USA’s præsident om, at det er amerikanerne, som er skyld i det dårlige forhold til Rusland.

I den seneste bog af den amerikanske historiker Timothy Snyder – ”The Road to Unfreedom Russia, Europe, America” – opstilles denne model for Ruslands propagandastrategi:

Først gennemføres en række handlinger, som man benægter – det kalder Snyder for ”implausible deniability” (”usandsynlig benægtelse”) – og det følges så op af ”proclamation of innocense” (”bedyrelse af uskyld”).

Et eksempel er Ruslands erobring af Krim i 2014: Alle på stedet vidste, at det vrimlede med russisk militær, blandt andet fordi bemandingen på den russiske flådebase i Sevastopol var blevet mangedoblet. Og da soldater uden kendetegn på deres uniformer besatte parlament, lufthavne osv., benægtede det officielle Rusland med Putin i spidsen, at de kendte noget til det. Det var derfor, nogen spøgefuldt talte om ”små grønne mænd”, som om de var kommet fra Mars. Løgnen var fræk og åbenlys. Men diplomatiet tog over og bedyrede fornærmet og forurettet, at alle bare pukkede på Rusland uden skyggen af bevis….

Senere vendte Putin & Co. på en tallerken, og pralede åbenlyst med det, man tidligere havde løjet om.

Det passer godt med den beskrivelse, den tidligere britiske politiker og EU-kommissær Chris Patten har givet af sit første møde med Putin. I sin bog ”Not always a diplomat” skriver Patten, at ved et møde med den daværende nyudnævnte russiske premierminister Putin i 1999 blev der stillet nogle spørgsmål om krigen i Tjetjenien – og så kommer det: ”Han løj for os. Vi vidste at han løj. Han vidste at vi vidste at han løj. Og han var bedøvende ligeglad”… ”He couldn’t care less.”

Der føres stadig blodig krig i Østukraine med russisk militær deltagelse. Krim er stadig ulovligt besat og indlemmet i Rusland. Russiske fly generer jævnligt nabolandenes luftvåben. Og på cyberområdet vælter russiske internettrolde sig i sølet. I Sverige er de især udsat, for Sverige skal have valg til september, og der gøres mange forsøg på at sprede falske historier om svenske politikere.

I Danmark har vi ikke noget at frygte – skal man tro den russiske ambassades tweets – for det ”giver ikke nogen mening at blande sig i danske valg”. Og hvorfor ikke? Nej, det giver ingen mening ”eftersom der ingen forskel er på den russofobiske tilgang hos den danske regering og opposition”.

Hvis hensigten med at blande sig i valgkampen alene skulle være at få valgt politikere, der enten er i lommen på Moskva eller har den ”rette indstilling”, så kunne der måske være noget om argumentet. Men det er jo ikke hele historien.

Indblanding i vestlige valgkampe – og i det hele taget den politiske proces – har først og fremmest til formål at så mistillid til det politiske system. Det er vores liberale demokrati, der er hovedfjenden.

Og i Europa er der desuden det særlige formål med indblandingen at styrke de politiske partier, der er fjendtligt indstillet over for EU – for EU er også en hovedfjende for Moskva, og det gælder om at så splittelse. I Timothy Snyders bog kan man læse en grundig gennemgang af, hvordan Rusland på et tidsligt tidspunkt gik ind i kampagnen for at sikre et Brexit…

Den strategi, vi er udsat for – hvor ambassadør Vanins brev blot er et lille pip – er vanskelig at håndtere. Vore journalister er opdraget til at beskrive virkeligheden, som de ser den, og til at være opmærksomme på, at en sag altid har to sider.

Men når man f.eks. ser at Krim erobres af russiske specialtropper i let gennemskuelig forklædning, og rapporterer det – og derefter får benægtelser og bortforklaringer – så opstår dilemmaet. For når ”begge sider” skal beskrives, og den ene er åbenlyst løgn og digt, hvad gør man så, hvis man ikke vil beskyldes for “russofobi”?

Vi er sårbare. Og det er der nogen, som er blevet meget dygtige til at udnytte.

357 kommentarer RSS

  1. Af niels peter lemche

    -

    FLEMMING LAU jeg har ikke hørt, at den transsibiriske jernbane fra Moskva og helt til Peking er lukket.

  2. Af Kristoffer Hansen

    -

    Overskriften er pensum og adgangskrav for at blive politiker. FRI os fra jeres drama, lad drone-bomberne falde hårdt ligesom karma..

  3. Af j. han.

    -

    AF FLEMMING LAU – 28. JULI 2018 9:24
    “Jeg kender en soldater kammerat der med venner og veninder tog vejen til Indien i folkevogns rugbrød i de tidlige ’70`ere.”

    Arne Herløv Petersen har skrevet en bog om denne tur. Rugbrød til Himalaye hed den vist.
    Jeg mener, at Aik Skaløe var med. Men er ikke helt sikker.
    Men Arne nævner, at en af deltagerne forsvandt under turen

  4. Af Flemming Lau

    -

    Lemche, ja men den går jo ikke forbi Himalaya. Og DR’s program om tog turen til Vladivostok var ikke noget at skrive hjem om. Det kunne da være sjovt at komme forbi Nepal, NordIndien og Burma inden ruten tog turen mod nord til Kina.

    Iøvrigt åbner Frihedsmuseets i 2019. Det har vist været en værre sump at arbejde i med Kastelsgraven og Øresund så tæt på. Så nu får vi at se om vi bliver bevilliget et år til, så vi kan opleve det. Og så håber vi at søfolkenes historie også bliver repræsenteret.

  5. Af Helge Nørager

    -

    Nu løber den trans sibiriske jernbane ikke til Peking.
    Der er skift mellem skinner osv omkring Harbin ved den Russiske / Kinesiske grænse, da deres format på skinnebrede ikke er den samme Rusland er lidt for sig selv.
    Den trans sibiriske jernbane er mellem 2 russiske destinationer, med blandt andet en stik bane til Peking. Et såkaldt sidespor.
    Og drift på dette sidespor er meget afhængig af politisk klima mellem Kina og Rusland.
    Så at omtale den trans sibiriske jernbane som gående fra Moskva til Peking er en forvanskning af sandheden, men typisk for mange uden den store indsigt i jernbane drift.

  6. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    “Hvis man går langt nok tilbage i tiden, kan Danmark vel også påberåbe sig retten til Skåne, Halland og Blekinge.”

    Gøngehøvdingens lystige svende giver åbenbart aldrig op.

    De minder lidt om den sorte ridder fra Monthy Pythons film, The holy Grail, der ikke gav op, selvom han havde fået hugget arme og ben af.

    Næ, Nordpolen er der fremtid i, men det mener russerne jo også, at der er.

    Derfor har russerne planer om at opføre et undersøisk atomkraftværk på havbunden ved Nordpolen, der skal give strøm til en undersøisk boreplatform, samt til robotter – hvis man da skal tro BBC News.

    Projektet kaldes for “Project Iceberg”, og er alvorligt ment, selvom det lyder som en dårlig vittighed fra en James Bond-film.

    Uddrag fra “Why Russia is sending robotic submarines to the Arctic” af David Hambling, BBC News 21. november 2017:

    “Decades after the Soviet Union fell, Russia embarked on a mission to drill deep into the Arctic seabed, sending a fleet of underwater robots and unmanned submarines into the Earth’s harshest waters.

    And now, after years of drilling in the area, the country – which saw oil and natural gas account for 68% of its exports in 2013 – plans to use never-before-seen technology to take its mission to the next level.”

    “…much of the sea is covered by a thick sheet of ice year-round, making exploitation by surface vessels impossible. Enter Russia’s Project Iceberg: an ambitious plan to use extreme technology for equally extreme conditions. ”

    “For Russia, oil and natural gas are key sources of both energy and income. Project Iceberg could be the nation’s power play to make sure it keeps a regional monopoly on those two resources.

    Russia is already expanding its military might in the Arctic, building more bases in the area after opening several earlier this year. ”

    “The Foundation for Advanced Studies, the Russian equivalent of America’s Darpa, states it is planning “fully autonomous underwater, under-ice, development of hydrocarbon fields in the Arctic seas with severe ice conditions”. In other words: oil-seeking robotic submarines.

    But there are some who suggest Iceberg’s stated goals are unrealistic – and that they may be a smokescreen for the development of military systems that can be deployed under the ice.”

    “But perhaps the most ambitious part of Project Iceberg are the plans for the word’s first underwater nuclear power plants to act as pitstops for the swarms of submarines that will be deployed.

    These underwater power stations will sit on the sea bed and act as recharging points for passing unmanned subs. The current design is for a 24-megawatt reactor with a lifetime of 25 years. Each one will operate almost entirely autonomously with technicians only visiting once a year for routine maintenance.”

Kommentarer er lukket.